Israel - Ortodoks-sekulær strid

JERUSALEM (03.07.2015): Jeg troede hele tiden at min mobiltelefon ringede. Ikke at jeg kunne høre den, dertil var støjen alt for øredøvende. Og her har jeg så allerede afsløret, at jeg er en total oldsag, for de unge omkring mig opfattede det absolut ikke som støj. De dansede og vred til det. Men min taske – eller et eller andet indeni den – summede eller snurrede hele tiden, som om telefonen ringede. Det viste sig blot at være musikkens power og den vanvittigt opskruede bas, der fik indholdet af min taske til at snurre. Ind imellem føltes det som mine indvolde også hoppede i takt til basrytmen.
Musikken giver genlyd i den ellers aftentyste Gamle Bydel i Jerusalem. Det er østeuropæisk-klingende klezmer-toner, der gjalder ud i gyderne sammen med lyden af latter, lykke, glæde og dans. 
     Der er bryllup. 
     En lykkelig dag i en families liv. En ny begyndelse. Et løfte om at være sammen. En begyndelse som i sig selv er et udtryk for håb om fremtiden. 
     Men brylluppet her er også et billede på situationen, som den sørgeligt nok er. Ikke som den burde være.
I Israel finansierer staten et ultra-ortodokst skolesystem, som benægter udviklingsteorien, eksistensen af dinosaurer, at kvinder er ligeberettigede med manden og mange andre sære ting.
     Børn, som er vokset op i det ultra-ortodokse miljø, men som har forladt det som unge voksne, har trukket staten i retten, for ikke at leve op til loven, som siger, at alle israelske børn har ret til en uddannelse, der gør dem i stand til at kunne fungere i samfundet.
Oplysningstiden var en spirituel naturkatastrofe. Åndelig gudsbespottelse, mente mange. Videnskaben fratog religionen monopolet på at forklare eksistensens mysterium. Menneskets ånd tog over fra troen og frygten for Gud. Dog ikke hos de ultra-ortodokse jøder – eller haredim, de gudfrygtige, som de kalder sig selv på hebraisk. De holdt fast i den middelalderlige levevis og overtro.
     En spadseretur igennem de ultra-ortodokses kvarter – Mea Shearim – i Jerusalem er som en tur igennem et frilandsmuseum eller et naturreservat, der har bevaret eller snarere fastfrosset en kultur, som den tog sig ud i 1700-tallets jødiske ghettoer i Østeuropa.

”Må dit navn blive udslettet og tilintetgjort…”, siger en ung ultra-ortodoks mand til mig, da han passerer mig. Jeg er ved at fotografere en de ultra-religiøses voldelige sammenstød med politiet. Disse menneskers sort-hvide fromhed har sine rødder langt inden Oplysningstiden - præcist som andre religiøse fundamentalister.
At de lever i en anden verden, er deres eget valg. Problemet opstår, når de forsøger at påtvinge andre deres eget livs- og verdenssyn.
Som om der ikke var tilstrækkeligt med seriøse og alvorlige problemer at slås over i Mellemøsten, så strammer disse uroligheder fra åbningen af... en parkeringsplads!!!
Man ville garanteret ikke tro det, hvis man ikke havde boet et par årtier i denne her skøre by kaldet Jerusalem.

JERUSALEM (18.01.2013): ”No photo! No photo”, råber de, og tager den store, sorte filthat op foran ansigtet, så man ikke kan tage deres portræt. Andre gange kommer en hånd op i linsen, eller man kan være så uheldig, at man får en sten i nakken. Mange ultra-ortodokse jøder her i Jerusalem vil ikke fotograferes.
     I den jødiske udgave af De ti Bud står der, at man ikke må gøre noget billede af Gud, og da der i skabelsesberetningen også står, at Gud skabte Adam i sit eget billede, så er et fotografi af mennesker jo også indirekte et billede af Gud… og derfor helt forbudt!!!
JERUSALEM (01.10.2010): Israel har ændret sig. Da jeg som helt ung flyttede i kibbutz i begyndelsen af 70’erne, var det stadigvæk israelere med rødder i arbejder-zionistbevægelsen, som i bogstaveligste forstand sad på Israel. Og det havde de gjort siden et årti inden statens oprettelse. Sådan er det ikke længere. Det Israel, vi ser i dag, er på vej til at blive det totale spejlbillede af det, jeg i sin tid kom til. Det viser nogle interessante tal fra et af den israelske hærs interne magasiner.