Israel - Israelsk kultur & samfund

ODENSE (14.01.2019): Jeg har sikkert ”skudt mig selv i foden”. Når jeg holder nogle af mine foredrag om mit fotografi, bliver jeg altid spurgt, om folk kan købe min fotobog. Mit svar har i flere år været, at bogen ”Untold Stories – Billeder og beretninger fra Mellemøsten” desværre er udsolgt fra forlaget.
     Det viser sig, at det ikke er sandt!!!
     Jeg har lige modtaget en venlig mail fra Pernille Madsen, forlagssekretær på Ajour, som fortæller mig, at der sørme stadigvæk er nogle enkelte kasser tilbage med bogen. Hvor mange ved jeg ikke. Men den kan altså købes lidt endnu.
     Den oplysning er nu bragt videre.
Jerusalem er en… om ikke mærkelig by, så i hvert fald en meget anderledes by. Historien, religionen og moderne politik har gjort Jerusalem til noget helt udover det normale.
     ”En korsvej imellem Paradis og en galeanstalt” kaldte Virtus Schade Jerusalem i en kæmpeartikel i Berlingske Tidende for mange år siden, da jeg var praktikant på avisen. Og han havde ret.
     Jerusalem lader sig ikke beskrive. Den skal opleves. For Jerusalem er det hele og dets modsætning.
     Jerusalem er fantastisk og forfærdelig. Smuk og grim. Velsignet og forbandet. Vidunderlig og helt umulig. Fredelig og krigerisk. Harmonisk og kontrastfyldt. Gammel og moderne. Fortsæt gerne modsætningerne. De passer helt sikkert på Jerusalem.
JERUSALEM (13.12.2015): Jeg har lige været med i et indslag på TV2/NEWS om det fantastiske i, at kvinder nu har fået lov til at stemme ved og stille op til et kommunalvalg i Saudi Arabien. 
     En enkelt håndfuld kvinder er måske blevet valgt. Måske. Og det er alt i alt kun det tredje valg i Saudi Arabien overhovedet. Et land hvor man kunne skrive en hel bog om alle de frihedsrettigheder, der bliver trampet under fode, brudt og overtrådt. Valget i går er et fremskridt. Et tabu der er brudt. Men der er meeeget lang vej endnu. Meget lang.
     Israel er derimod langt bedre at bo i. Selv for landets arabiske borgere.
     Især for arabiske kvinder (som uden problemer kan stemme og blive opstillet og valgt ind… ikke bare i kommunalrådet men også i parlamentet.) Endnu mere for arabiske kristne. Endnu, endnu mere for kristne arabiske kvinder. For kunstnere. Oppositionelle. Politiske systemkritikere.
     Og så har jeg slet ikke talt om bøsser og lesbiske.

JERUSALEM (03.07.2015): Jeg troede hele tiden at min mobiltelefon ringede. Ikke at jeg kunne høre den, dertil var støjen alt for øredøvende. Og her har jeg så allerede afsløret, at jeg er en total oldsag, for de unge omkring mig opfattede det absolut ikke som støj. De dansede og vred til det. Men min taske – eller et eller andet indeni den – summede eller snurrede hele tiden, som om telefonen ringede. Det viste sig blot at være musikkens power og den vanvittigt opskruede bas, der fik indholdet af min taske til at snurre. Ind imellem føltes det som mine indvolde også hoppede i takt til basrytmen.
Den israelske fredsbevægelse eksisterer, men den er kun et blegt, blodfattigt spøgelse, som er uden indflydelse. Når den nu kalder til handling for at protestere imod de jødiske bosættelser i de besatte områder, møder kun en lille håndfuld standhaftige aktivister op. Så få at medierne end ikke gider dække det. De moderate sætter ikke længere dagsordenen. Den får ekstremisterne i begge lejre ulykkeligvis lov til at opstille.
EIN GEDI, ISRAEL (06.06.2015): Mens I oppe i Danmark sikkert snart har opmærksomheden rettet mod Folkemødet på klippeøen Bornholm, så har jeg også netop været ude i klipperne. Dog ikke på Bornholm, men ude i Judæaørkenen. Rettere i Ein Gedi som er en grøn, frugtbar kløft, der skærer sig ind i den golde Judæaørken fra Det døde Hav og vestpå. Her brugte vi en familietur i weekenden til at fotografere lidt ude i naturen.
”Vi går op og ned af hinanden på gader og stræder – palæstinenserne og os israelere. Men vi ser ikke hinanden”.
     Dette interessante udsagn kommer fra den nu verdenskendte israelske forfatter David Grossman. Da jeg interviewede ham første gang, havde han lige udgivet bogen ”Den gule vind”, som, da den udkom som et temanummer af tidsskriftet Koteret Rashit i sommeren 1987, nærmest profetisk forudså den første Intifada, der brød ud nogle måneder senere.
”En meningsmåling for nylig i den israelske avis Ha’aretz viste, at 85 procent af israelerne mener, at deres regering er korrupt! 85 procent!!!” Yisrael Cambell kigger ud over publikum med et ansigtsudtryk der klart viser forundring.
     ”Det er jo forfærdeligt”, siger han. ”Det betyder jo, at hele 15 procent af befolkningen er totalt ude af kontakt med virkeligheden!!!”
JERUSALEM (15.03.2015): Valg er en god forretning for Muhammed Ghanaim, men ellers har han mest et skuldertræk tilovers for det. På hans trykkeri i den israelsk arabiske by Baqa al-Garbiyeh arbejder Muhammed og hans ansatte på højtryk med at fremstille valgplakater, bannere og andre kæmpe trykkeriopgaver. I øjeblikket er det plakater for Zionist Union, der ruller ud af maskinen.
     Muhammed er ikke imponeret over politikerne i Israel. Hverken de jødiske politikere eller de arabiske.
     ”De arabiske partier har siddet i Knesset i 20 år, men hvad har de lavet? De har ikke fået gennemført noget som helst”, lyder hans sønderlemmende dom over dem.
JERUSALEM (07.03.2015): Et museum kan være en ødemark. Det kan også være en frugtbar oplevelsesskov, man kan udforske. Oppe i Danmark har I Louisiana. Hernede har vi Israel Museum i Jerusalem.
     Skal man have børn til at holde af kunst, skal de kunne kravle rundt i det. Lege i det. Det er vel efterhånden gammel kendt viden. Det hjælper på sin vis også, hvis voksne kan tage sig en opdagelsesrejse indeni et kunstværk. Det kunne man for nylig på Israel Museum, hvor brødrene Doug og Mike Starn havde bygget en kæmpemæssig organisk bambusskov op omkring en skarp, betonskulptur skabt af selveste Pablo Picasso, som på den måde også pludselig for en tid fik et nyt og anderledes liv og perspektiv.
Sider : 1 2 3
næste