Billig Sony slår dyr Leica:

Undermålerens brilliante triumf

De to kameraer overfor hinanden. Leica'en til venstre og Sony A7 II til højre. Kameraerne er næsten samme størrelse. Foto: John Rasmussen.
De to kameraer overfor hinanden. Leica'en til venstre og Sony A7 II til højre. Kameraerne er næsten samme størrelse. Foto: John Rasmussen.
JERUSALEM (28.01.2015): Jeg er forelsket. Ikke at jeg er min kone utro. Nej, jeg er blevet forelsket i et kamera. En undermåler som i de seneste år virkelig er kommet helt ind i på den strategiske midtbane på det professionelle og semi-professionelle kameramarked. Efter at have været totalt domineret af Canon og Nikon, som næsten alle professionelle fotografer har brugt, lige med undtagelse af en lille halvreligiøs kult, som sværger til Leica, så har Sony i de seneste år lige så stille fået sig placeret helt centralt i den professionelle del af kameramarkedet. Faktisk kommer mange af de spændende nyskabelser lige nu fra Sony-folkene.
 
 
Min gode ven Ole Eisen i køkkenet både som kok og model for mit kameraeksperiment. Her fotograferet med min Leica M9.

 
Der er ingen tvivl om… nej, lad mig lige bløde den påstand lidt op: Der er næppe nogen tvivl om, at Leica laver nogle af verdens fineste kameraer og ikke mindst bedste objektiver. Men der er heller ikke nogen tvivl, i hvert fald ikke hos mig, om at Leica i vid udstrækning sover på laurbærrene og stadigvæk lever højt på nogle myter som er seks til syv årtier gamle, og slet slet ikke er fulgt med tiden.
 
Alle, der følger mine skriverier om fotografi, vil have set, at min begejstring for det digitale Leica M9, jeg i sin tid selv købte, mildt sagt er begrænset. Og det er endog en underdrivelse. Det har været en hamrende dyr investering, som jeg kun bruger meget, meget lidt.
 
I årevis lå jeg under for alle myterne i fotografmiljøet om Leica, så jeg måtte ganske enkelt eje en af disse klassikere, som alle de professionelle, navnkundige ikoner indenfor fotojournalistikken havde arbejdet med og roste til skyerne. Det var et eksklusivt broderskab, som jeg måtte være medlem af.
 
 
Leica-salaten. Den løber ingen steder, så man kan stille skarpt på den selv med en Leica.

 
Først købte jeg et gammelt analogt Leica M6, som jeg i grunden var ganske godt tilfreds med, men det var unægtelig lidt af en museumsgenstand med film, som jeg kun brugte, når jeg havde masser af tid til rådighed og tog ud for at lege ”rigtig” fotograf… og nok også en smule for at blære mig lidt. Men da det jo var analogt, og derfor tog tid med at få filmen fremkaldt og scannet ind, så jeg kunne bearbejde billederne på computeren, måtte jeg efterhånden indrømme, at der gik år og dag imellem jeg fik mig taget sammen til at arbejde med det. Leicas første digitale kamera, M8’eren, var en dundrende fiasko, så det hoppede jeg over, men da M9’eren endelig kom på markedet, blev det berømmet som verdens mindste digitale full frame-kamera. Det vil sige at sensoren havde samme 24x36mm format som de gamle analoge negativer, og at objektiverne derfor igen rigtig kom fuldt ud til deres ret. Så tog jeg mig endelig sammen, bed den økonomiske smerte i mig, og købte et digitalt Leica M9, selvom det var hamrende dyrt.
 
 
Sony-salaten. Svært at se forskel.

 
Nu skulle jeg lave kunst!
 
Hold da op, hvor blev jeg skuffet.
 
Den fornøjelse, jeg havde ventet, udeblev totalt. Jeg syntes på ingen måde om kameraet. Det var alt for langsomt at arbejde med. Ikke særlig lysfølsomt. Masser af støj i billedet, når man gik højere end 800 ISO. En skærm bagpå som er intet mindre end en skandale, og listen over klager kunne gøres meget længere.
 
Jeg har andet steds skrevet min lange Leica-klagesang, så den skal jeg ikke trætte Jer med endnu en gang, men at jeg stadigvæk har M9’eren liggende er egentlig lidt af et under, for jeg fotograferer kun med kameraet, når jeg virkelig har mega-god tid, og endnu en gang vil undersøge, om jeg dog ikke kan finde en lillebitte smule godt at sige om dette ikoniske kameramærke. 
 
 
Oles skønne kone Dorte kun oplyst af stearinlys. Det er meget mere end et Leica kan klare. Katastrofal megen støj i billedet.

 
Egentlig har jeg altid været ganske godt tilfreds med mine forskellige Canon-kameraer. Jeg har været igennem hele 5D-serien. Det var det første digitale full frame-kamera. Noget man indtil da havde ment, aldrig ville komme. Men Canon brød med konventionerne. Heldigvis. For kameraet var fantastisk, og de efterfølgende versioner blev blot bedre og bedre. Jeg gjorde turen med over 5D Mark II til 5D Mark III, som jeg nu arbejder med og er enormt glad for. Men med batterigreb og store professionelle L-objektiver er resultatet et ret stort, imponerende udseende kamera, som til tider endog kan være en smule intimiderende, at komme anstigende med. Nogle gange vil jeg gerne fotografere lidt mere diskret, end det er muligt med mine to store Canon EOS 5D III’ere. Derfor har jeg længe været på udkig
 
 
Sony'en i samme lave belysning. Resultatet er mange, mange gange bedre.
efter et kamera, der er noget mindre, og nemmere at tage med overalt, selv når jeg ikke primært er taget ud for at fotografere, men stadigvæk et kamera, som ikke går på kompromis med kvaliteten.
 
Først købte jeg Fijifilms X-100, lige da det kom ud. Jeg var blandt de 10 første i Danmark, der fik kameraet. Jeg var faktisk ganske godt tilfreds med det. I perioder elskede jeg det faktisk. Men kameraet var ofte lidt for langsomt i optrækket. Det havde en række særheder med autofokuseringen, og den manuelle fokusering virkede slet ikke. Det lavede dog ganske fantastiske billeder, når man lærte at komme udenom dets små særheder. I Fuji’s senere udgaver af kameraet – X-100s og X-100t – skulle mange af de omtalte problemer være blevet løst. Jeg fulgte dog ikke med i Fuji’s forskellige opgraderinger, fordi Fuji-sensoren, selvom den var stor, alligevel ikke var full frame, og det ville jeg gerne have. Blandt andet derfor endte jeg med at investere i den urimeligt dyre Leica.
 
Man kan sige meget godt om Canon, men de har helt og totalt misset bevægelsen i retning af såkaldte mirrorless kameraer med store sensorer. Det er en lang historie, hvorfor Canon ikke opdagede dette hul i markedet, blot kan man konkludere, at Canon stadigvæk ikke er kommet med noget professionelt målsøger- eller mirrorless-kamera (deres M-serie er også et fejlskud og stadigvæk ikke full frame), så derfor bliver man, selvom man er Canon-fanatiker, nødt til at se andre steder hen.
 
 
Den siciliansk-langelandske kunstner Alfio Bonanno fotograferet med Leica'en. Leica-objektivet er naturligvis med en 35mm en smule mere vidvinklet end Zeiss-objektivet.

 
I begyndelsen af 2014 kom Sony så med sin nye A7-serie – mirrorless og full frame – alt det, jeg drømte om. Sony A7’eren med 24 megapixel, A7R’eren med hele 36 megapixel og uden det såkaldte low pass filter over sensoren, hvilket gør billedet endnu mere knivskarpt, og A7S med færre pixels og særlig designet til fotografering i lavt lys og video. Min venlige og gavmilde fotohandler Brian Bang, som er indehaver af Click-forretningen i Svendborg, lånte mig den gang et Sony A7R i en forlænget weekend. Et helt fantastisk kamera. Masser af pixels, stor sensor, lille kamerahus, solidt bygget. Alt i alt en perfekt pakke. Læg dertil at Zeiss laver objektiver til Sony, og Zeiss er vel de eneste, der kan komme op på siden af Leica, når det handler om exceptionelt gode linser og objektiver.
 
 
Her et Alfio-portræt lavet med Sony A7 II. Der er bare ingen diskussion. Det er et langt bedre portræt. Det skal dog med, at Zeiss-objektivet er et 55mm og dermed er billedudsnittet tættere.

 
Jeg var på nippet til at købe A7R’eren, for det er et umådelig lækkert kamera, men jeg håbede fortsat på at Canon ville vågne op til dåd og levere et konkurrencedygtigt alternativ. Det gjorde de ikke, og i mellemtiden er Sony så netop begyndt med en ny udgave af A7-serien. Indtil videre er det kun A7’eren, som er kommet i Mark II-udgaven, og som sædvanligt har Brian ladet mig få lov til at lege lidt med det i en uges tid, inden jeg for nylig tog til Ghana.
 
I forhold til den gamle Sony A7’er, så er A7 Mark II’eren først og fremmest forbedret på tre områder. Kamerahuset er en smule ændret. I særdeleshed er grebet blevet betydelig bedre, og udløserknappen og drejeknappen til blænderværdien er placeret fremme
 
 
En glad John Rasmussen poserer med Sony'en i favnen. Derfor har jeg fotograferet ham med mit Leica M9-kamera. John er om muligt endnu mere imponeret over Sony A7 Mark II'eren, end jeg er. Så køber jeg den ikke, så gør han det sikkert.
på grebet, langt bedre end tidligere, så pegefingeren mere naturligt rammer udløserknappen. Autofokuseringen er også mærkbart forbedret. Sony siger selv, at den er 30% hurtigere end i den tidligere model. Men den virkelige fornyelse er den indbyggede billedstabilisering. Til de objektiver, der er bygget til Sony’en er der billedstabilisering om fem akser. Og det virker fantastisk. Til objektiver fra andre producenter virker stabiliseringen ”kun” i tre retninger, men det er alligevel ret godt.
 
Jeg havde på forhånd bedt Brian, om han ikke kunne skaffe kameraet med et Zeiss 55mm f/1.8-objektiv, som jeg havde læst, var det skarpeste og bedste autofokus-objektiv, som nogensinde er lavet. En af de anmeldelser, jeg læste, sagde, at kun Zeiss’ eget 55mm Otus-objektiv er bedre, men det er manuelt, har altså ikke autofokus, det er kæmpestort og tungt, en lille smule mere lysfølsomt f/1.4, og det koster en herregård. Det Zeiss-objektivet til Sony-kameraet er lille, let og overraskende billigt.

Sammen med min gode fotoven, John Rasmussen, som ved meget mere om fotografi, end jeg gør, besluttede jeg mig for at tage mit Leica M9 med en 35mm f/2 Summicron med ud og teste det sammen med Sony A7 Mark II’eren med Zeiss 55mm f/1.8. Begge kameraet er små og handy, nogenlunde samme størrelse, super solide i konstruktionen, digitale full frame, mulighed for at skifte objektiver og meget andet. Men der holder lighederne op.
 
 
Leica-heste. Der er nok lys, og hestene bevæger sig langsomt. Så kan selv en Leica være med.

Leica’en har kun manuel fokusering, som er ret langsommelig og til tider ovenud besværlig, i lav belysning næsten umulig. Sony’en har både manuel og autofokus. Autofokus’en fungerer upåklageligt, er ultrahurtig og ekstrem præcis. Selv i lav belysning havde jeg ingen problemer. Selv når jeg fokuserede manuelt med Sony/Zeiss-kombinationen, var det hurtigere og mere præcist end med Leica’en. Og det er på trods af, at jeg har ejet Leica’en i flere år, men først lige har fået Sony’en i hånden.
 
Er lyset fint, og gør man sig umage med den manuelle fokusering på Leica-kameraet og rammer rigtigt, så er det svært, om ikke ligefrem umuligt at se forskel på billederne fra det, og de billeder der er taget med Sony-kameraet.
 
 
Hestene i Sony-udgaven. Forskellen - hvis der er nogen - er svær at se, men var hestene i galop, ville jeg helst have Sony'en i hænderne.

 
En aften var jeg inviteret ud til middag hos nogle gode venner på Langeland, Dorte og Ole Eisen, og jeg besluttede mig for at teste de to kameraer hos dem i lav belysning – enten ved glødelamper ude i køkkenet eller stearinlys inde i stuen. Derfor blev der skruet op for kameraernes ISO-værdi/lysfølsomhed. I køkkenet 800 ISO, og inde i stuen ved stearinlysene 2000 ISO. Resultatet kan I se og selv bedømme med det blotte øje. Leica leverer dunklere billeder og har helt urimelig megen støj i skyggeområderne. Sony’en er bare fantastisk. Skarpe, smukke, velbelyste billeder. Også en smule støj, men ikke noget der bare ligner den ”plævrede grød”, man bydes af Leica’en.
 
Dagen efter besøgte jeg den siciliansk-langelandske kunstner Alfio Bonanno, som også straks blev
 
 
Min egen madlavning. Lavt lys, men intet problem for Sony A7 II. Det laver perfekte billeder hver gang.
rekrutteret som model og forsøgskanin. Portrætterne af ham inde i hans galleri taler også deres eget tydelige sprog. Sony/Zeiss slår Leica med flere længder.
 
Med sin indbyggede billedstabilisering vil jeg til enhver tid selv i lavt lys kunne gå langt længere ned i lukkertid med Sony’en og selv ved håndholdt få skarpere billeder. Leica’en har ingen billedstabilisering hverken i kameraet eller i objektiverne.
 
Da jeg næste dag gik en lille tur ud på engen foran mit hus, og fotograferede nogle af Langelands vilde heste, som holder til der, var der tilstrækkelig med lys, om end det var overskyet, og her er der ikke nævneværdig forskel på de to resultater. Jeg synes dog at Sony/Zeiss-billedet er en smule skarpere, men det kan skyldes Leica’ens manuelle fokusering, som kræver sin mand. Men havde hingstene kæmpet med hinanden, som de somme tider gør, og havde der været dramatik og fart over feltet, ville jeg være langt sikrere på at få billedet i kassen, hvis det var Sony'en, jeg havde i hænderne.
 
 
En rød brandpumpe i Vejen står stille længe nok til at Leica'en kan være med. Det er et fantastisk kamera og en endnu bedre linse, hvis tingene blot ikke bevæger sig alt for meget rundt, og Gud sørger for en ordentlig lyssætning.

Jeg tror, at alle og enhver kan fornemme, hvad min dom er. Man må dog ikke glemme, at Leica allerede er handikappet i mine øjne, fordi kameraet aldrig har levet op til mine minimumsforventninger – og da slet ikke når man ser på prisen. Jeg tror, at det i sin tid med objektiv lå på omkring kr. 45.000,- Så det, I lige har læst, er naturligvis ikke en objektiv test. Jeg var forudindtaget. Jeg var allerede begejstret for Sony A7R’eren, og de overstrømmende tests, jeg læste på nettet, inden jeg selv fik Mark II’eren i hånden, gjorde mig på forhånd begejstret. Men prisforskellen er da også til at tage og føle på.
 
Sony A7 Mark II står hos Brian Bang i Click til kr. 13.999,- og det fantastiske Zeiss 55mm f/1.8 koster kr. 7.400. Det er rundt regnet halvdelen af den pris mit Leica M9 med 35mm f/2 har kostet. Når Sony/Zeiss-kombinationen så er så meget bedre og tillige også meget nemmere at arbejde med, kan jeg slet ikke se nogen grund til at man skulle spilde pengene på en Leica. 
 
Rygterne vil vide, at Sony også er på vej med en Mark II-udgave af A7R-kameraet. Det bliver angiveligt med en 50+ megapixel sensor, stadigvæk uden low pass-filtret. Og selvom det er en stor fristelse at vente på det, så er jeg lidt skeptisk overfor at trænge mere end 50 MP sammen på en sensor, også selvom den er full frame. På et medium format-kamera (Hasselblad eller Phase One) giver det måske mening. Men på en 24x36 format-sensor er 24 MP mere end nok. Til gengæld betyder glasset foran sensoren – objektivet – meget mere. Og her kan jeg ikke rose Zeiss-objektivet nok.
 
 
Vinderen af min uvidenskabelige kamera-test er helt klart Sony A7 II med det fabelagtige Zeiss-objektiv. En slagkraftig vinder-kombination. Der er slet ikke nogen tvivl i mit sind. Foto: John Rasmussen.
Det er bare afsindig skarpt, det er lynhurtigt og præcis. En ren fornøjelse at arbejde med.
 
Sony’en er en klar vinder. Der er overhovedet ikke skyggen af tvivl i mit sind. På pris, i billedkvalitet, arbejdsglæden, nemhed i betjeningen – på alle områder er Sony’en klart bedre end Leica’en. Så er du på markedet for et nyt kamera, så køb hellere et Sony-kamera og brug de ekstra penge til at få et objektiv eller to mere med i købet. Fornøjelsen ved at fotografere med Sony’en er langt større, resultatet er fuldt på højde med det, Leica’en kan levere, og ofte langt bedre.
 
Kr. 20.000,- mere blot for en rød plet på kameraet, og en brugervenlighed der langtfra er fulgt med tiden, men mere hører hjemme på Teknisk Museum, er absolut ikke pengene værd.
 
Jeg sælger i hvert fald snart mit Leica og investerer i et Sony-kamera i stedet, hvis jeg ikke i stedet venter lidt og sparer en pæn portion penge sammen og lader Leica’en indgå i en handel, så jeg kan købe det nye 50 MP digitale bagstykke til mit gamle analoge Hasselblad. Det er også et kamera, som er en ikonisk klassiker. Og meget dårligt kan man sige om Leica M, men det holder ganske pæne brugt-priser bedre end så mange andre kameramærker.

* * *

1. april 2015 kom foto-internet sitet Digital Photography Review med sin anmeldelse af Sony A7 Mark II. Hvis du vil have deres vurdering af kameraet, så kan du klikke her.



 
Tilføj kommentar
 
 
6 Kommentarer: