Israel - Jerusalem

Midt i den religiøse og frelste ødemark er her lykkeligvis også små, fredelige oaser af kultur, tolerance og gensidig åbenhed og forståelse. I en by som Jerusalem, som ofte er alt for tæt på Gud, til at det kan være sundt, bliver selv et lille værtshus som Barood med lejlighedsvis live jazz-musik en sådan civilisationens oase.

”En meningsmåling for nylig i den israelske avis Ha’aretz viste, at 85 procent af israelerne mener, at deres regering er korrupt! 85 procent!!!” Yisrael Cambell kigger ud over publikum med et ansigtsudtryk der klart viser forundring.
     ”Det er jo forfærdeligt”, siger han. ”Det betyder jo, at hele 15 procent af befolkningen er totalt ude af kontakt med virkeligheden!!!”

Musikken giver genlyd i den ellers aftentyste Gamle Bydel i Jerusalem. Det er østeuropæisk-klingende klezmer-toner, der gjalder ud i gyderne sammen med lyden af latter, lykke, glæde og dans. 
     Der er bryllup. 
     En lykkelig dag i en families liv. En ny begyndelse. Et løfte om at være sammen. En begyndelse som i sig selv er et udtryk for håb om fremtiden. 
     Men brylluppet her er også et billede på situationen, som den sørgeligt nok er. Ikke som den burde være.

I Israel finansierer staten et ultra-ortodokst skolesystem, som benægter udviklingsteorien, eksistensen af dinosaurer, at kvinder er ligeberettigede med manden og mange andre sære ting.
     Børn, som er vokset op i det ultra-ortodokse miljø, men som har forladt det som unge voksne, har trukket staten i retten, for ikke at leve op til loven, som siger, at alle israelske børn har ret til en uddannelse, der gør dem i stand til at kunne fungere i samfundet.

Når man ser bort fra den jord, den israelske stat ejer, så er de kristne kirker - først og fremmest den græsk-ortodokse kirke, men også de romersk katolske - de største jordbesiddere i Det Hellige Land - Israel/Palæstinaområdet. Overalt ejer de to kirker kæmpemæssige områder. I særdeleshed i Jerusalem sidder kirkerne på nogle af de allervigtigste jordlodder.
     Officielt er de to kirker meget kritisk overfor Israels politik og byggeaktivitet i områder på den anden side af "den grønne linje" i de besatte områder. Men når det kommer til langtidsudlejning af jorden på 99-årige kontrakter er kirken lige så forretningsorienteret som enhver anden ubarmhjertig boligspekulant.

 
Gravkirken dækker over Jesu’ grav og Golgatha, hvor korset skulle have stået. 
     ”Dækker over” er i virkeligheden en god beskrivelse. For tror man, at man kan se stedet, bliver man skuffet. Alt er dækket til, pakket ind, skrællet bort, bygget om eller kamufleret, så man overhovedet ikke kan se, hvad det en gang var.
     På den måde er Jesu’ grav forsvundet. Der skulle være tale om en klippehule, men der er intet tilbage. Klippen er hugget bort. Dermed er hulen af gode grunde også forsvundet. Sidenhen er det hele pakket ind i et ikke særlig kønt mausoleum.

Oplysningstiden var en spirituel naturkatastrofe. Åndelig gudsbespottelse, mente mange. Videnskaben fratog religionen monopolet på at forklare eksistensens mysterium. Menneskets ånd tog over fra troen og frygten for Gud. Dog ikke hos de ultra-ortodokse jøder – eller haredim, de gudfrygtige, som de kalder sig selv på hebraisk. De holdt fast i den middelalderlige levevis og overtro.
     En spadseretur igennem de ultra-ortodokses kvarter – Mea Shearim – i Jerusalem er som en tur igennem et frilandsmuseum eller et naturreservat, der har bevaret eller snarere fastfrosset en kultur, som den tog sig ud i 1700-tallets jødiske ghettoer i Østeuropa.

I den ene ende af byen er der sort-hvid fromhed og dystre miner. I den anden kulører, fri kærlighed, vild ballade, musik, trommer og løssluppenhed.
     Det er Jerusalem.
     Byen der i sandhed har det hele... og lidt til.
     I den ene ende af byen har folk så meget hovedet oppe i himlen, at deres sunde fornuft og normale dømmekraft helt fordufter. I den anden ende er man så meget nede på jorden, at grænserne mellem alt er udvisket. Den ene ende af Jerusalem er den andens negation.
     Jerusalem er byen, der mangler den gyldne middelvej. Det ordinære eksisterer ikke. Byen er en centrifuge. Alt bliver slynget ud i ekstremitet. Selv fornuftige synspunkter trives her kun i en yderligtgående udgave.
     Men af alle de synder, man kan begå, synes den kulørte kærlighed at være den mest tiltrækkende. Et eller andet sted synes den også tættere på bibelens budskab end de fromme, fanatiske, skinhellige typer, der synes at mene, at de alene er blevet indviet i Guds ønsker, planer og viisdom.

”Må dit navn blive udslettet og tilintetgjort…”, siger en ung ultra-ortodoks mand til mig, da han passerer mig. Jeg er ved at fotografere en de ultra-religiøses voldelige sammenstød med politiet. Disse menneskers sort-hvide fromhed har sine rødder langt inden Oplysningstiden - præcist som andre religiøse fundamentalister.
At de lever i en anden verden, er deres eget valg. Problemet opstår, når de forsøger at påtvinge andre deres eget livs- og verdenssyn.
Som om der ikke var tilstrækkeligt med seriøse og alvorlige problemer at slås over i Mellemøsten, så strammer disse uroligheder fra åbningen af... en parkeringsplads!!!
Man ville garanteret ikke tro det, hvis man ikke havde boet et par årtier i denne her skøre by kaldet Jerusalem.

Da jeg var barn, var der et sted i Jylland et Hjerl Hede, hvor man kunne komme og se, hvordan der havde set ud i Danmark i fortiden. Lokale var klædt ud i gamle folkedragter med halm i træskoene. Jeg ved ikke, om det stadigvæk eksisterer. Men hvert år ved Langfredag vandrer de kristne med korset ad samme vej, som de mener, Jesus vandrede. En gruppe amerikanske pilgrimme gør det i gamle judæiske "folkedragter", kunne man sige, om end de romerske soldaters brynjer er lavet af plastik og ser ud som om de er fra Toys R Us, gennemspiller "dramaet" fra evangelierne.
     Det er altid lidt sjovt at følge med i. Endnu mere komisk er det, fordi amerikanerne selv ikke har bare skyggen af selvironi. De tager deres korsfæstelse utrolig seriøst. Og nu, hvor deres hovedperson efterhånden er blevet FOR overvægtig til at hænge fast på korset, er de næsten ved at trumfe "Life of Brian".
     Men de ser fortsat ikke selv morskaben i det.