Palæstinenserne - Hamas

Hele den palæstinensiske Hamas-gruppes ledelse, som Israel anser for at være terrorister, befinder sig i øjeblikket i Gaza-striben. Det er første gang nogensinde, hele Hamas-ledelsen er samlet, skriver Hamas’ website Safa. Både de lokale ledere og ledelsen udefra. Mange af dem står højt på Israels ”hitliste” – listen over topterrorister, som de israelske myndigheder meget gerne vil slippe af med. Men ifølge flere forskellige kilder har Hamas via FN fået den israelske regerings forsikringer om, at Israel ikke vil forsøge at ramme dem.
     En lille gruppe højtstående Hamasfolk vendte sent torsdag aften tilbage til Gaza-striben fra et kort besøg i den egyptiske hovedstad Kairo. Ifølge den libanesiske avis Al Akhbar har de – med egypterne og FN som mellemmænd – forhandlet en våbenhvile på plads med Israel. Aftalen skal ifølge forlydenderne også føre til en forbedring af forholdene for almindelige palæstinensere i Gaza-striben.

ISTANBUL (07.06.2017): Som om der ikke allerede er krige, kriser og konflikter nok i Mellemøsten, så er en ny netop brudt ud i lys lue. Eller den er snarere eksploderet, for så hurtigt er det gået.
     Saudi Arabien, Egypten, De forenede Arabiske og Bahrain afbrød mandag de diplomatiske relationer med det arabiske golf-emirat Qatar, og de har også stoppet handels-, skibs- og flyforbindelserne og indført andre sanktioner.
     Flere andre arabiske lande følger i øjeblikket trop på forskellig vis.
     Yemen (hvis regering ikke regerer så meget), Libyen, Maldiverne, Marokko, Mauritanien og andre er gået med i sanktionerne på forskelligt niveau. Jordan har nedgraderet sin diplomatiske tilstedeværelse i Doha, men ikke helt afbrudt de diplomatiske forbindelser, samt frataget den qatariske TV-station Al Jazeera’s tilladelse til at operere i Jordan, mens landet forsøger at finde ud af, om anklagerne imod Qatar ”holder vand”.

GAZA CITY (16.07.2015): Inde i mit hoved kører der billeder fra ødelæggelserne af det centrale Beirut efter Libanons 16 år lange, ødelæggende borgerkrig. Sådan ser der ud i visse af de hårdest ramte områder af Gaza-striben. 
     En af mine venner har taget mig ud til en del af Shuja’iyya-kvarteret lige øst for Gaza City. Men det kunne have været et antal andre steder. Ødelæggelserne efter den 50 dage lange krig sidste år mellem Israel og Hamas-gruppen, der kontrollerer Gaza-striben har været enorme. Og nu – ét år efter – er genopbygningen kun lige så småt ved at komme i gang.
     Eller sådan ser det i hvert fald ud for os, der turer rundt i området.

”Allah hu’Akbar”, råber de – ”Gud er stor!” 
     Råbet, som man hele tiden hører hernede, er ikke bare en religiøs trosbekendelse. Her i den arabiske verden er det også et militant politisk kampråb. Et kampråb der antænder et vulkanudbrud af voldsomme følelser. Især når der samtidig – som her – bliver lagt en martyr i graven.
     Issa Abul Hassan blev 21 år. Han gav sit liv i kampen. Dog ikke i kampen med Israel.

I Gaza samler drengene ikke på billedkort med berømte fodboldspillere eller store rock-stjerner. De idoler børnene her dyrker, er martyrer. De døde! Dem der har givet deres liv i kampen. Og de er overalt.
    Husmurene i flygtningelejrene er plastret til med billeder, og på væggene omkring de større huse inde i byerne er der plakater med deres ansigter. På vægge, reklamestandere og hvor end der plads.

"Vildledte, hjernevaskede selvmordsbomber,de løj over for dig, da de vaskede din hjerne", skriver den israelske digter Ada Aharoni, som selv er født i Egypten, taler arabisk og kender det arabiske samfund indefra.
     "De løj overfor dig, da de lovede,at du i sandhed ville komme i paradis og få 72 unge lydige jomfruer til dine lyster."

Jeg forsøger at komme i kontakt med hende under hele massemødet. Men hun er totalt afvisende, og det er en underdrivelse. 
     Fjendtlig er mere betegnende. 
     Jeg spørger efter hendes navn, men får kun et isnende, hadsk blik igen. 
     Stemningen omkring os forandrer sig. Min palæstinensiske assistent hvisker mig i øret, at jeg skal lade den militant-islamistiske børnehavelærerinde i fred, og ophøre med at fotografere hende.

Vi er i Gaza By. Det er den 12. november 2006. Skuddene brager løs omkring os. Her er fyldt til bristepunktet af unge palæstinensiske mænd og store drenge med skydevåben. Mest russisk producerede Kalachnikov AK 47 militære angrebsrifler. 
     I dag skyder de heldigvis kun op i luften. Til gengæld gør de det hele tiden. Og de elsker det. 
     Fatah-aktivister fyrer massevis af penge af op i luften for markere årsdagen for Arafats død snarere end at bruge pengene og energien på at hjælpe de palæstinensiske flygtninge, de ellers påstår at kæmpe for, og som bor lige ved siden af.

På den ene side ligger en palæstinensisk landsby. På den anden Middelhavet. Og som en sandwich midt imellem ligger bosættelsen Shirat Ha’Yam. Indtil i dag har bosættelsen været beskyttet af israelske soldater. Men det er slut nu. Den israelske regering har meddelt, at både bosætterne og militæret skal væk.
     For Avinadav Vitkon og hans kone Rachel er det intet mindre end en katastrofe. Shirat Ha’Yam er deres hjem. 
     ”Folk her tror på Gud. De håber på en guddommelig indgriben. Ting kan ændre sig. Historien ændrer sig. Det er den måde vi grundlæggende ser tingene på,” svarer han, da jeg spørger, hvad der sker.

JERUSALEM (20.02.2015): Ikke overraskende begynder mange i nyhedsmedierne i disse dage lige ovenpå terrorangrebene i København at diskutere, hvordan man skal dække terroraktioner og hvilke termer, man skal bruge. I kampens hede, når nerverne sidder udenpå skjorten og sjælen gør ondt, er det ofte svært at tage det kølige, nøgterne fugleperspektiv. Andre gange kan man af overdreven politisk korrekthed ende med at intet er så ondt, at det er terrorisme, og næsten heller intet derfor er godt. Det hele bliver en pærevælling… og alt bliver ligegyldigt.
     Tilbage i 2007 skrev jeg bogen ”Rapport fra en ørkenspejling”, hvor jeg blandt andet i et kapitel diskuterer brugen af betegnelsen ”terrorist” og ”terroraktion”. Meget er sket siden, men visse betragtninger kan sikkert stadigvæk bruges.
     I hvert fald er en spade stadigvæk en spade, og det bør vi fortsat kalde den.