Mellemøsten generelt - Islamisme, jihadisme, terrorisme

ISTANBUL (23.06.2017): Den skæve minaret knejser ikke længere over Mosul’s gamle bydel. 
     Al-Nuri-moskeens minaret har, lige siden den blev bygget, hældet slemt til siden. Som den arabiske verdens svar på Det Skæve Tårn i Pisa. Men det var ikke konstruktionsfejlen, der til syvende og sidst fik den gamle minaret til at styrte sammen. Det var Islamisk Stats dynamit. Som så meget andet smukt, civiliseret og historisk i den her del af verden, så bukkede minareten i Mosul også under for Islamisk Stats barbari.
     Det var i Stormoskeen al-Nuri i Mosul’s gamle bydel Abu Bakr al-Baghdadi i juli 2014 udråbte sit såkaldte kalifat. Nu siger Iraks premierminister Haider al-Abadi, at Islamisk Stats ødelæggelse af den selvsamme 800 år gamle moske med dynamit er terrororganisationens indrømmelse af sit nederlag. 
     Det synes nu ikke at være en helt korrekt aflæsning af situationen.
ISTANBUL (07.06.2017): Som om der ikke allerede er krige, kriser og konflikter nok i Mellemøsten, så er en ny netop brudt ud i lys lue. Eller den er snarere eksploderet, for så hurtigt er det gået.
     Saudi Arabien, Egypten, De forenede Arabiske og Bahrain afbrød mandag de diplomatiske relationer med det arabiske golf-emirat Qatar, og de har også stoppet handels-, skibs- og flyforbindelserne og indført andre sanktioner.
     Flere andre arabiske lande følger i øjeblikket trop på forskellig vis.
     Yemen (hvis regering ikke regerer så meget), Libyen, Maldiverne, Marokko, Mauritanien og andre er gået med i sanktionerne på forskelligt niveau. Jordan har nedgraderet sin diplomatiske tilstedeværelse i Doha, men ikke helt afbrudt de diplomatiske forbindelser, samt frataget den qatariske TV-station Al Jazeera’s tilladelse til at operere i Jordan, mens landet forsøger at finde ud af, om anklagerne imod Qatar ”holder vand”.
TRANEKÆR (15.04.2016): Det går fremad i krigen imod terrororganisationen Islamisk Stat. I horisonten kan man begynde at skimte håbet om en militær sejr. Men den militære kamp imod IS er et to-ægget sværd. En sejr er ikke nødvendigvis en sejr. Slaget er langtfra ovre, blot fordi IS bliver slået.
     Efter terrorangrebene i Paris og Bruxelles er det blevet en politisk nødvendighed at være med i krigen imod Islamisk Stat, selvom det ikke altid er lige populært i vælgerbefolkningen. Men kan man nu for sit indre blik begynde at se den sejrsceremoni, der kommer, når vi beslutter, at vi har ”slået” Islamisk Stat, så ligner det hele enhver spindoktors drøm om en photo-opp for sin regeringschef.

I Gaza samler drengene ikke på billedkort med berømte fodboldspillere eller store rock-stjerner. De idoler børnene her dyrker, er martyrer. De døde! Dem der har givet deres liv i kampen. Og de er overalt.
    Husmurene i flygtningelejrene er plastret til med billeder, og på væggene omkring de større huse inde i byerne er der plakater med deres ansigter. På vægge, reklamestandere og hvor end der plads.
"Vildledte, hjernevaskede selvmordsbomber,de løj over for dig, da de vaskede din hjerne", skriver den israelske digter Ada Aharoni, som selv er født i Egypten, taler arabisk og kender det arabiske samfund indefra.
     "De løj overfor dig, da de lovede,at du i sandhed ville komme i paradis og få 72 unge lydige jomfruer til dine lyster."
JERUSALEM (20.02.2015): Ikke overraskende begynder mange i nyhedsmedierne i disse dage lige ovenpå terrorangrebene i København at diskutere, hvordan man skal dække terroraktioner og hvilke termer, man skal bruge. I kampens hede, når nerverne sidder udenpå skjorten og sjælen gør ondt, er det ofte svært at tage det kølige, nøgterne fugleperspektiv. Andre gange kan man af overdreven politisk korrekthed ende med at intet er så ondt, at det er terrorisme, og næsten heller intet derfor er godt. Det hele bliver en pærevælling… og alt bliver ligegyldigt.
     Tilbage i 2007 skrev jeg bogen ”Rapport fra en ørkenspejling”, hvor jeg blandt andet i et kapitel diskuterer brugen af betegnelsen ”terrorist” og ”terroraktion”. Meget er sket siden, men visse betragtninger kan sikkert stadigvæk bruges.
     I hvert fald er en spade stadigvæk en spade, og det bør vi fortsat kalde den.
JERUSALEM (16.02.2015): Nogle gange skal man næsten miste noget, før man begynder at sætte pris på det.
     Har man ligget dødssyg på hospitalet, men kommer sig og bliver rask igen, så er hver eneste dag derefter i sig selv en gave, som man lærer at sætte pris på. Gratis almindeligheder som en solnedgang, den første sommerfugl og børnenes latter bliver selve symbolet på den ultimative lykke.
     Det er nu, vi skal vide at bevare disse mange helt normale, smukke, diskrete glæder og skønheder, som det danske samfund er så fuld af, og ikke risikere at miste det hele til skudsikre veste, afspærringer, sikkerhedsfolk, metaldetektorer og bodyguards.
JERUSALEM (20.10.2014): USA har gennemført de første nedkastninger af våben fra luften til de kurdiske militsgrupper, der forsvarer den belejrede by Kobani imod Islamisk Stat. Den største af de kurdiske grupper, der forsvarer byen imod de langt bedre udrustede militante jihadister fra Islamisk Stat, bekræfter, at de har modtaget ”en større mængde våben og ammunition”, men går ikke i detaljer om, hvad nedkastningerne mere specifikt har indeholdt.
     Amerikanerne siger, at der er tale om lette våben, ammunition og medicin, og derfor ikke om de tunge våben, som de kurdiske militssoldater i Kobani i længere tid har anmodet om. Ifølge flere anonyme kilder er der først og fremmest tale om Kalachnikov AK-47 angrebsrifler, granater og RPG’er (panserbrydende granater med tilhørende raketstyr), som kommer fra det kurdiske område i Nord-irak.
JERUSALEM (08.10.2014): Krig synes altid absurd. Især når man er tæt på vanviddet. Men de seneste dages scener på grænsen mellem Tyrkiet og Syrien ved den kurdiske by Kobani tager dog absurditeten til et helt nyt niveau. 
     På den tyrkiske side af grænsen sidder en stor del af Kobanis befolkning og stirrer i chok over på at deres hjemby lige på den anden side af grænsehegnet bliver jævnet med jorden. På en bakkeskråning står i hundredvis af kurdiske mænd og følger vantro med i, at deres hjem bliver lagt i ruiner.
     Ikke langt derfra holder talrige tyrkiske kampvogne opmarcheret, klar til at gå i aktion, men deres kanoner er tavse og motorer slukket. Ovre på den syriske side af grænsehegnet kæmper dårligt udrustede kurdiske militssoldater indædt og desperat en kamp, som de synes dømte til at tabe.
JERUSALEM (07.10.2014): Bomber og missiler fra vestlige og arabiske kampfly er ikke nok. Islamisk Stat rykker fortsat frem. Den store kurdiske by Kobani på grænsen til Tyrkiet falder en af de nærmeste dage. Så dystert kan situationen beskrives.
     Selvom der er dannet en international koalition med det udtrykkelige formål at stoppe den brutale terrororganisation Islamisk Stat (også kaldet ISIS og ISIL), en gang for alle, så er det ikke lykkedes. Terrororganisationen rykker stadigvæk frem, trods koalitionens daglige angreb med kampfly fra luften.
     ”Luftangreb alene er slet ikke nok til at vinde over ISIS i Kobani”, siger Idris Nassan, en af lederne af de kurdiske militsfolk, der desperat forsøger at forsvare denne strategisk vigtige kurdiske by. 


Sider : 1 2 3 4
næste