2 dage til åbningen:
Hulemanden, øboen og den sicilianske gæstfrihed
TRANEKÆR (06.09.2016): Det er ikke, at man føler sig hjemme på Sicilien, fordi vi har noget tilfælles med lokalbefolkningen. Langelændere er øboer, og det er sicilianerne også, derfor ligner vi hinanden.
På Sicilien taler man ganske vist en del om en mulig bro over Messina-strædet, så Sicilien kan blive landfast med det italienske fastland, men det gør dem ikke til øboer i langelandsk forstand. Ikke fordi vi allerede har en bro, men fordi vores ø er så lille, og deres så stor, at den slet ikke føles som en ø. Sicilien er på størrelse med Jylland. Mere end halv så stor som hele Danmark.
Når man kommer fra en småø, så er Sicilien et fastland.
Der hvor jeg føler en lighed imellem Langeland og Sicilien er på lokalbefolkningens venlighed, åbenhed og gæstfrihed, og det har sikkert ikke noget at gøre med, om der er vand hele vejen rundt eller ej.
Ligegyldigt hvor vi færdedes, blev vi modtaget som gode venner og værdsatte gæster.
Selv en dag, da vi kørte til en helt anden egn på øen, for at se nogle huler, som i før-kristen tid var blevet brugt til begravelser og senere til beboelse, blev vores besøg pludselig til en begivenhed.
Vi blev mødt af en af Alfios venner. En hjertelæge som var interesseret i kunst. Han kørte os til landsbyen Ferla, hvor vi blot gik ind for at få en kop kaffe og et glas vand på en lille cafe.
Her mødtes vi med en ung mand, som – viste det sig – var ekspert på området og dets historie. Han tilbød at tage med på den daglange tur, for at fortælle os om stederne. Andre sluttede sig også til. Inden vi forlod landsbyen på vej ud i naturen, var vi vokset til et helt lille ekspeditionsselskab. Alle hyggede sig, snakkede, grinede og havde det hyggeligt.
Traveturen ud i bjergene var længere end jeg troede. Og hårdere. Jeg skal heller ikke skjule, at jeg som udgangspunkt var negativ indstillet. Jeg var kommet til Sicilien for at fotografere Alfio på arbejde, ikke for at spille turist. Jeg hader at være turist. Men jeg blev nødt til at opgive min modstand. Ikke bare var alle så grænseløst venlige, at man måtte overgive sig, men naturen var også så overdådig, at min negativisme fordampede helt af sig selv.
Målet var besværet værd. En hel samling af begravelseshuler. En hel dødeby – hugget ud i klippesiderne. Det hele placeret i et smukt område, som kunne være et naturreservat. Pantalica Necropolis hedder det. De allertidligste kristne i området havde brugt det til beboelse i den
Det eneste, vores værter ikke kunne forstå var, at destinationen – Gravhulerne, for Alfio og mig ikke var målet. Udover at det var dér traveturen gik til. For os var selve turen ligeså spændende. Jeg fotograferede. Alfio kravlede rundt og samlede sten, kviste, byzantinske potteskår og planterester. Vi blev hele tiden tabt af selskabet, fordi vi haltede så langt bagefter.
Hjemme i bungalowen gennemgik Alfio det faste
Grene, kviste, græsser og strå bliver lagt ud på bordet i små nette bunker. Så bliver der stramt bundet små buketter af græsserne, som bliver skåret til, så den ene ende kan gøre det ud for en malerpensel eller en malerkost. Kvistene bliver trimmet og snittet, så de gør det ud for penne. Så kommer der små plastikposer frem. De indeholder jord, sand og grus fra turen ordnet efter lokalitet og farver. De bliver blandet i malingen og blækket.
Først nu kommer papiret frem.
Et kæmpe ark.
Det bliver lagt til rette på arbejdsbordet ude under
Alfio retter sig op. Trækker vejret dybt. Kigger nærmest op imod himlen. Trækker sig ind i sig selv. Det ligner næsten en religiøs ceremoni… og så går han i gang.
Alfio maler koncentreret. Jeg fotograferer. Ingen siger noget. Vi går bare stille rundt om hinanden. Tavse og koncentrerede. Et billede fra vores netop overståede udflugt bliver til. Jeg fotograferer processen. Vi taler ikke sammen i flere timer, men det er som om vi har kommunikeret hele tiden.
Efter en vel overstået, intensiv dag pakket med oplevelser og hårdt arbejde, slapper vi af med en god, lokal rødvin mens solen går ned og lyset, vi skal bruge for at kunne arbejde, langsomt forsvinder.
Efter timers verbalt cølibat – på dansk: tavshed – og under indflydelse af den gode vin, kommer der i
Det er nogle af de oplevelser, omsat til maleri og fotografi, som Alfio Bonanno og jeg viser i Alfios galleri i Rudkøbing fra på torsdag.
Jeg skriver flere små baggrundshistorier om arbejdet med udstillingen i de næste par dage op til åbningen. Vil du læse næste historie, kan du klikke her.
Gårsdagens historie kan du klikke dig tilbage til her.
”KRYDSBESTØVNING”
Foto-/kunstudstilling af Steffen Jensen og Alfio Bonanno
8. september 2016
Galleri Bonanno
Østergade 10 , 5900 Rudkøbing
+45-6251 3293
mail@alfiobonanno.dk
FLERE BILLEDER FRA VORES UDFLUGT PÅ SICILIEN
Tilføj kommentar
