Forposten ved Morag

I maskingeværstillingen på den lille fremskudte israelske position. Da solen står op, stilner skyderiet af. Alle kan ånde lettet op. Kampene tilhører natten. Foto: Ilan Mizrahi.
I maskingeværstillingen på den lille fremskudte israelske position. Da solen står op, stilner skyderiet af. Alle kan ånde lettet op. Kampene tilhører natten. Foto: Ilan Mizrahi.
Om et besøg i en israelsk militærforpost i Gaza-striben

49-årige Steffen Jensen har været Mellemøstkorrespondent for TV 2 i 17 år – de sidste 15 år med fast bopæl i Jerusalem. Han har dækket alt fra krigen i Irak til den palæstinensiske opstand. En februar-aften i 2003 besøger han en israelsk forpost, der beskytter Morag-bosættelsen i Gaza-striben. Forposten er ofte under natlig beskydning.

”Er disse palæstinensere terrorister,” spørger Steffen Jensen på flydende hebraisk.
    ”Jeg ved ikke, om de er terrorister,” begynder løjtnant Tal Bardugo.
    Han er øverstkommanderende på den israelske forpost, Steffen Jensen er på besøg hos.
    Forposten beskytter Morag-bosættelsen på den besatte Gaza-stribe – tæt ved den ægyptiske grænse.
    ”Men de sniger sig ind på os. Og det gør de næsten hver nat,” fortsætter den 21-årige løjtnant.
    ”Hvis ikke vi var her, ville de skyde mod bosættelsen. De ville tage gidsler og plante sprængstoffer i busserne. Derfor er vi her, og derfor er det til syvende og sidst vores opgave at beskytte bosættelsen. Det ved alle her på basen.”
    Tal Bardugo er født og opvokset i Gilo – en forstad til Jerusalem med sine forældre, to yngre brødre og en lillesøster. Han har lysebrun hud, store ører og en lang næse, der buer svagt nedad. Brede læber og brune øjne. Det sorte hår er klippet helt kort omkring ørerne. Han har en grøn varm fleecetrøje på med distinktioner på skuldrene. Tal Bardugo virker intelligent, velformuleret og rolig. 
    ”Det er klart, vi er fanget her. Men vi har ikke noget valg. Det er vores situation, og det er en vanskelig og svær situation…”
    ”I dækning!”
    En hylende hvislen stopper Steffen Jensens interview. Tal Bardugo retter øjnene mod himlen, peger og dukker sig ned mod sin venstre side. Steffen Jensen hører også lyden og når lige at se en Kassam-raket flyve over deres hoveder. Kassam-raketten har en længde på to meter. Den vejer 90 kilo og kan have op til 20 kilo sprængstof med. Rækkevidden er op til ti kilometer. Med et gigantisk brag, der flænser luften, slår raketten ned i drivhusene i bosættelsen 100 meter bag dem. Lyden forstærkes af den klare, kolde og stille vinteraften.
    Det er februar 2004 og hundekoldt. Regnen er faldet tungt hele dagen, men netop stilnet af. Et par timer tidligere regnede det stadig, da Steffen Jensen stod og venter ved et checkpoint før forposten.

SOLEN SÆNKER SIG
Steffen Jensen er rasende. I tre måneder har han forsøgt at komme ud til en af de israelske militære forposter, der beskytter bosættelserne i Gaza-striben, og endelig har de israelske myndigheder givet tilladelse til, at han må komme ind på en forpost og filme i 24 timer. Nu må han ikke komme ind, fordi soldaterne på posten er i ildkamp med palæstinensere. Lige præcis den situation han gerne vil filme.
    Den 32-årige kameramand, Ilan Mizrahi, er med Steffen Jensen på opgave for første gang. Han ligner en israeler med sin lysebrune hud og blanke sorte hår. På grund af sit udseende kan han lettere komme tæt på nogle af de mere ekstreme militante jødiske grupper, der kæmper for bosættelserne og for at annektere de besatte palæstinensiske områder.
    Steffen Jensen sidder i bilen og prøver på at sove lidt, mens han venter på at komme ind til forposten. Der er vådt og pløret over alt. Mørket har sænket sig. Steffen Jensen vågner af sin døs og taler lidt med soldaterne ved checkpointet om sin karriere og de konflikter og krige, han har dækket. Klokken nærmer sig 18.30.
    Efter to timer får de endelig klartegn. En militær jeep med grøn presenning kører foran på asfaltvejen ind mod bosættelsen, hvor forpostens base ligger. Morag-bosættelsen er en af de mindre med 5.-6.000 indbyggere, egne skoler, drivhuse, indkøbscentre, røde hustage. Som en ø placeret midt i en palæstinensisk sandørken.
    Det sidste stykke ud til forposten må Steffen Jensen tage kameraerne og udstyret over skulderen og gå, fordi lastbilen ikke kan køre på den plørede grusvej ind mod forposten. Hænderne er fulde, så han lader sin skudsikre vest og hjelm ligge i bilen. Han vurderer, at de er godt beskyttet af forpostens omkransende vold. Udefra ligner forposten mere et dige end en militærpost, hvis man ser bort fra pigtrådshegnet. Steffen Jensen går med raske skridt gennem mudderet. De er nemme mål, hvis palæstinenserne beslutter sig for at skyde mod dem.
    De når frem til forposten uden at der bliver løsnet et eneste skud. De firkantede volde viser sig at indeholde en gangsti i midten. Væggene er stivet af med store lodrette betonpiller på den ene side og sandsække på den anden. Hele posten måler cirka 25 gange 30 meter. Det er mørkt. Og meget stille. Betonen er fyldt med skudhuller.
    Den øverstkommanderende på posten med otte soldater, løjtnant Tal Bardugo, 21 år, tager imod dem og giver dem en kort rundvisning. Steffen Jensen er overhovedet ikke nervøs, selv om der er sprækker i sandsækkene. For ham er det en rutineopgave. 
    Den danske mellemøstkorrespondent er stadig ærgerlig over, at de er gået glip af skudvekslingerne mellem soldaterne og palæstinenserne på den anden side.
    ”Det her bliver endnu et af de steder, den israelske hær sender os hen. Hvor der ikke sker noget, og hvor de selv vil komme til at se godt ud,” tænker han.
    Han beslutter sig for at stille et kamera op på et stativ og laver de første billeder med en israelsk soldat. Steffen Jensen interviewer soldaten om, hvordan det er at sidde på denne triste forpost? Om at kæmpe en kamp her, som ikke handler om at erobre næste bakketop, men blot om at bevare status quo? Soldaten svarer beredvilligt og smilende. Interviewet bliver klaret på et lille kvarters tid. Næste interview er med løjtnant Tal Bardugo.

PALÆSTINENSERNE ANGRIBER
”I dækning!”
    Braget fra Kassam-raketten varer flere sekunder. Tal Bardugo råber til sine soldater, der springer frem til deres positioner i volden og begynder at skyde vildt med deres håndvåben i den retning, de mener, raketten blev affyret fra. Salverne fra håndvåbnene bliver delvist overdøvet af larmen fra de lette og tunge maskingeværer fra to af postens hjørner. 
    ”Ilan! Har du det lille kamera? Ok, så giv mig det,” råber Steffen Jensen og springer op på en af de to maskingeværreder for at filme.
    Han er bange, men leder hurtigt tankerne hen på at på fanget skyderierne på bånd. På taget af reden sætter han sig på hug og forsøger at filme de stillinger, israelerne skyder efter. Et kamera placeret i rækken af sandsække filmer den brændende munding fra et tungt maskingevær, mens den spytter patroner ud i retning mod de palæstinensiske stillinger.
    Hvert tiende skud er en såkaldt sporpatron, der lyser op og hjælper skytten med at se, hvor han rammer. Ilden bliver besvaret prompte af palæstinensernes kalashnikov-rifler. Palæstinenserne skyder fra en flygtningelejr kaldet Khan Yunis blot 100 meter fra den israelske post. Flygtningelejren er ikke en teltlejr, men en permanent by med fire-fem etagers betonbygninger, hvor der ikke er gjort forsøg på at dække de triste grå facader. Forreste række er stort set ubeboet og fyldt med i tusindvis af skudhuller. Nogle steder ser de firkantede vinduer næsten runde ud på grund af de mange skudhuller i betonen omkring dem.
    ”Ned, ned!” råber en israelsk soldat til Steffen Jensen.
    ”Helt ned!”
    Steffen Jensen adlyder og lægger sig fladt ned på maven på taget af maskingeværreden med det lille kamera snurrende. Steffen Jensen aner ikke, hvor meget af optagelserne der kan bruges. Han har taget lommelygter med hjemmefra, men kan selvfølgelig ikke bruge dem, mens der bliver skudt. Derfor må han stole på kameraets egen røde lampe, der kun afgiver et svagt lys. Danskeren savner sin skudsikre vest og sin hjelm. Den glatte dunjakke af nylon og mørke kasket yder ikke meget modstand, hvis han bliver ramt af skud.
    Israelerne skyder lysgranater op fra en mortérstilling. Den første farer bare op og falder ned uden at lyse op. Den næste virker bedre og bliver hængende over de grå betonbygninger som en nødraket med hvidt lys.
    Tal Bardugo giver tegn til sine soldater om at holde inde med beskydningen, da palæstinenserne ikke længere skyder tilbage. Der bliver igen helt stille i forposten i Morag. De soldater, der ikke er på vagt, trækker tilbage til køkkencontaineren og opholdsstuen, der blot er et rum med bliktag mellem køkken- og forrådscontaineren. Nogle giver sig til at spise, andre sætter sig for at se det israelske svar på MTV. Steffen Jensen tager imod tilbuddet om en kop kaffe. Det fortryder han hurtigt. Kaffen er almindelig malet kaffe, der bare bliver rørt op i kogende vand. Det rene kaffegrums. På hebraisk hedder kaffen botz. På dansk ”mudder.”
    Stilheden bliver atter brudt. Først af skud affyret på afstand fra palæstinensernes kalashnikov-rifler. Derefter det larmende svar fra israelerne.
    Steffen Jensen springer ud med kameraet og kravler igen op på maskingeværreden for at filme.

”Kan du ikke sige til ham, at han skal få sin ven ned fra taget,” råber en af de israelske soldater til sin kollega, der står ved siden af Ilan Mizrahi.
    ”Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige,” svarer kameramanden opgivende og slår ud med armene.
    ”Det er min boss. Jeg er bare den lille fotograf, og han er den skøre boss.”
    Soldaten opgiver og vender igen blikket mod de palæstinensiske stillinger. De tomme hylstre fra de lette maskingeværer lander med en klirrende metallyd i en bunke til højre for geværerne, mens de tunge maskingeværer afgiver en mere dump lyd fra de kraftigere patroner.
    Igen sænker roen sig over den isolerede forpost i den arabiske sandørken med kun få lave blå-grønne buske til at bryde ensformigheden. Ilan Mizrahi skifter kasetter i de fire kameraer, som han skal hvert 42. minut hele natten igennem. Et par af soldaterne styrer imod deres barakker – en slags hvide skurvogne med plads til seks personer i hver - for at nå en lille lur inden næste angreb.
    Ilan Mizrahi filmer en radiooperatør, der rapporterer om hændelserne til hovedbasen i Morag-bosættelsen., med et night vision kamera. Det er det eneste af de fire kameraer, der er beregnet til at filme i mørke. Billederne får imidlertid en grønlig nuance, og lyden er også dårlig.
    Han går videre mod en israelsk snigskytte, der smiler til kameraet.
    ”Der er en snigskytte mellem gravstenene på kirkegården,” råber en soldat pludselig til den israelske snigskytte.
    Snigskytten skyder enkelte skud mod den palæstinensiske gravplads, men er ikke sikker på at have ramt sit mål.
    ”Vi sender en mand op på vandtårnet for at spotte ham,” lyder svaret.
    Fra det lille sorte vandtårn i midten af posten, kan soldaten se noget eller nogen, der bevæger sig på kirkegården.
    ”Der er han! Der er han!”, råber han til snigskytten.
    ”Jeg kan ikke se ham…..Der må være et hul derovre.”
    Med et fontæneagtigt lys skyder mortérstillingen en lysgranat ind over kirkegården.
    ”Der er flere dernede. Jeg kan se to på vej i hver sin retning,” siger soldaten på toppen af vandtårnet.
    Den israelske snigskytte sender en ny serie projektiler i retning af kirkegården. Igen usikker på om han har ramt den palæstinensiske snigskytte.

STAMMEDANSEN GENTAGER SIG
Skud fra den ene side giver på ny anledning til et vildt skyderi fra begge lejre i et kvarters tid. Og så igen en pause. Steffen Jensen bruger pausen på at indtale en speak til det endelige TV 2-indslag. På grund af den dårlige lyd på night vision kameraet optager de lyden med et andet kamera og vil så køre billede og lyd sammen, når de kommer hjem.

”Klokken er lidt efter 02.00 om natten, og vi har haft tre skyderier og en raket, der er ramt ned i bosættelsen bag os.”
    Efter speaken går Steffen Jensen igen ned i køkkencontaineren. Med overjakken trukket godt op over sig og med en rygsæk som hovedpude prøver han at få en lille lur på en af de hårde bænke. Han døser kun hen nogle få minutter af gangen. Det er for ukomfortabelt til rigtigt at kunne sove.
    Så brager det atter løs. Steffen Jensen skynder sig ud fra køkkencontaineren og begynder at filme. Han vurderer ellers, at han allerede har rigeligt med optagelser til indslaget, der formentlig højst bliver på to et halvt minut. Men når han nu endelig har fået lov til at besøge en forpost, og endda en forpost under regelmæssig beskydning, skal alt med. Det er også vigtigt at vise interesse for soldaterne.
    Han filmer også inde i opholdsrummet, hvor en soldat ser på den israelske musikkanal. Fjernsynet står på en tynd metalreol. Soldaten har trukket hætten på den forede kedeldragt op over hovedet for at skærme mod kulden. Selv om kuglerne pifter forbi udenfor, løfter han ikke en gang et øjenbryn. Han stirrer bare på musikvideoerne, som om skyderierne ikke vedkommer ham. Det er ikke hans vagt nu.
    Næste musikvideo er George Michaels ”Freedom.”
    En soldat prøver igen at overtale Steffen Jensen til at tage hjelm og vest på. Steffen Jensen afviser. Det er ikke til at bevæge sig frit i vesten, og hjelmen irriterer, når man skal filme. 
    Et kvarter senere er det slut med skudvekslingen. Steffen Jensen beslutter sig for at gå udenfor og lave en ny speak.
    ”Her oven over mig sidder en snigskytte,” siger Steffen Jensen lidt småhviskende.
    ”Og hvis han kan få palæstinenseren i sit sigtekorn, så skyder han.”
    Det bliver sagt med en tør konstaterende stemme. Som om det var den naturligste ting i verden. Hvilket det også er for både israelske soldater og militante palæstinensiske grupper mange steder i de besatte områder.
    Kort efter buldrer kalashnikov-lyden igen. Men kameraet zoomer Steffen Jensen ind på en af de utallige sandsække, der hviler på ryggen af hinanden. Her har en israelsk soldat skrevet noget på hebræisk. Der står kort og godt: ”Hvorfor?”
    Samme dag, som besøget på posten, proklamerer den israelske premierminister Ariel Sharon, at han vil trække samtlige tropper ud af Gaza-striben. Steffen Jensens oprindelige plan var at tilbringe 24 timer på den israelske forpost og derefter 24 timer hos de palæstinensere, der beskyder poster. Men på grund af Ariel Sharons udtalelser beslutter han sig for at forlade posten efter solopgang, så indslaget kan komme med i TV 2´s aftennyheder.
    I næste ildpause søger Steffen Jensen mod en af sovebarakkerne og lægger sig i en af metalkøjerne med en tynd madras. Det er væsentligt mere komfortabelt end køkkencontaineren, og det lykkes ham at falde i søvn. Endda så tungt at han sover gennem nattens næstsidste skudveksling. Så hurtigt kan man vænne sig til krig.
    De efterhånden sparsomme krøller stritter mere end normalt, da han vågner. Det er stadig mørkt udenfor, men solens opstigning nærmer sig. Han dropper kaffen og går i stedet ud til Ilan Mizrahi. Kameramanden har holdt sig vågen hele natten og skiftet kasettebånd hvert 42. minut. Denne nat har Ilan Mizrahi foreløbig røget ti cigaretter. Normalt ryger han kun én eller to i løbet af en hel dag.
    De taler lidt om nattens begivenheder og om, hvad de har optaget på bånd. Solen titter frem, men er stadig så langt nede, at de orange-røde stråler kun lyser meget svagt op i mørket. Løjtnant Tal Bardugo kommer hen til de to. Han vil gerne se interviewet, hvor Kassam-raketten passerer hen-over hovedet på ham. Han kigger længe med det ene øje lukket ned i kameraet og udstøder et: ”Wauw,” der bliver efterfulgt af et lille grin, da han ser episoden på bånd. Kort efter starter nattens sidste angreb.
    Det er næsten ingen skyderier om dagen. Formentligt fordi det er for svært for palæstinenserne at komme væk og gemme sig. Sådan er døgnrytmen i og omkring Morag-bosættelsen og Khan Yunis-flygtningelejren i den arabiske sandørken.
    Klokken passerer 09.00 om morgenen og det er tid til at pakke udstyret sammen. Tilsammen har de fire kameraer optaget næsten 24 timers bånd. Det skal klippes ned til omkring to minutter og tredive sekunder. Højst. Kroppen er træt, men hjernen stadig lysvågen. Steffen Jensen tænker på indslaget. Om billederne fra night vision kameraet er gode nok.
    Samme aften går Steffen Jensen direkte på i TV 2 Nyhederne og fortæller om Ariel Sharons beslutning om at trække de israelske styrker ud af Gaza-striben. Seerne får også lov til at se den redigerede version af nattens hændelser på forposten ved Morag-bosættelsen. Det ser dramatisk ud, da missilet flyver over posten for at slå ned i drivhusene i bosættelsen bagved med et ordentligt brag. Det ser også farligt, men spektakulært ud med de mange skudvekslinger, lyssporpatronerne og lysgranaterne. Med Jerusalem i baggrunden runder Steffen Jensen indslaget af. Endnu en hverdagshistorie fra den israelsk-palæstinensiske konflikt er blevet serveret.

* * *

HVERDAG I JERUSALEM
Det er lørdag, og den offentlige trafik mellem Ben Gurion Lufthavnen i millionbyen Tel Aviv og den hellige by Jerusalem er indstillet på grund af sabbatten.
    Der er store forskelle på vestligt inspirerede Tel Aviv og det Jerusalem, der kommer stadigt tættere på bag de palme- og buskeklædte bjerge. Solen er ved at gå ned, og de orange-røde stråler kaster et gyldent skær over Jerusalem, hvor alle husene har en facade af kalksten, som bliver hugget ud af Jerusalem-klippen. Det er her Steffen Jensen arbejder og bor. 
    ”Efter vores målestoksforhold er det ikke så farligt at være i Jerusalem lige nu. Men vi vurderer situationen fra gang til gang, når vi skal noget inde i midtbyen, eller hvis børnene skal til fødselsdagsfest. Hvis det er i grænseområdet for, hvad Luli og jeg finder forsvarligt, siger vi som regel nej,” fortæller Steffen Jensen, der har boet i Jerusalem de seneste 15 år..
    Luli – eller Leah som hun er navngivet – er Steffen Jensens israelskfødte hustru på 48 år. Sammen har de datteren Sarah på 14 og sønnen Jonathan på 12.
    ”Vi prøver selvfølgelig at lade være med at gøre vores hjem til et fængsel, men vi henter og bringer børnene til alt, og der kan gå lange perioder, hvor Luli og jeg ikke tager ind til byen sammen, så i hvert fald en af os er der til at tage sig af børnene, hvis den anden bliver udsat for en bombesprængning.”
    Familien Jensen bor i udkanten af Jerusalems centrum i Ramat Sharett-kvarteret med udsigt over den sydvestlige del af byen. I alt bor der cirka 600.000 indbyggere i byen. Ramat Sharett-kvarteret er bygget i løbet af 1990´erne og består af en blanding af små lejlighedskomplekser, rækkehuse og villaer. 
    ”Vores hus er bygget med et beskyttelsesrum i kælderen. Det blev indført som et krav efter den første Golfkrig, at alle nybyggerier skal have eget beskyttelsesrum”
    Familien ville gerne være blevet boende helt inde i midtbyen, men det var umuligt at opdrive noget større, som de kunne betale sig fra. Jerusalem er nemlig en vanvittig dyr by at bo i. En nabo til Steffen Jensen fik for nyligt vurderet sit rækkehus til, hvad der svarer til over 3,5 millioner danske kroner.
    Der ser fredeligt ud som i et dansk forstadskvarter. Og er det også, men langsomt er kvarteret ved at blive domineret af de ortodokse jøder i sort tøj og med de karakteristiske sorte hatte, der minder lidt om en bowlerhat, men med en bredere og fladere kant. Fra under hatten hænger lange krøller af hår ned, mens skægget gror vildt. I dag udgør de ortodokse jøder, som lever meget strengt efter tolkninger af det Det Gamle Testamente, næsten 35 procent af Jerusalems indbyggere.
    Steffen Jensen mener, at nogle af de mange fortolkninger og regler er for meget. Ifølge de ortodokse jøder begår han en form for helligbrøde ved at køre rundt i sin bil på en lørdag. Men det tager han nu ikke så tungt.
    ”Hvis Gud mener, at jeg begår helligbrøde ved at køre en tur på sabbatten, så er han sgu for smålig,” konstaterer han tørt med henvisning til at Gud næppe går op i den slags petitesser.
    De ortodokse jøder hader reform-jøder som Steffen Jensen mere, end de hader ikke-religiøse, fordi de moderate jøder ”tillader sig” at lave deres egen moderne tolkning af Jødedommen. 
    Ved Grædemuren kan man se de sortklædte mænd vugge frem og tilbage i en tranceagtig tilstand i timevis, mens de læser op fra jødiske bønnebøger.
    Mange steder i den indre by ligner Jerusalem virkelig noget taget ud af Middelalderen, men det er ikke udseendets skyld, at byen er middelalderlig. Det er måden, livet leves på.
    ”Mange steder er kvinder forment adgang – eksempelvis ved dele af Grædemuren, hvor der også er særskilte udgange for mænd og kvinder, så mændene ikke ved en fejl kommer til at røre en uren kvinde. Det vil sige en menstruerende kvinde,” forklarer den 49-årige dansker.
    Han viser rundt i sin hjemby i den hvide pansrede jeep, han bruger, når han er ude at lave indslag til TV 2. Vi parkerer foran murene til den gamle bydel og går ned mod basaren, hvorfra der strømmer en underlig sammensat lugt af sødt og surt fra brød, nyudskåret kød og syltede grøntsager.
    I Israel arbejder man seks dage om ugen. Lørdagen er hellig.
    ”På sabbatten må man ikke lave afgørende om på sit liv. Man må gerne flytte lidt på sofaen, hvis man taber noget bag den, men man må ikke flytte sofaen ind i et andet rum. Man må heller ikke lave noget arbejde selv eller gøre noget, der giver andre arbejde. Det er også forbudt at lade sig transportere, men man har så i stedet sat elevatorerne på hotellerne til at køre konstant og stoppe ved alle etager. På den måde stiger man bare ind og kan jo ikke gøre for, at ”rummet” flytter sig til den etage man bor på. Det er typisk jødisk at omgå reglerne lidt,” siger den danske mellemøstkorrespondent med det krøllede hår og skæg.
    Den brune farve på krøllerne har med årene fået flere grå stænk og en større del af issen breder sig langsomt som en ørken.
    Vi stopper ved Oliebjerget i den østlige del af Jerusalem. Herfra er der et spektakulært vue ud over den indre by, Tempelbjerget og de omkransende forstæder. Oliejerget er én stor jødisk gravplads. Mindst 200.000 jøder ligger begravet i etager rundt om bjerget under hver sin kalkstensplade. Som man kan se i filmen ”Schindlers liste” ligger der på flere af dem små sten fra besøgende venner og familie.
    Det er ikke alle forundt at blive stedt til hvile på Oliebjerget. Det er meget dyrt at blive begravet med front mod Tempelbjerget – og dermed det sted Messias ifølge legenden vil vise sig for menneskene, når han kommer ned på jorden.
    Tempelbjerget, der er den ultimative helligdom for både jøder og muslimer er ikke meget større end nogle få fodboldbaner og omkranset af en høj mur, hvoraf den vestlige del kaldes Grædemuren.

FRONTEN FLYTTER TIL FØDEGANGEN
At Jerusalem er en hellig by ses tydeligt i den israelske turistinformations guide til byen. Over halvdelen af tingene, guiden beskriver – inklusive alle hoteller, restauranter og barer i byen – er kirker, moskéer, synagoger og andre religiøse steder.
    ”I mange år var Jerusalem delt af den såkaldte ”grønne linje” med jøderne i den vestlige del og araberne i den østlige. Den grænse blev fjernet med seksdageskrigen i 1967, hvor israelsk militær rullede ind på Vestbredden og Gaza og annekterede Østjerusalem. Senere har man ved hjælp af ændrede bygrænser og bosættelser fået et flertal af jøder i Østjerusalem,” forklarer Steffen Jensen.
    ”Jeg lavede på et tidspunkt et indslag om, at konflikten er blevet flyttet ind på fødegangen. Både de ortodokse jøder og araberne kæmper nemlig om at få flest børn og dermed majoriteten i befolkningen i Østjerusalem,” forklarer Steffen Jensen.
    Samtidig iværksatte israelerne den meget udskældte bosættelsespolitik. Den største bosættelse er én i Østjerusalem med 35.000 indbyggere. Som de fleste andre bosættelser er den omkranset af pigtrådshegn og bevæbnede vagter. Men også af en muslimsk imam der gennem en megafon råber bønner og slagord mod bosættelsen fra morgen til aften. Samlet er der nu omkring 150.000 bosættere i og omkring Østjerusalem.
    Det kan undre, at man vil flytte sin familie ind i en bosættelse, hvor terror, had og frygt også er en del af hverdagen. Men bosættelserne er attraktive for mange jøder, fordi det er så dyrt at købe jord og bygge i Israel. Med statens hjælp kan de flytte ind i små drømmebyer med store indkøbscentre, velfungerende skoler og hvad der ellers hører til en provinsby. Staten støtter bosætterne med lave renter og pengegaver.
    Palæstinenserne kæmper for at få alt deres land tilbage – inklusiv Østjerusalem. For at få verdens øjne rettet mod regionen bruger nogle arabiske grupper terror i form af selvmordsaktioner, fordi terroren skaber frygt i hele den israelske befolkning, hvilket ofte er langt mere effektivt end konventionelle våben. Ved at bruge frygten håber palæstinenserne, at israelerne på et tidspunkt bliver så trætte af situationen, at de vil opgive de besatte områder og Østjerusalem for at få fred.
    Enhver arabisk selvmordsbomber bliver øjeblikkeligt gjort til martyr. Men efterhånden er der så mange martyrer, at de kun huskes kortvarigt.
    ”Når vi skal krydse en vej, sørger vi altid for at gøre det ved nogle store butiksvinduer, så vi kan se, hvem der er bag os. Hvis vi i ruden kan se en mistænkelig person, vender vi om og går i en anden retning. Det frygtelige er, at det kun er mistænkelige arabere, vi kigger efter, fordi det er dem, der sprænger sig selv i luften,” fortæller Steffen Jensen.
    Set med danske øjne kan det virke absurd, men Steffen Jensen kender mindst en håndfuld venner, der har mistet nære som følge af selvmordsbomber. Og mange flere fra andenhånds kendskab.
    At der er gået et stykke tid siden seneste terroraktion kan man se ved at betragte de israelske politi- og sikkerhedsfolk. De er stadig talstærkt på gaderne, de holder stadig vagt uden for skolerne og tjekker tasker, når man går på posthuset, men mange af dem har smidt den skudsikre vest, smøget ærmerne op og går småsnakkende og smilende med hjelmene i hånden.
    I en af de mere urolige perioder skulle datteren Sarah til en fødselsdag, hvor børnene skulle bowle. Steffen Jensen kørte derud inden arrangementet og tjekkede at flugtvejene ikke var blokerede, og at der var sikkerhedsvagter ude foran bygningen. Under hele bowlingen sad han og læste i en bog.
    ”Jeg sad der ikke, fordi jeg troede, jeg kunne stoppe en selvmordsbomber. Hvis der sprang en sikring og lyset gik ud, kunne det nemt skabe panik, fordi folk er så bange for terror. Og i den situation er der ingen, der tænker på børnene.”
    I flere år underviste Steffen Jensen på Rødding Højskole om sommeren.
    ”Det var en måde at få hele familien til Danmark og give børnene en ”injektion koncentreret danskhed” nogle uger hver sommer. Men en dag, da jeg ser Jonathan komme cyklende alene forbi højskolen, springer jeg forskrækket op, for bare et par sekunder senere at sætte mig roligt ned igen. Min refleksreaktion var, at han skulle beskyttes, men så kom jeg i tanke om, at vi var i det fredelige Danmark og udenfor fare,” fortæller Steffen Jensen.
    ”Det er ikke noget, man går og tænker over til dagligt. Men man er helt automatisk lidt mere på tæerne hernede. Når jeg så kommer til Danmark med familien, så opdager jeg, at jeg efter to-tre dage kommer ned i et lavere gear, som jeg havde glemt eksisterede. Der sænker sig en velgørende ro over en efter nogle dage i det danske.”
    En aften tog Steffen Jensen børnene med på et pizzeria, der lå klods op ad en café. To timer senere blev caféen sprængt i luften. En anden gang var han på café med sin faste kameramand. Pludselig var der stort ståhej på den anden side af gaden og politibiler med hylende sirener. I allersidste øjeblik var det lykkedes en israelsk sikkerhedsvagt at overmande en selvmordsbomber, der formentligt var på vej over for at sprænge caféen, hvor Steffen Jensen sad, i luften. Lettere rystede tog de to ind på café et andet sted i byen. Næste aften tog en bombe livet af 11 gæster på selv samme café.
    Familien diskuterer jævnligt at flytte til Danmark efter 15 år på grund af faren for selvmordsbombere i Jerusalem.
    ”Det hænger mig ud ad halsen nogle gange, når jeg har set lidt for deprimerende historier om menneskelig lidelse. Så vil jeg gerne bare hjem til Danmark. Men det er svært. Jeg har brugt et liv på Mellemøsten, og det er blevet min egen niche. Det jeg kan. Det kan man selvfølgelig godt ofre, hvis sikkerhedssituationen kommer ud af kontrol. Men der er mange ting at tage hensyn til: Lulis arbejde, børnenes skolegang. Jeg ved ikke, hvad det ender med. Der er flere muligheder. Der er Danmark, men der er også muligheden for at flytte hen til et andet og mere roligt sted i Israel.”
    Når Steffen Jensen tøver med at flytte, skyldes det også de mange positive sider ved at bo i et brændpunkt.
    ”Luli siger ganske vist, at hun gerne vil til Danmark. Men da vi sidst boede der i fire år, hadede hun det i virkeligheden. Selv mener hun, at det er anderledes i dag. Jeg tror, at det er noget hun drømmer om, når situationen hernede er uudholdelig.”
    ”Sarah er efterhånden blevet så stor, at hun føler, at verden vil bryde sammen, hvis hun bliver adskilt fra sine venner. Sådan tænker unge i den alder. Det husker jeg også fra mig selv.”
    ”Jonathan forstår ikke rigtig, hvad det hele i virkeligheden betyder. For ham er Danmark stadigvæk først og fremmest et ferieland, hvor alt er sjov og ballade.”
    ”Selv er jeg splittet. Jeg nyder at slappe af i Danmark og ville gerne være i stand til at gøre det meget mere, end jeg kan lige nu. Men jeg kunne nok ikke holde ud at blive boende i Danmark permanent. Det handler også om, at hvis TV 2 investerer alle de penge, de gør, i at have en korrespondent i Mellemøsten. Så er det når ”lortet bryder sammen,” at de skal have valuta tilbage for deres investering. Det er, når der er problemer, at korrespondenten skal bevise sit værd. Ikke når der er stille, fredeligt og idyllisk. Naturligvis skal man ikke ofre sin families velfærd på journalistikkens alter. Og – når situationen har været virkelig uudholdelig – har TV2 også flere gange tilbudt at tage hele familien til Danmark, så jeg kunne fortsætte mit arbejde uden bekymring.”
    Indtil videre har situationen ikke været så alvorlig, at familien har valgt at flytte til Danmark - kun midlertidigt.
    ”Der er også en anden side af sagen: Tingene har værdi hernede. Det betyder noget, hvad du mener og gør. I Danmark er så meget så godt, at mange tilsyneladende mister fornemmelsen af tingenes værd. Hernede betyder etik og moral noget. Politik. Holdninger. Hvad du står for. Tingene er ikke en tyk, grå, klæbrig grød. Så jeg vil påstå, at problemerne har lært mig at blive en bedre far, ægtemand og ven. Det håber jeg i hvert fald.”
    ”Det kunne måske nok være dejligt, om livet ikke så meget var en rutsjebanetur. At der var lidt mindre forskel på højdepunkterne og bølgedalene. Men man mærker i hvert fald, at man kører. I Danmark er det hele så jævnt og ensformigt, at man til tider kan være i tvivl om, om det ruller, eller om man står stille.”
    ”Det er den ene ting. Den anden er, at man ofte skal være tæt på at miste ting, for at lære at sætte pris på dem. I Danmark tager alt for mange, alt for meget for givet. Fordi de færreste har været nødt til at kæmpe for deres goder. Hernede, hvor du kan miste alt, lærer du at sætte pris på selv de mest normale almindeligheder. Både når vi er hernede og endnu mere i Danmark. Jeg tror, at vi elsker langt flere ting – helt almindelige ting – i Danmark, end de fleste danskere gør.”
    I 1999 blev Steffen Jensen sendt til Tyrkiet for at dække jordskælvet, der kostede 13.000 mennesker livet. Normalt taler han ikke så meget med familien om sit daglige arbejde. Men det gjorde han denne gang.
    ”Når lige det tyrkiske jordskælv blev så anderledes end så meget andet for mig, er det ikke fordi det var så meget værre. Men fordi det er en af de få gange, jeg for alvor har fortalt min kone om, hvad jeg går og oplever til dagligt. Og fordi jeg begyndte at fortælle hende om det, så brød jeg pludselig totalt sammen, og kunne pludselig ikke klare det. Så det er måske også en af grundene til, at jeg ikke snakker så meget med min familie om mit arbejde. Formentlig mere på grund af mig selv end på grund af dem. De kan sagtens mærke, når der er noget galt. Det behøver jeg slet ikke fortælle dem om. Men de er stærke og utrolig forstående. Utrolig forstående. De lader mig tage disse perioder, hvor jeg ikke rigtigt fungerer. De "freder" mig, indtil jeg kommer på benene igen. Det betyder i virkeligheden, at de ikke kun er uden mig, når jeg er ude at rejse. Men ofte også mangler mig, når jeg fysisk er kommet hjem igen, men blot ikke rigtigt fungerer endnu. Min familie tager et kæmpe slæb på grund at mit arbejde.”

CENSURENS LANGE ARM
De fleste folk på gaden kaster mistænksomme blikke mod forbipasserende og specielt mod dem, der har en taske på ryggen. Stemningen er lidt mere afslappet i sommerhalvåret, hvor kommende arabiske martyrer ikke kan skjule bomber under vinterfrakkerne. Det er nok blot at holde øje med tasker og pakker. I busserne kan man næsten se, hvordan passagerne tæller om folk tager lige så mange pakker med ud, som de havde med ind. Familien Jensen har aldrig kørt i bus i Jerusalem, og derfor skal de næsten altid ud at køre bus, når de slapper af på ferier i Danmark.
    På hovedgaden Jaffa Street ligger Jerusalem Capital Studios, hvor Steffen Jensen har sin base i et kontor på sjette etage. Her bliver de fleste indslag klippet og sendt ud til TV 2-seerne i Danmark. Også her er der som den naturligste ting i verden posteret bevæbnede vagter.
    ”Jeg laver det meste af min research hjemme eller i marken. Her redigerer jeg kun.”
    Kontoret er fyldt med uendelige rækker af bånd på stålhylder fra de seneste 17 års optagelser. Indslagene sendes fra en mast på toppen af bygningen via satellit til Danmark. Når konflikten mellem palæstinenser og israelere spidser til eller der er krig i nabolande, bliver alle indslag nøje overvåget af de israelske myndigheder. Og kan de ikke lide der, der bliver sendt, kapper de bare linjen selv om journalisten er på direkte i sit hjemland. Steffen Jensen har haft sine bataljer med censuren.
    ”Under den første Golfkrig blev Israel ramt af flere Scud-missiler, og jeg ville vise billeder af et nedslag tæt ved Ben Gurion-lufthavnen i Tel Aviv. Det måtte jeg ikke for censuren, fordi de frygtede, at Saddam Husseins styrker kunne bruge billeder til at skyde sig ind på lufthavnen. Så sagde jeg til ham, at jeg ville klippe en sort baggrund ind og skrive, at israelerne havde censureret indholdet, hvilket ville få folk til at tro, at jeg havde langt stærkere billeder. Jeg fik lov til at beholde klippet i indslaget.”
    Som eneste nordiske tv-selskab har TV 2 en fast redaktion i Jerusalem. Når uroen ulmer sender de fleste nordiske tv-selskaber journalister og kamerafolk derned. Steffen Jensen har efterhånden fået et godt samarbejde med svensk TV4 og norsk TV 2.
    ”Vi hjælper hinanden med indslag og kilder. Enkelte gange kan vi stort set lave en direkte oversættelse af hinandens indslag, så vi hver især kan sende tre indslag i stedet for ét,” fortæller den 49-årige journalist. 
    Steffen Jensen arbejder fast sammen med en kameramand og en stringer – en palæstinensisk journalist der hjælper med at få kontakt til den palæstinensiske befolkning.
    ”Vi diskuterer ikke sikkerhed, mens vi kører. Vi ved efterhånden nogenlunde, hvad vi kan komme ud for. På forhånd er det aftalt, at jeg kigger efter huller at springe ned i eller flugtveje, hvis bliver nødt til at komme væk i en fart. Og vi ved endda også, i hvilken rækkefølge vi skal kravle over en mur, hvis det er eneste vej væk.”
    Tiden går i stedet med at fortælle jokes og med at diskutere, hvor frokosten skal holdes bagefter.
    En af de gange var efter massakren i en flygtningelejr i Hebron på Vestbredden.
    ”Israelerne havde lukket hele Vestbredden af. Vi var sikre på, at de dækkede over noget. Men ingen måtte komme hverken ud eller ind, så der stod vi sammen med en masse andre journalister og fotografer, som alle gerne ville ind og have billeder fra lejren. De fleste valgte efter nogle timer at vende tilbage til Jerusalem.”
    Det gjorde Steffen Jensen, hans kameramand og stringer ikke. I stedet manøvrerede de deres jeep op gennem bjergene og bag om fire-fem checkpoints. Flere gange blev de spottede og troede, de ville blive tvunget tilbage ud af Vestbredden. Men til alt held viste det sig, at den hvide jeep ligner de jeeps, den israelske sikkerhedstjeneste bruger. Derfor lykkedes der at komme helt ind til Hebron.
    ”I Hebron blev vi opdaget og jaget af israelsk militær, så vi kastede bare bilen ind i en gård hos en palæstinensisk familie og spurgte, om de ville gemme os? Til vores held viste det sig, at familiens far var den imam, der ledte fredagsbønnen under massakren. Så det gav os samtidig de første øjenvidneberetninger.”
    Allerede samme aften blev de første billeder fra den ellers lukkede by vist på TV 2. Til stor fortrydelse for det israelske militær, der de følgende fem dage, i en slags katten efter musen, jagtede trekløveret over hustage, gennem haver og gyder. Palæstinenserne morede sig.
    TV 2 stod i den periode for 80 procent af de billeder, der blev vist fra Hebron på alverdens tv-kanaler.
    ”Vi hjalp mange af de andre tv-selskaber, og det betyder, at jeg stadig den dag i dag kan gå ind til næsten hvem som helst og få adgang til optagelser, jeg ellers aldrig ville kunne få fat på.”
    ”Ja, vi kører til grænsen, men ikke over. Hvis israelerne havde skudt efter mig eller klippet mit pressekort og smidt mig ud af Jerusalem, ville jeg være blevet et symbol, en kæmpehelt over hele verden, og det er israelerne naturligvis ikke interesserede i. De er lige så afhængige af pressen som palæstinenserne.”
    En anden gang blev Steffen Jensen truet af en soldat ved et israelsk checkpoint, der ville have ham til at stoppe med at filme.
    ”Så skyd mig da! Hvis jeg er på militært område, så skyd mig!” råbte en ophidset Steffen Jensen til den måbende soldat.
    ”For os var det en relativt ufarlig situation, fordi vi kender til forholdene og vidste, at vi ikke var i et lukket militært område. Så jeg var ret sikker på, at han ikke turde skyde.”

DÅRLIGE DAGE
De skiftende højreorienterede Likud-regeringer, som også nu er ved magten, har altid været mere kontrollerende over for pressen.

”Vi dækker det, der skal dækkes, men vi gør det på en måde, hvor faren føles kontrollerbar. Tv-mediet er et supermarked, hvor de varer, der er bedst pakket ind, bliver belønnede. Derfor skal vi så tæt på som muligt. Det giver de bedste billeder. Og derfor løber vi tit med palæstinenserne, når der er uroligheder. Israelerne forsøger ofte at holde journalisterne på afstand, så derfor er det sværere at operere på deres side. Palæstinenserne er ligeglade. Så her er vores muligheder for at komme tæt på bedre. Så længe der er tale om historier, der sætter israelerne i et dårligt lys. Hvis vi laver historier, der er kritiske overfor det, palæstinenserne foretager sig, så kan det til tider være lige så besværligt at arbejde på den palæstinensiske side.”
    Omkring en tredjedel af Steffen Jensens indslag er fra urolige scener med vold, skyderier, demonstrationer og kampe. Og selv om han sjældent er bange for at operere i Israel og Palæstina, sker det, at han en gang imellem har en dårlig fornemmelse inden en opgave.
    ”Hvis jeg har en dårlig dag – uden nødvendigvis at vide hvorfor – så tager jeg ikke ud og laver indslaget. Og det accepterer TV 2,” siger Steffen Jensen og holder en kort pause, inden han tilføjer:
    ”Mange mener sikkert, jeg burde tale med en psykolog om mine oplevelser. Vi taler egentlig ikke så meget om det – min kameramand, stringer og jeg selv. Vi bruger ikke hinanden som terapeuter eller sådan noget. Vel snarere tværtimod. Vi holder vel i stedet mere de ubehagelige oplevelser lidt på afstand. Nogle gange er vi helt stille, andre gange joker vi omkring det. Det er vores måde at beskytte os selv på. Det kan meget nemt udvikle sig til en hulke-situation, som man ikke rigtigt kan bruge til noget, hvis man hver gang skal tale det igennem fra ende til anden. Vi har formentligt lidt samme professionalisme som en Falck-redder eller en brandmand, der ser mange lig. En professionalisme man udvikler hen ad vejen, og som man er nødt til at have for at kunne arbejde. Men man må heller ikke blive kynisk og ufølsom. Det ville næsten være endnu værre.”
    Steffen Jensen får i stedet en slags terapi ved at rapportere om oplevelserne og ved at undervise og holde foredrag.
    ”I modsætninger til eksempelvis soldater, som ingen ofte vil høre på, når de kommer tilbage fra en krig, og derfor selv må ”slæbe rundt” på alle traumerne, så bliver jeg betalt for at holde foredrag og undervise, som i virkeligheden er en slags terapi. Jeg kan få alle de ubehagelige oplevelser bearbejdet og ud af systemet.”
    ”I denne sammenhæng hjælper sikkert også, at jeg ikke bor i Danmark. Hvis jeg gjorde det, så ville mit liv og mine oplevelser være totalt surrealistiske sammenlignet med mine omgivelsers. Kontrasten ville simpelthen være for stor, og det ville være svært. Ingen ville kunne forstå mig. Men her i Mellemøsten, her er mit liv og mine oplevelser ikke så unikke. Her lever alle i en surrealistisk virkelighed.”
    I mere end 15 år har Steffen Jensen fortalt TV 2´s seere om alt fra den palæstinensiske opstand over israelske bosættelser, fredsprocessens udvikling, syrernes tilstedeværelse i Libanon til krigen i Irak. Netop krigen i Irak er for Steffen Jensen noget af et mareridt. Her er ingen frontlinje og intet helle.
    ”Jeg hader at arbejde i Irak for tiden. Fordi jeg er så bange, når jeg er der. Jeg føler mig truet hele døgnet rundt. Det tærer enormt at være bange konstant. Jeg er fuldstændig smadret og udkørt efter en tur til Irak. Træt ind i sjælen. Træt i musklerne. Ofte sover jeg de første tre-fire dage i træk, når jeg er kommet hjem, og det kan tage en hel måned, før jeg er mig selv igen. Alt er en prøvelse for mig.”
    ”Under selve krigen var det noget andet. Når man var tæt på kamphandlingerne og der blev skudt. Så var det farligt. Det vidste man, og man kunne tage sine forholdsregler. Og man kunne også trække sig væk fra kamphandlingerne og slappe af og samle kræfter. Men situationen nu er alt for plumret. Man kan ikke vide, hvorfra faren og truslen kommer. Derfor oplever man det, som om man hele tiden er i fare. Man kan blive kidnappet, taget som gidsel og få halsen skåret over. Så en 14-dages reportagerejse, hvor du er bange 24 timer i døgnet, det kan virkelig slide dig ned til sokkeholderne.”
    Irak kunne være blevet fatal for Steffen Jensen. Hvis ikke det havde været for at fladt batteri. Steffen Jensen var med den nu afdøde kameramand Jesper Ardal på besøg i Falluja – en af de værste byer i den såkaldte sunni-trekant. Jesper Ardal havde et nyt hi-tech kamera med en ny type batterier med.
    ”Normalt har vi altid kun gammelt, velgennemprøvet udstyr med, fordi man næsten altid kan låne reservedele eller ekstra batterier af andre med lignende udstyr, hvis noget går i stykker.”
    Steffen Jensen og kameramanden skulle med nogle amerikanske soldater på natpatrulje. Til korrespondentens irritation gik batteriopladeren i stykker, og det var umuligt at låne en anden oplader, fordi danskerne var de eneste med netop den type oplader.
    ”Med kun ét batteri besluttede vi at opgive det. Vi kunne højst filme i en times tid, men blev nød til at fortsætte med patruljen og risikere livet resten af natten. Det var ikke det værd, så vi blev tilbage på basen.”
    I stedet for danskerne tog et hold fra det amerikanske TV-selskab NBC med den samme enhed på natpatruljen. En time senere blev patruljen angrebet. ”Hummer’en” – en slags jeep- med holdet blev ramt af en raket, og lydmanden – en australier i begyndelsen af tyverne ved navn Jeremy Little – fik sprængt det meste af højre ben væk, og døde en uge senere. Kameramanden blev såret af fragmenter.
    ”Havde vores batterioplader virket, havde vi siddet i den jeep, der blev ramt. Vi blev faktisk reddet af en eller anden lille dum transistor eller sådan noget!”
    For mange lyder det vanvittigt, at en familiefar vil udsætte sig selv for dels faren, dels den gennemtærende frygt ved at være i Irak. Og TV 2 ville formentlig sagtens kunne forstå, hvis Steffen Jensen meldte fra over for Irak. Men det gør han ikke.
    ”Det er jo mit job. Jeg er mellemøstkorrespondent – og Irak er en del af Mellemøsten. Også selvom jeg ikke kan lide det. Og hvis jeg ikke gør det, hvem skal så? Så bliver Rasmus Tantholdt sendt afsted. Han er også familiefar. Han har lige fået en lille søn. Heldigvis tager han afsted, og det letter byrden for mig. Men det er jo bare at sende Sorte-Per videre. Og tænk, hvis der – Gud forbyde det – skulle ske noget med ham, fordi jeg meldte fra, så skulle jeg leve med det på min samvittighed? Men jeg hader det. Det skal ikke være nogen hemmelighed. Og jeg ville ønske, det snart var slut.”
    Både Irak og de mange oplevelser i Israel og Palæstina har også haft en positiv effekt.
    ”Personligt har jeg fundet ud af, hvad der er vigtigt for mig. Hvad der virkelig betyder noget. Førhen var jeg involveret i en masse ting: Foreninger, bestyrelsesarbejde – alle mulige ting, og min kalender var altid fuld af møder. Men når du kommer hjem fra en opgave, som kunne have kostet dig livet, så bliver en hel masse ting pludselig meget klarere. Jeg var overrasket over, hvor meget tid jeg tidligere havde brugt på ting, der i virkeligheden ikke var så vigtige. Og hvor lidt jeg havde brugt på mine børn, min kone og mine venner. Det eneste som virkelig betyder noget. Så man kan sige, at dine prioriteter bliver helt krystalklare. Jeg opdagede pludselig det smukke og velgørende i helt almindelige, små, ordinære ting. Så mit mærkelige job har i hvert fald betydet, at jeg har ændret mit liv.”
    Spændingen fra arbejdet med at rapportere fra et område, hvor man ofte er midt i skudlinjen, kan give et fantastisk rush – et adrenalinspark som man kan blive afhængig af. Steffen Jensen har flere gange mærket det rush, men savner det ikke. Tværtimod.
    ”Nogle gange, når jeg kommer hjem fra en opgave og sidder på en café, kan knæene godt begynde at ryste, hvis det har været tæt på. Og der kommer nogle hysteriske latteranfald en gang imellem,” siger han og tilføjer efter en lille pause:
    ”Jeg er 100 procent mere bange i dag. Som gammel bliver man bange for ting, man aldrig tidligere var bange for. Der er ikke noget galt med at være bange. Det er i virkeligheden en god ting. Det øger adrenalinproduktionen, og du bliver langt mere årvågen. Men det handler om at holde frygten under kontrol og bruge den som et positivt redskab, og for alt i verden undgå at gå i panik, for så begynder man at handle irrationelt. Og så bliver det virkelig farligt. Jeg kunne aldrig drømme om at risikere livet for sjov.”

KONFLIKTENS KONSEKVENSER
En af de oplevelser, som Steffen Jensen har brug for at fortælle om igen og igen, er oplevelsen fra forposten ved Morag-bosættelsen i Gaza-striben. Ikke på grund af skudvekslingerne eller granaten, men på grund af Tal Bardugo – den øverstkommanderende løjtnant.
    Få måneder efter besøget på posten blev han forfremmet til kaptajn. Den 23. september 2004 lykkedes det imidlertid palæstinensiske snigskytter at trænge helt ind på posten og dræbe tre israelske soldater. Deriblandt Tal Bardugo. Ugen efter ville han være fyldt 22 år.
    Steffen Jensen Jensen får et vemodigt udtryk i øjnene, da han fortæller om Tal Bardugos død, der hverken er overraskende eller et særsyn i den årtier lange konflikt mellem palæstinensere og israelere. Listen af dræbte og sårede på begge sider er efterhånden alenlang. Alligevel har Tal Bardugos død gjort stort indtryk på ham. Han blev også inviteret med til begravelsen.  
    ”Man kan slet ikke undgå at blive en del af kildernes liv og drømme – og i det her tilfælde død og sorg. Det værste; det absolut allerværste er børn, der bliver såret og lemlæstet, børn hvis forældrene bliver dræbt. Børn der lider. Det rider dig som en mare, og du ser dine egen børn i ansigterne på dem. Det ultimative mareridt er ikke at kunne beskytte sine børn.”
    Danskeren remser i flæng nogle indslag med kilder op. Kilder han stadig har kontakt til i dag. Blandt dem et bøssepar i Jerusalem. Ikke bare var den ene jøde og den anden araber. De måtte også leve under jorden, fordi araberen ville blive dræbt af sine egne for at være bøsse, hvis de fandt ham. De havde været sammen i fire år, da Steffen Jensen lavede interviewet med dem.
    ”I dag ved jeg, at de er gået fra hinanden, og at araberen endda er blevet gift med en kvinde. Man bliver automatisk en del af deres liv.”
    Ligesom kilderne ikke kan undgå at blive en del af journalisternes liv, kan journalisterne heller ikke undgå at blive en del af konflikten mellem israelere og palæstinensere.
    ”Jeg prøver at lave afbalancerede indslag, men der er altid nogle, der mener, jeg favoriserer den ene eller den anden side for meget. Når jeg går på gaden i Danmark, kommer araberne altid og hilser på mig og snakker med mig. Jeg har aldrig oplevet problemer med palæstinenserne, men de danskere, der sympatiserer med deres sag, hader mig. Det virker lidt underligt.”
    Nogle gange er det svært for Steffen Jensens danske venner at forstå den hverdag, han lever i sammen med familien i Jerusalem, fordi den er så forskellig fra den hverdag, vi har i Danmark. På et tidspunkt var han endda ved at miste mange af dem.
    ”Jeg fortalte alt for meget om mine oplevelser, og hen ad vejen blev de trætte af at høre på mig, og ville også gerne fortælle om ting og problemer i deres hverdag. Problemer, som jeg måske nok kunne synes, var lidt små og ret så overkommelige, sammenlignet med det, jeg til dagligt blev konfronteret med. Og selvom det måske nok kan være rigtigt, set fra en synsvinkel, så måtte jeg jo også lære, at tage mine venners liv alvorligt, hvis jeg skulle forvente det samme fra dem. Nu har jeg lært at kommunikere bedre med vennerne og lært, at de også skal have plads. Jeg kan stadig fortælle mine historier, men det skal være på det rigtige tidspunkt. Det handler om forståelse for hinanden.” 


Kapitlet er skrevet af Thomas Laursen, og er med forfatterens og forlagets tilladelse genoptrykt fra bogen ”I SKUDLINIEN” fra JP/Politikens Forlag, 2005.