Internationale artikler

JERUSALEM (30.09.2012): Igen ruller debatten. Denne gang på grund af åbningen af FN’s Generalforsamling, hvor stats- og regeringschefer fra hele verden har givet hver deres status over klodens tilstand fra verdensorganisationens talerstol – blandt andet Iran’s præsident Mahmoud Ahmadinejad og Israel’s premierminister Benyamin Netanyahu.
     For ikke så lang tid siden – inden han endnu en  gang skiftede mening – erklærede Israels forsvarsminister Ehud Barak, at et angreb på Irans atomprogram helt kunne standse Irans forsøg på at få atomvåben, eller I det mindste sætte programmet ganske mange år tilbage.
     Måske!?! Måske ikke!
     Der er ikke enighed om det blandt eksperterne. Og nu, hvor Barak igen har skiftet mening, er han øjensynligt ikke en gang enig med sig selv.

JERUSALEM (24.09.2012): Selv mener de, at de repræsenterer den oprindelige, ubesmittede islam – præcist som profeten Muhammed selv levede, og, ifølge dem, ville ønske at vi alle levede den dag i dag. Selvom der er meget, der gør dem specielle, så er denne arrogance noget de har til fælles med andre religioners yderligtgående fundamentalister. De er overbeviste om, at de alene har forstået guds tanker, ønsker og drømme, og at alle andre er totalt galt afmarcheret. At kun de har fattet eksistensens dybere mysterier. Fælles for deres ekstremistfæller i andre religioner er også, at de mener, at alt var bedre en gang for meget, meget lang tid siden, og at alt fremmed per definition er en trussel.
KAIRO (21.06.2012): Man skal aldrig blive overrasket, når noget er forsinket her i Egypten, for det er næsten alting. Det ville være mere opsigtsvækkende, hvis det ikke var. Men nogle forsinkelser er bare mere problematiske end andre.
     I dag skulle præsidentvalgets officielle resultat have været præsenteret for offentligheden, men den centrale valgkommission har meddelt, at det bliver forsinket nogle dage, fordi der er indgivet så mange protester og politianmeldelser imod dele af valghandlingen, at det tager tid at rede trådene ud. For eksempel er der mange forlydender om at kristne koptere i Øvre Egypten er blevet truet af deres muslimske naboer til ikke at stemme. Det er almindelig kendt, at de egyptiske kristne er bekymrede for deres situation, hvis Det muslimske Broderskab kommer til magten, og derfor sandsynligvis ville stemme på Broderskabets rivaliserende præsidentkandidat Ahmad Shafik.
KAIRO (21.06.2012): I disse dage fokuserer vi meget på Det muslimske Broderskab i Egypten. Det er kun naturligt. De vandt parlamentsvalget tidligere på året, og nu står det til også at kunne vinde præsidentposten. Sker det, kan de også forme Egyptens næste regering samt beslutte, hvordan landets nye forfatning skal se ud. Derfor er det naturligvis ikke underligt, at vi på den måde forsøger at forstå, hvad det er, der foregår i dette land, der har så stor betydning for, hvad der vil ske i resten af den arabiske verden.
     Men hvad vi så, i vores fokuseren på Det muslimske Broderskab nogle gange overser, er, at ved det samme parlamentsvalg fik de mere yderligtgående islamister, salafisterne, omkring 25% af pladserne i parlamentet. Det var i virkeligheden valgets helt store overraskelse.

JERUSALEM (10.06.2012): Israels premierminister Benyamin Netanyahu bliver – ikke uden grund – kaldt for Mr. Sound Bite, fordi han så professionelt forstår at kommunikere i den moderne elektroniske medieverden, hvor komplekse politiske sammenhænge skal udtrykkes i tre hovedsætninger. Ikke at det kan lade sig gøre, men kan man overbevise befolkningen om at det kan, så flyder man ovenpå i det moderne informationssamfunds politiske liv, som er ligeglad med den manglende dybde og seriøsitet, bare det sælger.
   "Politiske manipulationer kommer ikke nemt eller naturligt for mig”, påstår Netanyahu i en stort opslået portrætartikel i det kommende nummer af det amerikanske magasin Vanity Fair. ”Jeg er ikke den fødte politiker, og jeg er heller ikke opslugt af politiske intriger”, siger han videre.
   Well… you could have fooled me, var min umiddelbare reaktion, da jeg læste Vanity Fair artiklen.

JERUSALEM (01.04.2012): En stor del af den arabiske verden er i opbrud. Det er nemt at blive revet med i begejstringen over at se tyranner, vi har levet med i årtier, bukke under. Men ved de valg, der er blevet afholdt i de nordafrikanske lande er det islamistiske partier, der er løbet af med sejren. I andre lande i området, som fortsat befinder sig midt i omvæltningerne, indtager islamisterne også en prominent rolle, og vil formentlig komme til at stå stærkt, hvis revolutionerne lykkes.
     Det rejser naturligvis en række væsentlige og kritiske spørgsmål. For den konservative – ofte ultra-reaktionære strømning – som i en længere periode har domineret islamisk tænkning i opgøret mellem tradition og modernisme, kunne give næring til en frygt for, at det vi oplever, blot er et tyranni der bliver udskiftet med et andet. Derfor er et kig ind i den verden af diskussioner og debatter om islamisk tænkning, filosofi, politisk og samfundsforhold både interessant og ret så afgørende for fremtiden.
EIN DOR, GALILÆA (29.09.2011): På vejen herop til Jezreel-sletten, hvor familiens kibbutz ligger, kører vi igennem Wadi Ara, et langt smalt bjergpas med en lang række arabiske landsbyer som Ara, Ar’ara og Umm al-Fahm. I de sidste par årtier er husene kommet tættere og tættere på hovedvejen. Og det er store huse, vi taler om. Nogle af dem kæmpestore.
     Arabernes familiemønster er naturligvis anderledes end den jødiske befolknings. Ofte flytter sønnerne ikke hjemmefra, når de bliver gift, men man bygger i stedet en ny afdeling til forældrenes hus, som så langsomt bliver større og større. Men udover husenes størrelse her i Wadi Ara kan man også tydeligt se, at de er velholdte. Bilerne er nye og dyre. Det kan godt være, at de israelske arabere ikke føler sig behandlet ligeværdigt og retfærdigt i det israelske samfund, men blot en køretur forbi deres landsbyer her i Wadi Ara viser, at de i hvert fald ikke lider økonomisk nød.
JERUSALEM (28.09.2011): Jeg hører stadigvæk til dem, der mener, at den fulde rækkevidde af oprettelsen af Al Jazeera i 1996 stadigvæk ikke er gået op for os. Selv mener jeg, at Al Jazeera’s brud på de arabiske tyranners og autokraters monopol på nyhedsformidlingen, var et kvantespring for samfundsudviklingen i den arabiske verden, og en af de helt afgørende forudsætninger for det, vi nu kalder Det arabiske Forår.
     Mange af de arabiske regimer holdt helt frem til Al Jazeera deres befolkninger i lykkelig uvidenhed om de faktiske forhold i deres land og virkeligheden i resten af verden. Det statslige budskab var, at deres egne samfund i bund og grund var perfekte og retfærdige, og at de mangler, det var umuligt at skjule, skyldtes Israel, zionistiske sammensværgelser, CIA, Mossad, undergravende udenlandske agenter m.m.
JERUSALEM (21.04.2011): Israel er en demokratisk stat. Det er der ingen tvivl om. Jævnlige parlamentsvalg. Regeringer falder, når deres parlamentariske grundlag forsvinder. Kritisk, uafhængig presse. Konkurrerende politiske partier. Civilsamfund med masser af organisationer og aktive borgere og så videre.
     Samtidig er Israel fra sin fødsel defineret som en jødisk stat. Det er et problem. Selvom det set i et historisk lys er forståeligt nok, så er det ikke desto mindre et problem… eller sagt på en anden måde – det er i hvert fald ikke uproblematisk. Det ville måske – men også kun måske – være mindre problematisk, hvis Israel så stort set fra starten kun havde været beboet af jøder. Men det er jo ikke tilfældet. Et sted mellem en femtedel og en sjettedel af Israels befolkning er i dag arabere, og dermed er der naturligvis et problem, når staten er defineret som jødisk. Også et demokratisk problem selvom den arabiske minoritet i Israel har demokratiske rettigheder.
JERUSALEM (15.04.2011): Libyens diktator igennem snart 42 år, oberst Muammar Gadaffi, er krigerisk og uforsonlig i sine egne offentlige taler til sin befolkning og resten af verden. Samtidig har han kørt hele sit diplomatiske korps i stilling for at forsøge at finde en løsning på borgerkrigen, som på den ene eller den anden måde sikrer hans fortsatte greb om magten.
     Flere lande i den NATO-ledede koalitionsstyrke begynder at overveje, om en forhandlingsløsning måske er at foretrække, også selvom det måske betyder, at Gadaffi ikke forsvinder… i denne omgang i hvert fald. En lang række afrikanske nationer har indledt en politisk kampagne til fordel for diktatoren, men det skyldes sikkert mere, at kontinentet selv er så rigt på andre tyranner og autokrater.
     USA's præsident Barack Obama, Storbritanniens premierminister David Cameron og ikke mindst Frankrigs præsident Nicolas Sarkozy er derimod stålsatte. Muammar Gafaddi er færdig. Spørgsmålet er blot, om han forlader Libyen frivilligt, eller om han skal bæres ud.
Sider : 1 2 3 4 5 ... 8
 forrige     næste