Kapitel 2:

Virtual Reality – Medierne og Mellemøsten

 

Hvor intet er, hvad det giver sig ud for at være
Virkeligheden i Mellemøsten er ofte som et fatamorgana – en flimrende ørkenspejling. Jo tættere man kommer på den, jo længere forsvinder den ud i horisonten. Uanset hvor meget man anstrenger sig, kan området ofte synes umuligt at forstå og gennemskue for den udenforstående. Til tider også for den indforståede. Intet i denne her mærkelige del af verden er, hvad det giver sig ud for at være. Konflikten, nøden, idealerne, desperationen, håbene, lidelserne, drømmene, kampen… meget af det er virkeligt nok. Men alt omgives af et blændværk af fantasi, illusionsmageri, halve sandheder, hele løgne, teatertorden, iscenesættelser og røgslør. Ofte er fantasien og virkeligheden så tæt sammenfiltret, at det kan synes næsten umuligt at skelne den ene fra den anden. Nogle gange er der ingen forskel. 
    For en journalist, som er sat til at forsøge at finde frem til noget, der i det mindste ligner sandheden en lille smule, kan det være utroligt frustrerende. Indtil man opdager, at løgnen, røgsløret og iscenesættelsen også er en del af virkeligheden. De er i sig selv en afgørende del af historien. De er naturligvis aldrig det, de giver sig ud for at være, for så var røgsløret unødvendigt, men usandheden fortæller også en interessant historie om virkeligheden… i hvert fald den mellemøstlige virkelighed.
    Når man begynder at indse dette, når man ikke længere i samme grad er offer for blændværket, og måske endog føler at man fra tid til anden faktisk kan begynde at gennemskue det, bruge det konstruktivt i sin tolkning af parternes forskellige virkeligheder, så begynder man for alvor at kunne forstå en lille bitte smule af denne betagende del af verden. Og langsomt kan man begynde forsøget på at ”oversætte” denne fascinerende verden for andre. Men man skal passe på aldrig at lade sig forblænde, og tro at man har fundet ”de viises sten”. Ingen forstår nogensinde til bunds denne region. Selv når man begynder at tro, at man kan tolke Mellemøsten, bliver man gang på gang sat til vægs af begivenheder og fænomener, som synes totalt ulogiske, uforklarlige og uforståelige.
    Man skal dog heller ikke helt fortvivle. Selvom mange påstår det, så er det ikke sådan, at der altid blot er tale to forskellige former for logik eller om to forskellige modstridende verdenssyn. Et vestligt og et andet mellemøstligt. Til tider er der slet ingen logik. Hverken vestlig eller mellemøstlig. Fra tid til anden forstår områdets egne indfødte end ikke til fulde deres eget område, og de signaler deres egne landsmænd eller arabiske brødre udsender.
    Et enkelt velkendt eksempel var optakten til Golfkrigen. Iraks præsident Saddam Hussein truede gentagne gange både Kuwait og andre rige arabiske Golfstater. Det ville få alvorlige konsekvenser, tordnede i flere ildsprudlende taler, hvis de ikke begrænsede deres olieproduktion. Og af Kuwait krævede han desuden adgang til to øer i Den persiske Bugt. Truslerne var frygtindgydende. Men kuwaiterne og flere andre arabiske eksperter manede omverdenen til tilbageholdenhed: Der er blot tale om ”hot air” – arabisk retorik, sagde de. Saddam skal blot have lov til at råbe lidt op, ”lukke overtrykket ud”, derefter vil han lige så stille falde ned igen. Der var ingen grund til panik, var deres beroligende fortolkning. Kort tid efter rullede Saddam Husseins kampvogne ind over grænsen til Kuwait, og emiren, hans familie og regering måtte flygte over hals og hoved. Selv de havde totalt misforstået deres eget Mellemøsten.

 
 

En af mine tidlige oplevelser som journalist i Mellemøsten var da den jødiske bosættelse Givat Harsina blev anlagt i vinteren 1979. Bosættelsen er nu vokset sammen med  Kiryat Arba lige i udkanten af Hebron på den israelsk-besatte Vestbred.
    Jeg ankom tidligt om morgenen sammen med en hollandsk kollega til et interview med Hebrons daværende borgmester Fahed Kawasmeh uvidende om at bulldozerne samme morgen var begyndt at rydde den kontroversielle bakketop.
    Der blev naturligvis ikke noget af det interview, jeg havde planlagt. I stedet tog borgmester Kawasmeh mig og hele resten af det kobbel af israelske og udenlandske journalister, som i løbet af ganske kort tid væltede til Hebron, med ud til krisens midtpunkt.
    Ved første øjekast kunne det ligne et ”overkill”. Næsten en snes journalister inklusive TV-hold, to borgmestre – Muhammed Milkhem fra nabobyen Halhul var også ankommet – borgmesterassistenter og –bodyguards, israelske soldater, politi og… en enkelt gul bulldozer, som stønnede rundt på en øde, isoleret bakketop. Når man i dag ser den by, der er vokset op på stedet, er det klart, at det langtfra var så uskyldigt, som det dengang for mere end 20 år siden kunne tage sig ud. Da alle var færdige med at filme, tage billeder og notere Fahed Kawasmeh’s protester og dystre forudsigelser ned, pakkede vi sammen, og fulgte efter borgmesterens skinnende amerikanske dollargrin tilbage til rådhuset i Hebron.
    Da vi sagde farvel, tog borgmesteren et par af os til side, og med en fortrolig, dæmpet stemmeføring betroede han os, at når det her blev kendt i Hebron, ville byen eksplodere. Hvis vi ville have en god historie, skulle vi komme tilbage næste dag, for da ville der være en kæmpemæssig protestdemonstration imod den nye bosættelse, betroede han os.
    ”Men”, formanede Fahed Kawasmeh os, ”I må for Guds skyld ikke rapportere det i dag, for så vil den israelske militærguvernør forbyde demonstrationen. Og så vil der ikke være nogen historie.”
    Jeg var freelancer, så jeg skulle nok ”holde tand for tunge”, for så ville der også være en historie til morgendagen. Jeg  troede at de andre journalister havde det på samme måde. Men i den palæstinensiske taxa, som jeg delte med flere andre journalister tilbage til Jerusalem, lyttede vi til de israelske radionyheder, og mindre end en time efter vores borgmesterbesøg kunne de rapportere Kawasmeh’s fortroligheder.
    ”Hebrons borgmester Fahed Kawasmeh oplyser, at byens arabiske befolkning i morgen vil demonstrere deres protest og modstand imod anlæggelsen af den nye bosættelse, men de israelske myndigheder har allerede forbudt enhver form for politisk protestdemonstration…”, kunne radioen oplyse.
    Der røg morgendagens historie. Jeg kiggede bebrejdende over på den israelske radioreporter, som tilsyneladende havde ringet tilbage til radioen endnu inden vi var ude af borgmesterkontoret.
    Hvorfor?
    Min israelske kollega – og langt mere erfarne kollega må jeg tilføje – rystede på hovedet.
    ”Det er en nyhed, og vi er her for at rapportere nyheder! Det er vores job, og det ved Fahed Kawasmeh”, belærte han mig som en anden journalisthøjskolelærer. ”Hvis du tror, at Kawasmeh har udsendt en eneste løbeseddel om en demonstration i morgen eller klæbet en eneste plakat op murene i Hebron, så er du bare alt for naiv.”
    ”Kawasmeh fortalte os om demonstrationen netop fordi han ved, at vi vil rapportere det. Han ved, at vi vil spørge militærguvernøren om demonstrationen vil få lov til at finde sted. Det vil den ikke. Så han kan allerede læne sig tilbage. I morgen kan han fortælle hele verdenspressen om den nye bosættelse og forbuddet imod en kæmpemæssig protestdemonstration… som aldrig ville have fundet sted alligevel. ”Ikke en gang vores demokratiske ret til at demonstrere har vi”, vil han sige til journalister som dig.”
    Jeg stirrer vantro på den israelske reporter.
    Det er Mellemøsten.
    En historie, som aldrig ville have fundet sted, er alligevel blevet en begivenhed med politiske konsekvenser. En ikke-historie er blevet rapporteret, og fantasien er blevet til virkelighed.
    For en ung, håbefuld udenrigskorrespondent var det en lærerig indføring i den umulige kunst at rapportere fra Mellemøsten. En lektion i den mellemøstlige uvirkelige virkelighed – eller var det omvendt? En lektion i at pressen ikke er en neutral observatør, der sidder udenfor bokseringen og rapporterer om kampen. Uden at ville det, er journalisten inde i midten af ringen. Part i kampen. En medspiller som alle bruger og misbruger. Der er ingen vej ud af bokseringen. Der er kun at være bevidst om, at man bliver brugt, så man i det mindste kan forsøge at kontrollere manipulationen og ikke kun at være offer for den.
    For en udenrigskorrespondent, som rapporterer fra Mellemøsten, er der kun, at forsøge at blive manipuleret så lidt som muligt, være så fair som mulig, og forsøge at være så loyal som mulig – både overfor dem som man rapportere om, som dem man rapportere til.

 
 

Intet i Mellemøsten er, hvad det gi’r sig ud for at være. Manipulationen er end ikke altid iscenesat for at føre pressen bag lyset eller for at bruge medierne som redskab i et større politisk spil. Illusionen er en integreret del af den mellemøstlige hverdag.
    En af mine israelske venner – den højt respekterede journalist og forfatter Danny Rubinstein, som skriver om palæstinensiske forhold for avisen Ha’Aretz – fortalte mig følgende historie fra hans søns dage som soldat i Jebaliya-flygtningelejren i Gaza inden den israelske tilbagetrækning. Og her taler jeg ikke om Israels totale rømning af Gaza-striben i 2005, men tilbagetrækningen fra de palæstinensiske områder i Gaza-striben i 1994 i forbindelse med Oslo-aftalerne. Indtil den aftale befandt de israelske styrker sig også inde i de palæstinensiske flygtningelejre i området.
    En af sønnens kammerater fra enheden – en mørklødet ung mand – kom for sent tilbage fra weekendorlov. Da han i civil ankom til udkanten af basen, der dengang lå lige midt i Jebaliya-flygtningelejren, mødte han enheden, som i fuld kampudrustning var på vej ud på patrulje. Han kunne ikke nå at skifte til sin militæruniform og slutte sig til enheden, og gik han ikke med enheden ud på patrulje, ville han blive straffet med flere dage i ”brummen” for at være kommet forsent tilbage fra orlov. Det eneste enheden kunne gøre for at forhindre, at deres kammerats sene ankomst i at blive opdaget, var at binde hans hænder, give ham bind for øjnene og slæbe ham med rundt på patruljen i civilt, som om han var en arresteret palæstinenser. Så kunne de til slut ”smugle” ham med tilbage ind i lejren, uden at det ville blive opdaget.
    Men ikke så snart var enheden kommet ind i Jebaliya-lejrens smalle gyder med den ”arresterede palæstinenser” på slæb, inden en midaldrende palæstinensisk kvinde fra et hustag hysterisk begyndte at skrige: ”De har taget min søn! Åh, israelerne har taget min søn!”
    Senere kom en ung palæstinenser over til sergenten og betroede ham: ”Det var slet ikke ham der, I har arresteret, der gjorde det. Jeg så, hvem det var, og han stak af i den modsatte retning”, forsikrede den unge palæstinenser. En tredje sagde: ”Ham der, det er den lokale landsbytosse. Han ved slet ikke hvad han gør, men han mener overhovedet ikke noget ondt med det. Lad ham bare gå! Han er helt uskadelig.”
    For enheden var det en morsom episode og de fik kammeraten tilbage ind i lejren, uden at nogen af befalingsmændene opdagede, at han havde været for sent på den.
    Men for mig viste den pudsige episode også en anden ting.
    Havde et udenlandsk TV-hold været i nærheden og filmet optrinet, ville vi om aftenen kunnet have set en historie på alverdens TV-skærme om hvordan en israelsk patrulje i en palæstinensisk flygtningelejr slæber af sted med den lokale, uskadelige landsbytosse, mens hans ulykkelige mor hjælpeløst må se til, og den virkelige gerningsmand slipper bort.
    Dette ikke for at sige, at alt hvad vi ser og læser fra Mellemøsten er blændværk og uvirkeligt, for det er langtfra tilfældet. Blot er det vigtigt at vide, at mange ting i Mellemøsten ikke er, hvad de giver sig ud for at være. Og at det end ikke altid er for at snyde omverdenen, at det er sådan. Selve den mellemøstlige hverdag, der er fuld af kunstige teaterkulisser og buede spejle.


Andre gange er det ikke slet så tilfældigt. Så kan ørkenspejlingen tværtimod være en snedigt tilrettelagt fælde beregnet til at skulle snyde journalisterne, så de offentliggør falske historier. Medierne – i særdeleshed de elektroniske – er i det moderne samfund simpelthen et alt for fristende redskab til ikke at blive brugt… eller misbrugt. En lærerig lektion i denne side af dette mellemøstlige fatamorgana fik jeg i det saudiarabiske ørkensand.
    De sidste hektiske uger af Golfkrigen i januar og februar 1991 tilbragte jeg – som så mange andre vestlige journalister – langt ude i den saudiarabiske ørken nær fronten. I uger havde de allierede bombarderet de irakiske positioner i Kuwait og det sydlige Irak fra luften. Men det store spørgsmål var, hvornår krigen på landjorden ville gå i gang. Som hundredvis af andre udenrigskorrespondenter forsøgte jeg at finde ud af, hvornår landkrigen ville begynde.
    Mange vestlige journalister – mig selv inklusive – havde ualmindelig nem adgang til officerer i den militære efterretningetjeneste. Alene det burde have sat gang i alle advarselslamperne. Mit job er at offentliggøre så meget som muligt. Deres at holde det hele hemmeligt. Vores – efterretningstjenesternes og mediernes – interesser er af naturlige grunde simpelthen så modsatrettede, at hvis nogen pludselig foregøjler at de er sammenfaldende, så burde det være et advarselssignal for alle journalister. Men muligheden for at få fortrolige oplysninger om hvornår krigen på landjorden ville begynde var for fristende.
    ”Hele landkrigen må naturligvis være overstået inden sandstormene sætter ind i begyndelsen af foråret”, gjorde en amerikansk efterretningsofficer klart.
    En anden fortalte, at en landgangsoperation på kysten i Kuwait måtte finde sted ved højvande: ”Hvis det er lavvande, skal soldaterne løbe op over flere hundred meter af mudret strandbred. De vil være totalt udsatte og sårbare. Det vil være alt for farligt”, sagde han og det lød jo meget tilforladeligt.
    ”Og”, tilføjede han, ”det skal naturligvis foregå om natten tæt på nymåne. Er der for megen måne vil soldaterne også være for udsatte.”
    Her var allerede tilstrækkeligt med informationer til at pløje almanakken igennem, og finde ud af, hvornår der var højvande og nymåne i Den persiske Havbugt. Det viste der sig at være to gange inden sandstormene kunne ventes.
    Der var svaret! Der var historien!
    Vi kunne afsløre, hvornår krigen på landjorden ville begynde. Flot journalistisk benarbejde. Lige til en Cavlingpris!
    Jeg var blot ikke den eneste journalist, der havde fået fat i den lækkerbisken. I dagene derefter var historien at se på en lang række internationale TV-stationer, og lignende oplysninger var at læse i en lang række amerikanske og europæiske aviser.
    Den eneste lille hage ved historien var, at da landkrigen faktisk begyndte, var der slet ingen landgangsoperation i Kuwait. Det store afgørende angreb var en kæmpemæssig ”knibetangsmanøvre” langt inde i ørkenen – i stik modsatte retning af den plørede kuwaitiske strandbred. Men Saddam Hussein havde placeret store styrker nær kysten i Kuwait i forventning om den landgangsoperation, hans folk havde set rapporter om overalt i de vestlige medier.
    Vi – de vestlige medier – var ofre for det man i moderne krigsførelse kalder ”des-information”. En vel tilrettelagt løgnehistorie som har til formål at snyde modparten om ens egne intentioner.
    Der er ingen grund til at spille fornærmet over at være blevet (mis)brugt. Kun til at skamme sig over ikke at have gennemskuet det.
    Det er efterretningsfolkenes job at lyve og de militære planlæggeres at udnytte alle mulige og umulige metoder til at nå deres mål. Og i moderne krigsførelse er medierneslagmarken næsten lige så vigtig som den støvede slagmark i ørkensandet… om ikke vigtigere.
    En veldrejet løgnehistorie serveret så journalisterne tror, at de selv har gravet den frem, er lige så effektiv som at bevæge hele panserenheder rundt i ørkenen. Blot langt billigere, og så godt som uden risiko for ens egne soldater.
    I Mellemøsten er virkeligheden en ørkenspejling. Her eksisterede virtual reality lang tid inden computeren og Internettet blev opfundet. Intet er, hvad det giver sig ud for
at være. Og journalisten som en objektiv observatør er en myte. Det lader sig simpelthen ikke gøre.
    Jo før man opdager det, jo bedre.



 

RAPPORT FRA EN ØRKENSPEJLING
Snapshots fra et reporterliv i Mellemøsten
Læs fire af bogens kapitler her:
Kapitel 2: Virtual Reality – Medierne og Mellemøsten
Kapitel 3: Camouflagefarvet fascination
Kapitel 4: Vend ryggen til fronten
Kapitel 16: Bibliotekaren i Bagdad

I SKUDLINIEN
Ni personlige beretninger om at arbejde i verdens brændpunkter. Læs hele kapitlet om mit arbejde: ”Forposten ved Morag” om et besøg i en israelsk militær forpost i Gaza-striben.

BEKYMRINGEN RUNDT
Om at leve med bekymringen. En række skribenter bidrager med hver sin vinkel på begrebet "bekymring". Læs hele mit kapitel: ”I skyggen af terroren” om, hvordan det er at leve med sin familie i en konfliktzone.

UNTOLD STORIES
Billeder og beretninger fra Mellemøsten
Du kan læse tre uddrag af bogen her og se de tilhørende billeder:
Egyptiske pyramider
Livet i De dødes By
Et kors til hver