Mellemøsten generelt - Mellemøstlig kultur & samfund

Man skulle tro, at de med bankende hjerter og tilbageholdt åndedræt betragtede nogle eksotiske, farlige rovdyr bag tremmer i en zoologisk have. Men det, der tiltrækker sig morgenens største opløb på Avenue de Bourguiba, er Al Kitab-boghandleren. Og det, der respektfuldt iagttages i sikker afstand på den anden side af butiksruden, er... forbudte bøger
     Eller forbudte indtil nu i hvert fald.
     Boghandleren har altid haft bøgerne, bliver jeg fortalt, men de har været gemt væk på lageret. Ikke stående frit fremme.
”Frihed! Demokrati! Ned med diktaturet”, råber de rundt om i gaderne, så det giver ekko imellem husmurene. Det er en fantastisk oplevelse at overvære. Kravet om demokratiet og frihed bare bobler op nedefra med en kraft og styrke, som overtrykket der brager ud, når man tager proppen af en champagneflaske.
Stemningen er marineret i vrede. Spændingerne er til at tage og føle på. Demonstranterne kommer fra den ene side. Slagordene gjalder. Politiet spærre vejen. På fortovet sidder gæsterne på caféerne som tilskuere til verdenshistorien.
Når alt andet svigter – politikere, myndigheder og fremtiden, og det gør de tit – så vender mange arabere sig til det, der aldrig flytter sig: Til traditionen, til religionen og til drømmen om kalifatet. Dengang alt var, som det burde være… eller det er i hvert fald, som den populære, rosenrøde, alment accepterede religiøse historieskrivning udlægger det.
Egypten er den arabiske verdens bankende hjerte. Det mest folkerige land i regionen, og en kulturel og politisk supermagt i den arabisktalende del af verden. 
     I modsætning til de nye, hovedrige, arabiske olie-sheikhdømmer langs Den persiske Golf, hvis nationale historie blot begyndte i 1960’erne, så er Egypten et oldtidigt rige med rødder, der strækker sig mere end fem tusinde år tilbage i historien. Men Egypten er et prægtigt rige, der også begyndte at gå i forfald i oldtiden, og landet falder fortsat fra hinanden.
Den 26-årige tunesiske grønthandler Mohammed Bouazizi brændte i december 2010 sig selv ihjel.
     ”Han ønskede egentlig kun at kunne drive sin lille forretning, en lille bod med frugt og grønt, så han kunne tjene til dagen og vejen. Det var det hele. Men det fik han ikke lov til, og så var der noget, der slog klik for ham”, fortæller Jamal Hajlawi, en politisk aktivist jeg møder i Tunis.
JORDANDALEN (06.01.2014): Jeg ved ikke, om nyheden om reformationen og bruddet med den katolske kirke ikke er nået frem til Mellemøsten, men det er i hvert fald en noget mere kulørt forestilling når protestanterne i den her del af verden fester, end det man er vant til fra Danmark. Der er farver, prægtige skrud, pavelignende ornater og biskopstave. Kåber, kapper og messehagler. Det hele er ganske imponerende.
     Nogle af de nordeuropæiske protestantiske præster var dog noget mere simpelt og næsten spartansk klædt på. Men her var der protestantiske præster fra hele verden. En afrikansk biskop, jeg tror, han var fra Ghana, kunne udkonkurrere alt, hvad den romersk katolske kirke, vil kunne mønstre. Han var exceptionel flot.
JERUSALEM (25.10.2013):  ”Zionisterne kontrollerer USA! Jøderne dirigerer verden! Jøderne sidder på Hollywood…” 
     Oy, hvor ofte skal man dog høre det? Er det ikke for længst overstået? Men nej! Jeg ved ikke, hvor tit jeg har hørt noget i den stil rundt om i den arabiske verden og i særdeleshed i Egypten. 
     Jeg ved godt, at når jeg nu skriver det igen, så vil jeg få på nakken af den sædvanlige flok, som aldrig nogensinde har hørt noget som helst i den retning nogensinde, selvom de ellers har rejst eller boet i Egypten i masser af år.
     Jeg har ellers altid holdt meget af den egyptiske forfatter Alaa Al-Aswany, som jeg har mødt flere gange. I sin nu verdensberømte bog ”Yacoubians Hus” spidder han det egyptiske samfund, vrider og punkterer alle landets tabuer og hænger alt det beskidte vasketøj offentligt til tørre. Samtidig var han en af de meget få, der ret præcist forudså det oprør, vi stadigvæk lidt forfejlet kalder Det arabiske Forår.
KAIRO: (24.04.2013): ”Hørte jeg rigtigt? Var det virkelig det, han sagde? Kaldte han det Yom Kippurkrigen?”
     Spørgsmålet rasler rundt inde i mit hoved.
     Vi er lige ankommet til den internationalt anerkendte egyptiske kunstner Khaled Hafez’ imponerende studio og atelier i en forstad i Kairos nordøstlige udkant. I indgangen hænger en samling store fotografier af hans familie. Far, mor, bedsteforældre… og da Khales Hafez fortæller om faderen, som er portrætteret i en egyptisk militæruniform, både på et portræt og på et andet foto sammen med sine soldaterkammerater, fortæller han, at faderen kæmpede ved Suez-kanalen under Yom Kippurkrigen i 1973.
KAIRO (23.04.2013): Psssssiiiit! Psssssiiiit! Psssssiiiit! I en smal psssssiiiit’ende stråle sender spraydåsen sine forstøvede farvedråber over på den grå betonvæg, som langsomt bliver mere og mere kulørt. Den unge egypter har noget på hjertet. Budskabet skal op på væggen. Længere nede ad Mohammed Mahmoud-gaden lyder der råb, skrig og skud. Ind imellem bliver sårede bragt forbi graffitimaleren, men han kigger end ikke op længere. Dramaet er allerede sørgeligt hverdagsagtigt. Tåregastågerne er så tykke, at de endog  får øjnene til at løbe i vand hernede flere hundrede meter borte.
     Da jeg mødte den unge mand med spraydåsen, var han en protesterende demonstrant, men i mellemtiden kan det være, at han er gået hen og er blevet kunstner. Revolutionær kunstner, endog.
Sider : 1 2 3
 forrige     næste