Fotobøger:

Kedelige hotelværelser fra hele kloden

JERUSALEM (12.10.2016): Jeg elsker fotobøger. Jeg køber dem, når jeg har råd. Og når jeg ikke har, kan jeg sidde i timevis på biblioteker, i gallerier og boghandlere – helst dem med indbygget café – og bladre i fotobøger, uden at skulle købe dem alle sammen.
 
 

Jeg får masser at inspiration, ved at læse om andre fotografer og studere deres værker. Det er meget sjældent, at jeg totalt slukker på en fotograf og hans arbejde. ”Tænder af” som det vistnok hedder på nydansk. Men det har jeg lige gjort her.
 
Den schweiziske fotograf Roger Eberhard har lavet en fotobog om hotelværelser og deres udsigt. Han har
 
 
rejst over fem kontinenter, besøgt 32 byer, hvor han alle steder har booket værelser i samme standard... og fotograferet dem.
 
Hvert værelse er fotograferet fra nøjagtig samme vinkel. Fra hjørnet diagonalt på tværs af dobbeltsengen. Det er det hele. Hverken mere eller mindre. Så er der også et skud ud af vinduet, så man
 
 
kan nyde udsigten.
 
I starten tænkte jeg, at Eberhard måske havde fotograferet til Hilton-hotelkædens website eller katalog, for det er den type billeder, man præsenteres for, men nej. Det er det ikke. Det er ikke et katalog. Det er konceptuel kunst?!?`
 
Jeg kan aldrig finde ud af, hvad der ophidser mig mest ved konceptuel kunst. Hvor kedelig og fantasiløst det er, eller den ordflom af dyre begreber og over-intellektualiseren, der udfoldes, når den skal forklares for almindeligt dødelige.
 
Her handler det naturligvis om ”et friskt og mangfoldigt syn på en globaliseret verden”, der er tale om refleksioner om monotoni, designets uniformitet og så videre.
 
 

Jeg har levet en alt for stor del af mit liv på hoteller over hele verden til at finde dem eksotiske eller fotogene. Jeg er godt og grundig træt af hoteller, så det kan naturligvis godt påvirke mig i min bedømmelse, men selv mange af de mest kedelige hoteller, jeg har boet på, kunne jeg have lavet nogle langt mere interessante billeder af. Men det er naturligvis ikke opgaven. For det er konceptuel kunst!
 
”Standard” hedder Roger Eberhard’s bog. Og det er også nogenlunde niveauet, selvom titlen naturligvis henviser til de standardværelser, han har boet på og fotograferet.
 
Et andet af den schweiziske kunstners konceptuelle kunstfotoprojekter lidt i samme boldgade hedder ”Shanty Town Deluxe”, kan jeg afsløre. Her er der tale om blikhuse fra et slumkvarter i Sydafrika. Alle fotograferet lige forfra. Huset placeret lige midt i billedet. Mange af blikpladehusene med udendørs lænestole lavet af bildæk placeret i støvet udenfor. Billederne er alle lidt overbelyste og – som i ”Standard” – superkedelige.
 
 

Mens jeg kigger på billederne af hotelværelser fra hele verden, tænker jeg på de mange spændende, interessante billeder, man kunne have lavet på sådanne rejser til alle de fantastiske steder i verden.
 
Min families husholdningskasse bliver i hvert fald ikke denne gang bebyrdet af en investering i nogen af Roger Eberhard’s fotobøger. Personligt synes jeg at IKEA’s katalog er meget mere interessant. Både indholdsmæssigt og rent fotografisk. Og det er oveni købet gratis.
 
* * *
 
Hvis du ikke allerede har fået nok, så er der her et link til British Journal of Photography’s omtale af Roger Eberhard’s bog.
 


 
Tilføj kommentar
 
 
2 Kommentarer: