Road trip til Udkanten:

Æblet fra Kundskabens Træ

FEJØ (15.11.2017): Det er helt mørkt. Så bryder lyset frem. Smukt næsten som ved Verdens Skabelse. Først som en lysende stribe langs horisonten. Så bryder det løs. Skyerne farves røde, orange og gule, mens himlen lang højere oppe er lyseblå. Det er prægtigt. Nu kan man pludselig tydeligt se både landet og havet. 
 
Dette synes virkelig som altings begyndelse. Verdens skabelse. 
 
Den gang stod og faldt det hele med, om vore forfædre spiste eller ikke spiste et æble. 
 
Et helt specielt æble. På et helt særligt træ.
 
 

Man kunne måske sige, at der bare var tale om et æble, men det var det ikke. Ikke helt i hvert fald, og det gjorde mildt sagt sagen en hel del mere kompliceret.
 
Problemet var nemlig, at æblet sad på en gren af Kundskabens Træ, og træet stod i Edens Have, hvor gartneren var ingen ringere Gud selv. Det skete for ganske lang tid siden. Faktisk helt tilbage til tiden lige efter de seks dage, hvor hele verden og de allerførste to mennesker var blevet skabt… ifølge Bibelens udgave af det i hvert fald. 
 
Jeg beklager dette religiøse tilbagefald under indflydelse af solopgangen i Smålandsfarvandet. Jeg har boet i Mellemøsten i al for mange år. Dernede begynder enhver historie i bogstaveligste forstand med ”Adam og Eva”. 
 
Gud ville af en eller anden grund ikke have, at vi blev rigtig kloge – os mennesker. Så Kundskabens Træ med sine æbler, som leverede både viden, indsigt og kundskab, blev erklæret en forbuden frugt. Guderne må vide hvorfor. Med så stramme begrænsninger på undervisningssektoren, ville Han i disse tider helt sikkert have tabt kommunalvalget.
 
Eva vidste godt, at vejen frem var viden og kundskab, så hun sendte Adam i byen med besked om at komme tilbage med et af disse vidunderlige æbler.
 
Adam var godt klar over, at det var forbudt. Men når valget stod imellem at blive uvenner med enten Gud eller Eva, så var det Gud, der trak det korteste strå.
 
 

Da Gud indså, at han havde mistet valgets to afgørende – og eneste – stemmer, sagde han ikke bare, som politikere i dag gør, når de taber, at de ”…havde været for dårlige til at forklare deres politik”. Nej, han blev så vred, at han sparkede verdens to eneste mennesker ud af verdens eneste have. Ud i ødemarken.
 
Fra da af har vi måttet slide i vores ansigts sved, for at få mad på bordet. 
 
Men det begyndte alt sammen med et æble. Et helt fantastisk æble, skal man lige have med.
 
Jeg våbner op af drømmene. Lægger Bibelhistorien fra mig. Færgen er ved at lægge til. Jeg er på vej over til Æblernes Ø. Næsten også til en Edens Have i sig selv. Det siger i hvert fald alle, der har været der. 
 
Og deres æbler!!!
 
Ja, det kan slet ikke forklares. De skal smages. Uanset at det en gang var forbudt i ”en vis persons” have.
 
Jeg ruller ombord på færgen over til Fejø – Æblernes Ø. Et lille paradis på jord lige nord for Lolland.
 
Lolland-Falster anses allerede for at være et ”udkantsområde”. Hvis det er sandt, så må Fejø nærmest være udkanternes udkant. Man får på fornemmelsen at det tilsyneladende er så langt væk fra noget andet, som så åbenbart må anses for at være centrum, at det næsten er synd for de sølle mennesker, der må udholde at bo derude.
 
At Danmark overhovedet kan påstå at have en ”udkant”, anser mine venner rundt om i verden som et udtryk for dansk storhedsvanvid.
 
”Danmark er da slet ikke stor nok til at have en udkant”, siger en af mine venner i Istanbul. 
 
Hun inviterede mig en gang hjem til sin familie, og jeg fik jeg at vide, at det var en kort lille tur.
 
”De bor lige i udkanten af Konya”, forklarede hun, hvorefter vi først fløj til Konya i det centrale Anatolien. Det er jo ingen sag. Derefter kørte vi halvandet hundrede kilometer (!?!) for bare at komme ud til området, landsbyen ligger i. 
 
Det kan man måske kalde udkant.
 
 

I Danmark derimod synes det at bevæge sig, nærmest at føre til traumatiske oplevelser. Man skal næsten have psykologisk krisehjælp, hvis ens arbejdsplads tvinger en længere ud end Hovedstadens Trafikselskabs sidste takstzone.
 
Det er ude i denne farlige ”udkant”, jeg har tilbragt de seneste uger, for at lære den del af Danmark at kende, som tilsyneladende er blevet opgivet, fordi det ligger for langt væk fra den nærmeste døgnåbne Seven11.
 
Det er sådant et sted, langt ude på ”udkanten”, denne beretning sendes hjem fra.
 
Fra Fejø!
 
Jeg ankommer tidligt om morgenen. Lige efter solopgang. Men de første Fejøboere er allerede oppe. Ved færgen er der en kø af biler, der skal over på ”fastlandet”. I citationstegn fordi ”fastlandet” Lolland jo også er en ø.
 
Det første man bemærker er, at alle hilser.
 
I begyndelsen tror jeg, at det er en fejl. At jeg eller min bil blot ligner en eller anden lokal, som alle kender. Men sådan er det ikke. Folk her hilser faktisk på hinanden. Hele tiden. 
 
Jeg passerer en par mænd, der står og diskuterer et hul i væggen på et bindingsværksværkshus. Da jeg nærmer mig, vender de begge to, næsten som på kommando, rundt og vinker til mig. Jeg vinker straks tilbage, og føler mig med det samme hjemme.
 
Hold da helt op, hvor er de søde og rare herovre. 
 
Herefter vinker jeg til højre og venstre til alt og alle.
 
 

Jeg er kommet herover dagen inden Æblets Dag.
 
Ikke det æble! Ikke fejringen af det æble, der fik os smidt ud af Paradis. Men fejringen af Fejø’s stolthed: Øens frugt- og æbleproduktion.
 
”Du har ikke smagt et godt æble, så længe du ikke har smagt et æble fra Fejø”, sagde en af mine venner. Man tror det ikke, men han havde ret. Det er en helt speciel oplevelse.
 
Det er dog letsindigt at komme til Fejø dagen inden Æblets Dag, og forvente at han kan finde overnatning til dagen efter. ”Der var ikke plads på herberget”, for at blive i den bibelske terminologi. Alt var optaget. Kroen, alle B&B’s, og dem er der er en del af, jeg forsøgte endog at leje et sommerhus, men selv de var alle sammen fuldt bookede.
 
Så slog en af mine lokale venner det op på Fejø’s interne internetside, at min kameramand og jeg manglede et sted at overnatte. I løbet af et par timer var det ordnet. Frank fra København, som bor herovre en del af tiden, tog os ind, selvom han havde hele sin egen familie på besøg. Og han ville ikke høre tale om at tage imod betaling.
 
Velkommen til Fejø!
 
Det kan godt være, at det ikke er Edens Have, men det er tæt på. Folk hilser på hinanden. De er venlige. Alle er utrolig hjælpsomme. Og de er ubegribeligt gæstfrie.
 
 

Fejø har et bedre og mildere klima end mange andre steder i landet, får jeg at vide. Derfor er øen berømt for sin frugt. Især sine æbler. Denne oase af skønhed har nogle af de bedste æbler, man kan forestille sig. Tonsvis af lækre, knasende, sprøde, saftige æbler bliver høstet og transporteret afsted i lastvognstog efter lastvognstog. Tusindvis af liter most bliver presset og cider produceret.
 
På Æblets Dag er alle – øboere og tusindvis af turister – samlet i Dybvig Havn, som er spækket med boder og smagsprøver. Her kan man på én gang møde alle, der på nogen måde har noget at gøre med øen. Det udnytter jeg til at forsøge at finde ud af, hvad det er, ”udkantsområderne”, landdistrikterne eller en ø som Fejø har brug for?
 
Er det højere bloktilskud fra Staten? Nej. Det er slet ikke det, det handler om, siger mange, jeg taler med. ”Udkanten” kan godt selv. Folk herude har blot brug for, at der ikke bliver lagt dem forhindringer i vejen.
 
Ann-Mai Hansen, der sidder i Fejø-bestyrelsen og selv er ung tilflytter, siger:
 
”Fejø har brug for sådan nogen som os”, og så griner hun stort. Det hun mener er unge mennesker og familier med børn, som hende selv.
 
”Vi har selvfølgelig brug for, at der bliver ved at komme nye mennesker herned. Især børnefamilier og unge mennesker. Ellers bliver gennemsnitsalderen højere og højere, og det er synd. For selvom de ældre hernede gør et kæmpe arbejde, og det er deres fortjeneste at vi unge får lyst til at vende tilbage, så skal der stadigvæk være nogen, som fører det videre.”
 
Skal man have unge børnefamilier til at flytte hertil, skal man have skole, børnehave og vuggestue. Men er der ikke børn nok, risikerer man, at den lukker. Det er ”ægget og hønen”.
 
”Det er svært at retfærdiggøre, at en skole skal blive ved med at fungere, hvis der ikke er nogen børn. Derfor har vi brug for, at der kommer familier herned, som vil det her liv”, indrømmer Ann-Mai.
 
 

Skolen er i sig selv en skøn lille oase. Kun 14 elever fordelt på 0.-4. klasse. Derfor undervises mange af dem sammen, og de hjælper alle sammen hinanden. Da jeg besøger skolen sidder børnene rundt om i hjørner og kroge og hygger sig. De ældre elever læser højt for de yngre, der betagede lytter efter. Her er ro, orden, venlighed og hjælpsomhed på tværs af aldersgrupper. 
 
Sådan begynder solidariteten og fællesskabsfølelsen, som er essentiel for et lille samfund. Man hjælper og passer på hinanden.
 
At øen overhovedet fortsat har en skole, er en af Fejøboernes mange sejre og stoltheder.
 
Lolland kommune havde egentlig besluttet at nedlægge den. Børnene skulle i så fald have været med færgen hver morgen for at komme i skole ovre til skolen på den anden side af sundet. Men en skole i et lille lokalsamfund er ikke bare en skole. Den er også et lokalt kulturcenter og forsamlingshus. Og den er afgørende, hvis man skal have unge tilflyttere.
 
En af de ildsjæle, som satte jord og himmel i bevægelse for at bevare skolen, da Lolland Kommune ville lukke den, var Morten Fokdal Knudsen. Han er også tilflytter, men har boet på Fejø i næsten 10 år. 
 
 

”Deres regneark ovre i kommunen viste, at de kunne spare penge ved at nedlægge vores skole. Det var vi naturligvis uenige i. Og selvom vi kunne se, at vi havde tallene på vores side, så kunne vi også godt se, at vi ikke havde nogen opbakning til at bevare den.”
 
”Vi forhandlede alligevel med kommunen, og til slut endte vi med at erhverve skolebygningerne for én krone, og Lolland Kommune giver et driftstilskud. Udover at være en skole, så er det jo også vores forsamlingshus, det et vores musikskole og vores dagtilbud til børnefamilierne ligger også på skolen.”
 
”Skolen driver vi selv. Efter vi har fået lavet loven om, så den kan fungere som en satellitskole i forbindelse til en større skole ovre på Lolland. Den skole kommer vores børn over på fra 5. klasse. Men inden det, besøger de ofte skolen, og eleverne fra skolen ovre på Lolland kommer også ofte herover. De elsker at komme ud i naturen, ud i plantagerne og spise æbler, og de er på lejrskole herovre. Så det er blevet en win-win-situation for os alle sammen”, siger Morten Fokdal.
 
Ann-Mai Hansen vil ikke nægte, at man skal være rede til at gøre en indsats. Men det er på den anden side også en del af charmen ved at bo i et lille ø-samfund. Det er den mørtel, der holder samfundet sammen.
 
”På Fejø er der en tradition for, at man tager fat, hvis der er noget, der ikke fungerer. Så lukker man skolen, så sørger vi for, at man åbner en ny. Lukker man biblioteket, så åbner vi bare vores eget. Truer man med at tage bussen fra os, så får de ikke lov til det, ellers finder vi på noget nyt. Og sådan kan man blive ved. De må ikke få lov til at vende den her positive udvikling, vi har gang i”, siger hun.
 
 

Laust Spandet Jensen, Fejø’s største frugt- og æbleproducent, er enig.
 
”Vi er jo et meget aktivt samfund. Vi har alle aldersgrupper i vores samfund, og det gør, at vi er et helt samfund. Vi har købmand, læge og skolen har vi bevaret ved hjælp af frivillige kræfter, og det er med til at holde os i gang”, siger han.
 
”Nu driver jeg en virksomhed, som er afhængig af, at vi har et aktivt samfund. Hvis vi ikke har en skole for eksempel – og børnepasning, så er det svært for mig at trække familier herover som arbejdskraft.”
 
Jeg, som kommer udefra, bliver imponeret. Når jeg følger Danmark i medierne udefra, er det som om der er to betændte diskussioner, der trumfer snart sagt alt andet. Udkants-debatten og diskussionen og indvandrere og fremmede. 
 
På Fejø og i andre såkaldte udkantssamfund ser det næsten ud som om man er helt ligeglade, og har bevaret mange af de gode, gamle danske dyder, som er forsvundet mange andre steder: Man værdsætter fællesskabet og holder sammen samfundet kørende, fordi det er alles ansvar, og samtidig er man som udgangspunkt åbne, venlige og gæstfrie overfor fremmede.
 
På mange måder synes det som om alle vi andre kunne blive en god del klogere ved at tage en tur ud til ”udkanten” og lære noget.
 
”Vi har mange faste danske medarbejdere, men vi oplever i stigende grad, at de kan være svært at få sæsonmedarbejdere, så der har vi igennem mange år brugt udlændinge. Mange af dem kommer igen og igen, år efter år. Til slut bliver mange af dem så glade for det faste arbejde og den ro og fred, der er herovre, så selvom det betyder, at de skal flytte kone og børn og det hele, så vælger de at slå sig ned her”, siger Laust Spandet Jensen.
 
 

”Det bidrager jo også til den internationale forståelse, at vi har så mange folkeslag samlet herovre, og så giver det jo også noget kolorit på tilværelsen, at der spilles op til etnisk dans på skolen og så videre. Og vi kan jo også se, hvordan indvandrere af anden etnisk baggrund de engagerer sig i vores samfund på sammen måde som alle andre”, siger han, og understreger, at på Fejø er der ikke noget parallelsamfund. Her lærer alle dansk, arbejder og engagerer sig. Det gør forskellen. Og det gør også, at man får et andet syn på udlændinge.
 
- Der er simpelthen ikke noget parallelsamfund herovre?
 
”Nej”, lyder svaret bestemt.
 
En anden af øens frugtavlere er Kai Winter på Kernegaarden. Ham og hans kone Anita forædler selv sine æbler til most og cider. I særdeleshed er cideren i særklasse. Den gør en række af landets allerfineste restauranter til Kernegaardens faste kunder. Blandt andet Michelin-restauranten Geranium i København.
 
Naturligvis er det en forretning, men det er meget mere end det. De to og deres børn kom også til Fejø for at lægge deres liv om, satse på nogle anderledes kvaliteter, og sådan er det også med deres virksomhed. Det handler om at køre en forretning. Men bundlinjen handler om mere end penge. Det handler også om livskvalitet, siger Kai Winter.
 
”Udover at vi naturligvis står op hver eneste dag for at gå på arbejde ligesom alle andre, så har vi en vidunderlig arbejdsplads lige midt i naturen. Vejret skifter, og vi kan rigtig mærke det”, siger han, mens vi spadserer rundt i en af Kernegaardens æbleplantager. 
 
 

Hele produktionen er økologisk. Her er ti forskellige æblesorter, som er specielt udviklet til cider-produktionen. Bitre, syrlige og søde, som, når de blandes, skaber en rigtig kvalitets-cider.
 
Udover cider laver Kernegaarden også calvados, gastrik og eddike, udviklet på de samme æbler.
 
”Vi har gode råvarer her, og så udvikler vi videre på det”, fortæller Kai Winter.
 
”Vi er nogle af de første i Danmark, som fremstiller calvados. Det må ikke hedde calvados, så vi kalder det en Fejø Calva, som har lagret i ni år på trætønder og er fremstillet af de samme æbler, som vi også laver vores cider med.”
 
Selvom Kai er pavestolt over kvaliteten af sine produkter, så er der også andre værdier, der er vigtige for ham og hans kone.
 
”Arbejdet hernede skal ikke bare måles i penge, det skal også måles i livsindhold. Jeg kunne for eksempel godt tænke mig, at der i fremtiden blev indført en tredje linje på vores årsregnskab, hvor man visualiserede livskvaliteten. Det kunne netop være en af opgaverne for Udkantsdanmark at få det til også at optræde i regnskaberne. At udover at man tjener penge på sin mælk eller ost eller sin cider og most. Så bør man også vise, hvad man gør for andre, hvad man gør i fællesskab, og hvor meget det gør for en personligt, at man har en sådan forretning. Det hele bør gå op i en højere helhed.”
 
Kai Winter lyder på alle måder som en atypisk forretningsmand. Hans konkurrenter på øen er slet ikke konkurrenter, men venner. Livskvalitet er meget vigtigere end profit. Han vil gerne til Butan for at se, hvordan de kombinere deres livssyn med forretningslivet. Han er en var fortaler for deleøkonomi, som her på Fejø ikke er nyt og hot, men noget man lige så stille har praktiseret i masser af år.
 
”Jeg synes egentlig at de danske småøer ofte er rimelig meget på forkant med udviklingen i forhold til mange andre steder”, siger han. 
 
”Vi har i mange år haft nabohjælp og deleøkonomi via vores mailingliste, som har en 4-500 medlemmer. Vi har kørselsordninger, hvis du skal nogen steder hel eller have bragt varer. Skal du bruge noget særligt pepper eller mynte til din mad, så har du det indenfor et par minutter.” 
 
 

”Naturligvis står vi sammen herovre. Vi kæmper jo for at få flere folk hertil. Vi arbejder for en god helhedsskole. Vi sikrer at vores købmand overlever. Vi arbejder sammen med Lolland Kommune om at forbedre forholdene. Sikrer at færgen sejler. Jo mere den sejler, jo bedre vilkår er der for at få folk til øen. For så kan de både arbejde på øen, og de kan pendle.”
 
Fejø befinder sig allerede i en opgangsperiode, hvilket vel lyder lidt sært for en ø, der burde være udkanternes udkant. Men Fejø passer ikke ind i mediernes og andres undergangs- og forfaldsfortælling om ”udkanten”. Her går det fremad. Det burde vel egentlig også være en historie. Endog en ganske god historie.
 
Indbyggertallet vokser, og gennemsnitsalderen falder. Der er hele tiden nye tilflyttere. Nogen af dem med børn. Andre fra udlandet. Alle er velkommen.
 
Så det er ikke bare æblerne, der er specielle på Fejø. Det er indbyggerne også. Måske er det fordi, de netop ikke har hørt efter og derfor forspist sig på Kundskabens Træ?
 
Hvem ved?


* * *


 
 

Video
Se også videoen "Fejø: Æblet fra Kundskabens Træ", som min gode ven John Rasmussen har filmet under vores rundtur i det skønne danske land.
Og her kan du se, hvordan historien om Fejø tog sig ud på tv2.dk
 


 
Tilføj kommentar