Fotogalleri

21/02/2014

Det begyndte med to drenge, formentlig ikke mere end en 12-13 år gamle, der med gammeldags stenslynger, som på kong Davids tid, sendte sten op imod nogle huse ikke langt fra den palæstinensiske flygtningelejr Jalasoun på Vestbredden. Det gav ikke rigtigt nogen mening, for husene var også palæstinensiske, og der var blot andre vrede unge samlet deroppe. Hvorfor de lige skulle have sten i hovedet, var ikke rigtig klart, men det er der så meget hernede, der ikke er.
     Vi havde ellers lige på kaffehuset lige overfor moskeen nede i Jalasoun-lejren fået at vide, at urolighederne hver eneste fredag begynder med at de israelske soldater skyder tåregasgranater efter de palæstinensiske unge for at provokere dem. Det gav heller ikke rigtigt mening. Hvorfor skulle israelerne dog gøre det. De har dog mere end så mange andre en interesse i, at alt er stille og fredeligt. Og da urolighederne så endelig brød ud, viste det sig heller ikke at passe. Palæstinenserne begyndte at smide sten efter israelerne, bilerne på vejen og den nærliggende jødiske bosættelse Beit El, hvorefter de israelske soldater svarede igen.





19/01/2014

Når man som jeg ofte er på reportagerejse rundt om i Mellemøsten tilbringer man evigheder halvslumrende på bagsædet af en kørende bil. Denne regions storbyer er forbandet af en ubegribelig mængde af biler, busser og truttende lastbiler. Især Egypten. Her er det hverken pyramiderne, gamle balsamerede Tut Ankh Amon, papyrus eller andet fra landets gyldne fortid, der præger livet. Det gør derimod smog, truttende bilhorn, trafikken og bilerne. Der er biler overalt. Også der, hvor de ikke skulle være. Parkeret i tre lag langs fortovet… og et fjerde på fortovet. 
     Alt i den egyptiske hovedstad er ude af kontrol. Trafikken endnu mere.
     Egypten har i årtier oplevet en befolkningseksplosion. Sidst jeg checkede tallene blev der født halvanden million nye små egyptere hvert eneste år. Når man ser på den kroniske trafikprop, vi også ofte omtaler som Kairo, så ser det ud til, at hver eneste af de efterhånden næsten 90 millioner egyptere får sig en bil, når de fylder 18 (jeg er ikke overbevist om, at de også alle sammen er i besiddelse af et kørekort), og de fleste af dem, får man på fornemmelsen, er af en eller anden grund på vej rundt i hovedstaden. På en eller anden måde synes alle egyptere altid at befinde sig på det forkerte sted. Når jeg er ude at køre, så ser det i hvert fald ud til at hele landets befolkning altid er på vej et helt andet sted hen.



16/01/2014

Det startede med et brag. Få minutter før afstemningsstederne skulle åbne, eksploderede en bombe i Kairo. Heldigvis kom ingen noget til, men bomben var en brutal påmindelse om, at ikke alle ser afstemningen om en ny egyptisk forfatning som begyndelsen på en ny gylden egyptisk fremtid.
     Over 300.000 soldater og politifolk var udkommanderet til at stå for sikkerheden. Alligevel kunne de ikke forhindre terroristernes forehavende.
     Politiofficeren, der havde kommandoen med området, ville ikke spekulere om, hvem, der kunne have forsøgt at sabotere folkeafstemningen. ”Det må undersøgelserne afgøre”, svarede han, hvilket jo lød fint. Blot var det svært at se, hvilket bevismateriale disse undersøgelser skulle basere sig på. Alle – inklusive mig selv – trampede lystigt rundt i beviserne. Intet var afspærret.



10/01/2014

Jeg har drømt om det i flere år, og nu er det endelig sket. Jeg har endelig fået en ny Leica M9. Men… og jeg har lige skrevet om det en enkelt gang tidligere ovre i min Fotodagbog… det endelig at stå med en digital Leica i hånden, var ikke den religiøse oplevelse, jeg havde ventet. Jeg prøver ikke på at sige, at et Leica M-kamera ikke er kram. Der er slet ingen tvivl om, at det er top kvalitet. Det føler man, blot man holder et Leica i hånden. Og jeg har også i nogle år haft et gammelt analogt Leica M6. Men den digitale M9 er ikke den fornøjelse at arbejde med, som jeg havde ventet.
     Jeg kender mig selv godt nok til at vide, at det nemt kan komme til at betyde, at det dyre og fine kamera blot ender med at stå derhjemme og samler støv, så derfor har jeg det med ud på reportageopgaver for TV2. Jeg har naturligvis også min højt elskede Canon 5D III med, og det kamera ville jeg i en lang række sammenhænge klart foretrække. Det er meget nemt at arbejde med, det adlyder ordrer, og resultaterne er næsten altid perfekte.
     Anderledes er det med Leica’en. Det er et kamera med sine helt egne særheder og underlige måde at optræde på. Det er ikke lykkedes mig umiddelbart at mestre det uden videre. Først og fremmest er det manuelt. Alt skal indstilles. Selv fokuseringen. Og det sker igennem et lille vindue på siden af kameraet. Ikke ud igennem linsen. Så det er en anderledes procedure, man lige skal vænne sig til. Og, hvis man vil have en lille dybdeskarphed, så er det virkelig svært (for mig i hvert fald), at ramme den præcise fokusering. Læg så dertil, at LCD-skærmen bagpå kameraet er noget af det dårligste, man næsten kan finde på markedet. Man tror, at alle ens billeder er en ren katastrofe, indtil man får dem uploadet til computeren.



08/01/2014

Det er ikke hver dag, en ny kristen kirke indvies i den muslimske verden, men det skete i dag i Jordan. Kirken ligger nede i Jordandalen nær det sted, hvor Jesus ifølge den kristne tradition skulle være blevet døbt af Johannes Døberen.
     Det var et festligt og kulørt udstyrsstykke at være med til indvielsen, og midt i de ellers oftest dystre nyheder, man i disse tider hører om de kristnes trængte situation de fleste steder i den arabiske verden, så var alle de bekymringer for en tid i hvert fald, skudt på afstand for de kristne her i Jordan.
     Den danske storprior for Tempelridderordenen, Lars Karstensen, har æresgæst. Hans orden har doneret kirkens orgel og klokke. Nordmændene en ”interessant” alterudsmykning, og kirkens første præst er svensk.



22/11/2013

Selvom mit langelandske fotoprojekt kun lige er kommet i gang, og selvom planen var, at jeg indledningsvist lige så stille og roligt ville begynde at fotografere uden at lave for megen postyr om det, så går det alligevel lige pludselig over stok og sten. Jeg havde ellers tænkt mig at starte stille og diskret, så jeg til marts, hvor jeg i Svendborg skal holde et foredrag om mit fotografi, kunne vise og fortælle lidt om mit Langelandsprojekt. Derefter, og først derefter, ville folk så vide, hvad jeg var i gang med, og så ville så forhåbentlig begynde at tage fart. 
     Det var planen. 
     Men sådan fungerer tingene ikke i et lille samfund som det langelandske. Her arbejder ”jungletrommerne” helt af sig selv. Et alternativt nyhedsbureau, som virker bedre end Ritzau, er allerede oppe i omdrejninger. I øsamfund er der kun få hemmeligheder. Uden selv at have lavet andet end at fotografere en række interessante langelændere, som venner og bekendte har introduceret mig til, så har ”nyheden” om mit fotoprojekt spredt sig helt af sig selv. Alle ved, at jeg er i gang. Og det vælter ind med forslag og ideer. Når jeg køber ind i den lokale Dagli’ Brugsen, kommer andre kunder over til mig med forslag til, hvem jeg også bør besøge og fotografere.
     Det er fantastisk. Jeg elsker det.



04/11/2013

De gør ikke noget forfærdelig stort væsen ud af sig selv. De gør bare deres arbejde dag efter dag. Det er hårdt, det er slidsomt, og det er ikke så lidt farligt. Men på deres stille, arbejdsomme facon sørger de for, at vi alle kan få god, sund mad på bordet, og de bidrager oveni købet ikke så lidt til landets eksportindtægter. Jeg taler om fiskerne.
     Som udlandsdansker savner jeg ofte det kæmpe udvalg af varierede, delikate og sunde fisk, som vi har i Danmark. Derfor svælger jeg mig tit i fisk, når jeg er ”hjemme” i Danmark og har tid til at lave mad. 
     Og derfor ville intet i forbindelse med mit fotoprojekt på Langeland naturligvis være mere oplagt, end også at lave noget om fiskerne på øen. Og – hvis man skal have gode billeder, så skal det naturligvis ikke bare være på havnen, når fiskene losses. Jeg må med ud på havet og fange dem!
     Jeg ringede til Ulrik K. Hansen, som er en af hovedmændene bag Bagenkop Fisk – fiskernes egen fællesejede fiskeeksport og –auktion i Langelands allersydligste by.




20/10/2013

Til daglig bor jeg i Israel, og det meste af min tid bruger jeg på at rejse rundt i et omtumlet Mellemøsten for at rapportere til TV2. Min fritid derimod bruger jeg så meget jeg kan på det smukke, fredelige Langeland, hvor min kone og jeg har et gammelt bindingsværkshus. For mig er det en lise, balsam for sjælen, at få lov til at slappe af i det langelandske. Få lidt jordbunden, frisk dansk luft igennem hjernevindingerne ovenpå Mellemøstens ofte fanatiske vanvid. Jeg kunne ganske enkelt ikke overleve uden disse jævnlige besøg til vores lille fredfyldte danske oase.
     Derfor er jeg naturligvis også overrasket, når jeg hører Langeland omtalt som en del af det, den selvglade storby-danske befolkning lidt snobbet og med rynket næse kalder for ”Udkants-Danmark”. Diskussionen om, hvad der er ”udkant”, og hvad man kan kalde ”centrum” er ret ligegyldig. Det er oplagt, at Langeland – som andre dele af ”udkanten” – har nogle problemer. Det har storbyerne såmænd også. Men mens der er hjælp at hente for storbyerne, så må landdistrikterne ofte kæmpe for sig selv, og Danmarks øer er helt prisgivet, hvis politikerne ikke acceptere, at de har nogle helt særlige problemer. 
     Yderområderne har dog også nogle fantastiske kvaliteter. En fantastisk natur, skønhed, fred og ro, og nogle helt specielle og seje mennesker, som trods forsømmelser fra nationens magtcenter, imod alle odds holder samfundet i gang. Dem har jeg sat mig for at fotografere. Ikke bare for at dokumentere, at der er andre måder at se disse underprioriterede områder på, men også fordi jeg tror, at storbyerne og deres indbyggere, som ser sig selv som ”centrum”, hvorom alt andet drejer sig, sagtens kunne lære noget ude fra periferien.
 


24/06/2013

Pludselig var det Istanbul, der eksploderede. Var det mon Det Arabiske Forår, der var i gang med en knopskydning? En tyrkisk aflægger? Eller var det noget helt andet, der var i gang?
     Protesterne begyndte med unge grønne aktivister, som politiet konsekvent kaldte for ”anarkister” og myndighederne senere stemplede som ”terrorister”, forsøgte at bevare den grønne Gezi-park, der ligger op til den berømte Taksim-plads, som premierminister Erdogan og hans regerende AK-parti ellers havde besluttet skulle jævnes med jorden, for at give plads til et butikscenter. Der er ikke mangel på forretninger i Istanbul, men parker og grønne områder er der ikke mange af.
     Myndighederne synes ikke om at skulle forklare... og slet ikke forsvare sine beslutninger overfor befolkningen, og politiet blev derfor sat ind, for at rydde området, så bulldozerne kunne få arbejdsro. Men politiets brutalitet fik urolighederne til at blusse op, og pludselig sluttede tusindvis af andre vrede tyrker sig til de protesterende. Med et handlede det ikke længere om træer og buske, men om hvilken slags stat, Tyrkiet skal være.
     Regeringen manede til ro og dialog, og just som aktivisterne troede, at de var i gang med at forhandle med premierministeren, og derfor selv ryddede nogle af barrikaderne af vejen, så rykkede politiet pludselig ind i ly af mørket, og fjernede protestlejren i Gezi-parken.
     Ironisk nok var det første, myndighederne, der ville ødelægge parken, gjorde, efter de unge var blevet fjernet med magt, at plante træer og blomster, så nu er Gezi-parken grønnere, end den nogensinde har været. Men protesterne handler allerede om noget helt andet. De unge kræver demokratiske reformer. Og modstanden er næppe overstået, fordi teltlejren i Gezi-park er blevet fjernet. Den er blot begyndt. Og den er allerede ved at ændre form.


 

29/01/2013

Jeg har i den seneste tid forsøgt at nærme mig det meget lukkede ultra-ortodokst jødiske miljø hernede. I lukkethed kommer en del af Mea Shearim-kvarteret her i Jerusalem ind på en absolut førsteplads. For mens en gruppe som Lubavitch/Habad-hasidderne er meget åbne (næsten for åbne – en slags jødisk indre-mission), så er andre som Satmar, Toldot Aharon, Naturei Karta ikke bare lukkede, de er ofte direkte fjendtlige og afvisende fra alt fremmed, alt udefra.

Jeg har fået kontakt med en ultra-ortodoks rabbiner, som selv er amatørfotograf. Han har bedt om at se nogle af de fotos, jeg allerede har taget af haredim, de gudfrygtige, som de ultra-ortodokse kaldes hernede. Derfor har jeg bladret albums igennem, for at lave en lille serie, jeg kan vise ham. Ikke alle fotos er af rigtige ultra-ortodokse – f.eks. billederne fra Grædemuren, men det bliver der redigeret i senere.

Under alle omstændigheder: Når arbejder med at finde billederne allerede er gjort, kan jeg jo lige så godt også lave et galleri med nogle af dem her på hjemmesiden.


Sider : 1 2 3 4 5 ... 7
 forrige     næste