Fotografi

Det er så absolut ikke billeder, det er værd at skrive hjem om, og de bliver næppe nogensinde vist igen, men når man befinder sig et rimelig fotogent sted, er det alligevel forbavsende, hvad der næsten tiltvinger sig adgang ind igennem ens kameralinse til sensoren.
     Her er det bare nogle tilfældige snapshots, skudt ud af vinduet på en taxa, der kørte mig fra lufthavnen hjem til mit hus i Jerusalem. Ikke noget særligt. Men alligevel interessant, hvad man kan få ud af sådan en køretur, hvis man har kameraet parat. 


Da jeg sidste gang var i Danmark, blev jeg kontaktet af fotograf Thomas Nyhus lige inden jeg rejste videre til Israel.
     Thomas er i gang med et personligt fotoprojekt. Han vil lave portrætter af journalister, fotografer og andre, der på den ene eller den anden måde lever af at formidle fortællinger i billeder og ord fra krigens skuepladser eller andre af verdens brændpunkter.
     Thomas spurgte, om han kunne komme på besøg i mit gamle bondehus på Langeland og tage nogle billeder af mig, mens jeg stadigvæk var i landet. Han havde allerede lavet portrætter af fotograferne Jan Grarup og Daniel Rye, og endnu flere er på hans ønskeseddel. Blandt andet Lasse Jensen, som han sidenhen også har fotograferet. Lasse dækkede i sin tid både Vietnamkrigen og krigen i Biafra.
Så fik jeg det endelig gjort. Forudbestilt bogen… eller snarere bøgerne, for det er et kæmpemæssigt bogprojekt den danske fotograf Jan Grarup har gang i.
     ”And then there was Silence”, hedder bogværket.
     Et kæmpemæssigt tilbageblik på Jan Grarups imponerende karriere som fotojournalist i verdens krigs- og katastrofezone. Et flere årtier langt slid med fotografiapparatet over skulderen og et fromt håb i hjertet om at råbe en tilsyneladende uinteresseret verden op.
     ”And then there was Silence” – og derefter var der stille. 
     Stilheden efter krigens larm? 
     Eller stilhed efter man har forsøgt at råbe verden op – de privilegerede, dem der ikke er ramt af krigen og katastrofen, dem der ikke er ofre, ikke er flygtet, dem der burde hjælpe?
ISTANBUL (31.03.2017): Han ligger udstrakt ved siden af en udbrændt bil. Stiv. Livløs. Er ligesom begyndt at vokse sammen med jorden under ham. Ligeså stendød. For ikke så lang tid siden levede han, smilede, havde drømme og håb. Måske en kone? Børn?
     Jeg ved ikke om bilen var hans. Om han var på vej et eller andet sted hen, da han blev indhentet af Mellemøstens ubarmhjertige skæbne her ude i denne, flade, tørre gudsforladte ødemark? 
     Ved ikke om der et eller andet sted i området er nogen, der savner ham?
     Nu ligger han i hvert fald på jorden. Død.
     Ingen bøn. Ingen begravelse. Intet farvel fra nogen kære. Ingen tårer.
     Døden er så underlig hverdagsagtig her. Triviel. Så skamlig ligegyldig. Og den er overalt.
     Vi er i det nordlige Irak. Lige udenfor den krigshærgede by Mosul. Her dør folk og bliver dræbt uden nogen som helst grund. Hele tiden.
ODENSE (22.01.2017): Wooomppp!!! Buuum!!!
     Man mærker det mere i indvoldene, end man egentlig hører braget med ørene. Drønet er så øredøvende, at trommehinderne giver op. Trykbølgen derimod rammer som et slag i mellemgulvet, så luften bliver slået ud af lungerne. Granaten rammer højen lige overfor. Eksplosionen får jorden til at sitre som et mindre jordskælv, så al støvet over et større område som på kommando letter en halv snes centimeter fra jorden, så det ser ud som om en sky har lagt sig på jordoverfladen. 
     Rundt om ligger soldater og dækker sig for de flyvende granatfragmenter. Nogen af dem holder med begge hænder hjælmen fast på hovedet. Hellere miste en hånd end få et stykke metal igennem hjernen.
KØBENHAVN (28.12.2016): Jeg skulle helt bogstaveligt op ”før en vis mand fik skoene på”. I hvert fald for et B-menneske som mig, der i sin tid for mange år siden elskede sit liv på Berlingske i begyndelsen af 80’erne, hvor man, fordi det er en morgenavis, mødte ved 10-11-tiden om formiddagen og først gik hjem, når avisen var kommet på gaden, lige efter midnat… hvis man da ikke lige først skulle et smut ned forbi ”Fru Lind” i Pilestræde.
     Men når man nu bliver inviteret til at optræde i Go’morgen Danmark, så er det – som navnet antyder – noget der uden hensyn til min natur foregår om morgenen. Her om vinteren, på en af årets allerkorteste dage, så er det med morgen lidt af et definitionsspørgsmål. Det føles i hvert fald langtfra som noget der faktisk afvikles om morgenen. Det fornemmes mere som et ”late night show”. Det er bare mørkt og koldt.
ODENSE (25.12.2016): Med hjælp fra eksperter forudså vi med meget stor sikkerhed én ting, og så udviklede virkeligheden sig stædigt i den totalt modsatte retning. Hvorefter vi med samme store analytiske evne bagefter forklarede, hvorfor vi havde taget så gruelig fejl.
     Den egocentriske mangemilliardær Donald Trump var simpelthen for dum til at blive Det Republikanske Partis præsidentkandidat. Det var alle enige om. Han blev det bare alligevel. Og ikke bare det. Nu er det selvsamme ”fugleskræmsel” gået hen og også blevet USA’s næste præsident. Verdens mest magtfulde job. Og det selvom journalister og eksperter havde dømt ham ude i allerførste runde.
     Listen af lignende situationer, hvor vi var helt galt afmarcheret er desværre lang.
TRANEKÆR (18.12.2016): Det er mørkt, når jeg står op, og det har allerede været mørkt en halv dag, når jeg går i seng. Vi ser lige lyset i nogle timer midt på dagen. Det ved i alle bedre end mig. Jeg er kun på besøg. Men lys er det ikke meget af i Danmark på den her årstid. Selvom jeg elsker Danmark højt, så kan jeg godt, når jeg lige er på en kort visit, forstå, at mange søger redning under ”sydens sol og varme” når deres hjemland er indhyllet i mørke, kulde og klamt gråvejr.
     Manglen på lys skaber naturligvis lidt problemer for fotografer. Som de fleste jo ved, så betyder ”fotografi” direkte oversat ”at tegne med lys”. Det bliver jo svært, når der er så lidt af det.
TRANEKÆR (08.12.2016): Mørke, kulde, småregn, glögg, brunekager og juleri alle vegne. I TV, forretninger, på pladser, gader og stræder, overalt. Postkassen er fuld af tryksager med grønne grangrene, rød-hvide julehjerter og nissemænd påtrykt. Næsten for meget. Nej, det ER for meget. Og jeg har blot været her i halvanden dag. 
     Jeg er tilbage i Danmark igen for en kort bemærkning. På vej fra Kairo tilbage til Istanbul. Omvejen fordi jeg har efterladt en del ting heroppe, jeg ikke ville slæbe med til den egyptiske hovedstad. 
     Så nu tager jeg lige et par dage i det kolde, julende Danmark.
KAIRO (04.12.2016): Kairo er ikke en by. Kairo er en verden – en hel verden… eller et univers helt for sig selv.
     At sige at Kairo er kæmpestor er en underdrivelse. Den er kæææmpestor. Enorm!!!
     Jeg er kommet her i mere end 30 år, og jeg overraskes stadigvæk. Hver gang, jeg kommer, er byen blevet større. Lige for tiden formerer Kairo sig ved knopskydning med satellitbyer ude i ørkenen omkring. Byerne hedder noget andet, og officielt er det selvstændige byer, men det er Kairo, der vokser.
     Ingen ved helt hvor mange mennesker, der bor i byen. Tallet svinger alt efter hvem jeg spørger. Og fra jeg spørger folk første gang, indtil jeg gentager spørgsmålet, er der allerede kommet mange flere til.
Sider : 1 ... 2 3 4 5 6 ... 12
 forrige     næste