Store pakke- og udsendelsesdag:

Fotografi skal nydes trykt på papir

Fotos tager sig langt bedre ud i print på kvalitetspapir, end de gør på computerskærmen. Der er nærmest ingen sammenligning.
Fotos tager sig langt bedre ud i print på kvalitetspapir, end de gør på computerskærmen. Der er nærmest ingen sammenligning.

I dag var "store pakkedag". Spisestuen blev omdannet til en mindre postterminal. Jeg har rullet fotografier sammen, pakket dem i paprør, og sendt billeder af sted til nær og fjern.

 
 
Tranekær-postterminal. Nogle timer i dag var vores spisestue omdannet til pakkecentral. Billeder blev pakket i paprør og sendt til nær og fjern.

At se sine billeder på en computerskærm er altid godt, når man indtil da kun har set dem på den lillebitte, frimærkestore monitor på bagsiden af fotografiapparatet, men ingen af delene yder på nogen måde fotografiet retfærdighed. 

Noget af det allerbedste ved at fotografere er nemlig at se sine billeder i stort format komme ud af printeren, trykt på papir. Især når der er tale om en kvalitetsprinter, og billederne bliver lavet på fint fotopapir. Oplevelsen er fantastisk. Det er hver eneste gang næsten som at åbne julegaver.

Denne skønne, velgørende oplevelse har jeg selv lige haft endnu en gang, og jeg nød den i fulde drag. En ordentlig stak billeder fik jeg printet… og det endda i en pæn stor størrelse, så man virkelig kan nyde billederne. Jeg havde dem dog kun i et kort øjeblik, for så skulle billederne nemlig pakkes i paprør og sendes ud i landet.

Det har været "den store pakkedag" i dag. Så til alle jer, der har købt billeder her i den seneste runde: ”Tusind tak for det. Jeres billeder er nu på vej.”

At have lavet disse billeder til alle jer, der har købt, om end jeg kun har kunnet se dem i et kort øjeblik, har gjort det klart for mig, at jeg også må have printet nogle af billederne til mig selv. Jeg har stort set ikke selv nogen af mine egne billeder hængende på væggene. Det vil jeg have nu.
 
 
Jeg er slet ikke så velorganiseret, som jeg troede. Hvem var det nu, der skulle have dette billede?


Når det handler om at printe sine fotos, er jeg så oveni købet i den ualmindeligt heldige situation, at grafisk designer Marie Wöldike i Nowhuset i Tullebølle bor og arbejder mindre end fem minutter fra, hvor jeg bor. Hun har en superprofessionel printer, noget af det skønneste kvalitetspapir at trykke billederne ud på, og hun laver hver gang et fantastisk stykke arbejde.  

Mit eneste problem er, at jeg ikke har vægplads nok.

Dette var tredje og sidste del af det fotografiske ”gårdsalg”, jeg har haft i gang i de seneste uger. Tak for den overraskende store interesse for mit fotografi. Det kom ganske vist lidt bag på mig, men det har været en fornøjelse og en stor oplevelse. 

* * *

Vil du se billederne, der blev udbudt til salg ved de tre runder af mit fotografiske ”gårdsalg”, kan du klikke på linkene herunder. Der er stadigvæk enkelte billeder tilbage, så er der noget, der vækker din interesse, kan du altid kontakte mig for at høre, om billedet stadigvæk er til rådighed.


 
 
 
 
 
Tilføj kommentar