Fotografiet og linselusene

 

 

DAMASKUS (26.02.2013): Det er umuligt at lave TV, når der hele tiden er masser af mennesker, der gerne vil filmes eller blot kigge ind i kameraets linse, fordi de tror, at der sker et eller andet derinde bag glasset, som de kan få øje på udefra. ”Linselus” kalder vi dem respektløst, fordi de ødelægger vore optagelser, og ikke er til at slippe af med. Af en eller anden grund er der særdeles mange af dem her i Mellemøsten.

Specielt er børn glade for at hoppe rundt foran vores TV-kameraer, og det kan gøre livet ret surt for min TV-fotograf, for han ved godt, at så godt som alle de sekvenser, hvor børn hopper rundt i billedrammen og laver skøre ting, vil blive kasseret, når vi om aftenen sidder og redigerer indslaget. Og fra visse lokaliteter betyder det størsteparten af materialet og dermed af dagens arbejde.

Her kommer jeg ind i billedet med mit fotografiapparat.

Nogenlunde samtidig med at jeg gik fra analog til digital fotografering, opdagede jeg, at jeg med mit fotografiapparat i visse situationer kan blive mere interessant end min TV-fotograf, og det udnytter jeg groft, for at redde dagens indslag til TV2/Nyhederne.

 

 

Fordi børn og andre straks kan se sig selv på den lille skærm bagpå mit fotografiapparat, synes de ret hurtigt, at det er sjovere at blive fotograferet end filmet. Når jeg så samtidig laver løjer med dem, og i særdeleshed fotograferer løs, når de stiller sig flot an til det, så kan jeg tiltrække hele forsamlingen omkring mig, mens min kameramand får mulighed for uforstyrret at filme det, vi er kommet ud for at lave.

Ind imellem er jeg naturligvis nødt til at droppe børnene et stykke tid, så jeg også kan nå at få lavet et par interviews, inden vi skal videre. Men på det tidspunkt har jeg ofte fået så god kontakt til børnene, at de er villige til at være stille i bare forventning om, at jeg tager lidt flere billeder af dem bagefter.

Med tiden har jeg naturligvis fundet ud af, at jeg ikke bare behøver at fotografere til skraldespanden. Nogle af de billeder, jeg tager i disse situationer, kan sagtens bruges bagefter. Og interessant er det også ofte, at når jeg først har leget og lavet sjov med børnene, hvilket ofte er meget støjende, så alt levende i omegnen opdager det, så er deres forældre og bedsteforældre ofte også blevet meget mere villige til at lade sig fotografere, fordi de jo ser at jeg ser ud som en rar og børnevenlig type.

 

 

For et par dage siden besøgte min kameramand, Rasmus Nielsen, og jeg en moske i det centrale Damaskus, hvor omkring 600 internt fordrevne – flygtninge i deres eget land – havde søgt tilflugt. De fleste kom fra hovedstadens forstæder og opland, hvor der i øjeblikket er voldsomme kampe mellem oprørerne og regeringshæren. Flygtningene har søgt tilflugt i moskeen, fordi de håber, at de her er i større sikkerhed. Tragedien er så, at den blodige terroraktion, der for nogle dage siden rystede Damaskus og kostede 63 livet og sårede flere hundreder, foregik på gaden lige udenfor. Ingen kan vide sig sikre noget sted. Heller ikke her.

 

 

Vi dækkede naturligvis bombeeksplosionen på dagen. Derefter lavede vi indslag om de dræbte, de sårede og deres pårørende på hospitalerne og i lighusene et par dage derefter. Og da vi på hospitalet mødte en svært såret pige, der boede i moskéen med hele sin familie, besluttede vi os for også at besøge den, for at tale med nogen af de internt fordrevne, og se hvordan de lever.

I moskeen bor mændene og de store drenge i en kæmpe kælder under moskeen. Overalt ligger små bunker af de få ejendele, folk har reddet med sig under flugten fra deres hjem. Rundt om ligger ældre mennesker og hviler sig under uldtæpper, mens drengene støjende leger omkring dem. Lyset var ikke godt, men det giver alligevel mulighed for lidt dramatisk fotografering, hvis man presser ISO-værdien i vejret.

Vi var lige gået i gang med at filme, da alle drengene stimlede sammen foran Rasmus, og nogle af mændene begyndte at stille spørgsmål om vi havde tilladelse til at filme og så videre.

”Nu må du vist hellere gribe til foto-tricket”, siger Rasmus tørt til mig, og jeg hiver kameraet frem, og beder drengene vise mig, hvad de kan.

 

 

De begynder at slå vejrmøller og koldbøtter, mens de gamle mænd smiler og slapper lidt mere af. Jeg bliver stående henne ved det lys, der strømmer ind af de små vinduer oppe under loftet og fotograferer drengene, mens Rasmus går rundt og filmer.

Efter et par interviews går vi ovenpå til pigerne, de små drenge og kvinderne. Heroppe er der om muligt endnu mere kaos og støj. Vi bliver nærmest tromlet ned at en hujende børneflok, da vi kommer derop.

 

 

Her er det endnu mere afgørende, at jeg forsøger at beskæftige børnene, så Rasmus kan lave lidt fornuftigt arbejde, så jeg klovner videre.

Børnene stiller sig op til ”klassefoto”, men heldigvis får jeg også et par skud af de voksne. Jeg har lige fået taget ét enkelt billede af en gammel kvinde, da kameraet går i stå. Mit CF-card er fyldt op, og jeg har efterladt mine reservekort nede i bilen.

Shit!

Jeg er netop begyndt at fotografere i både JPEG’s og RAW, så jeg bliver overrasket over, hvor lidt der pludselig kan være på et memory card. Men Rasmus ser afslappet ud, vi har tilstrækkeligt med optagelser, så hvis jeg lige kan lave endnu et interview, så har vi endnu et indslag til TV2/Nyhederne.

På Journalisthøjskolen lærer vi ikke, hvor vigtigt det kan være for et TV-holds evne til at fungere, at journalisten er i stand til at fotografere. Det synes heller ikke umiddelbart særlig logisk. Men det er der så meget, der ikke gør her i Mellemøsten.

Indimellem kommer der heldigvis også nogle brugbare fotografier ud af det.

 

 

Artiklen er skrevet til Selskabet for Dansk Fotografi's hjemmeside.