Mit nye zoom-objektiv:

24-70mm's kedelig højkvalitet

Istanbul, juni 2013
Istanbul, juni 2013

24-70mm er en af de mest udbredte brændvidder for zoomobjektiver. Det dækker hele normalområdet - fra en lille vidvinkel til et meget lille tele. Godt til lidt af hvert, hvis man ikke kan have et udvalg af objektiver med sig. Jeg har lige anskaffet Canon's nye Mark II-version af det populære objektiv.

 
 
Istanbul, juni 2013

JERUSALEM (05.08.2013): Artiklen her skulle for længst have været færdig, men jeg har skrevet på den, omskrevet den og smidt den væk indtil flere gange. Når jeg så nu alligevel har hentet den op af den virtuelle papirkurv og skrevet den færdig, er det fordi mine modstridende følelser om en af mine nye anskaffelser måske alligevel fortæller noget interessant og brugbart for andre amatørfotografer. I hvert fald afklarer det lidt mine egne tanker om udstyr og fotografi.

 
 
Istanbul, juni 2013
Det er lidt sært! I årevis var jeg ellers overbevist om, at jeg manglede lige præcist denne linse. Det foregøglede jeg i hvert fald mig selv. Nu har jeg endelig erhvervet objektivet, og nu er mit forhold til det underlig nok ret så ambivalent.

Jeg kunne godt have skrevet disse notater og strøtanker om, så det hele mere kom til at fremstå som én sammenhængende, velgennemtænkt artikel, men så ville min tvivl og modstridende indre argumenter forsvinde, og det vil se ud som om, jeg hele tiden var enig med mig selv om, hvad jeg egentlig mener. Men det er ikke tilfældet. Jeg er stadigvæk i en ophidset indre debat. Derfor får I det hele. Dagbogsnotater. Gentagelser. Både for og imod. Tvivl og overbevisning. Godt og skidt.

 
 
Istanbul, juni 2013

Det hele handler om min nye Canon EF 24-70mm L f/2.8 II USM.

 
 
Istanbul, juni 2013

Istanbul den 17. juni 2013
Jeg sidder lige nu i Istanbul, hvor en del af den moderne, veluddannede ungdom er eksploderet i vrede og frustration over den moderat islamistiske premierminister Recep Tayip Erdogan’s voksende enerådighed. Det begyndte med ønsket om at bevare Gezi Park – et lille grønt område i det centrale Istanbul lige ved siden af Taksim-pladsen, men har undervejs har det udviklet sig til en meget bredere kritik af den måde landets regering – og i særdeleshed premierministeren – forvalter sin magt på. De dybereliggende årsager, tyrkisk politik og vurderinger af fremtidsudsigterne hører til andre steder her på hjemmesiden. Her i denne artikel drejer det sig først og fremmest om fotografi og i særdeleshed om min nye zoom, som dækker det vigtige normalområde fra 24-70mm.

Jeg hører aldersmæssigt til i en tidsalder, hvor objektiver var det, vi i dag kalder prime linser – objektiver med fast brændvidde. Zoomobjektiver var i begyndelsen ualmindeligt dyre, og udenfor de fleste almindelige menneskers rækkevidde.

Som ung lærte jeg, at normalobjektivet var på 50mm. Den brændvidde man anså for at ligge tættest på det menneskelige øjes måde at se omgivelserne på. Mit første objektiv var et Nikkor 50mm f/1.4 som jeg købte sammen med mit allerførste Nikon F-kamera tilbage i 1973. Jeg syntes at det var et relativ kedeligt objektiv, for det viste kun det, jeg i forvejen allerede selv kunne se, så derfor jeg anskaffede hurtigt en 21mm vidvinkel og en 200mm tele, som blev mine foretrukne linser. Denne – formentlig forkerte – billedopfattelse lider jeg stadigvæk lidt af. Derfor køber jeg altid først vidvinkler og telelinser, for først helt til slut at bøje mig, og også anskaffe noget, der dækker normalområdet.

Nu er jeg – lettere forsinket – som resten af solsystemet efterhånden også gået digitalt. Og selvom jeg i starten svor, at jeg kun ville have et kamera og et par linser, så det var let at transportere, så har jeg alligevel langsomt opbygget et alt for omfattende udstyr, som nu dækker de fleste af mine tænkelige og utænkelige behov. Blandt mine seneste anskaffelser er også den eftertragtede, dyre nye udgave af Canons formentlig mest populære L-zoomlinse: EF 24-70mm f/2.8L II USM.

 
 
Kairo, juni 2013

For et par år siden lånte jeg den gamle, oprindelige version af objektivet af mine venner, og fotograferede med det i en uges tid. Jeg var ikke voldsomt imponeret. Det var kedeligt og ikke ekstrem skarp, syntes jeg. Det har den nye Mark II-udgave af objektivet imidlertid fået rettet op på. Mark II-udgaven er knivskarp og ekstremt hurtigt fokuserende. Det har afgjort rettet op på en lang række af de mangler, der skæmmede den gamle udgave af objektivet.

Men… jeg er fortsat ikke nogen stor dyrker af normalområdet!

Dilemmaet er bare, at jeg nu har så meget udstyr, at når

 
 
Kairo, juni 2013
jeg tager på reportagerejse, hvilket jeg jo først og fremmest gør for at lave TV og ikke for at fotografere, så er mit fotoudstyr blevet så tungt og omfangsrigt, at jeg bliver nødt til at vælge, hvad jeg vil tage med, og hvad der skal blive hjemme.

På mine sidste mange rejser er valget derfor faldet på ét kamerahus med den nye 24-70’er påmonteret. En moderat vidvinkel, normaloptik og moderat tele. Moderat-normal-moderat. Åhh så keeeedeligt! Alt det jeg ikke kan lide. Men det er bare så meget lettere at bære.

Det er sikkert derfor, jeg har set mig sur på 24-70’eren fra starten. Ude på opgaven føler jeg altid, at jeg mangler en rigtig vidvinkel eller en ordentlig tele. Derfor er min vurdering  af denne normal-zoom næppe særlig fair og balanceret.

Ikke desto mindre bliver jeg også nødt til at indrømme, at der her i Istanbul er ganske mange brugbare fotos imellem. 24-70mm’eren klarer jobbet. Ikke bare det, den gør det faktisk ganske godt. Og når jeg skal være helt ærlig, så er det, selv når jeg har flere objektiver med på rejse, alligevel ikke så tit, at jeg når at skifte optik midt i balladen, når urolighederne bryder løs. Så ofte ender jeg alligevel med at fotografere det hele med en enkelt linse, hvis jeg ikke ligefrem har to kamerahuse med, og så har udstyret allerede vokset sig for stort.

 
 
Kairo, juli 2013


Kairo den 5. juli 2013
Umiddelbart efter Istanbul blev vi sendt videre til Kairo, hvor oppositionen imod præsident Mursi og Det muslimske Broderskab havde indkaldt til kæmpedemonstrationer den 30. juni, så vi skulle være på pletten, hvis det gik hen og udviklede sig. Det gjorde det. Et par dage senere blev præsidenten væltet ved et militærkup.

Nu var min nye 24-70mm pludselig mit eneste objektiv til at opleve verdenshistorien med. Nu var det knald eller fald for den nye linse. Og selvom jeg ikke kan skjule min skepsis og følelsen af at savne noget lidt mere vildt i begge retninger – vid- og tele – så bliver jeg også nødt til at indrømme, at denne nye Canon-linse faktisk er god, og den oser af kvalitet. Den er fantastisk solidt konstrueret. Jeg faldt under urolighederne, og kameraet og linsen smadrede ned i asfalten, uden anden effekt end at det fik nogle ydre skrammer. Det er solidt bygget. Som en kampvogn. Det mærker man bare ved at holde på det, og dreje på fokus- og zoomringen – intet slør. Man behøver ikke som mig, at klaske det ned på asfalten. Objektivet kan formentlig ikke konstrueres meget bedre. Alt fungerede fortsat perfekt, og det er også hurtigt og præcis i fokuseringen – selv i lav belysning – og exceptionelt skarptegnende. Langt bedre end sin forgænger.

 
 
Kairo, juli 2013
På negativsiden skal det så siges, at objektivet ikke nogen billedstabilisering, som for eksempel den meget billigere 24-105mm L-linse har. Den købte jeg for kort tid siden til min søn, og blev næsten selv mere forelsket i den end i min egen. Men min 24-70’er har f/2.8 som største blænderåbning, mens min søns 24-105mm kun er på f/4. Netop denne større lysfølsomhed reddede mig tit både i Istanbul og her Kairo, hvor mange sammenstød og andre dramatiske aktiviteter om sommeren, hvor det er så varmt, foregår om aftenen og om natten, hvor det er køligere udenfor, men hvor der heller ikke er særlig meget lys. Derfor kommer de f/2.8 ind meget handy.

Og så et par af mine helt egne, ret subjektive kritikpunkter:

Jeg synes at linsen er svær at fokusere med på meget korte afstande, og– som jeg tidligere har skrevet – så har den et kedeligt alt for normalt brændviddeområde uden spræl og frækhed, men det er jo ikke linsens skyld. Det, den er bygget til, klarer den til absolut topkarakter. Prisen er dog høj. Den er, så vidt jeg kan se, næsten dobbelt så dyr som sin forgænger, og det bliver sikkert dens svageste punkt i manges øjne.

 
 
Kairo, juli 2013
Den nye modlysblænder beskytter heller ikke så meget imod modlys, som den gamle gjorde. 24-70’eren bliver teleskopagtigt kortere eller længere alt efter om man bruger den som vidvinkel eller tele. Det gjorde den gamle 24-70 også, men den kørte frem og tilbage inde i modlysblænderen, så den gav mere skygge og beskyttelse imod flair, når linsen var tele, og mindre når den var vidvinklet. På den nye sidder den lille, blomsterbladsagtige modlysblænder helt foran og suser med ud og ind. På den måde giver den kun samme begrænsede beskyttelse imod modlys, uanset om linsen fotograferer som tele- eller vidvinkel. Det er dumt.

Mere end det. Jeg arbejder i en del af verden, hvor det er meget støv. Utrolig meget støv. Og selvom linsen som Canons andre L-linser naturligvis vejr- og vandforseglet, så vil enhver, der som barn har leget ”den lille fysiker”, kunne sige sig selv, at når man zoomer ind, og det indre rør suser ud, og linsen pludselig bliver en tredjedel længere, så må der et eller andet sted blive suget luft ind. Ellers ville et indre vakuum gøre bevægelsen umulig. Kan der suges luft ind, kan der vel også komme støv med. Jeg vil ikke sige, at der direkte er tale om en støvsuger, men det er naturligvis det, jeg frygter. Derfor kan jeg klart nok bedre lide de zoomobjektiver, hvor linsernes indbyrdes bevægelser foregår indvendig i linsen, mens den udadtil forbliver intakt.

Et sidste par sidebemærkninger i den absolutte petitesseafdeling.

Den nye type modlysblændere, som jeg første gang stifter bekendtskab med på denne linse, men som formentlig vil brede sig, synes jeg ikke om. Modlysblænderen skrues på i en bajonetfatning, som det altid har været tilfældet, som nu er løsere/mindre stram, men til gengæld med en lille klik-lås for enden. Når man skal skrue den af, trykker man en lille knap ind, og drejer den løs. Problemet er, at denne knap nemt kan blive trykket ind, når man går med kameraet over skulderen, og det slasker ind i fototasken og andre ting, og pludselig er modlysblænderen faldet af. Jeg har allerede tabt den adskillige gange. Normalt hører jeg det, og får den fanget igen. Men når det sker på en blød overflade ude i naturen eller i et støjende kaos, så hører man det ikke, og så er modlysblænderen gået tabt.

 
 
Berlin, juli 2013

Men summa summarum: Det er et god linse. Nej – det er et fantastisk objektiv… hvis man godt kan lide normalområdet. Kan man det, kan det næsten være ens eneste linse, for det, den er bygget til, det kan den til perfektion. Men med mit afkølede forhold til det usexede normalområde, så tror jeg ikke, at jeg ville opgradere fra den oprindelige udgave af linsen, hvis jeg allerede var indehaver af den, til denne nye udgave. Også selvom den nye er langt mere skarpttegnende. Dertil er den også for meget dyrere. Havde jeg pengene ville jeg i så fald hellere købe en telezoom eller endnu bedre en super vidvinkel. Det kommer der nogle sjovere billeder ud af… synes jeg.


Berlin den 24. juli 2013
Ferie med familien. Jeg har ikke nået at være hjemme i Israel i mellemtiden, så feriedagene i det tyske bliver også med denne 24-70’er, som jeg nu snart har rejst rundt med i halvanden måned som mit eneste objektiv. Selvom det kan alt det, det skal kunne – og gør det godt – så savner jeg mine andre linser. Det skal ikke være nogen hemmelighed.

Når jeg har fri og tid til at koncentrere mig om fotografiet, det har jeg desværre sjældent, så vil jeg til enhver tid foretrække min EF 24mm L f/1.4 II og min EF 85mm L f/1.2 II. De er mere lysstærke og skarpere,

 
 
Berlin, juli 2013
de ligger hver især ude i de mere sjove ender af normalområdet, men de vejer også tilsammen dobbelt så meget som 24-70’eren, som næsten dækker samme område, uden at man skal skifte objektiv og risikere at få støv ind på sensoren.

Jeg har det lidt på samme måde med min 16-35mm L f/2.8 II, som jeg også ind imellem rejser med som objektiv nummer to. Også her foretrækker jeg i virkeligheden min 14mm L f/2.8, som jeg synes både er sjovere og skarpere tegnende i kanterne end zoomen er i sin mest vidvinklede yderposition.

Konklusionen er vel, at mens jeg ”kun” havde faste

 
 
Berlin, juli 2013
objektiver, så drømte jeg hele tiden om zooms. Nu hvor jeg har fået dem, kan jeg pludseligt se de faste objektivers fordele på en helt anden måde.

Alligevel må jeg indrømme, at 24-70mm også klarede opgaven i Berlin. Det er en god linse, som blot må leve med, at den er skabt til det kedelige.

Både i klart dagslys og i dæmpet hyggestemning på en jazz-klub klarede den ærterne. Tæt på som vidvinkel og også som 70mm præsterede den. Jeg har sikkert helt undgået 50mm-området. Skal jeg være helt ærlig, tror jeg, at jeg kun bruger den i yderpositionerne – enten som en 24mm eller som en 70mm.

 
 
Berlin, juli 2013

Jerusalem den 5. august 2013
Nu er jeg tilbage i Israel igen og sidder i min dejlige, lille have i Jerusalem, og skriver denne artikel færdig. Det tvinger mig naturligvis til at tænke lidt på, hvad konklusionen på alle mine indre objektiv-diskussioner med mig selv egentlig er?

Et af problemerne er nok, at jeg hele tiden er på jagt efter noget udstyr, som i afgørende, mærkbar og iøjnefaldende grad forbedre mine fotos. Et kamera, en linse, noget software som løfter mine fotos ud af den grå almindelighed og ind iblandt de kunstværker, der får beskueren til at dåne.

Det er måske i virkeligheden det, der er mit problem?

 
 
Berlin, juli 2013

Jeg drømmer om et stykke magisk udstyr, som gør mig til en bedre fotograf. Og det udstyr findes ikke. For det er jo ikke udstyret, hverken kameraet eller objektivet, der laver de virkelig fantastiske fotos. Det gør derimod den, der befinder sig et par centimeter bag kameraet og linsen: Nemlig fotografen. Mig!

Hver gang jeg søger efter et stykke udstyr, der løfter mig fotografisk, så er det fordi jeg selv har mistet perspektivet og kreativiteten. For jeg ved jo godt, at selv det allerbedste udstyr, der findes, ikke gør fotografen spor bedre, mens en rigtig god fotograf kan lave fantastiske billeder med selv det mest simple amatørkamera.

 
 
Berlin, juli 2013
Derfor er der én ting, denne udmærkede… nej, ganske fantastiske, men også ret almindelige normal-zoom har lært mig: Nemlig at selv med alt det fantastiske udstyr, jeg efterhånden har fået skrabet sammen, så er jeg selv det svageste led, hvis jeg ikke hele tiden selv arbejder med min egen kreativitet, mine egne evner som fotograf, kaster mig ud i vilde, tossede eksperimenter, forsøger at gøre tingene anderledes, øge min iderigdom og så videre. Det er der, hos mig selv, jeg i øjeblikket kan hente de mest iøjnefaldende fotografiske forbedringer hjem. Det kræver blot lidt slid. Ikke mere isenkram.

Det bedste, jeg kan sige om mit nye udstyr er, at det i det mindste har berøvet mig et af mine ellers bedste argumenter: At hvis jeg blot har den eller den lille, nye, dyre dims, så vil mine billeder blive meget bedre. Nu har jeg efterhånden en masse dyre dimser og dingenoter. De næste forbedringer skal hentes hjem på mine egne evner… eller mangel på samme, for nu har jeg ikke længere nogen undskyldning.

 


 

Artiklen her er skrevet til Selskabet for Dansk Fotografi's hjemmeside.

Du kan også læse mere om de enkelte steder, jeg har besøgt med mit nye objektiv, og se billeder derfra ovre i min Fotodagbog.


* * *

P.S.: Jeg har senere ændret en lille smule mening om dette zoomobjektiv. Hvis du vil læse mine senere erfaringer og oplevelser med 24-70mm'eren, kan du klikke her.

 


 
Tilføj kommentar