Lande i Mellemøsten - Libyen

ISTANBUL (23.06.2017): Den skæve minaret knejser ikke længere over Mosul’s gamle bydel. 
     Al-Nuri-moskeens minaret har, lige siden den blev bygget, hældet slemt til siden. Som den arabiske verdens svar på Det Skæve Tårn i Pisa. Men det var ikke konstruktionsfejlen, der til syvende og sidst fik den gamle minaret til at styrte sammen. Det var Islamisk Stats dynamit. Som så meget andet smukt, civiliseret og historisk i den her del af verden, så bukkede minareten i Mosul også under for Islamisk Stats barbari.
     Det var i Stormoskeen al-Nuri i Mosul’s gamle bydel Abu Bakr al-Baghdadi i juli 2014 udråbte sit såkaldte kalifat. Nu siger Iraks premierminister Haider al-Abadi, at Islamisk Stats ødelæggelse af den selvsamme 800 år gamle moske med dynamit er terrororganisationens indrømmelse af sit nederlag. 
     Det synes nu ikke at være en helt korrekt aflæsning af situationen.
Som udenlandsk journalist bliver behandlet som ærede, værdsatte gæster i Libyen. Sådan har det været under hele borgerkrigen… i hvert fald når man befinder sig ovre på oprørernes side af fronten. Mine kolleger, der har besøgt Tripoli, mens Muammar Gadaffi stadigvæk var ved magten – har haft den modsatte oplevelse. Nogle af dem blev endog en overgang taget som gidsler af regimet. 
     Når man bliver behandlet så godt, som jeg er blevet af de libyske oprørere, skal man passe på, at ens kritiske sans ikke bliver påvirket. Det er ment at holde af oprørerne og føle sympati for deres kamp imod tyranniet. Men hvem er de, og hvilket styre vil komme efter Gadaffi-æraen?
Når man har to bevæbnede oprørere på forsædet og kører i en pickup-truck med maskinkanon på ladet og det nye grøn-sort-røde libyske flag på motorhjælmen, er det ikke noget problem at komme frem. Problemet er Gaddafi-loyale snigskytter, som vi hele tiden kan høre. Et enkelt højt, skarpt smæld, der ekkoer imellem husmurerne, og umiddelbart derefter, hvis der er oprørere i nærheden, en sand lavine af hektisk, kaotisk skydning i den modsatte retning.
     Køreturen igennem den libyske hovedstad går fra slagmark til slagmark og fra check point til check point. Alle bemandet med unge mennesker med geværer og automatvåben.
Vi er slet ikke til nogen nytte. Skuffelsen i hans ansigt, da han ser os, udtrykker det klart. Vi har ingen våben, så vi kan ikke bruges til noget. Vi er bare journalister. 
     Den unge mand med den røde baret på hovedet, skægstubbe og partisantørklædet om halsen kunne godt ligne en nutidig udgave af Che Guevarra. Han håbede, at vi var  bevæbnede oprørere. Det er det, han har brug for.
     ”Hvorfor?”
     ”He is down there” – ”Han er dernede”, siger han og peger ned mod et lille hjdedrag et par kilometer længere fremme, hvor vejen slår et sving. 
     ”Han? Hvem?” 
     ”Gaddafi,” svarer han.
Intet fungerer… og det er i virkeligheden ikke rigtigt… ganske meget fungerer faktisk, men slet ikke på den ordinære facon. Krigen har ændret alt. Mobiltelefonnettet er lige kommet op at køre igen her i Benghazi, og det er gratis. Ingen ved, hvem man skal betale til. Man kan dog ikke ringe internationalt – kun lokalt.
     Vi er inde i byen for at købe en lokal mobiltelefon. Det er heller ikke helt legalt. Vi må købe både den og SIM-kortet på den sorte børs. Men det virker. 200 US$ og vi kan kommunikerer på telefon med de lokale.
Oprørerne i Misurata-området har været belejret af regeringsstyrkerne i månedsvis, da jeg ankommer, og de er konstant under bombardement af Muammar Gaddafis tunge artilleri og Grad-raketter. Alligevel synes de underligt opstemte og sejrssikre.
     I de seneste måneder har oprørerne i Misurata kæmpet en indædt kamp for ikke at blive løbet over ende af regeringsstyrkerne, som både i udrustning og træning er dem langt overlegne. Oprørsstyrkernes eneste fordel – måske i virkeligheden deres hemmelige våben – er deres motivation og visheden om, at deres alternativer er til at overskue. Enten vinder de, eller så dør de. Ingen tror, at de har en chance for at overleve, hvis de bliver taget til fange eller kapitulerer.
Vi kører forsigtigt nu, for et eller andet sted derude foran os ligger frontlinjen. Den flytter sig frem og tilbage, og vi ønsker ikke blive fanget på den forkerte side. Det sidste sted, vi kørte igennem var Brega, som oprørerne erobrede i går. Eller mere korrekt: Igen erobrede i går. Det næste sted er Ras Lanuf, som oprørerne også har været i besiddelse af tidligere men igen mistet. Nu angriber de igen, hører vi, og vi vil være med helt fremme.
De sorte røgsøjler er tegnet på en fuldtræffer. En olietank, en del af raffinaderiet, en tankbil eller måske selve olieterminalen. Noget er ramt og brænder. De bomber, der rammer betonbygninger eller det golde ørkensand, sender blot en lys røgsky op, og den forsvinder næsten med det samme. Sådan noget lærer man hurtigt ude på slagmarken.
     På et tidspunkt tæller vi flere end 10 fuldtræffere i hurtig rækkefølge. Oliefaciliteterne går op i røg.
Den 26-årige tunesiske grønthandler Mohammed Bouazizi brændte i december 2010 sig selv ihjel.
     ”Han ønskede egentlig kun at kunne drive sin lille forretning, en lille bod med frugt og grønt, så han kunne tjene til dagen og vejen. Det var det hele. Men det fik han ikke lov til, og så var der noget, der slog klik for ham”, fortæller Jamal Hajlawi, en politisk aktivist jeg møder i Tunis.
JERUSALEM (24.09.2012): Selv mener de, at de repræsenterer den oprindelige, ubesmittede islam – præcist som profeten Muhammed selv levede, og, ifølge dem, ville ønske at vi alle levede den dag i dag. Selvom der er meget, der gør dem specielle, så er denne arrogance noget de har til fælles med andre religioners yderligtgående fundamentalister. De er overbeviste om, at de alene har forstået guds tanker, ønsker og drømme, og at alle andre er totalt galt afmarcheret. At kun de har fattet eksistensens dybere mysterier. Fælles for deres ekstremistfæller i andre religioner er også, at de mener, at alt var bedre en gang for meget, meget lang tid siden, og at alt fremmed per definition er en trussel.
Sider : 1 2 3
næste