Road Trip til Udkanten:

Det stopper her. Danmark er ganske enkelt ikke længere

Jeg er i gang med et projekt, der bringer mig rundt i det, nogen med slet skjult foragt kalder ”Udkantsdanmark”. En del af vores land, som magteliten i hovedstaden mener, at udviklingen er passeret forbi uden at have sat sig nævneværdige spor.
 
Hvad jeg mener om alt det, skal jeg nok komme tilbage til ved en senere lejlighed. Her blot en lille begejstret beretning derude fra, hvor man i hvert fald ikke kan løbe fra, at det faktisk er ”udkant”, for det er her, Danmark slutter. Vores fædreland er ganske enkelt ikke længere. Et skridt videre vestpå, og man bliver våd. Så det vel være udkanten.
 
I går kørte jeg op langs en del af Vestkysten og passerede på vejen blandt andet Bovbjerg Fyr ikke langt fra Lemvig. 
 
Det gamle Bovbjerg Fyr er sat i stand, bliver vedligeholdt og har fået nyt liv af en gruppe ulønnede frivillige, som deriver det med kunstudstillinger og hyggelig cafe. Det har de lige fået en fin pris for. Det vil jeg også skrive mere om ved en senere lejlighed.
 
Et helt fantastisk sted. Dramatisk. Voldsomt.
 
Det var overskyet. Blygrå, tunge, dramaskyer. Forbandet regnvejr. Koldt. Efterårsagtigt. Blæsende. Næsten stormende, efter min opfattelse, men det mente de lokale dog var lidt af en overdrivelse. Det var blot en frisk vind, der var ved at blæse mig væk.
 
De dramatiske skyer og indimellem korte strejf af skarpt sollys skabte nogle helt fantastiske virkninger, som tiggede og bad om at blive fotograferet, hvis man ville vove at gøre sit fotografiapparat dyngvådt ved at tage det ud i regnvejret. 
 
Jeg stjal papirservietter alle vegne, fordi jeg hele tiden måtte sidde i bilen og tørre mit dryppende fotoudstyr af.
 
Der er fladt herude, og himlen er høj. Meget høj. Storslået i bogstaveligste forstand. Med vilde skyer. Er man religiøs, er der ingen tvivl om, hvor Gud alfaderligt befinder sig: Oppe i den dramatiske himmel ovenover! 
 
Man forstår de fromme, alvorsfulde, vindblæste, indremissionske fiskere, vi kender fra Karen Blixens ”Babettes Gæstebud” og Hans Kirks ”Fiskerne”. 
 
 

Overalt er der små, simple, hvidkalkede landsbykirker. Er man i en, kan man se 2-3 andre. Ikke noget prangende. Snarere tværtimod. Uprætentiøse. Enkle. Lidt kedelige småkirker. ”Plain” – ”almindelige” som de amerikanske Amish’er ville have sagt. Ingen pynt. Beskedenhed overalt. 
 
Det sidste er blot mine egne fortolkninger. Den selvopfundne fortælling, der hele tiden rumler rundt inde i mit hoved, når jeg færdes herude i ”udkanten”.
 
Her blot et par billeder fra min tur.

Det øser ned, men solen titter lige frem fra et hul i skydækket bag mig, og oplyser stubmarken foran en smule, men solstrejfet får den lille landsbykirke ude i det fjerne - Ferring Kirke - til at funkle. Det andet billede er udsigten oppe fra Bovbjergs fyrtårn i den modsatte retning. Her ses Trans Kirke i det fjerne som en tåget silhuet bag tæppet af regn, helt ude på kanten til Vesterhavet.
 
Og lidt fotonørdiske detaljer
Billedet er taget med et Canon 5D III med en 24-70mm f/2.8 zoom-objektiv.
 


 
Tilføj kommentar
 
 
14 Kommentarer: