Kapitel 4:

Vend ryggen til fronten

 

…og vis andre sider af krigens absurde virkelighed
Verdens bedste lammekotelletter får man uden sammenligning hos Abu Zus i Bethlehem. Og det er måske en af de få ting om Mellemøsten, som jeg kan påstå næsten at have et videnskabeligt grundlag for at udtale mig om. For min kameramand og jeg, som begge elsker lammekotelletter, og som begge rejser meget i hele Mellemøsten, har gjort det til et af vore projekter, at finde Mellemøstens bedste af slagsen. Så derfor spørger vi altid, ligegyldigt hvor vi er, vore kontakter om, hvor man får landets absolut bedste lammekotelletter. Og vi har, kan jeg godt sige, spist os igennem så godt som alle Mellemøstens allermest anbefalede lammekotelletter. Resultatet af dette projekt kan nu offentliggøres:
    Mellemøstens – og dermed formentlig verdens – uden sammenligning bedste lammekotelletter får man hos Abu Zus i Bethlehem!
    Hvorfor fortæller jeg nu det i en bog der jo ikke handler om mellemøstlig madlavning?
    Fordi disse vidunderlige lammekotelletter naturligt konstant trækker os til Bethlehem, når vi har fine gæster på besøg.
    Turen fra Jerusalem til Bethlehem tager kun et kvarter til en halv time. Og en gang for nogle år siden, da jeg havde nogle kolleger fra TV2 hernede på en studietur, stod Abu Zus naturligvis også på programmet. Da vi kørte igennem check point’et – den militære vejspærring, som efterhånden ligner en grænseovergang imellem to forskellige lande – mellem Jerusalem og Bethlehem, gjorde mine gæster store øjne.
    ”Er der sådanne check points på alle vejene ud af Jerusalem”, spurgte den ene af mine gæster rystet, da vi kørte igennem afspærringen.
    ”Nej”, svarede jeg nærmest henslængt, fordi det for mig er banal hverdag, ”ikke på hovedvejen ned mod Tel Aviv.”
    Og samtidig med at jeg svarede, gik det op for mig, hvor underligt det jo egentlig måtte se ud for en dansker, at jeg bare uden yderligere kommentarer kørte dem igennem et militært check point, hvor soldater stod kampklare med maskingeværer, som om det var den mest naturlige ting i verden.
    ”Hvordan ville det ikke se ud i København, hvis militæret havde vejspærringer og kontrolposter på alle hovedstadens udfaldsveje, med undtagelse af Roskildemotorvejen”, tænkte jeg.
    ”Vanvittigt! Ubegribeligt!”
    Men disse check points – både på den israelske men mest på den palæstinensiske side af ”den grønne linie” – er blevet så meget en del af min hverdag, at jeg, indtil et par danske kolleger gjorde mig opmærksom på det, ikke tænkte mere over at køre igennem dem, end jeg gør over at børste tænder hver morgen. Og det er jo i sig selv et eksempel på, hvad der kan ske, når man har været borte fra det land, man rapporterer til, i for mange år. Man glemmer at se ens omgivelser med danske øjne.
    Så det var et ”wake up call”, kunne man sige.
    Efter denne udflugt til Abu Zus’ lammekotelletter begyndte jeg at lave en lang række indslag om de israelske check points. Fra alle mulige vinkler. Jeg tror, at jeg mindst har lavet en halv til en hel snes historier om check point’ene og vejspærringerne og konsekvenserne af dem. Lad mig bare give smagsprøver fra tre sådanne indslag til Nyhederne, som hver på sin måde, da de blev lavet, viste sider af de tragi-komiske absurditeter som konflikten trækker efter sig i sit kølvand.
    Dengang – og det var inden Israels opførelse af hegnet og muren ind mod de palæstinensiske befolkningskoncentrationer på Vestbredden – var det relativt nemt for palæstinensere, bare at gå udenom de israelske check points ind i Israel, og derfor forekom de dengang ret absurde. Det har naturligvis alt sammen ændret sig i dag, hvor muren og hegnet ind mod de palæstinensiske befolkningscentre, gør det meget vanskeligt for palæstinenserne at snige sig ind i Israel.
    Den første historie, vi lavede, var, kunne man sige, skåret efter den traditionelle opskrift, man bruger i forbrugerprogrammer. Hvad er formålet med disse check points? Virker de efter hensigten? Og hvad får man for pengene? Får man det, man betaler for?
    Den israelske sikkerhedsekspert Yigal Carmon, som tidligere har været daværende premierminister Benyamin Netanyahus anti-terrorrådgiver, en erklæret tilhænger af flere check points og mere kontrol af palæstinenserne, fortæller os med et lettere overbærende smil, at blokeringen af visse veje i de palæstinensiske områder og oprettelsen af check points på andre, tvinger den palæstinensiske trafik ind i nogle kanaler, som det er nemmere for de israelske sikkerhedsstyrker at overvåge og kontrollere.
    ”Vi skaber nogle flaskehalse, der gør det mere besværligt for de militante palæstinensiske grupper at operere”, fortæller han. Det overbærende smil bevarer han gennem hele interviewet, fordi han dybt og inderligt føler, at jeg som udenlandsk journalist fra noget så fredeligt og uvirkeligt som skandinavien ikke har en jordisk chance for at forstå den mindste smule af, hvad der i virkeligheden foregår her i Mellemøsten.
    ”Når vi lukker af og virkelig kontrollere palæstinenserne, så bliver det langt sværere for dem at smugle bomber ind i Israel”, siger Yigal Carmon.
    Så det var altså det, vi i begyndelsen måtte kontrollere. Blev den palæstinensiske trafik kanaliseret ind i nogle flaskehalse, som det var nemmere for israelerne at overskue? Og sikrede disse check points Israel imod bomber?
    Det første check point, vi besøgte, var det selv samme imellem Jerusalem og Bethlehem, hvor jeg var blevet gjort opmærksom på dette ”blind spot” i mit udsyn. Mens vi filmede to kampklædte israelske soldater, som stod og talte sammen bag en af check pointets betonbarriere – den ene af dem med sit lette maskingevær pegende over imod den palæstinensiske side – kunne man på vore optagelser tydeligt se flere palæstinensere som i læ af en olivenplantage i baggrunden sneg sig forbi soldaterne – ind i Israel. Den ene efter den anden. Nogle er også på vej den modsatte vej. På vore optagelser opdager soldaterne tilsyneladende intet, men de kan næppe have været uvidende om trafikken, for det var ret tydeligt at se aktiviteten imellem oliventræerne.
    Vi begynder vores indslag med, at jeg med min rygsæk står på den palæstinensiske side af check pointet på Bethlehem-Jerusalem-vejen, og henvendt til kameraet forklarer jeg, at hvis jeg nu har en bombe med i min rygsæk, så ville jeg jo være mere end almindelig dum, hvis jeg nu går op til det israelske check point i baggrunden, for at blive undersøgt. Hvis jeg vil smugle en bombe ind i Israel, går jeg naturligvis udenom.
    Og det gør jeg så, og kameraet følger bagefter.
    Og her, ude på den stenede mark imellem oliventræerne, bliver vi en del af en uofficiel hovedvej af vandrende palæstinensere på vej ud og ind af Jerusalem. De fleste kommer bærende på poser og store tasker. Vi bliver endog passeret af nogle håndværkere, som slæber af sted med store, færdige vinduesrammer, som tilsyneladende er billigere at få produceret i Bethlehem, og så få båret til Jerusalem.
    Undervejs spørger vi nogle af de palæstinensere, vi passerer, om hvorfor de vandrer herude i naturen i stedet for at bruge den asfalterede hovedvej, og svaret er altid det samme:
    ”Derude er det israelske check point, og det tager tid og er ubehageligt. Herinde får man ganske vist skidt på skoene, men man bliver i det mindste ikke ydmyget af de israelske soldater.”
    Så meget med at få trafikken samlet i nogle nemmere overskuelige flaskehalse.
    På mindre end et kvarter har vi begivet os udenom det israelske check point med en rygsæk, der sagtens kunne have indeholdt en ganske stor og ødelæggende bombe. Til slut når jeg gående frem til den israelske side af det selv samme check point, hvor vi indledte indslaget. Nu står vi bare på den anden side. Så hvis formålet med check pointet, vi lige har passeret, skulle være at forhindre terrorister i at snige sig ind i Jerusalem med sprængstof og andre uhyrligheder, så virker det i hvert fald ikke.
    De eneste palæstinensere, som slavisk stiller sig op og venter i køerne ved de israelske check points, er de ”lovlydige” palæstinensere. Dem der har deres papirer i orden, og som ikke vil risikere at blive fanget i færd med at snige sig udenom, fordi de så mister deres tilladelse til at begive sig ind i Israel og arbejde eller sælge deres produkter. Derfor er de eneste, som check point’ene generer i denne her periode dem, som ikke planlægger at gøre Israel ondt, mens dem der vil, bare begiver sig ad en anden og måske en lille smule mere besværlig rute.


I Gaza-striben bliver jeg af en af mine palæstinensiske venner gjort opmærksom på et helt andet ”produkt” af de israelske check points: ”Shekel-drengene”.
    Flere af de israelske check points i Gaza-striben var i månederne forud blevet angrebet af palæstinensiske selvmordsbombere, som i bil var kørt helt op til de israelske soldater ved sådanne vejspærringer, og så sprængt sig selv og soldaterne i luften. Derfor havde israelerne trukket sig om bag beskyttende betonblokke og forbudt biler uden passagerer – kun med en chauffør – i at nærme sig et check point.
    Situationen i Gaza er som regel altid så anspændt, at de færreste palæstinensere tør bryde en sådan regel. For risikoen for at de israelske soldater i så fald åbner ild er overhængende. Så bange er begge parter for hinanden. Men denne mærkelige regel giver en om end spinkel så alligevel en indtjeningsmulighed for fattige palæstinensiske teenagedrenge, som en kilometer inden de militære kontrolposter tilbyder enlige bilister at spille passager og køre med over på den anden side af den israelske vejspærring.
    Den 14-årige Muhammed fortæller os, at han kan tjene 7-10 shekel på en dag – cirka en 10-15 kroner – på at køre frem og tilbage igennem det check point, som er blevet ham og hans brors arbejdsplads.
    Det er godt nok ikke mange penge, indrømmer Muhammed, og der er også farer forbundet med dette særegne job, ”…men jeg bliver nød til at arbejde for at skaffe penge til familien. Jeg skal sørge for, at vi kan få mad til mine brødre og søstre”, forklarer den palæstinensiske dreng. Hans mor er alene, deres hus er blevet ødelagt af israelerne og derfor bor hele familien nu i et telt nær hovedvejen, og 14-årige Muhammed og hans yngre bror er blevet familiens forsørgere.
    Der er mange drenge om budet, og på Gaza-stribens eneste nord-sydgående hovedvej, er der i forvejen ikke mange biler uden passagerer, for folk hernede har så lidt, at de ikke begiver sig ud på landevejene inden de har undersøgt, om der er andre i familien eller omgangskredsen, der skal samme vej. Så det er ikke mange ture Muhammed og hans bror får sig på en dag, og derfor prøver de altid at presse prisen lidt i vejret, når de har været med til at bringe en bilist sikkert igennem det israelske check point. Men bilisten lader sig aldrig overtale. Prisen er kendt af alle. Én shekel – halvanden krone. Derfor hedder drenge som Muhammed og hans bror ”shekel-drengene”.
    Endnu et eksempel på, hvordan israelerne og palæstinenserne gensidigt tvinger hinanden ud i disse absurde, næsten kafka’eske situationer, der næsten ville være komiske, hvis de ikke tværtimod var så tragiske. Et sørgeligt billede på situationen i Gaza-striben – både den politiske og den økonomiske – op til den israelske rømning i sommeren 2005.

 
 

Den sidste af disse konsekvens-historier vi lavede omkring check points og vejspærringer, som jeg vil fortælle om her, handler om noget så ualmindeligt for danske TV-nyheder at beskæftige sig med fra Mellemøsten, som priserne på æsler.
    De palæstinensiske byer har altid været afhængige af deres lokale opland for fødevarer, frugt og grøntsager. Og på samme måde er de palæstinensiske landmænd ude i landsbyerne også helt afhængige af at kunne sende deres afgrøder ind til markederne i de større byer. Men det har kampene med Israel under den anden Intifada sat en stopper for. Lukningen af de palæstinensiske byer, blokeringen af mange af vejene og check points på de resterende – forholdsregler som Israel siger, tages af sikkerhedshensyn – forhindrer også palæstinensiske landbrugsvarer fra at nå frem til markederne… I hvert fald via de normale transportmidler.
    Krisen har nemlig tvunget det palæstinensiske samfund tilbage i tiden. Og et gammelt og velkendt transportmiddel, æslet, har pludselig på grund af konflikten fået sig en fornyet renæssance. For der hvor biler ikke længere kan komme frem, fordi en israelsk bulldozer har læsset en snes tons jord og sten af på tværs af kørebanen, der tripper æslet let og elegant udenom forhindringen. Men sjovt er det naturligvis ikke for palæstinenserne. De ser deres komplicerede eksistens blive mere og mere umulig. Og genopdagelsen af æslet er ikke ligefrem den type fremskridt de har drømt om.
    ”Vi er gået 50 år tilbage i tiden. Mindst 50 år”, siger den palæstinensiske bondemand og lastbilchauffør Musa Younis fra landsbyen Al Khader lige syd for Bethlehem. ”Og det skyldes alt sammen Israels lukning og de mange check points. Vi har ingen mulighed for at bruge hovedvejen længere til at nå frem til vore marker for at høste og hente vore vindruer og andre afgrøder hjem”, klager han.
    Og det er ikke fordi Musa Younis mangler moderne og mere effektive transportmidler. Han ejer nemlig en kæmpestor Volvo-lastbil. Alligevel har han været tvunget til at anskaffe sig et æsel, og parkere lastbilen bag sit hus ved siden af sønnens identiske lastbil. Begge skal de fortsat betale deres afdrag til banken på de lån, de i sin tid optog, for at købe lastbilerne, men der kommer ikke længere nogle indtægter fra de store køretøjer, der nu mest ligner nogle kæmpemæssige dinosauere, som er blevet overflødiggjort af en dramatisk klimaændring.
    ”Det her æsel, som jeg nu har måttet købe, kan måske bære 50-60 kilo. Mens min lastbil kan klare 15 ton…”, siger Musa Younis og kigger på os for at se, om vi til fulde forstår omfanget af tragedien.
    ”Jeg plejede at kunne fylde hele min vindruehøst i min lastbil, og selv da ville den kun være halv fuld. Det tog mig kun en tur at bringe høsten i hus. Men nu hvor vi er tvunget til at bruger æsler, rådner to trediedele af vindruerne op ude på marken. Vi kan simpelthen ikke nå at få det hele høstet og bragt hjem”, siger Musa Younis.
    Nogen i det palæstinensiske samfund har naturligvis nydt godt af udviklingen – eller snarere tilbagegangen. Den nye krise i det palæstinensiske samfund har naturligvis betydet gyldne tider for æselhandlerne, som ellers var ved at forsvinde helt. På meget kort tid er efterspørgslen på æsler eksploderet, og på ganske få måneder er prisen på et godt pakæsel mangedoblet.
    På æselmarkedet i udkanten af Bethlehem møder vi den palæstinensiske bonde Ahmed Abu Ayyash, som allerede har købt sig et æsel, og nu er tilbage på markedet for at købe sig et mere. Men priserne er i mellemtiden blevet lidt for pepperede for ham.
    ”Priserne er gået op”, klager han. ”Tidligere var der ingen, der gad have et æsel. Vi glemte nærmest deres eksistens. Der var ingen interesse for dem. Nu er vi tvunget tilbage til æslerne igen og priserne er eksploderet. Priserne er steget med 400 procent. Hørte du det? 400 procent!!! Det er jo helt unaturligt. Så meget er et æsel jo slet ikke værd! Det er jo kun fordi vejene er blevet lukket, at æslerne er blevet en nødvendighed igen.”
    Ahmed Abu Ayyash er ikke blind for den absurde ironi, der udspiller sig for øjnene af os. På hovedvejen ikke langt fra os mellem Jerusalem og en række jødiske bosættelser syd for Bethlehem, suser israelerne forbi i deres skinnende nye biler, mens palæstinenserne i æseltempo slæber sig af sted i den støvede rabat ved siden af asfaltvejen.
    ”Resten af verden bevæger sig fremad, mens vi går baglæns. Andre mennesker rejser i flyvemaskiner, mens vi er gået tilbage til at ride på æsler”, siger han med et træt smil.
    Men prisstigningen på æsler er blot endnu et symptom på en meget mere alvorlig og langt mere dybtgående kløft imellem det israelske og det palæstinensiske samfund, som lukningen af de palæstinensiske byer har resulteret i. Og lukningen af de palæstinensiske byer, er jo heller ikke sket i et vacuum. Det er et resultat af de mange terroraktioner og selvmordsbombere, som har sneget sig ind i Israel derfra. Og disse terroraktioner er et resultat af den israelske besættelse, som er et resultat af en krig, som var et resultat af at araberne ikke ville anerkende Israels eksistens… og sådan bliver det ved. Men denne remse blot for at understrege, at konflikten jo naturligvis ikke begynder med Israels lukning af de palæstinensiske områder og check points på vejene.
    Mens Israel med lukningen af de palæstinensiske områder i første omgang forsøger at sikre sig selv imod palæstinensiske selvmordsbombere, så har man i virkeligheden samtidig skabt en afgrundsdyb kløft – teknologisk, udviklingsmæssigt og moralsk – mellem to folkeslag, som langt mere har brug for at der bliver bygget broer imellem dem, end at der bliver gravet endnu flere endnu dybere og endnu mere uoverstigelige kløfter, hvis konflikten imellem dem nogensinde skal løses.


Disse tre check-point-historier er blot nogle få af de indslag, jeg viser mine studerende på Danmarks Journalisthøjskole og Syddansk Universitet, når jeg underviser i hvordan man som journalist kan arbejde i krigszoner. Mange tror nemlig fejlagtigt, at man skal være uendelig modig og dumdristig, for at kunne klare jobbet, fordi man mere eller mindre konstant skal befinde sig i krydsild i frontlinien. Og en af pointerne i min undervisning er tværtimod, at man sagtens kan berette om krigen, uden at være i overhængende livsfare. Derfor har en af dagene på kurset overskriften: ”Vend ryggen til fronten”. Det er nemlig meget vigtigt for mig at slå fast overfor de studerende, at man sagtens kan rapportere om krigen, uden konstant at stå med skudsikker vest på og med kuglerne flyvende om ørene. Faktisk mener jeg, at man finder mange af de allervigtigste historier, når man vender ryggen til fronten. Når man begynder at beskæftige sig med krigens ofre, og den til tider næsten surrealistiske virkelighed, som krigen skaber omkring sig.
    Selvom man sagtens kan forstå israelernes krav om at få sikkerhed i deres caféer, busser, skoler og supermarkeder, så kan man, når man som jeg – og formoder jeg også andre reportere – krydser frem og tilbage over grænsen eller frontlinien imellem de to stridende befolkningsgrupper, heller ikke ryste den følelse af sig, at Israels mange bestræbelser på at beskytte sig selv imod vrede, uforsonlige, militante palæstinensere, skaber mindst lige så mange nye fjender for Israel, som det lykkedes dem at beskytte sig imod, og det synes jeg også, at den her type historier fortæller. Så en historie om stigende æselpriser, som på overfladen måske blot synes komisk, eller tragisk som beretningen om ”shekel-drengene”, fortæller i virkeligheden meget mere end blot den ene historie.

 
 

I årene lige efter den anden Intifadas udbrud, blev Jerusalems sydlige udkant en frontlinie. Jerusalem-forstaden Gilo, der er bygget på jord Israel erobrede i ’67-krigen ligger på en bjergtop lige overfor Bethlehem-forstaden Beit Jala. Der er kun et par hundred meter imellem de to byer, som er adskildt af en dyb dal, der meget passende hedder Emek Refaim – Spøgelsernes Dal.
    Vel vidende, at et angreb altid vil udløse et israelsk gengældelsesangreb, begyndte palæstinensiske væbnede grupper i Bethlehem-området at angribe Gilo, når solen var gået ned. Fra hustage eller i skjul af private hjem i Beit Jala affyrede palæstinenserne skudsalver over imod Jerusalem-forstaden. Den israelske hær, som efterhånden oprettede en par faste positioner i området, svarede med det samme igen både med tunge maskingeværer og et par granater fra en kampvogn. En 10-15 minutter skærer skyderiet igennem nattestilheden, og så dør det hen. Alt efter situationen kunne der være flere episoder i løbet af en nat, men som regel var der kun tale om et enkelt skyderi, ofte ved 21-22-tiden, og derefter stilnede det af.
    Klaus og jeg tog i en periode om aftenen ud til skråningen imellem de to stridende bydele. Vi hande varm kaffe med på termokanden, campingstole og lidt læsestof. Det kunne have været en rigtig picknik, hvis det ikke var så perverst. Vi havde fundet en nedlagt militærposition. Den må have ligget for upraktisk, for soldaterne og deres kampvogn befandt sig nu lidt længere nede ad skråningen. Men deres tidligere position, som var omgivet af jordvolde og sandsække, var der stadig, og den indtog Klaus og jeg. Den lå helt perfekt til at filme fra. Vi havde et glimrende udsyn over til Beit Jala, den israelske position lå lige nedenfor os, og over vores højre skulder lå Gilo badet i lyset fra gadelamperne.
    Først stillede vi kameraet op på stativ og fokuserede, hvilket er lidt svært i det svage lys efter solnedgang. Så blev kameraet rettet ind imod de huse hvorfra skyderiet normalt kom fra. Jeg stillede min fars gamle ornitolog-teleskop op på et andet stativ, så jeg kunne give Klaus besked om, hvor der rørte sig noget. Så stillede vi campingudstyret op, tog en kop kaffe… og ventede. Som regel tog det mindre end en time, så brød helvede løs. I nogle hektiske minutter buldrer og brager det. Sporprojektiler fyger som lysende perler på lange guillander på kryds og tværs af dalen. Når Klaus havde fået et par wide shots – totalbilleder af skyderiet, havde jeg som regel fundet positionen, hvor der blev skudt fra, så kunne Klaus zoome ind på den, og efter et par minutter, hvor israelske maskingeværkugler splintrede i lysende gnister omkring vinduerne ovre på den anden side af dalen, kom der som regel også en ganat fra kampvognen.
    De fleste aftener var disse skudvekslinger ikke voldsomme nok, til at retfærdiggøre et indslag til næste dags TV2/Nyheder. Efter nogle uger med disse skyderier, blev de ikke længere rigtigt betragtet som nyheder. Men hvis disse natlige kampe virkeligt udviklede sig, så kunne der næste dag være en historie at fortælle enten på den israelske eller den palæstinensiske side, alt efter hvem der var blevet ramt hårdest.
    En nat var der hårde kampe, som trak ud længere end normalt. Skudduellerne var længere, og palæstinenserne blev ved med at skyde tilbage, og de skiftede positioner eller de var flere grupper, der opererede fra flere forskellige steder. Israelerne sendte et hav af lysgranater op over Beit Jala, og vi kunne tydeligt se de bevæbnede unge, der sneg sig rundt derovre. De var indædte i en sjælden grad denne nat, og vi kunne pludselig se, at kampene bredte sig til Al Khader, en anden Bethlehem-forstad i området. Et hus i Al Khader får en særlig hård medfart. Først rammer en granat og så følger den flere lange salver fra et tungt maskingevær.
    Næste dag tager Klaus og jeg til Al Khader, for at se, hvad der foregik omkring det hus, der blev ramt. Allerede da vi ankommer, er det klart, at en er blevet dræbt i huset. Udenfor er der hængt en teltdug op på nogle stænger for at give skygge, og hvide plastikstole er stillet op i lange rækker, så familie og venner, som kommer for at kondolere kan sidde ned, og få en kop kaffe. Der er også allerede kommet plakater op, med billeder af den dræbte. Han er bare en stor dreng. Rami Mousa hedder han, og han blev kun 16 år gammel.
    Rami’s far, Yehia Ibrahim Mousa, tager os med ind i huset, for at fortælle os, hvad der skete. Ude i køkkenet er alt væltet rundt, og bordet og skabene er slået til pindebrænde.
    “Pludselig begyndte skyderiet”, fortæller Yehia og peger ud ad vinduet op imod en israelsk position oppe på bakken overfor huset. ”Så eksploderede der en granat her i køkkenet, og huset blev fyldt af røg, og derfor forsøgte vi at slippe ud. Jeg åbnede døren, og vi løb afsted. Vi ville rundt om bag huset, hvor der var mere sikkert”, fortæller han samtidig med at vi går turen ud ad døren sammen med ham, og Klaus filmer.
    ”Rami løb lige bag mig… Så ramte en kugle vinduet her”, Yehia gør en pause, men fortsætter så – forbavsende fattet og nøgtern i sin beretning: ”Her blev Rami ramt, og her faldt han til jorden. Vi tilkaldte en ambulance, som tog ham til hospitalet.”
    Rami deltog ikke selv i kampene, ifølge familien, men lå og sov da skyderiet brød løs. Alligevel er han blevet ”martyr”, som palæstinenserne kalder det. For folk her i Al Khader er det beviset for, at uanset om man kæmper eller ej, så bliver man alligevel offer for de israelske besættelsesstyrker. Derfor tror ingen her længere på fred:
    “Der bliver aldrig fred med jøderne. Jøderne ønsker ikke fred”, siger Ramis tante Azizeh Mahmoud Mousa. ”Vi vil ikke have dem her. Det siger vi åbent… så længe de dræber os. De svarer igen med skarpe skud imod sten. Hvor er retfærdigheden? De frygter ikke Allah”, siger hun med foragt.
    Som en nærmest pervers og tragisk ironi, så kom skuddene, der dræbte Rami Mousa fra en nærliggende israelsk militærposition, som ligger på jord, der er blevet konfiskeret fra Rami’s bedstefar. Fra et bakkedrag hvor en nærliggende israelsk bosættelse netop er begyndt at udvide til:
    ”Det er alt sammen min jord”, siger Daoud Ali Youssef, Rami’s bedstefar, og peger hen over bakkedraget. ”Skellet går der, og fortsætter derover til inklusive wadi’en. Det er min jord… Vi købte jorden… eller rettere min bedstefar købte jorden fra en kristen i Bethlehem i 1925”, siger han, mens han krammer et flosset dokument fra de britiske myndigheder, som, siger han, dokumenterer, at det er hans jordstykke israelerne nu bygger deres bosættelse på.
    I et nærliggende hus ligger Ramis lig svøbt i det palæstinensiske flag og hans hoved er pakket ind i et sortternet partisantørklæde. Drengens jævnaldrende venner kommer en for en ind og kysser ham på panden, inden mændene i familien løfter hans båre op på skuldrene og begiver sig af sted mod begravelsespladsen. En gruppe unge bevæbnede mænd har nu sluttet sig til begravelsestoget, og de skyder vildt op i luften. De unge råber hysterisk: ”Allah hu’Akhbar!” – ”Gud – Allah er stor!” Skuddene brager. På sit dødsleje er Rami blevet en national helt. Husmurene er plastret til med hans og utallige andre ”martyrers” billeder.
    En palæstinensisk familie som indtil nu ikke har været aktiv, er blevet tvunget ind i kampen. Og på den måde er konflikten sit eget brændstof. Den ene dags kampe levere de ofre og den vrede og det had, der skal til for at holde morgendagens kampe i gang.
    Hadet lyser ud af øjnene på Rami’s mor, som kun vil opgive sit navn som Umm Rami (Rami’s mor). Om hadet bare er et dække over en bundløs sorg, eller om der kun, som det fornemmes her i Al Khader denne vrede dag, er det svært at sige, men hendes ord er uforsonlige:
    ”Jeg vil sige til moderen til den soldat der dræbte Rami, at jeg håber at det samme vil ske for hende. Må Gud – Allah – udrydde ikke bare din søn, men hele din familie! Dine brødre og forældrer. Jeg håber, at du vil føle den samme smerte, som jeg gør over tabet af min søn. Min søn døde som en martyr. Jeg håber at din dør som en hund.”
    Endnu en gang oplever vi, at konflikten driver sig selv. Den er en slags evighedsmaskine. Israels politik for at beskytte sig selv, pådrager palæstinenserne så mange lidelser, at de føler, at de alligevel ikke har noget at tabe, og derfor ligeså godt kan tage kampen op.
    Ved en briefing for en gruppe udvalgte journalister på Jaffee Center for Strategic Studies på Tel Avivs Universitet et par år efter udbruddet af Al Aqsa-Intifadaen, fortalte den palæstinensiske sociolog og politiske forsker Khaled Shkaki, at mens palæstinensernes succeskriterier, dengang fredsprocessen var i gang og fungerede, kunne beskrives som ”hvor stor og hvor tæt på ’67-linierne en fremtidig palæstinensisk stats grænser ville komme til at ligge og hvor fri og uafhængig en sådan stat vil blive, så er succeskriterierne nu, hvor fredsprocessen er brudt sammen og Intifadaen har afløst den, hvor megen smerte man på påfører israelerne. Endog selvom palæstinenserne samtidig godt ved, at hver eneste gang de påfører israelerne smerte, vil de selv efterfølgende komme til at betale en endnu mere smertefuld pris”, lød den palæstinensiske forskers udlægning af situationen.
    Af mangel på håb om en bare minimalt bedre fremtid, så kan israelerne også ligeså godt få lov til at mærke smerten og dele håbløsheden.
    Det er endnu en af de journalistiske historier fra krigszonen, som enhver journalist sagtens kan lave, uden selv at risikere livet og løbe rundt i frontlinien. Og det er, efter min mening, en historie, der fortæller ikke så lidt mere om den desperation, der holder konflikten i gang, end en reportage af israelske soldater og hætteklædte palæstinensere, der skyder på hinanden, gør.


Palæstinensernes gentagne voldelige Intifada’er imod den israelske besættelsesmagt og bølgerne af terroraktioner imod israelske civile i selve Israel er et to-ægget sværd. Denne modstandskamp har fremelsket en voldsforherligelse og en martyrdyrkelse i det palæstinensiske samfund, som kan få en til at frygte for selv en fremtid, hvor palæstinenserne måtte nå deres mål, og få deres egen stat. For al den vold og alt det blod, som den palæstinensiske politiske retorik konstant er marineret i, skaber et samfund, som er alt andet, end det palæstinenserne selv drømte om.
    Den totalt hæmningsløse heksejagt i det palæstinensiske samfund på enhver, som en tilfældig teenager med et partisantørklæde og et våben i hånden, stempler som en kollaboratør, har skabt et rædselsregime for mange almindelige palæstinenserne i flere af de byer, de selv har kontrollen med.

Det oplevede vi på nærmeste hold i efteråret 2002, da vi lavede et indslag om en gruppe desperate, forældreløse brødre og søstre i byen Tulkarm på Vestbredden.
    Det første vi hører, er om en såkaldt ”kollaboratør-likvidering”. Dem er der mange af i den her periode, så det vækker i sig selv ikke så megen opsigt. En palæstinensisk kvinde er af Al Aqsa Martyrenes Brigade blevet trukket ud på en central plads i byen Tulkarm på Vestbredden og uden videre parlamenteren likvideret i al offentlighed. Som middelalderens inkvisition, hvor man brændte hekst på byens torv. Denne her i særdeleshed tragisk, fordi den har efterladt syv børn forældreløse. Efter likvideringen har Al Aqsa Martyrenes Brigade offentliggjort et videobånd, hvor kvinden ”tilstår”, at hun har angivet fremtrædende militante palæstinensere til den israelske sikkerhedstjeneste. Jeg skriver ”tilstår” i anførselstegn, fordi alt tydede på, at tilståelsen var blevet tortureret ud af hende – også som middelalderens inkvisition.
    På det her tidspunkt har vi længe gerne villet lave et indslag om disse sumariske rettergange og henrettelser, som de unge, bevæbnede palæstinensere gennemfører uden dommere, forsvarer eller noget der bare ligner. Når vi vælger at tage til Tulkarm og følge op på den likvidering, så er det fordi ”tilståelsen” er blevet filmet, og det giver os mulighed for at illustrere mere af historien i billeder end vi normalt kan, og fordi Khaled har familie i byen, som kan hjælpe os med at efterforske – eller researche som vi kalder det i journalistsproget – og checke oplysninger.
    Folk i byen lever i frygt. Det mærker vi med det samme. Ikke kun for israelerne, som med jævne mellemrum rykker ind i byen på jagt efter eftersøgte, militante aktivister, men også for deres egne væbnede grupper, som flere af de palæstinensere, vi taler med, mener, er gået helt amok. Alene at få nogen til at tale præsentere et problem. De færreste er villige til at tale til kameraet. Og selv de, der taler til os udenfor referat, er bange. Derfor er vi nød til at tale med et hav af mennesker i byen, bare for at kammouflere, hvem det er, vi faktisk har fået oplysninger fra, og på den måde beskytte dem, for vi må hele tiden forvente, at vi bliver overvåget, og dem vi taler med registreret. Men det tager oceaner af tid. Og det er bare endnu en af mange grunde til, at ordentlig journalistik i denne her del af verden er så meget mere tidskrævende og opslidende, end mange andre steder.
    Det, der først slår os, er, at så godt som ingen, vi taler med, synes at tillægge den 36-årige Ihlas Khouli’s tilståelse særlig megen vægt. Meget få af dem vi taler med, mener at hun var skyldig, og ingen, at hun burde være henrettet. Alle er derimod enige om, at Al Aqsa Martyrenes Brigade har skabt et rædselsregime, hvor enhver teenager med et gevær er blevet lovgiver, dommer og bøddel i en og samme person.


Allerede på vores første besøg i Tulkarm møder vi Ihlas Khouli’s syv efterladte børn, som er i alderen fra 3 til 17 år. De er alle dybt tynget af tragedien, der har ramt deres familie. Det kan ikke undre. De ældste to drenge, Baker på 17 og Muhammed på 15, har pludselig fået kastet rollen som beskyttere af de yngre søskende og forsørgere af hele familien i hovedet. Mens de øvrige brødre og søstre er i en tilstand svingende mellem sorg og panik, så får vi stor respekt for de to drenge, som på imponerende vis er vokset med opgaven. Og det på trods af at Baker formentlig selv spiller en helt chokerende central rolle i mordet på sin mor.
    Allerede da vi første gang besøger børnene i familiens lille, utrolig fattige rønne i en gyde til en sidegade, slår det os, hvor lidt de har. Hvis Ihlas Khouli har været kollaboratør med israelerne, så har de i hvert fald ikke betalt hende særlig godt. Der er så godt som intet inde i de to værelser, som har blikplader på taget. Overhovedet intet. Et køleskab og et TV-apparat er de eneste genstande af en vis værdi. Ellers er der kun en stak madrasser, som bliver spredt ud på gulvet om natten, noget sengetøj og et par vakkelvorne stole. Det viser sig også, at de hverken har telefon i huset endsige ejer en mobiltelefon, hvilket får os til at spekulere på, hvordan deres mor overhovedet har kunnet kommunikere med israelerne, hvis hun virkelig var kollaboratør. Børnenes far, som solgte te og kaffe fra en lille trækvogn på gaden, var død for otte måneder forinden. Han led af en svær sukkersyge. Siden havde deres mor, måttet begynde at arbejde.

Muhammed på 15, fortæller os, hvordan deres ældste bror, Baker, ugen forinden pludselig forsvandt, og hvordan deres mor brugte al sin tid på at finde ham. Så hørte de, at han var blevet kidnappet af Al-Aqsa-martyrernes Brigade, den væbnede gren af Yassir Arafat’s Fatah-bevægelse, som kontrollerede denne del af byen. Kort tid efter møder et par unge fra Al Aqsa Martyrenes Brigade op og siger til deres mor, at hvis hun vil have sin søn tilbage, kan hun følge med dem.
    “ Min mor, som havde ledt efter Baker hele dagen, og hun var lettet, og hun tog med dem”, husker han. ”Men hun kom aldrig tilbage igen. Næste dag blev vi fortalt, at de havde myrdet hende. Jeg tror ikke på, hvad de siger om min mor. Hun gjorde ikke noget forkert. Hun gik næsten aldrig ud. Hun bad og fastede. Hun forlod kun huset for at arbejde og købe mad”, fortæller Muhammed med smerte og sorg i øjnene.
    Søsteren Najla på 16, som sidder bagved, bryder ind.
    “Vi tror ikke på noget af det, de fortæller om vores mor. Og der er heller ikke andre her i byen, der tror på det”, siger hun med dæmpet stemme. Hun sidder med en arabisk avis i hænderne. På forsiden er der en fotografi ag hendes mor. Det er affotograferet fra ”tilståelses”-videoen. Artiklen i avisen fortæller historien om en medløber, der har fået sin fortjente straf.
    ”Jeg ved ikke, hvorfor de mistænkte mor”, siger hun og ser ned i artiklen. ”Måske er det fordi mor begyndte at arbejde. Så sagde de pludselig, at hun var spion. Jeg ved ikke, hvorfor de følte, det var nødvendigt at skyde hende.”
    Artiklen siger også, at Ihlas Khouli ikke blev torturet, inden hun kom med sin tilståelse.
    ”Det er løgn alt sammen”, siger Ala på 13. ”Da vi så hendes lig, kunne vi se, at de havde gennembanket hende. Der var mærker på hendes ben og hænder.”
    Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Jeg er nærmest skamfuld. Her står jeg overfor to små piger og deres søskende, som for to dage siden fik at vide, hvor deres egen mors torturerede og mishandlede lig var blevet smidt, så de kunne begrave hende. De var selv nød til at klare det. Hverken naboer eller familie turde hjælpe dem. Omfanget af tragedien er bare så umulig at fatte. Sådan tænkte jeg dengang, og sådan tænker jeg igen, nu hvor jeg sidder og skriver beretningen ned. Sorgen og modløsheden lyser ud af børnene, og her kommer jeg og tillader mig at stille dem spørgsmål til et snottet TV-program i et lille land langt borte. I sådanne situationer ved man ikke, hvad man skal gøre af sig selv. Og det er i virkeligheden bedre ikke at spekulere over det, og i stedet anlægge en professionel facade og få jobbet gjort. Det bedste jeg kan gøre, er at fortælle børnenes tragiske historie. Det er det eneste jeg kan. Til gengæld må jeg gøre det, så godt jeg kan.
    Under vores interview med børnene får Khaled på fornemmelsen, at Baker formentlig havde angivet sin mor. I hvert fald fortæller ham mig undervejs, at Baker har sagt noget i retning af at Al Aqsa-aktivisterne torturerede ham, og, ifølge Khaled, ”…jeg ville have angivet hvem som helst, bare for at få dem til at stoppe”. Men da vi kommer tilbage til kontoret, og går interviewene igennem og får dem oversat, så er den bid ikke med i interviewet, og Khaled mener, at det måske er noget Baker har fortalt ham, mens kameraet ikke rullede. Derfor beslutter vi os for at tage tilbage til Tulkarm igen den efterfølgende dag.
    Efter endnu en gang at have leget kiss-pus med israelerne udenfor, slipper vi endelig ind, men allerede da vi spadserer ned igennem den lille gyde til børnenes hjem, kan vi se, at der er noget galt. Da vi kommer helt hen til det lille hus, står døren åben. Alt er ødelagt og huset er brændt ned. Der er intet tilbage. Køleskabet står sortsodet, halvt væltet, døren revet af og er gabende tomt. TV-apparatet er smadret. Alt andet er forvandlet til aske.
    Men hvad er der blevet af børnene? Der er ingen spor af dem. Vi bliver ret nervøse. I særdeleshed frygter vi, om det måske har været vores besøg, der har bragt børnenes liv i fare. Vi forsøger altid at være meget forsigtige, men man ved aldrig, hvem i et kvarter, der informerer om de andre.
    Ingen af naboerne ved noget… siger de i hvert fald. Men den dårlige samvittighed lyser langt ud af dem. Khaleds onkel, som er kaffehandler i byen, kommer os til hjælp. Han ved, at den henrettede Ihlas har en søster, og han ved også, i hvilket nabolag, hun bor. Efter et par timers søgen findet vi søsteren Muyasser Abu Omar. Hun er formentlig kun er i begyndelsen af 40’erne, men ligner en bedstemor på 60.
    Det tager noget tid, at få hende ”blødt op”, og ikke mindst at få hende til at stole på os, så hun overhovedet vil fortælle os noget. Til slut fortæller hun os, hvor vi kan finde børnene, som har søgt tilflugt udenfor byen. Men ikke bare det. Det viser sig, at hendes to ældste børn, sønnen Ala op 21 og datteren Raja på 20, også netop er blevet kidnappet af Al Aqsa Martyrene, og at datteren netop er kommet med en ”tilståelse” på videobånd.
    ”Min datter kom med det de kalder en ”tilståelse” fordi hun blev tortureret. Det ved Gud selv. Disse Al Aqsa folk har ingen moral og ingen medfølelse. Nu er jeg bange for mine børnebørn. Jeg vil ikke have, at der sker dem noget”, siger hun med bestemthed og foragt.
    Brigaden var mødt op i hendes hus, og var trukket af sted med hendes to børn efter at hun selv var blevet banket sønder og sammen. Året før var hendes mand blevet skudt og dræbt af Al Aqsa Martyrene, som også mistænkte ham, for at være en israelsk spion.


Vi finder langt om længe børnene i en fjern slægtnings hus udenfor Tulkarm. De har det godt, men er naturligvis endnu mere rystede, end de var dagen forinden.
    ”I aftes besøgte vi noget af vores familie. Da vi kom tilbage var vores hus blevet brændt ned”, fortæller Muhammed alvorligt. ”Vi spurgte naboerne, hvem der havde gjort det. Først sagde de, at de ikke vidste, hvad der var sket. Så fortalte de at ”aktivisterne” var kommet, og havde smidt molotov-cocktails ind i huset. Naturligvis er vi bange. De kan komme tilbage og smide brændbomber eller skyde mine søstre og brødre. Nu har vi hverken en mor eller en far, til at passe på os.”
    Vi taler også med 17-årige Baker, men vi kan ikke få ham til at indrømme, at han har angivet sin egen mor. Vi spørger ham naturligvis ikke direkte, men cirkler forsigtigt om emnet. Det tætteste vi kommer, er dog kun at han fortæller os om torturen.
    ”Al Aqsa Martyrene bortførte mig og gennembankede mig uden at jeg havde gjort noget som helst. De afhørte mig og jeg blev gennemtævet. De slog mig endog inden de begyndte at stille spørgsmål. De piskede mig på ryggen”, fortæller han og trækker sin trøje op, så vi kan se piskemærkerne på kryds og tværs hen over ryggen.
    ”Så bandt de klæde for mine øjne, og sådan fortsatte det i tre dage… De ville ikke fortælle hvorfor. Jeg blev holdt fanget i et værelse. Tre dage senere løslod de mig. Jeg ved ikke hvorfor. Jeg har ikke den fjerneste ide”, påstår dregen. ”Jeg vil ikke kalde det en tilståelse, det jeg gav.”
    Jeg vælger, at vi ikke vil presse drengen. Hvis han har angivet sin egen mor, og det tror jeg, at han har, så skal han leve med det resten af sit liv. Og hvis det allerede er lykkedes ham at fortrænge det ned i en fjern afkrog af sin underbevidsthed, for at kunne overleve, så vil jeg ikke være den, der tvinger det frem igen.


Nogle dage senere vender vi tilbage endnu en gang, fordi vi nu har fundet ud af, at det er den lokale bryllupsfotograf i Tulkarm, der har filmet Ihlas Khouli’s ”tilståelse” på video. Fotografen tager altså ikke bare billeder ved bryllupper og familiefester, han filmer også for Al Aqsa Martyrene og tager Rambo-portrætter af aktivisterne iklædt pandebånd, patronbælter og Kalachnikovgevær, så der kan blive trykt helteplakater af dem, hvis de skulle bliver ”martyret”, som de selv kalder det. Derfor bruger vi også fotografen til at etablere en kontakt til Ihlas Khoulis bødler.
    Den lokale leder at Al Aqsa Martyrene kalder sig ”Abu al-Majd”. Han siger at det var ham, der dræbte den enlige mor til syv. Han kan ikke selv være mere end 19-20 år gammel, men han forsøger at optræde, som om han er meget ældre. Han har allerede talrige andre liv på sin samvittighed – både israelske og palæstinensiske. Men det er ikke noget, han ser ud til at være tynget af. Han tager en sort elefanthue på til interviewet for at dække ansigtet, og sidder ellers og leger med sin ladte 9-mm automatiske pistol, mens vi taler med ham, den samme pistol som han skød Ihlas Khouli flere gange i brystet og hovedet med.
    ”Vi ved godt at Ihlas Khouli var mor til syv” siger han med en dyb raspende stemme, mens han konstant lader og aflader pistolen. ”Men uanset det, så var hun blevet rekrutteret af israelerne, og hun brugte sine børn til at overvåge de eftersøgte palæstinensiske modstandskæmperes bevægelser i byen. De informationer gav hun videre til israelerne, som likviderede dem, der forsvarer vort hjemland.”
    ”Den israelske efterretningstjeneste bruger palæstinensiske familier og børn til at gøre deres beskidte arbejde, og de gør dem til deres håndlangere. De bruger dem for at kunne opspore og myrde eftersøgte palæstinensere fra de væbnede grupper.”
    Med en pludselig beslutsomhed aflader Abu al-Majd pistolen, tager magasinet ud af skæftet, også den patron der allerede sidder i kammeret, og lægger det hele på bordet. Vi kan ånde lettet op. Så går pistolen i det mindste ikke af ved en fejltagelse.
    ”Hendes søn angav hende. Vi torturerede ham ikke, og vi slog ham ikke. Og da vi præsenterede hende for det, tilstod hun også selv. Vi henrettede ikke sønnen, fordi han er mindreårig. Han var ikke klar over, hvad han gjorde. Det var anderledes med hans mor. Islam påbyder os at dræbe morderne”, siger Abu al-Majd i et hurtigt taletempo, som er helt upåvirket af sagens alvor.
    Vi ved, at noget at det han fortæller os er løgn, for vi har set piskemærkerne hen over Bakers ryg, så tortureret er han blevet. Hvor meget af det øvrige der er sandt eller usandt, kan vi ikke vide. Men Abu al-Majd kæmper også sin krig, selvom vi måske nok ikke kan lidfe den. På bordet ved siden af pistolen ligger hans andet mest skattede eje – et fotografi af hans tre venner: Ra’ed Karmi og Ziyad Da’as, der tidligere var ledere af Al Aqsa-Brigaden i Tulkarm. Begge blev de likvideret af israelske specialenheder med brug af lokale palæstinensiske kollaboratører. En af dem den 36-årige enlige mor Ihlas Khouli, mener Abu al-Majd. Den tredje unge palæstinenser på fotografiet er Firas Adbullah, som blev dræbt, da en bombe han transporterede eksploderede før tiden.
    De fleste af Abu al-Majd’s venner er allerede døde. Selv ved han også godt, at han formentlig ikke selv når at blive ret gammel endsige når at få børn. Men, siger han, han vil i det mindste dø kæmpende.


Khaled, som ellers er vant til lidt af hvert, er rystet. Historien om de forældreløse Khouli-børn i Tulkarm var bare en lang tragedie, som foldede sig ud, mens vi arbejdede. Og det værste var, at vi alle sammen vidste, at der var masser af lignende historier rundt om i de palæstinensiske områder, hvor ”gadens parlament” havde taget over. Palæstinensernes kamp med Israel har kostet dem dyrt, men deres kamp er løbet af sporet, mener mange iblandt palæstinenserne selv. Kampen er blevet til en ondartet interne heksejagt, hvor ingen længere kan vide sig sikre. Enhver teenage knægt med et partisantørklæde og et gevær kan gøre, som han lyster. I de palæstinensiske områder vokser magten i bogstaveligste forstand ud af et geværløb, og retten tilhører den, der har fingeren på aftrækkeren.
    Situationen er svær, selv for de mest velfungerende palæstinensiske familier, men for de syv forældreløse børn i Khouli-familien så fremtiden så dyster og truende ud, at det næsten ikke var til at bære. Ved hvert at vores besøg brød vi reglerne om, at man som journalist ikke skal lade sig rive med følelsesmæssigt af det vi dækker, men bevare en vis distance. Det kunne vi bare ikke. Vi samlede alle de penge sammen, vi havde, og gav dem til børnene. Senere begyndte vi, på forventet efterbevilling fra TV2, at give dem penge, vi havde trukket på stationens kreditkort. Vi fik senere hen ikke bare nyhedschef Michael Dyrbys tilladelse til at hjælpe børnene, vi fik nærmest hans pålæg om at gøre det. Så stærkt et indtryk havde historien gjort på ham.
    Jeg husker endnu den lille pige Ala, som, mens hun ser op på os med sine store sørgmodige øjne, lige inden vi går, siger til os: ”Vi bliver nød til at finde noget arbejde nu, så vi kan brødføde os selv, og så må vi håbe, at Gud vil beskytte og hjælpe os.”


Da vi havde redigeret historien om Khouli-børnene og deres tragedie, og sendt det op til DagsDato-programmet og Poul Erik Skammelsen i Odense kan jeg huske, at vi alle tre – Klaus, Khaled og jeg – sad og diskuterede situationen. Og det var klart for os alle tre, at den historie, vi lige havde lavet, havde berørt os meget dybt – meget mere end normalt. Selvom vi tit havde diskuteret, hvordan den brutalitet, som den palæstinensiske modstandskamp svælgede sig i, så var det efter vore mange ture til Tulkarm og til Khouli-børnene blevet krystal klart for os, at den vold palæstinenserne i begyndelsen havde rettet imod israelerne, var begyndt at vende indad imod dem selv. Og de tragedier vi så i de dage i efteråret 2002, formentlig kun var begyndelsen på noget, der kunne udvikle sig til et rent blodbad.
    Få dage efter blev Raja Abu Omar – Ihlas Khouli’s niece og børnenes kusine – også henrettet. Men dermed er tragedien langtfra slut. For nogenlunde samtidig med likvideringen af Ihlas Khouli’s niece, meddelte Mussa Arafat – en nevø til PLO-formand Yassir Arafat, og chef for den palæstinensiske militære efterretningstjeneste – at de palæstinensiske sikkerhedsstyrker havde pågrebet den celle af kollaboratører i Tulkarm-området, som havde hjulpet israelerne med at pågribe og ramme de militante palæstinensere, Ra’ed Karmi og Ziyad Da’as, som familien Khouli ellers var blevet beskyldt for af Al Aqsa Martyrenes Brigade. Ihlas Khouli og Raja Abu Omar blev altså henrettet for forbrydelser de ikke havde haft noget med at gøre.
    Det er blot en af de mange dybt, dybt tragiske historier, som det næsten er for tungt og for sørgeligt at lave, og som man selv bagefter er mentalt og følelsesmæssigt kvæstet ved at have produceret. Og netop derfor er det så vigtigt, at disse stærke menneskelige beretninger og skæbnefortællinger bliver lavet og  fortalt, for de viser, hvad krigen virkelig er. Og de viser, at i konflikter, som den her i Mellemøsten, er det ikke en eller anden firkantet strid mellem godt og ondt, mellem ret og uret, mellem helte og skurke. Alle konfliktens kæmpende parter har – uanset hvor megen ret og retfærdighed de gør krav på at have – uendelig meget blod på deres samvittighed.
    Og langt de fleste – alle dem der ikke selv aktivt kæmper – de er ofre. Ofre for vanvid og fanatisme. Ofre for det had, som frygten i enhver konflikt avler. Og det er en historie, som er langt vigtigere at fortælle, end macho-beretningen fra frontlinien.

 


 

RAPPORT FRA EN ØRKENSPEJLING
Snapshots fra et reporterliv i Mellemøsten
Læs fire af bogens kapitler her:
Kapitel 2: Virtual Reality – Medierne og Mellemøsten
Kapitel 3: Camouflagefarvet fascination
Kapitel 4: Vend ryggen til fronten
Kapitel 16: Bibliotekaren i Bagdad

I SKUDLINIEN
Ni personlige beretninger om at arbejde i verdens brændpunkter. Læs hele kapitlet om mit arbejde: ”Forposten ved Morag” om et besøg i en israelsk militær forpost i Gaza-striben.

BEKYMRINGEN RUNDT
Om at leve med bekymringen. En række skribenter bidrager med hver sin vinkel på begrebet "bekymring". Læs hele mit kapitel: ”I skyggen af terroren” om, hvordan det er at leve med sin familie i en konfliktzone.

UNTOLD STORIES
Billeder og beretninger fra Mellemøsten
Du kan læse tre uddrag af bogen her og se de tilhørende billeder:
Egyptiske pyramider
Livet i De dødes By
Et kors til hver