Helvedets forgård i sort-hvidt

ODENSE (22.01.2017): Wooomppp!!! Buuum!!!
 
Man mærker det mere i indvoldene, end man egentlig hører braget med ørene. Drønet er så øredøvende, at trommehinderne giver op. Trykbølgen derimod rammer som et slag i mellemgulvet, så luften bliver slået ud af lungerne. Granaten rammer højen lige overfor. Eksplosionen får jorden til at sitre som et mindre jordskælv, så al støvet over et større område som på kommando letter en halv snes centimeter fra jorden, så det ser ud som om en sky har lagt sig på jordoverfladen. 
 
Rundt om ligger soldater og dækker sig for de flyvende granatfragmenter. Nogen af dem holder med begge hænder hjælmen fast på hovedet. Hellere miste en hånd end få et stykke metal igennem hjernen.

Det er det, fotografiet kan. Fastfryse et brøkdel af et sekund, så man kan dvæle ved det, studere det, endevende det og se det fra alle sider. Selv et øjeblik fra et artilleribombardement under Vietnamkrigen. Beskrivelsen her er bare af et enkelt af de mange af pressefotografiets allerbedste billeder fra frontlinjen, som i øjeblikket kan opleves på BRANDTS 13 i Odense. Krigsfotografernes fastfrysning af dramatiske øjeblikke fra krigens grufulde hverdag. ”I Krig og Fred” hedder udstilling om krigsfotografiets historie fra Den første Verdenskrig og næsten frem til i dag.
 
Vi kender alle sammen de stærke billeder. De er blevet ikoniske. En del af vores allesammens fælles bevidsthed. Milepæle i vores fælles historie.
 
De er her også. Ikonerne.
 
For eksempel Eddie Adams’ berømte fotografi fra februar 1968 i Vietnam hvor den sydvietnamesiske politichef Nguyen Ngoc Loan i Saigon under Tet-offensiven henretter en tilfangetagen, bagbunden, civilklædt Viet Cong-soldat, som ved, hvad der kommer, og kniber øjnene sammen i forventning om det brag, der om et øjeblik vil blæse hjernen ud af hovedet på ham og gøre en ende på hans liv.

Nick Ut’s billede ”The Napalm Girl” fra 1972 også fra Vietnamkrigen, som viser en gruppe skrigende, rædselsslagende, forbrændte børn, der flygter fra den sydvietnamesiske landsby Trang Bang, der lige er blevet ramt af et napalm-angreb. Et af børnene er en grædende, nøgen pige, som holder sine smertende, forbrændte arme ud fra kroppen, mens hun løber frem mod kameraet.
 
Et andet ikonisk krigsfotografi, som vi også allesammen kender, og som også er at finde på udstillingen i Odense, er AP-fotografen Joe Rosenthals billedet af den lille gruppe US Marines, der i februar 1945 ved fælles hjælp på en mudret bakketop rejser det amerikanske flag over øen Iwo Jima umiddelbart efter at have erobret Stillehavsøen fra japanerne.
 
Vi ved nu, at det berømte billede ikke viser den første rejsning af det amerikanske flag over Iwo Jima. Det billede blev taget af en af de væbnede styrkers egne fotografer, og er langt mindre heroisk. Rosenthals billede er taget senere og menes til en vis grad at være iscenesat. Ikke desto mindre er billedet rykket ind i historien som billedet, der nærmest repræsenterer sejren over Japan i Stillehavet, og det har også været forlæg for kæmpestatuen på US Marine War Memorial i Arlington, Virginia lige udenfor Washington D.C.
 
Disse fotografier og mange andre har brændt sig ind i vores bevidsthed. 

Ikke mange andre genre indenfor fotografiet, har leveret så mange ikoniske fotografier, som står mejslet i erindringen hos næsten alle i denne verden, som krigsfotografiet har.
 
Hvor forfærdelige krige end er, så har de – om vi kan lide det eller ej - været en af vore mest konstante følgesvende i hele menneskehedens historie. Selvom vi forbander krig, død og ødelæggelse, og beder for tryghed, fred og fremgang, så synes vi ude af stand til at lægge krigens tragedier bag os. Krigen er en slags historiens skiftespor, hvor historiens gang pludselig og uventet ændrer kurs og fortsætter i en helt ny retning.
 
Derfor – og fordi udfaldet kan være så afgørende for, hvad der sker med os selv og dem vi holder af, er krigen altid blevet rapporteret, beskrevet og fotograferet.
 
I de sidste halvandet hundrede år, fra Krimkrigen og den amerikanske borgerkrig og frem til i dag, er krigene også blevet dækket af særlige krigskorrespondenter og –fotografer. Og fotografernes billeder, mere end korrespondenternes tekster, står klart i manges erindringer om nogle af de mest dramatiske begivenheder, der blev afgørende for historien og deres egne livs videre forløb.
 
Derfor er krigsfotografiet så vigtig – og så anderledes.

Udstillingen ”I Krig og Fred” på BRANDTS 13 er blevet til i samarbejde med fotografen Jan Grarup, der formentlig mere end nogen anden i Danmark, er blevet synonym med krigsfotografiet. Af gode grunde. Han er en af verdens allerbedste.
 
Det er en fornøjelse at se, hvad BRANDTS får ud af den store pengegave de modtog fra Nordeafonden for at satse lidt mere på fotografiet. 
 
Blandt andet den store retrospektive udstilling ”Back into the Darkness” om Jan Grarup, som kørte i efteråret 2016 frem til nytår, hvor den er blevet afløst af ”I Krig og Fred”. ”Back into the Darkness” var en ekstraordinær stærk oplevelse. Helt anderledes end den slags kunstfotografi, der normalt er den eneste type fotografi, der når frem til museers og galleriers vægge, og hvor jeg ofte må klø mig selv i nakken og undrende spørge, om det er mine briller, der er noget galt med, og hvad pokker det er, de vil mig - fotograferne og kuratorerne?

Sådan er det ikke her.
 
Som med ”Back into the Darkness” bliver vi i ”I Krig og Fred” præsenteret for fotografi, der virkelig vil noget. Vil noget, der giver mening. Det er fotos, som fortæller en væsentlig historie. Noget der faktisk betyder noget. Etik i æstetik. Et visuelt skrig fra helvedets forgård. Et helvede vi selv har skabt. Og som vi af uforklarlige årsager konstant falder tilbage i. Det er fotografi med et budskab. Anti-krigspropaganda fra fronten.
 
Vi bliver præsenteret for en række af de klassiske, ikoniske fotografier indenfor krigsfotografiet. Men langt færre end jeg havde ventet. Det er der, fik jeg at vide, en økonomisk grund til. Det ville have kostet en formue, hvis hele udstillingen skulle bestå at de billeder, der har brændt sig ind i vores erindring, og som vi alle kender fra aviser, magasiner og fotobøger. Men når det nu er sådan, så må jeg indrømme, at det faktisk er langt bedre på den her måde.
 
Jeg har set alle de ikoniske fotos. Mange gange endda.
 
Lige pludselig bliver jeg præsenteret for andre fotos af de samme store fotografer, men et par skud tidligere eller senere på negativstrimmelen, end de billeder, der er blevet verdenskendte. Det er faktisk også fantastisk interessant. 
 
Der er også fotografer, jeg aldrig havde hørt om før. 
 
For eksempel den kun 16 år gamle tyske soldat Walter Kleinfeldt der i 1916 under Den første Verdenskrig kæmpede i skyttegravene ved Somme i Frankrig. Med sit lille fotografiapparat fastfrøs en lang række helt ubeskrivelig stærke og skræmmende fotografier af forbavsende høj kvalitet.

En række billeder er af Walters soldaterkammerater i skyttegravene. Der er billeder af sårede. Men det billede, der gjorde størst indtryk på mig synes at være taget efter kampene. Vi ser bare en pløret, tom slagmark. Nøgne, afbrændte træer der står som sorte silhuetter mod den lyse himmel. I forgrunden et lig, som er ude af fokus. I baggrunden skimtes igennem tågerne et sønderskudt hus. Midt på slagmarken hænger en lidende Kristusfigur på et kæmpemæssigt krucifiks. 
 
Jeg ved ikke, om billedet viser situationen ved Somme-fronten efter kampene er overstået, men sådan ser jeg det. Jeg ved ikke, om kanonerne tier, og der nu er en øredøvende stilhed, men det er det, jeg hører. Der er tomt, stille, vanviddet er overstået. Tilbage er krigens resultat: En sønderbombet, gold ødemark med en figur af en Frelser, begge parter tilbad, og hvis budskab var, at man skal elske sin næste.
 
Efter krigen åbnede Walter Kleinfeldt en fotoforretning i Tübingen, hvor han arbejdede indtil sin død i 1945. Først for få år siden fandt Walters søn Volkmar sine fars billeder. 

Havde BRANDTS svømmet i penge, og havde folkene bag udstillingen besluttet, ”kun” at præsentere mig for de virkelig kendte fotografier, så ville jeg aldrig have fået mulighed for at opdage Walter Kleinfeldt. Eller for den sags skyld mange andre fotos, som jeg, heller ikke havde set før.
 
Jeg følger rimelig godt med. Læser mange bøger om fotografi. Ser mange udstillinger. Er ganske velorienteret. Alligevel er flertallet af fotografierne på udstillingen nye for mig. 
 
Jeg kender mange af fotograferne, men mange af deres udstillede billeder, ser jeg før første gang. Nogle gange kan jeg kende stedet eller begivenheden, men billedet er fra en anden vinkel, eller taget på et andet tidspunkt end det, jeg kender. Det er langt mere interessant end jeg ville have troet. Det er næsten som at have fået adgang til de kendte fotografers arkivskabe, og sidde og bladre rundt i deres gamle negativer fra nogle af verdenshistoriens største og mest dramatiske begivenheder.
 
Jeg er – som det sikkert fremgår af ovenstående – ret begejstret for udstillingen ”I Krig og Fred”. 

Udvalget er godt. Variationen stor. Blandingen af kendte ikoner og ukendte, men interessante gamle ”nyheder” fra arkiverne er fine. Og selvom jeg inden udstillingen ville have forsvoret det modsatte, så er det de ”nye”, ukendte fotos, der har sat mest i gang indeni mig. Ikke fordi ikonerne ikke er fantastiske. Men ganske enkelt fordi jeg ikke kendte de andre.
 
Jeg havde så også oveni købet det privilegium, at vi – min søn og jeg – på åbningsaftenen have Jan Grarup som fortæller og rundviser på vores første tur igennem udstillingen. Dernæst gik vi selv rundt, men snart var der så mange mennesker, at det blev svært at koncentrere sig. Så, som det så ofte er tilfældet, må jeg komme tilbage endnu et par gange. Se udstillingen igen i mit eget tempo. Koncentrere mig om noget, og skippe noget andet. Det er udstillingen helt klart værd.
 

* * *


Fotoudstillingen ”I Krig og Fred”
BRANDTS 13
Jernbanegade 13 
5000 Odense C
 
Mandag og tirsdag: Lukket
Torsdag: Kl. 12-21
Onsdag-søndag: Kl. 10-17

Udstillingen fortsætter indtil den 20. august 2017

---