Israel - Israelsk politik

JERUSALEM (12.03.2015): Israel er et parlamentarisk demokrati. Alle problemer og international kritik af landet til trods, er Israel stadigvæk et forbavsende velfungerende demokrati. Især naturligvis når man tager i betragtning det nabolag, som Israel befinder sig i, som klart lider af et kronisk friheds og demokrati-underskud.
     Når man tænker på den anti-tyske stemning i Danmark i 1945 efter fem års besættelse er det næppe heller overraskende, selvom det naturligvis ikke kan forsvares, at der efter 65 års formel krigstilstand med Israels arabiske naboer (med undtagelse af Egypten og Jordan) eksisterer en vis anti-arabisk eller i hvert fald araber-skeptisk holdning i en del af den israelske befolkning.

JERUSALEM (05.03.2015): Israels premierminister Benyamin Netanyahu imponerer. Det gør han altid… når han taler. Han er en stor orator. En ordets folkeforfører… og så taler han et fantastisk engelsk, og det gør hans partifæller og mange andre israelere bløde i knæene. Måske fordi de fejlagtigt sætter lighedstegn mellem ords korrekte udtale og visdommen bag.
     Benyamin Netanyahus forældre flyttede til USA, da han var lille, og han har gået i amerikanske skoler og begyndte sin karriere som møbelsælger i det amerikanske. Derfor taler han amerikansk engelsk og optræder, i hvert fald i mange israeleres øjne, som den store verdensmand. I den sammenhæng er Israel (ligesom Danmark) lidt af en landsby, hvis befolkning er nemme at imponere, når nogen af deres egne gør sig internationalt.

JERUSALEM (04.03.2015): Den mest imminente, eksistentielle trussel imod Israels fremtid er slet ikke de iranske atommissiler, skriver den israelske avis Haaretz i sin lederartikel i dag efter premierminister Benyamin Netanyahus kontroversielle tale til Den amerikanske Kongres om netop atomtruslen fra Iran.
     Den mest umiddelbare trussel, som Israel står overfor som en jødisk og demokratisk stat, er den fortsatte besættelse af de palæstinensiske områder. Israels fortsatte undertrykkelse af palæstinenserne og den dramatisk højere befolkningstilvækst blandt palæstinenserne er det, der i langt højere grad truer Israels fremtid, skriver avisen.

JERUSALEM (03.03.2015): Den israelske premierminister Benyamin Netanyahu’s tale til Den amerikanske Kongres var imødeset med spænding og et vist mål af bæven fra mange sider. Sjældent er en tale blevet så diskuteret og endevendt endnu inden den er blevet holdt. Selvom ordlyden ikke var kendt i detaljer indtil talen blev holdt, så var emnet klart: Den diplomatiske aftale med Iran om en lempelse af sanktionerne til gengæld for en international overvågning af landets atomprogram, som præsident Barack Obama's administration forsøger at få forhandlet hjem, anser Israel for at være en trussel imod den jødiske stats sikkerhed og eksistens.
     Netanyahu’s tale til Kongressen var ikke bare kontroversiel på grund af dens kritik af USA's udenrigspolitik i Mellemøsten, men også fordi den var resultatet af en aftale mellem Israel og republikanerne i Kongressen bag præsident Barack Obamas ryg. Og fordi den kommer kun to uger inden det israelske valg, og derfor kan ses som et forsøg på at trække USA ind i en intern israelsk valgkamp.

JERUSALEM (01.03.2015): Sjældent har en tale vakt så megen postyr, inden den overhovedet er blevet holdt, og uden at nogen kender dens ordlyd. Vi kan sjusse os til indholdet, men det er mere at talen overhovedet holdes, og måden den bliver holdt på, der har skabt ballade.
     Mandag skal den israelske premierminister tale for AIPAC, en koordinerende paraplyorganisation for de pro-israelske lobbies i Washington, og tirsdag kommer så efter planen Netanyahu’s kontroversielle tale til Kongressen, hvortil han på israelsk foranledning er blevet inviteret af republikanerne.

JERUSALEM (23.02.2015): I en ny israelsk valgvideo er Benyamin Netanyahu alle israelske børns Bibi-sitter. Det er Bibi, der passer på vores børn… Israels børn, fremtiden. Ingen kan vide sig sikre, hvis venstrefløjen får magten. 
    I andre valgvideoer har Netanyahu og hans højre-nationalistiske Likud-parti sat lighedstegn mellem den israelske venstrefløj og Islamisk Stat-terroristerne i Syrien og Irak.
     Stemmer I på venstrefløjen, får I Islamisk Stat, er budskabet.
     I israelske valgkampagner bruger man ikke antydningens kunst. Budskabet bliver splattet ud så firkantet, groft og fornærmende, som det er muligt.
     Sådan er israelske valgkampe altid. Lige på og hårdt. Sort og hvidt. Ingen nuancer. Ingen tvivl. Der tales til følelserne. Ikke til hjernen.

TRANEKÆR (22.12.2014): ”Skam Jer! Skam Jer! I er værre end selv araberne! I ødelægger det jødiske folk indefra”, råber en ung pige nærmest hysterisk, mens hun peger på de få hundrede demonstranter, der står på Jerusalems centrale Zion Square.
     Demonstranternes plakater fordømmer brandattentatet imod byens Bi-Lingual School – en to-sproget skole der underviser på både arabisk og hebraisk. Eleverne er både muslimer, kristne og jøder. Et af Jerusalems få eksempler på fredelig sameksistens i en tid der er rigere på ting der skiller end det, der bygger bro.
     ”I er forrædere! I stikker Jeres eget folk i ryggen”, skælder en anden stor dreng vredt.
     Interessant nok er det mest teenagere og helt unge, der råber og skriger imod demonstrationen, mens dem der protesterer imod fremmedhad, intolerance og ekstremisme er både børn, unge og ældre. Arabere og jøder sammen.

JERUSALEM (14.12.2014): Tålmodigheden er brugt op. 
     Lige pludselig er det slut. Vestlige lande har fået nok. Selv Israels venner har tabt tålmodigheden med den israelske regering. Det synes tydeligt nok for alle og enhver.
     Det ene initiativ næsten falder over det næste. Som en storm eller, som en af mine kilder hernede, en tidligere israelsk diplomat, udtrykker det: ”Det er næsten som et diplomatisk vulkanudbrud.”
     Pludselig anerkender nogle lande Palæstina som stat, selvom staten slet ikke eksisterer. Andre har ”blot” gennemført symbolske afstemninger i deres parlamenter, for at ”sende et signal med en vognstang” til parterne i Mellemøsten. Mest af alt til Israels premierminister Benyamin Netanyahu.

JERUSALEM (03.12.2014): ”I de seneste uger, og især i de sidste 24 timer, har ministrene Lapid og Livni indædt angrebet regeringen jeg er leder af. Jeg vil ikke tolerere mere opposition internt regeringen”, sagde Israels premierminister Benyamin Netanyahu i aftes på det pressemøde, hvor han også fortalte, at han derfor havde fyret finansminister Yair Lapid og justitsminister Tzipi Livni, som dermed trak deres partier med sig ud af regeringen.
     Derfor vil den israelske premierminister i dag opfordre parlamentet, Knesset, om at opløse sig selv, så Israel kan få et valg, og en ny regering ”kan få et klart mandat fra folket til at lede Israel”, som Netanyahu udtrykte det.
     Det mandat har samme Netanyahu sådant set allerede fået. Han har blot ikke formået at bruge det til noget konstruktivt.

JERUSALEM (05.10.2014): Sveriges ambassadør her i Israel har fået besked på at begive sig til udenrigsministeriet i Jerusalem for at stå skoleret. Den israelske regering er rasende over den nye svenske statsminister Stefan Lofvens erklæring i sin tiltrædelsestale om at Sverige vil anerkende Palæstina.
     ”Måske er det fordi den svenske statsminister er ny og uprøvet”, siger en af mine kilder i det israelske udenrigsministerium, som ikke vil citeres med navn, fordi han ikke har ministeriets godkendelse til at udtale sig. ”Men Sverige har igen placeret sig som den politiske korrektheds forsvarer. Og det er ikke noget, der hjælper på situationen”, siger han.
     Der er naturligvis et helt oplagt problem: Palæstina eksisterer ikke som en stat. Derfor anerkender Sverige noget, som ikke findes.