Mellemøsten generelt - Mellemøstlig kultur & samfund

KAIRO (22.04.2013): D-Caf her i Kairo er ikke dekaffineret kaffe - noget pjask med farve og duft, men uden koffein. Det har slet ikke noget med kaffe at gøre, men er tværtimod navnet på Kairos Downtown Contempory Arts Festival, som netop er overstået. Efter at de daglige gadekampe i området omkring Tahrirpladsen ophørte, har unge egyptiske kunstnere ført revolutionen videre. De indtaget gaderne i det centrale Kairo, og fortsætter herfra opbruddet på deres egen facon.
     Den britiske avis The Guardian skriver, at mange egyptiske kunstnere føler, at de i øjeblikket befinder sig i en overgangsfase, men at de frygter, at nye restriktioner venter omkring det næste gadehjørne.
     Den egyptiske revolution er hverken overstået - langtfra, eller en fiasko - selvom det ofte godt kunne se sådan ud. Den fortsætter, men har blot ændret udseende og scene. Den har blot ændret karakter. Nu er det kunstnerne, der kæmper.
KAIRO (20.04.2013): Der er afgang hele tiden. Overfarten tager fem minutter, og koster næsten en hel krone. Selvom vi stadigvæk er lige midt i Kairo, så skal vi med den håndtrukne færge over en lille kanal, for at komme ud at besøge den egyptiske kunstner Mohamed Abla. Han har søgt tilflugt ude på den lille ø Korsaya. Med den støjende metropol i det mindste en lille smule på afstand og omgivet af grønne marker, med naboer som er bønder med et endnu mere sindigt og roligt tilbagelænet arbejdstempo end ovre i storbyen, får han den arbejdsro, han har behov for.
     Men, når man, som jeg gør i disse dage, besøger et udvalg af de bedste af disse egyptiske kunstnere, så får man også på fornemmelsen, at de ikke bare, som i Mohamed Ablas tilfælde bor på en ø for at få arbejdsro, men at de alle sammen, i hvert fald de af dem, der har en kritisk tilgang til tingene, gør det, fordi det egyptiske samfund ikke ønsker deres bidrag, og ikke formår at værdsætte det, kunstnerne har at byde på. Og var det ikke fordi kunstnerne loyalt hjælper hinanden, så ville de ikke hver især bare bo på en lille ø hver for sig, det ville være tvunget ud på en mental øde ø.
KAIRO (17.04.2013): Når man Googler ordene ”Egypten” og ”kunst og kultur”, så er langt det meste af det, der dukker op på computeren, egyptiske kunst- og kulturprodukter, der har mellem 3-5.000 år på bagen. Kunst der blev sat i gang og sponsoreret af oldtidens faraoniske herskere.
     Nutidens egyptiske magthavere besidder slet ikke det talent. Google afslører også, at det egyptiske Kulturministerium fra tid til anden er vært ved en konference, hvor der tales om kunst og kultur. Men faktisk at sætte nogle rammer for landets kulturpolitik, endsige skabe nogle kreative, frugtbare rammer for landets mest kreative sjæle, så de kan berige det samfund, de er en del af, det magter ministeriet slet ikke.
KAIRO (16.04.2013): Er der overhovedet ikke noget, der har ændret sig, som resultat af den egyptiske revolution? Det spørger man fra tid til anden sig selv om her i Kairo.
     Jeg er tilbage i den egyptiske hovedstad igen. Denne gang ikke for at rapportere… ikke til TV2 i hvert fald. Jeg gør det jo fortsat en lille smule her til min hjemmeside. Denne gang er jeg her for at deltage i et kulturseminar, og da de par indslag, jeg ellers havde planlagt at lave, pludselig ikke lod sig gøre, valgte TV2 at sende mig af sted alligevel, og i stedet betragte turen som efteruddannelse.
     Fantastisk. Dejligt. Sikke en luksus. Sikkert også på tide. Jeg har nu været ansat på TV2 i mere end 25 år, og det er min første efteruddannelse.
JERUSALEM (21.03.2013): Youssef Rakha har oplevet mindst tre grundlæggende omvæltninger i sit liv i de sidste få år. Først Den egyptiske Revolution, der væltede præsident Hosni Mubarak, så blev han gift, for til slut at blive far til datteren Kismet. Nu spørger han sig selv, hvad han skal fortælle Kismet, når hun vokser op, om det land, det samfund og den by, hun blev født i.
KAIRO (18.09.2012): ”Dumhed er en voldsomt undervurderet faktor i Mellemøsten”, sagde en tidligere dansk ambassadør til et større mellemøstligt land en gang til mig. Og hvor han havde ret.
     Tåber kan ødelægge utrolig meget. Og de gør det som regel i en eller anden større sags tjeneste. Ofte på Guds vegne. Om det er en fanatisk kristen vækkelsesprædikant i Florida, der vil brænde Koraner, eller en halvkriminel koptisk kristen, der vil lave lave talentløse propagandafilm. Eller om det er fanatiske islamister i Kairo, som tror, at de er sat i verden for at forsvare profetens ære, eller i Benghazi, hvor terrorister i slipstrømmen af profet-vreden kan sætte så megen ”lus i skindpelsen”, at USA og Vesten vil blive tvunget på kollisionskurs med de nye regimer i den arabiske verden.
JERUSALEM (18.09.2009): Her i Mellemøsten hører jeg meget sjældent om Muhammed-tegningerne længere. Jeg vil ikke påstå, at de er glemt eller at de ikke betyder noget længere, men den her region har så mange jordskælv, politisk, etisk, religiøst, folkeligt mere eller mindre konstant, at Muhammed-tegningerne efterhånden rangerer ret lavt på den lokale Richter-skala over problemer, man skal beskæftige sig med. Sådan er det dog ikke i Vesten, kunne det tyde på. Det højt respekterede Yale University Press har besluttet at bortredigere alle billeder af profeten Muhammed fra en ny bog om... Muhammed-tegningekrisen, skrevet af den dansk fødte amerikanske professor Jytte Klausen. Det er ikke bare de kontroversielle danske Muhammed-tegninger, der er blevet censureret ud af bogen. Også en samling gamle islamiske illustrationer af profeten fra middelalderlige illuminerede Koran-manuskripter er blevet bortredigeret. Der er næppe nogen tvivl om, at krisen har ført til mere selvcensur i Vesten.
JERUSALEM (01.09.2009): Jeg har tidligere for et par uger siden anbefalet Jer at besøge Mona Eltahawy's website. I får anbefalingen igen her i denne artikel af Judy Bachrach i World Affairs. Hun skriver ellers normalt for Vanity Fair. I artiklen her skriver hun om sine oplevelser som vestlig kvinde i den muslimske verden.
Sider : 1 2 3
 forrige