Road trip til Udkanten:

Myten og virkeligheden

Forfaldsmyten om "Udkantsdanmark" er en medieskabt fantasi. Ikke virkelighed. Der er problemer i landdistrikterne, men der er også et fantastisk aktivt samfundsliv. Undersøgelse viser at "udkanten" er en følelse. Ikke et sted.


TRANEKÆR (13.11.2017) Dele af Danmark forfalder. Områder fjernt fra storbyerne går til grunde. Vi har alle hørt om det: Den rådne Banan. Huse står tomme. Udkantsdanmark. Forretninger lukker. De unge flygter. Arbejdsløshed. Mismod. Undergang…
 
Det er en historie, vi kender. Den bliver fortalt og genfortalt i det uendelige i pressen og andre steder. Den følelse, man sidder tilbage med, når man som jeg i mange år har boet i udlandet, og derfor udelukkende har kunnet følge med i danske forhold igennem medierne, er, at en stor del af Det danske Kongerige er så udpint, at det kun er et spørgsmål om tid, før sidste mand lukker og slukker.
 
 
På overfladen og på afstand kan det synes lidt dødt i den danske udkant, men gider man at gå et spadestik dybere, finder man et sprudlende, aktivt samfund.

Min egen fantasi bryggede videre på de deprimerende beretninger og dystre fotografier. Jeg forestillede mig mennesketomme landsbyer, der halvvejs ligger i ruiner. Til Salg-skilte der gror til med mos og slyngplanter, fordi det er umuligt at sælge husene derude på afgrundens rand.
 
Derfor beslutter jeg sammen med min redaktør på TV2, da jeg efter 27 år i Mellemøsten alligevel i løbet af efteråret vender tilbage til Danmark, at jeg tager en lang køretur rundt ude i denne ødemark af underskud, opgivelse og nedtur, så jeg ved selvsyn kan opleve denne dommedagsvision af et samfund i opløsning. 
 
”Måske kan du se hele sagen med andre og friske øjne, netop fordi du kommer udefra”, siger min redaktør, som gerne vil bruge det jeg laver til en række foto-essays fra ”udkanten” til TV2’s hjemmeside op til kommunalvalget.
 
Jeg er naturligvis begejstret for ideen, selvom jeg egentlig hellere ville have haft opgaven i løbet af foråret og sommeren, fordi områderne på den årstid naturligvis da tager sig langt bedre ud. Fotos af Danmarks ”udkant” i det blygrå, småkolde, blæsende og regnvåde efterår risikerer nemt at blive en selvopfyldende undergangsprofeti alene på grund af dysterheden i billederne. 
 
I sandhedens interesse må jeg nok indrømme, at jeg ikke helt har ”købt” mareridtsvisionen. Jeg har i en årrække haft et gammelt bondehus på Langeland, som jeg har brugt som fritidsbolig, og de forfærdelige historier om Langeland, som er Danmarks fattigste kommune, var ikke umiddelbart så synlige for det utrænede øje, når jeg selv holdt ferie på øen.
 
Blandt andet derfor er jeg nok gået til opgaven med en vis skepsis.
 
 
Beboerne hjælper hinanden med at gøre klar til Æblets Dag på Fejø.

Men skepsis og kritisk sans er jo en kvalitet indenfor journalistikken. Det lærte vi i hvert fald på journalisthøjskolen i min ungdom. Så jeg anså jeg det ikke for at være et minus.
 
Jeg havde på mine tidligere udflugter til Langeland været vidne til reaktionerne, da Dagbladet Politiken for to år siden lavede et kæmpestort fotoessay om Langeland i et lørdagstillæg. Det var ”dråben der fik bægeret til at flyde over”. Mange langelændere følte sig godt og grundigt trådt på og ydmyget, og de protesterede så højlydt, at selv det store, ellers så selvtilfredse dagblad på Rådhuspladsen følte sig presset nok til at begive sig den lange vej fra hovedstaden, hvor det ellers er så solidt forankret blandt resten af den danske elite, helt ud til den ”udkant”, hvis angiveligt så svage og hjælpeløse borgere, avisen respektløst lige havde trådt på.
 
Jeg deltog i to konfrontationsmøder imellem Politikens ledelse og vrede langelændere på biblioteket i Rudkøbing. 
 
Som journalist var jeg selv rystet. Jeg har altid ment, at vores profession i hvert fald en lille smule handler om at stille sig på de magtesløses side overfor magthaverne. Det var dog ikke det, Politiken i den her sammenhæng syntes at have gjort. Tværtimod. Avisens topfolk indrømmede dog ikke nogen fejltrin overfor de langelandske borgere. Langelænderne fik dog bagefter stillet et lignende antal sider og fotografier til rådighed i et nyt lørdagstillæg i Politiken, så de kunne fortælle deres version af det samfund, de bor i. Det er formentlig det tætteste man kommer til at få en undskyldning fra avisen på Rådhuspladsen, uden at det bliver sagt direkte.
 
Man må dog sige, at det ville være ønskeligt, at medierne forsøgte at komme så tæt på den rigtige virkelighed allerede i første forsøg, så det ikke skulle være nødvendigt at udkomme med et ”rettelsesblad” til at korrigere den første version.
 
Jeg må i hvert fald indrømme, at jeg undrede mig over den sært enslydende undergangsfortælling om ”udkanten”, som mange medier syness at dele. Mest medierne i hovedstaden. Provinsaviserne har naturligvis et andet udgangspunkt, alene fordi de faktisk befinder sig ude i den resterende del af landet.
 
 
Konkurrenterne vogter på hinanden. Vi er til pløjekonkurrence med veterantraktorer i Tullebølle på Langeland.

I min research op til at indlede denne ”Road Trip”, var der i det, jeg fik gravet op fra avisarkiverne, et skrigende misforhold imellem antallet af positive, inspirerende historier fra de danske landdistrikter, og antallet af negative, pessimistiske undergangsfortællinger.
 
Hvorfor?
 
Hvis det virkelig stod så dårligt til i ”udkanten”, som min fornemmelse var efter at have læst om det i medierne, hvorfor kunne jeg så ikke selv uden store problemer iagttage nøjagtigt det samme, når jeg opholdt mig på Langeland?
 
Hvad var det, hovedstadsjournalisterne kunne se, som jeg tilsyneladende var blind for?
 
Eller kunne det være, at hele undergangsfortællingen allerede var blevet en så alment accepteret sandhed, at det blot er den historie, der nemmest kommer på tryk, end det modsatte?
 
Hvis begge dele eksisterer, både det positive og det negative, hvorfor afspejler det sig så ikke i mediernes dækning?
 
Hvis medierne virkelig er ”den fjerde statsmagt”, der skal gøre os alle sammen klogere. Hvis medierne skal gøre os til veloplyste borgere, der kan træffe velinformerede afgørelser og blive kritisk, engagerede samfundsborgere, der ved valgene kan afgive vores stemme baseret på indsigt og kvalitetsviden. Hvis alt det, vi altid fremhæver om os selv ved journalistikkens skåltaler skal tages alvorligt. Hvordan kan dette misforhold så eksistere? Denne kontrast imellem den måde, borgerne – på for eksempel Langeland – ser sig selv på, og oplever den virkelighed de lever i på den ene side, og så den version, deres liv bliver beskrevet på i medierne på den anden? 
 
Burde der i det mindste ikke være en lille smule genkendelighed?
 
Eller er det tilstrækkeligt, at de landsdækkende medier bliver så forankrede i hovedstaden, så de kan beskrive resten af landet med københavnerbriller for deres københavnerlæsere, så udkantsdanskerne slet ikke kan genkende sig selv eller deres egen virkelighed i det?
 
Ikke at mediernes historier er løgn og latin, for alle enkeltelementer er korrekte… stort set, men de er ofte kun én enkelt side af fortællingen. Alle de øvrige kommer ofte ikke med i massemediernes version. Blandt andet derfor får jeg, som har boet i udlandet i mange år, og derfor har været helt afhængig af mediernes beskrivelser, fået lidt af en vrangforestilling om virkeligheden i mit hjemland. 
 
Så allerede her, ved begyndelsen på min rundtur i det, nogen kalder for ”Udkantsdanmark” er der i hvert fald to dilemmaer, to diskussioner, to fortællinger (og der skal sikkert nok også komme flere undervejs), som jeg vil forsøge at se nærmere på: Nemlig ”udkantsdebatten” og mediernes rolle i den.
 
 
 
Julie Daugaard på konferencen i Aarhus.

UDKANT ER EN FØLELSE, IKKE ET OMRÅDE
I Aarhus er ”udkanten” blevet til ”forkanten”. I det mindste for rent sprogligt at råde lidt bod på problemet.
 
”På forkant med Udkanten” hed den konference, som reklamebureauet Dentsu Aegis havde inviteret kolleger i reklamebranchen og klienter i erhvervslivet til. En stort anlagt konference om ”Udkantsdanmark”. Folkene bag er vant til at markedsføre produkter, så hos dem er ”Udkantsdanmark” blevet omdøbt til ”Forkantsdanmark”. De opfatter området som et næsten jomfrueligt, uopdyrket marked, der tillige hæmmes af en masse fordomme, vrangforestillinger og uvidenhed. Men de mener, at erhvervslivet gør klogt i at pudse brillerne, for ”udkanten” er langt mere interessant end sit rygte.
 
Derfor deltager jeg også i konferencen.
 
Alt efter hvordan man definerer begreberne, så bor der i omegnen af en til halvanden million danskere i ”udkanten”, ”forkanten”, ”vandkanten” eller hvad man ellers vælger at kalde det, og de er langt mere aktive, har mange flere ressourcer og har langt mere købekraft, end mange – tilsyneladende selv i erhvervslivet, forretningsverdenen og medierne – indtil nu har troet.
 
Strategisk direktør og forbrugerekspert i Dentsu Aegis Julie Daugaard bygger sine konklusioner på en undersøgelse, hun og bureauets medarbejdere har lavet i samarbejde med Jysk-Fynske Medier.
 
 
Medie- og reklamefolk er mødt frem i Aarhus for at diskutere den overseete Udkant - eller Forkantsdanmark, som det kaldes her.

”Vores undersøgelse viser, at udkantsdanskerne samlet set har et større rådighedsbeløb tilbage, når alt er betalt, end både gennemsnitsdanskeren og dem i storbyen har. Det hænger blandt andet sammen med at der i ”Forkantsdanmark” er lavere skatter, institutionerne er billigere, og der er lavere huspriser, mens lønnen ligger nogenlunde på samme niveau som i resten af landet”, forklarer hun
 
Men det er ikke den eneste fordom om ”udkanten”, som undersøgelsen gør op med.
 
”Borgerne i landdistrikterne har altså flere penge, de kan bruge til noget, men de har også, viser det sig, næsten samme uddannelsesniveau, og er tæt på samme aldersfordeling som gennemsnitsdanskerne”, siger hun. 
 
”Desuden er de også langt mere mobile. De er villige til at køre ganske langt både for at købe en vare eller for at få sig nogle kulturelle oplevelser. Så geografisk set kan vi altså ikke tale om en ”udkant”.”
 
Undersøgelsen har også mange andre overraskende, pudsige og interessante oplysninger om ”Vandkantsdanmark”. Nogle af dem strider direkte imod det billede af ”udkanten” der i årevis er blevet tegnet i medierne.
 
Her blot nogle enkelte eksempler, som arrangørerne af konferencen i Aarhus selv fremhæver:
 
  • Der er 345.000 danskere, som overvejer at flytte til ”Udkantsdanmark”.
  • 18% af de danskere, der bor i ”Udkantsdanmark”, ser lav kriminalitet som en af årsagerne til, at de bor, hvor de gør.
  • 43% af ”udkantsdanskerne” mener, at de er mindre stressede end befolkningen generelt. Det er der kun 36% af dem, der ikke bor i ”udkanten”, der siger om sig selv.
  • Mere end hver femte ”udkantsdansker” er villig til at køre op til 50 km for at købe en ny bil, og hver tiende vil køre mere end 200 km.
  • Hver fjerde ”udkantsdansker” kører gerne op mod 100 km for en oplevelse eller kulturel begivenhed, mens dette tal for andre ligger på 16%.
 
Folkene bag undersøgelsen har også spurgt et repræsentativt udsnit af befolkningen, om de selv opfatter sig som ”udkantsdansker”.
 
”Dem, der har svaret ja til det, kan vi se, befinder sig alle mulige steder i landet. De er på Djursland, de er på Fyn og de er på Sjælland. Det kan være bare 20 km udenfor København. Der er endog folk, der føler sig som udkantsdanskere, fordi de ikke ligefrem bor inde i den indre by. Så det er altså i højere grad en følelse af at være udkantsdansker, end det handler om, hvor man bor”, siger Julie Daugaard.
 
”Det er et af de overraskende og interessante resultater af vores undersøgelse. At Udkantsdanmark er en følelse snarere end et geografisk område. At dem, der føler sig som udkantsdanskere bor i hele landet.”
 
Udkantsdanmark er en følelse. 
Ikke et geografisk område. 
Udkantsdanskere bor i hele landet.

Men trods alle Dentsu Aegis’ mange interessante opdagelser og positive reklame for ”udkanten”, som i deres venligere sprogbrug er blevet til ”forkanten”, så blev konferencerne for bureauets kolleger, klienter og kunder afholdt i… ja, Aarhus og København. Ikke i ”udkanten”.
 
”Det er lige præcis det med, at ”der er længere fra København til provinsen, end der er fra provinsen til København”, det oplevede vi også med den her konference”, svarer Julie Daugaard med et lidt trist smil. 
 
”Vi havde planlagt, at konferencen skulle holdes på Gram Slot, som ligger i ”Forkantsdanmark” og er en af vore samarbejdspartnere, men vi opdagede, at folk simpelthen ikke vil køre efter det. Det her er travle mennesker, der arbejder med reklame, kommunikation og journalistik, og de har faktisk ikke tid til at prioritere at køre til Gram Slot. Derfor blev vi tvunget til at afholde konferencen i Aarhus og København.”
 
” Vi ville virkelig gerne have holdt den ude i Forkantsdanmark, for det havde jo været i den rigtige ånd.”
 
 
 
Vi er begyndt at tro på mediernes forfaldsmyte, siger landdistriktsforsker Hanne Tanvig, men den er falsk.

DEN RÅDNE BANAN
En række af de områder og kommuner, der kæmper med disse særlige problemer, ligger for en dels vedkommende i en stor bue fra Møn, Lolland-Falster i syd, henover Sydfyn og Det Fynske Øhav over Sønderjylland og derefter op langs den danske vestkyst. 
 
Med lidt god vilje kan den form godt minde om en krum banan – selvom der også ligger kommuner med lignende problemer og udfordringer udenfor dette buede område. 
 
Uanset om formen eller begrebet er dækkende eller ej, så er udtrykket ”Den rådne Banan” gået ind i danske sprogbrug. Alle ved, hvad ”Den rådne Banan” er for noget. Metaforen beskriver perfekt fordommen. For det er det, der er tale om – en fordom. Det mener selv den kvinde, der opfandt begrebet ”Den rådne Banan”, hvilket hun lige siden bitterligt har fortrudt.
 
”Vi var en gruppe kollegaer, der sad og gjorde os kostelige på grund af det begreb, man den gang kaldte ”Den gule Vækstbanan” i Europa”, fortæller Hanne Wittorff Tanvig trist. Hun er ph.d. i human geografi på Københavns Universitet og en af vores fremmeste forskere indenfor landdistriktsudvikling og -politik.
 
 
Glade børn på Fur Friskole.

”Vi var sat til at undersøge, hvordan udviklingen var i Danmark, og det gik jo ikke fantastisk godt alle steder i landet. Det måtte vi jo indrømme. I dele af landet blev bundlinjen tømt på visse områder, og befolkningstallet faldt. I ren og skær spøg sagde vi så, at det så måtte være ”en rådden banan”.”
 
”Kort tid derefter var jeg til nogle konferencer og kom to gange til at bruge det her frygtelige begreb. Jeg blev målløs, da jeg opdagede, hvordan publikum og de medier, der var til stede, lappede det i sig. Ikke mindst hvordan udtrykket derefter bredte sig som en steppebrand. Jeg tænkte: ”Hvad er det her egentlig for noget? Det var jo slet ikke det, jeg ville sige med det”.” 
 
”Jeg ville jo bare råbe vagt i gevær. Advare om, at vi, der hele tiden bryster os af et meget ligeligt og retfærdigt samfund, måske burde kigge en ekstra gang på nogle ting, der kunne true den harmoni og balance. Det burde jo være en ret overkommelig opgave at løse problemerne for en velfærdsstat som vores.”
 
”Det var bare det, jeg forsøgte at sige. Men jeg skal da love for, at det var noget helt andet, der skete.”
 
”I stedet sagde man, at det hele er i forfald. Vi skal ikke smide gode penge efter dårlige. Vi skal satse på en storbyudvikling. På samme måde som de store lande, vi gerne vil ligne. Det skal lige i parentes siges, at Danmark aldrig har været urbaniseret som de lande, man her forsøgte at efterligne. Men ikke desto mindre: Dagsordenen fængede. Storbyudviklingen var kommet for at blive. ”Sidste mand lukker og slukker”, var sådant set det, der blev sagt.”
 
”Derfor besluttede jeg, at det begreb – ”Den rådne Banan” ville jeg aldrig bruge mere. Og lige så ofte jeg kan komme afsted med det, som her og nu, vil jeg dementerer det, og sige, at det ikke passer”, siger Hanne Tanvig.
 
 
 
Finn Slumstrup. Oprør fra Udkanten.

OPRØR FRA UDKANTEN
En anden vinkel på ”udkanten” får man fra Finn Slumstrup, som tidligere var journalist og redaktør i Danmarks Radio og højskolelærer, men som nu er gået på pension og for ni år siden sammen med sin kone Anne Mette Holstein flyttede fra Christianshavn til Ærø.
 
Slumstrup taler om et egentlig ”oprør fra udkanten”, og det er også titlen på den bog, han har skrevet sammen med Viggo Mortensen.
 
”Naturligvis er det i et internationalt perspektiv fuldstændig til grin at tale om en Udkants-problematik i et land på bare 43.000 km2. Hold nu op”, siger Finn Slumstrup. 
 
”Vi er et lille land, på størrelse med en mindre tysk delstat, derfor må vi naturligvis tage de 43.000 km2 alvorligt. Også fordi det er de eneste 43.000 km2 vi har. Så dem vil vi gerne behandle ordentligt.”
 
”Men vi må se i øjnene, at der er sket en mishandling af landet. Specielt i de sidste 25 år er der sket en fuldstændig skrækkelig centralisering. I ”Oprør fra Udkanten” betegner vi det som en skævvridning.”
 
Ifølge Finn Slumstrup er problemet ikke bare en skævvridning imellem hovedstaden og provinsen, men også en centralisering ude i provinsen. Selv i ”udkanten” internt sker der en skævvridning, og der skabes udkanter.
 
 
Ø-samfundenes livline: Færgen fra Svendborg til Ærø.

Danmark er gået fra 270 kommuner til 98. De tidligere 13 amter er nu reduceret til fem regioner. Dermed er de administrative enheder blevet større. De nye administrative centre ude i provinsen suger alt til sig og tømmer sit eget opland for funktioner.
 
”Det er ikke bare Christiansborg-politikerne, der er de skrækkelige skurke og bærer ansvaret i den her historie. Det gør de knap 2500 lokalpolitikere så sandelig også”, siger Finn Slumstrup.
 
”Der er sket en centralisering over mod øst – mod København, men det samme foregår også ude i de enkelte storkommuner. Så Hjørring skal satan’edeme være hovedstad i Hjørring Kommune, og så sker der en funktionstømning af yderområderne i kommunen. Alt rykkes til den lokale ”hovedstad”. Så når du kører rundt i landet, kan du se lommer, hvor udviklingen er gået i stå, mens det boomer andre steder.” 
 
”Har vi virkelig råd til at ”spilde” nogen af vore dyrebare 43.000 km2 på den måde? Det synes jeg ikke, at vi har.”
 
”Netop det, at landet er så lille burde betyde at vi var optaget af – som politikerne jo påstår at vi er – at skabe vækst i hele landet.”
 
Herude bor kun dem, 
der er for dumme 
til at få en studentereksamen.

Men beboerne ude i landdistrikterne bærer også selv en del af ansvaret for at deres historie ikke i tilstrækkelig grad er blevet formidlet videre, mener Finn Slumstrup.
 
”Vi var blevet eksperter i at sidde rundt om kaffebordene i vore sofaer lørdag aften og fortælle hinanden: ”Hvor kan vi dog leve det gode liv her i udkanten.” Men vi holdt det for os selv. Med det resultat, at dem, der fortalte resten af danskerne om udkanten, var dem, der havde haft dårlige erfaringer her udefra.” 
 
”Så kom der også en hel bølge af romaner, TV-historier, film og sådan noget, der også beskrev dem, der bor herude nærmest som for dumme til at bo andre steder, de går i gummistøvler med komøg op af anklerne, mange af dem har pædofile tilbøjeligheder, og de drikker i hvert fald for meget”, siger han med slet skjult ironi. 
 
”Det var det billede, der blev skabt. Eller som Leif Maibom skrev i en udmærket udkantssang til Sønderborg Sommer Revy: ”Herude bor der kun dem, der er for dumme til at få en studentereksamen”.”
 
 
 
Høsten er i gang på Tranekær Gods på Langeland. Greve Christian Ahlefeldt-Laurvig følger slagets gang.

MEDIERNES ROLLE
Mange taler om, at vi i medierne har mistet følelsen med, hvad det er, der rører sig i store dele af den danske befolkning. 
 
Der er dem, der minder os om, hvordan medierne i USA og resten af verden tog totalt fejl op til Donald Trump’s præsidentvalgsejr, fordi de overså de almindelige amerikanere. At det samme gentog sig med Brexit, da briterne stemte sig ud af EU, også her fordi pressen mentalt var vokset sammen med eliten og mistet kontakten til ”manden på gaden”, og jeg er blevet præsenteret for en lang række andre lignende eksempler. Især at pressen alt for ukritisk fastholder eksisterende fordomme, ikke udfordrer stereotyperne og nemt forfalder til brugen af klichéer.
 
”Det er i hvert fald de tendenser, vi ser”, siger Julie Daugaard. 
 
”Vi så jo også, at da Hanne Wittorff Tanvig i 2002 kaldte yderområderne for ”Den rådne Banan” – uanset om hun ville det eller ej – så kom det bare til at påvirke en hel nations opfattelse af yderområderne. Udkantsdanmark er blevet kaldt ”Den rådne Banan” i medierne, i artikler, i TV-programmer, i film og alle mulig andre steder, og det har påvirket vores allesammens Danmarksbillede og opfattelse af, hvad yderområderne er for noget.” 
 
”Vores undersøgelse viser, at fordi begrebet ”Den Rådne Banan” er så beskrivende og malende, som det er, det er noget folk kan forstå, så har medierne taget det til sig. Vi kan også se, at når vi i dag beder almindelige mennesker om at markere på et landkort, det de opfatter som ”Udkantsdanmark”, så er det ”Den rådne Banan”, de tegner, selvom den i vid udstrækning er en mediekonstrueret kliché.”
 
”Vi synes, at det nu er på tide at gøre op med den vrangforestilling. Det starter jo først og fremmest med en selv og politikerne, men i den grad også med medierne. 15 år med negativ retorik er nok. Nu er det på tide, at vi også anlægger et positivt syn”, siger Julie Daugaard.
 
Så godt som alle, jeg har talt med i de uger, jeg har kørt rundt i det danske land, har givet pressen dumpekarakterer. 
 
Ingen afviser, at der er problemer og taberhistorier i den såkaldte ”udkant”. Det er der alle steder i Danmark. Men der er også en anden fortælling. For ”udkanten” har også ressourcer. Energiske ildsjæle der fylder de tomrum ud, som fattige kommuner ikke selv magter at varetage. Initiativrige borgere der skaber aktiviteter. Igangsættere. Entreprenører. Kunstnere, kunsthåndværkere og kulturelle aktivister.
 
Udkantsdanskerne yder selv en aktiv indsats, for at holde deres samfund i gang, og dermed tager de også ejerskab over deres samfund i langt højere grad end mange byboere gør. De er ikke klienter. De er samfundsborgere. Meget aktive samfundsborgere.
 
 
Julie Daugaard. Strategisk direktør i Dentsu Aegis.

”Forkantsdanmark er kendetegnet ved at to ud af tre karakteriserer sig selv som ildsjæle”, forklarer Julie Daugaard. 
 
”Når man bor i Forkantsdanmark, så ved man, at man bliver nødt til at være aktiv ildsjæl for at holde gang i samfundet. Det er det, der skal til. Og som en af vore interviewpersoner sagde: Jeg er købmand i Asaa, og jeg bekymrer mig om hele byens ve og vel. Modsat en købmand inde i Ålborg, som bare bekymrer sig om sin butik.” Så hele det der med at bekymre sig om hinanden – både om dem man kender og dem man ikke kender – og komme hinanden ved, og tage initiativer, det er nogle af de ting, der karakteriserer Forkantsdanmark”, siger hun. 
 
Den historie har dog haft svært ved at blive formidlet i mange medier.
 
”Den der forfaldsmyte den har jo været massivt fortalt i medierne igennem mange år, og derfor er vi begyndt at tro på den. Man bliver jo ret overrasket, når man så selv drager ud i virkeligheden og finder ud af, at naturligvis er der problemer visse steder, det skal vi da ikke være blinde for, men at det skulle være så massivt forekommende, og at det er alle vegne, det er vi nogen, der hele tiden har vidst ikke var rigtigt”, siger Hanne Wittorff Tanvig fra Københavns Universitet, da jeg senere møder hende til et iværksætterseminar på Fur i Limfjorden.
 
”Hvis vi undersøger avisartikler og mediedækningen fra de senere år, så er der, ser det ud til, én position, nemlig at det ikke går godt derude, beboerne forlader udkanten, sidste mand lukker og slukker. Det er sort. Husene falder sammen. Folk er alkoholiserede. Det er noget rigtig skidt det hele.”
 
- Men er det helt forkert?
 
”Ja. Det er helt forkert, for det er jo ikke rigtigt!”
 
”Selvfølgelig er der problemer. Der er rådne tænder imellem. Der er masser af boliger, der trænger til at blive saneret. På samme måde som i mange byer. Det er der da. Og der er også nogle eksistensvilkår, der har ændret sig. Landbruget der for eksempel der ikke længere leverer den beskæftigelse, som det tidligere gjorde. Men når det så er sagt, så har vi jo oplevet, at samfundet har overlevet. Der er en kæmpe vilje til at overleve herude, og her er masser af ny beskæftigelse, mange nye virksomheder. Alt det er der jo ikke blevet fortalt ret meget om, men det burde der.”
 
”Vi ser stadigvæk denne afviklingsdagsorden fremhævet. At ”sidste mand lukker og slukker” så at sige. At alle drager imod storbyerne. Men ser vi på den helt aktuelle statistik for, hvordan det egentlig går, så kan vi se, at der mange steder i udkanten er større tilflytning end fraflytning. Og det er det modsatte i nogle af de største byer. Her er fraflytningen større end tilflytningen. Dagsordenen kan altså sagtens være en anden, end den medierne har forsøgt at pådutte os.”
 
 
 
Ulrik Kjølle. Fisker i Bagenkop og medlem af Langeland kommunalbestyrelse for Venstre.

SANDHEDEN, HELE SANDHEDEN 
OG INTET ANDET END SANDHEDEN

Når vi lørdag aften ser de populære amerikanske Courtroom Dramas på TV, så hører vi altid, at vidnerne, inden de bliver afhørt, aflægger en ed med den ene hånd på bibelen.
 
”Jeg sværger at fortælle sandheden, hele sandheden og intet andet end sandheden”, siger de højtideligt.
 
Uden at blive filosofisk, og starte en analyse af, hvad sandheden er for en størrelse, så er det klart, at en beretning ikke nødvendigvis fortæller sandheden, blot fordi den ikke direkte fortæller løgne. Den er ikke sand, med mindre den kommer så meget rundt om virkeligheden, at folk ikke bliver vildledt.
 
Medierne fortæller ikke løgne, men de giver bare ikke hele sandheden. Det kan de formentlig aldrig. Der skal redigeres. Og dramaet, problemerne og konflikten vil altid få første prioritet, når historien skal overleve en tur forbi redaktionssekretærens saks.
 
Man skal bare heller ikke glemme, at der er nogen, hvis liv påvirkes, når deres liv, og det sted de har valgt at leve det, vedvarende beskrives som håbløshedens hjemsted, som allerede er så godt som fortabt. Når det i årevis er den journalistiske vinkel, så kan det, blot fordi det gentages, blive en selvopfyldende profeti.
 
Jeg skal ikke nægte, at denne Road Trip har fået mig til selvkritisk at genoverveje vores journalistiske metode. For når jeg, blot ved et par udflugter med min notesblok og et fotografiapparat ud i denne forkætrede ”udkant” uden at anstrenge mig, kan se, at virkeligheden er – om ikke en helt anden – så i hvert fald så meget mere nuanceret og mangesidet, at jeg sidder tilbage med en følelse af at være blevet misinformeret.
 
Det kan næppe heller være massemediernes vigtige rolle i vores samfund.
 
Derfor: Tag selv en forlænget weekend, pak rygsækken og drag derud i den del af Danmark, som du troede var ved at ”lukke og slukke” og se, om det er rigtigt. 
 
* * *

Se indledningsvideoen til min road trip rundt i "...et yndigt land"
Se også videoen om at "Udkantsdanmark er en følelse, ikke et område"
Her kan du se historien i tv2.dk's udgave



 
Interessante links:
Dentsu Aegis Network
”Derfor er Udkantsdanmark fantastisk” – Dentsu Aegis Network
Bevægelsen ”Oprør fra Udkanten”
Bogen ”Oprør fra udkanten”
 
 


 
Tilføj kommentar