Israel - Israelsk kultur & samfund

JERUSALEM (23.02.2015): I en ny israelsk valgvideo er Benyamin Netanyahu alle israelske børns Bibi-sitter. Det er Bibi, der passer på vores børn… Israels børn, fremtiden. Ingen kan vide sig sikre, hvis venstrefløjen får magten. 
    I andre valgvideoer har Netanyahu og hans højre-nationalistiske Likud-parti sat lighedstegn mellem den israelske venstrefløj og Islamisk Stat-terroristerne i Syrien og Irak.
     Stemmer I på venstrefløjen, får I Islamisk Stat, er budskabet.
     I israelske valgkampagner bruger man ikke antydningens kunst. Budskabet bliver splattet ud så firkantet, groft og fornærmende, som det er muligt.
     Sådan er israelske valgkampe altid. Lige på og hårdt. Sort og hvidt. Ingen nuancer. Ingen tvivl. Der tales til følelserne. Ikke til hjernen.
TRANEKÆR (22.12.2014): ”Skam Jer! Skam Jer! I er værre end selv araberne! I ødelægger det jødiske folk indefra”, råber en ung pige nærmest hysterisk, mens hun peger på de få hundrede demonstranter, der står på Jerusalems centrale Zion Square.
     Demonstranternes plakater fordømmer brandattentatet imod byens Bi-Lingual School – en to-sproget skole der underviser på både arabisk og hebraisk. Eleverne er både muslimer, kristne og jøder. Et af Jerusalems få eksempler på fredelig sameksistens i en tid der er rigere på ting der skiller end det, der bygger bro.
     ”I er forrædere! I stikker Jeres eget folk i ryggen”, skælder en anden stor dreng vredt.
     Interessant nok er det mest teenagere og helt unge, der råber og skriger imod demonstrationen, mens dem der protesterer imod fremmedhad, intolerance og ekstremisme er både børn, unge og ældre. Arabere og jøder sammen.
JERUSALEM (19.04.2014): ”Godt begyndt er halvt fuldendt”, plejer man at sige. Men som det er med så mange andre kloge ord og gerninger, så virker de ikke helt her i Jerusalem – Den hellige Stad. 
     Her begynder det hele – med at gå i stå.
     Det kan godt være at israelerne på sølle seks dage slog araberne i 1967, men siden da er der ikke meget andet, der er gået hurtigt. Og da slet ikke, hvis det handler om sikkerhed. Kan man få noget til at handle om sikkerhed, går tingene ofte ikke bare i stå, så kan de direkte gå baglæns.
     Men det her er historien om et bibelsk mirakel. Historien om Hellig Ild, håb, stiger i brevsprækker, menneskelige flodbølger, så hvad betyder politiet og et par forsinkelser?
JERUSALEM (18.04.2014): Det var Langfredag i dag. Dagen hvor Jesus ifølge den kristne tradition slæbte sit kors fra den romerske Antoniafæstning, igennem Jerusalems gyder og stræder til stenbruddet Golgatha udenfor byen, hvor han blev korsfæstet. Det markerer kristne pilgrimme fra hele verden ved at gå i Jesu’ fodspor ad Via Dolorosa – Lidelsens Vej – til Den hellige Gravs Kirke.
     Den lidelse, som sikkert er grunden til at denne fredag bliver opfattet som lang, den har man med stor succes formået at bringe med sig intakt op i nutiden. Dagen var en lidelse, og den var meget lang.
     Jeg er jo, som jeg har skrevet om et par gange, i færd med at lave en bog om religiøses og fromt troendes forhold til Jerusalem, som er en hellig by for de tre store monoteistiske verdensreligioner, derfor tilbragte jeg en stor del af dagen i Den gamle Bydel med at fotografere.
JERUSALEM (18.01.2013): ”No photo! No photo”, råber de, og tager den store, sorte filthat op foran ansigtet, så man ikke kan tage deres portræt. Andre gange kommer en hånd op i linsen, eller man kan være så uheldig, at man får en sten i nakken. Mange ultra-ortodokse jøder her i Jerusalem vil ikke fotograferes.
     I den jødiske udgave af De ti Bud står der, at man ikke må gøre noget billede af Gud, og da der i skabelsesberetningen også står, at Gud skabte Adam i sit eget billede, så er et fotografi af mennesker jo også indirekte et billede af Gud… og derfor helt forbudt!!!

JERUSALEM (11.09.2012): Verden blev skabt for 5773 år siden. Om nogle dage i hvert fald. Det belærer den ortodokse jødedom os om. Det jødiske årstal markerer, siger traditionen, tiden fra Gud skabte Adam i Paradis og frem til i dag. Det giver naturligvis lidt problemer med evolutionen, Darwin og dinosaurerne, men det er en anden historie. Darwin's "Arternes Oprindelse" er alligevel ikke obligatorisk læsning i ortodokse jødiske skoler.
     For at gøre en lang historie kort, så er denne jødiske måde at tælle årstal på af langt nyere dato end jødedommen selv. Den er nemlig en reaktion på at den kristne verden i det 6. århundrede indførte årstal, der tog udgangspunkt i Jesu’ fødsel. Det ville jøderne ikke være med til. Så rabbinerne begyndte at tælle baglæns i Bibelens stamtræer og slægtled.

EIN DOR, GALILÆA (29.09.2011): På vejen herop til Jezreel-sletten, hvor familiens kibbutz ligger, kører vi igennem Wadi Ara, et langt smalt bjergpas med en lang række arabiske landsbyer som Ara, Ar’ara og Umm al-Fahm. I de sidste par årtier er husene kommet tættere og tættere på hovedvejen. Og det er store huse, vi taler om. Nogle af dem kæmpestore.
     Arabernes familiemønster er naturligvis anderledes end den jødiske befolknings. Ofte flytter sønnerne ikke hjemmefra, når de bliver gift, men man bygger i stedet en ny afdeling til forældrenes hus, som så langsomt bliver større og større. Men udover husenes størrelse her i Wadi Ara kan man også tydeligt se, at de er velholdte. Bilerne er nye og dyre. Det kan godt være, at de israelske arabere ikke føler sig behandlet ligeværdigt og retfærdigt i det israelske samfund, men blot en køretur forbi deres landsbyer her i Wadi Ara viser, at de i hvert fald ikke lider økonomisk nød.
KØBENHAVN (08.08.2011): Ifølge de israelske medier var der lørdag aften omkring 270.000 mennesker ude at demonstrere i Tel Aviv alene. Der var også demonstrationer i Jerusalem og flere steder i resten af landet. Derfor anslår mange, at flere end 300.000 israelere må have været på gaden i denne weekend i protest imod regeringens bolig- og socialpolitik.
     Mens befolkningerne i den arabiske verden nu i måneder i alt fra store folkelige demonstrationer til regulær borgerkrig har krævet mere frihed og demokrati – i noget som er blevet døbt Det arabiske Forår, så er israelerne nu tilsyneladende fulgt efter med deres eget protest-forår med krav om mere social retfærdighed.
JERUSALEM (09.05.2011): ”Spillemand på en tagryg… det lyder skørt, hva? Men i vores lille landsby, Anatevka, kan man sige, at hver eneste en af os er en spillemand på en tagryg, som desperat forsøger at frembringe en simpel tone uden at brække halsen. Det er ikke nemt, og du kan spørge, hvorfor vi bli’r, når det er så farligt? Vi bli’r fordi Anatevka er vores hjem… Og hvordan holder vi balancen? Det kan jeg fortælle dig med ét eneste ord: Traditioner!
     Sådan introducerer mælkemanden Tevye sin lille shtetl Anatevka i musicalen ”Spillemand på en tagryg”, som bygger på en række af den jiddishe forfatter Sholem Aleichems noveller.
     Efter denne indledning stemmer hele landsbyen i: ”Traditioner, traditioner…”, og Tevye fortsætter:
     ”Og præcist fordi vi har vores traditioner, har vi holdt balancen i mange, mange år. Her i Anatevka har vi traditioner for alle mulige ting: Hvad vi spiser, hvordan vi sover, endog også hvordan vi går klædt. For eksempel tildækker vi vores hoved, og vi bærer altid et lille bedesjal. Det viser vores ærefrygt overfor Gud.”
JERUSALEM (21.04.2011): Israel er en demokratisk stat. Det er der ingen tvivl om. Jævnlige parlamentsvalg. Regeringer falder, når deres parlamentariske grundlag forsvinder. Kritisk, uafhængig presse. Konkurrerende politiske partier. Civilsamfund med masser af organisationer og aktive borgere og så videre.
     Samtidig er Israel fra sin fødsel defineret som en jødisk stat. Det er et problem. Selvom det set i et historisk lys er forståeligt nok, så er det ikke desto mindre et problem… eller sagt på en anden måde – det er i hvert fald ikke uproblematisk. Det ville måske – men også kun måske – være mindre problematisk, hvis Israel så stort set fra starten kun havde været beboet af jøder. Men det er jo ikke tilfældet. Et sted mellem en femtedel og en sjettedel af Israels befolkning er i dag arabere, og dermed er der naturligvis et problem, når staten er defineret som jødisk. Også et demokratisk problem selvom den arabiske minoritet i Israel har demokratiske rettigheder.
Sider : 1 2 3
 forrige     næste