Israel - Israelsk politik

ODENSE (10.12.2017): På hebraisk hedder byen Yerushalayim. På arabisk Al Quds. Byen har en befolkning på omkring 880.000 og dækker et område på godt og vel 125 kvadratkilometer. Tager man oplandet og forstæderne med, kommer det op på 652 kvadratkilometer.
     Navnet Urusalima optræder i kileskrift på oldtidige mesopotamiske lertavler omkring 2500 før vores tidsregning, men arkæologer har fundet rester af bebyggelse helt tilbage fra det 4. årtusinde f.v.t. 
     Der er dem, der siger, at navnet Jerusalem kommer af Ir Shalem, som skulle betyde Fredens By. Jeg ved ikke, om det er sandt, men fredens by er noget nær det eneste, Jerusalem aldrig har været. Listen over hære, som har erobret Jerusalem og jævnet byen med jorden, er uendelig. Altid er byen blevet genopbygget for blot igen at blive ødelagt.
ODENSE (09.12.2017): Som jeg skrev lidt om i går, så synes det i dag lidt klarere, at USA’s anerkendelse af Jerusalem som Israels hovedstad ”kun” handler om Vest-Jerusalem. Ikke den østlige del af byen. Øst-Jerusalems status er set med Washingtons øjne tilsyneladende fortsat den samme: Et besat område hvis endelige status endnu er uafklaret og derfor skal forhandles imellem parterne.
     Der er samtidig vedvarende og voksende rygter om, at det hele er en del af en større og mere omfattende plan, som der forhandles om bag kulisserne, og hvori blandt andet Saudi Arabien skulle være involveret.
ODENSE (06.12.2017): Senere i dag forventes den amerikanske præsident Donald Trump i en tale om Mellemøsten at erklære, at USA anerkender Jerusalem som Israels hovedstad. Desuden regner man med at Trump vil sige, at den amerikanske ambassade skal flyttes til Jerusalem. Blot at logistiske problemer gør, at flytningen kommer til at tage et stykke tid.
     Baseret på det, der indtil videre er lækket om præsident Trump’s tale, er protester, fordømmelser og dystre forudsigelser allerede begyndt at strømme ind.
     Her blot i kort noteform lidt om Jerusalem.
Om det virker efter hensigten eller ej er et åbent spørgsmål. Men kønt er det ikke. Det virker i hvert fald på besøgende, udenlandske politikere og meningsdannere. De bliver altid chokerede, når de første gang møder muren, som i virkeligheden for størstedelens vedkommende er et hegn. 
     Palæstinenserne kalder den for ”Apartheid-muren”, fordi de påstår, at den er racistisk. Israelerne betegner den ”beskyttelsesbarrieren” og mener, at den forhindrer terrorisme.
”Det her, det er vores land”, siger Daniella Weiss med en overbevisning, så man tror på hende. Der er ikke det mindste mikroskopiske gran af tvivl i hendes stemme. Men det er ikke nok. Kendsgerningen skal understreges endnu mere, så hun flytter sin fod, og peger på jorden lige under den.
     ”Den her jord. Her! Jorden under mine fødder”, pletten bliver meget energisk udpeget, ”det er vores. Gud har givet dette land til os, og vi flytter aldrig fra det igen”, siger hun og ånder ligesom lettet op. Det er sagt. Dermed er det slået fast.
Som regel ser det ikke ud af meget i starten. Det begynder ofte bare med et skur, en hytte eller et par mobile barakker på en forblæst bakketop. Men år senere ligger der en mindre landsby med moderne beboelsesejendomme i beton, butikscentre, børnehaver og skoler.
     Mange steder i verden ville sådan en byggeaktivitet blive set som udtryk for en driftig politisk ledelse, der sørger for at bekæmpe boligmanglen og som opfører små, velindrettede nye satellitbyer udenfor de overbefolkede, forurenede bycentre. 
     Her i Mellemøsten er intet dog så enkelt.
Hvis Bibelen har ret – hvad den ikke nødvendigvis har – vandrede jøderne med Moses som guide i 40 år rundt i Sinaiørkenen for godt og vel 3.000 år siden. Ifølge traditionen boede de under vandringen i løvhytter. 
     Det ville have været væsentligt mere praktisk at bruge telte, som beduinerne gør det, men det viser sikkert kun, at de bibelske tekster er blevet til langt efter den tid, de foregiver at være skrevet i. Skribenterne vidste ikke rigtigt længere, hvordan man overlever ude i ørkenen.
I Første Mosebog står beskrevet, hvordan Abraham, det jødiske folks forfader, købte og betalte for hulen i Hebron, hvori han begraver Sarah, og hvori han også selv bliver stedt til hvile. 
     Senere blev Isak, Jakob, Rebekka og Leah begravet i samme klippehule. På den måde ligger de patriarker og matriarker, som det jødiske folk nedstammer fra, begravet i Hebron på Vestbredden. Derfor er byen hellig for de national-religiøse jødiske bosættere.
     Men her i Hebron har rullerne en helt særlig betydning. De hellige skrifter er nemlig ikke bare det fysiske bevis på Guds pagt med det jødiske folk – bosætterne betragter også rullerne som skødet på den ejendom, Abraham købte, og som de som efterkommere i dag kan gøre krav på.
På den ene side ligger en palæstinensisk landsby. På den anden Middelhavet. Og som en sandwich midt imellem ligger bosættelsen Shirat Ha’Yam. Indtil i dag har bosættelsen været beskyttet af israelske soldater. Men det er slut nu. Den israelske regering har meddelt, at både bosætterne og militæret skal væk.
     For Avinadav Vitkon og hans kone Rachel er det intet mindre end en katastrofe. Shirat Ha’Yam er deres hjem. 
     ”Folk her tror på Gud. De håber på en guddommelig indgriben. Ting kan ændre sig. Historien ændrer sig. Det er den måde vi grundlæggende ser tingene på,” svarer han, da jeg spørger, hvad der sker.
De jødiske bosættere varetager Guds vilje på jorden, mener de selv i hvert fald. Og de beskytter det jødiske folks interesser. Ikke bare de jøder, der lever lige nu og her, men alle jøder i fortid, nutid og fremtid.
     Da premierminister Ariel Sharon i 2005 besluttede at det var bedre for Israel at trække sig helt ud af Gaza-striben, nedlægge bosættelserne og bare overlade området til palæstinenserne, strittede bosætterne imod. Evakueringen var imod Guds vilje, mente de.
Sider : 1 2 3 4 5 ... 12
næste