I skyggen af terroren

Frygten må man lære at leve med. Foto: Ilan Mizrahi.
Frygten må man lære at leve med. Foto: Ilan Mizrahi.

OM HVORDAN DET ER AT LEVE MED SIN FAMILIE I EN KONFLIKTZONE 

På afstand hører vi det dybe drøn af en eksplosion. Der er ingen tvivl. Det er en bombe.

Det er en af de morgener, hvor jeg har tid til at følge børnene i skole. Vi bor kun 10 minutters gang fra skolen, og på vejen passerer vi et udsigtspunkt hvor der, fra den bakke vi bor på, er udsigt over en stor del af det sydvestlige Jerusalem. En tyk sort røgsøjle stiger til vejrs nede fra et nærliggende vejkryds(1) . Kort tid efter begynder det hylende orkester af politi- og ambulancesirener, der altid akkompagnerer en palæstinensisk terroraktion.
    Stemningen er naturligvis trykket. Min kone, der er kørt hjemmefra kort tid inden vi forlod huset, kører hver morgen igennem det selvsamme vejkryds, hvorfra røgsøjlen nu stiger til vejrs. Jeg har endnu ikke ringet til hende. Jeg vil først have børnene i skole.
    Udenfor gitterporten ind til skolen, hvor der som sædvanlig står to bevæbnede vagter, møder vi andre børn og forældrer med blege stenansigter. De er lige kommet nede fra vejkrydset. Vi får at vide, at det er bybussen fra Jerusalemforstaden Gilo(2)  til Ramat Sharett, hvor vi bor, der er lige er sprunget i luften. Den selvsamme bus, som mange af mine børns kammerater bruger for at komme frem til vores skole. En del af forældrene er lige kørt igennem vejkrydset, og har med nød og næppe undgået selv at blive ofre for terroraktionen. Men deres børn har ud ad bilvinduerne set det frygtelige skue af brændende, lemlæstede mennesker og dræbte blive båret ud af det rygende busvrag og den panik og rædsel, der altid følger med.
    På vejen tilbage fra skolen forsøger jeg på mobiltelefonen at ringe til min kone for at sikre mig, at hun er OK. Men mobiltelefonnettet er brudt sammen. Alle forsøger altid at ringe til hinanden lige efter en terroraktion af nøjagtig samme grund, som jeg nu gør. Alene det, at man kan skrive ”altid” om en situation, der er så pervers og burde være så unik, at den ikke, som det desværre er tilfældet, allerede har fået sin egen forudsigelige rutine, siger noget om, hvor desperat hverdagen efterhånden er blevet i denne græske tragedie. Tiden går, og jeg kan mærke hvordan panikken langsomt sniger sig ind på mig, mens jeg igen og igen forsøger at få kontakt med min kone.

Så ringer TV 2 Morgennyhederne. Udsendelsen går i luften om fem minutter. De har lige set nyhedstelegrammet om bomben i Jerusalem, og vil have mig med direkte på telefonen i nyhedsudsendelsen.
    For første gang i min karriere som journalist må jeg sige nej, fordi jeg ikke kan koncentrere mig, så længe jeg ikke ved, hvad der er sket med min kone. Jeg er simpelthen for bekymret til at kunne samle tankerne om danske TV-nyheder.
    En halv time senere lykkes det mig endelig at få kontakt til hende på mobiltelefonen, men det var en meget lang halv time. Hun var heldigvis kommet igennem krydset lige inden eksplosionen og er uskadt. Jeg ånder lettet op, og sætter sammen med min kameramand kursen mod vejkrydset og det rygende bombekrater. Nu kan jeg igen forholde mig til den blodige virkelighed som en journalist, der skal rapportere. Men denne morgen havde jeg på min egen krop følt en lille snert af den frygt og panik, som er blevet en (u)naturlig del af mange almindelige menneskers hverdag i det her område.
    Mange af de sårede er allerede blevet kørt bort, da vi når frem til det sortsodede skellet af det, der en gang var en bybus. En af politifolkene fortæller, at 19 er blevet dræbt og mindst 40 såret – heraf 5 alvorligt. (Det viser sig senere at 74 er blevet såret og lemlæstet).
    Redningsmandskabet lægger endnu en fyldt sort plastik-ligsæk på jorden i vejkanten. I græsset ligger der allerede en lang række sække. Hver med et sortsodet, lemlæstst lig indeni. Hver af dem med et nummer i hast skrevet på en klæbemærkat. Ingen af dem er blevet identificeret endnu. Et par af sækkene er tydeligtvis ganske små, og må indeholde skolebørn, som aldrig nåede frem til deres klasse.
    Sammen med os begynder de første skrækslagne forældre også at ankomme til dette rædselsfulde skue. Nogle har selv på afstand hørt braget, andre har nyheden fra radioen. De desperate forældre håber alle på et mirakel. At deres børn enten ikke nåede bussen. Eller at de kom med en tidligere bus, eller at de i virkeligheden skulker fra skole eller andet… alt andet. Blot at de ikke er at finde iblandt ofrene i de sorte plastiksække. Eller hvis de – Gud forbyde – var med bussen, så ”kun” er at finde blandt de sårede og lemlæstede. Flere forældre bryder hysterisk sammen og må hjælpes af politiet og redningsmandskabet. Her ved den udbrændte bus ved ingen noget. Næste forfærdelige stop for de bange forældre er byens hospitaler og lighuse.
 
 
Resterne af bybus 32A. 19 blev dræbt, 74 såret og lemlæstet.


ALLE FORÆLDRES MARERIDT
Hvis jeg ikke allerede var bekymret til at begynde med, så bringer mit job som TV 2s Mellemøstkorrespondent mig konstant tæt – nogle gange for tæt – på denne konflikts alt for mange uskyldige ofre og deres tragedier. Og hver eneste af disse tragedier er altid langt værre og mere hjerteskærende end de lakoniske, korte meddelelser vi ofte læser på avisernes udlandssider, hvor den slags allerede er blevet forvist til notespalten ude i siden, fordi blodsudgydelser i Mellemøsten efterhånden høre til ”dagens orden” og ikke rigtigt længere er en ”nyhed”.

”To israelere blev dræbt og mindst 50 såret ved et palæstinensisk selvmordsangreb udenfor et indkøbscenter i den israelske by Petah Tikva nær Tel Aviv”, kunne man læse i avisens notespalte den 28. maj 2002 om et terrorangreb dagen forinden.
    Vi besøgte tragedien bag avisnoten – Petah Tikva-familien, hvis liv var blevet sprængt i stumper og stykker af den palæstinensiske selvmordsterrorists bombe. Chen og Lior Keinan – to unge nybagte forældrer midt i 20’erne. Det var med bankende hjerter, jeg kontaktede dem. Det er ikke behageligt, at komme med TV-kameraer til folk, der lige har mistet deres lille datter og hendes bedstemor, og bede dem om at fortælle om deres tragedie. En tragedie som er alle forældres marreridt: Ikke at være i stand til at beskytte sit eget barn.
    Vores ”held” – hvis man kan tillade sig at kalde det sådan – var, at det store amerikanske TV-selskab CNN lige havde besøgt familien, og efter en hel dags optagelser, hvor parret endnu en gang havde genoplevet deres livs værste marreridt, havde CNN klippet et indslag sammen, som fokuserede meget mere på moderen til den palæstinensiske selvmordsbomber, end på ofrene og deres lidelser. De følte sig i den grad misbrugt, at vi pludselig blev det unge pars mulighed for at få bragt balance i tingene. Det var næsten som om vi blev deres bolværk imod vanviddet, som truende krøb frem imod dem fra alle sider.
    Vi blev vist familiens hjemmevideoer fra datteren Sinai’s netop overståede et års fødselsdag. Chen græd, da hun igen så sin lille, smilende datter i live på TV-skærmen. Og sin mor, Ruth, der kun blev 56.
    Det, som gjorde indslaget så rystende for mange, der så det på TV 2, var at familien kunne have været en hvilken som helst anden sorgløs familie, som forevigede et lykkeligt øjeblik til familiealbumet. Hvis det ikke lige var fordi familien var blevet indfanget af den brutale, ubarmhjertige Mellemøstkonflikt.
    Fødselsdagsvideoen var de sidste billeder af den lykkelige familie sammen. En tur hen til den lokale bager ender i en af Mellemøstkonfliktens efterhånden talrige tragedier:
    ”Det sidste, jeg husker, er Sinai, der løfter sit hoved op, kigger på mig og smiler… og så var der det største og mest øredøvende brag, du kan forestille dig”, fortæller Chen Keinan, der stadigvæk fortæller rædselsberetningen lidt tranceagtigt, som om hun ikke rigtig selv kan tro på det, men nærmest føler sig fanget i et marreridt hun snart vågner op fra.
    Hun fortæller, at hun end ikke bemærker den palæstinenser, der med en stor vadsæk vandrer op imod dem. Sekunder senere udløser selvmordsterroristen sin bombe lige ved siden af familien.
    „Min mor faldt om, der hvor hun sad. Hun lå med øjnene lukket. Men jeg var sikker på, at der ikke var noget galt, at hun bare samlede kræfter til at rejse sig, for jeg kunne ikke se, at der var sket noget med hende. Hverken arme eller ben manglede. Men hun rejste sig ikke.”
    Chen Keinans mand Lior, som selv blev såret af flyvende bombefragmenter i højre side af ansigtet, holder sin kone i hånden, mens hun samler styrke og mod til at fortælle den næste del af sin rædselsberetning.
    ”Så kiggede jeg over på min baby. Hun lå sådan her på ryggen”, fortæller Chen, og hendes ansigt fortrækkes i rædsel, ”men den øverste del af hovedet var væk… det halve af hjernen manglede… og blod på fortovet!!!”
    Beretningen bliver fremstammet i korte stød, halve sætninger og enkelte ord, afbrudt af hulk og gråd. Chen samler kræfter, og råber så pludselig:
    ”Sådan er en israelsk mors liv i disse tider. At se sit barn revet i stykker på fortovet.” Hun græder højt, og bryder totalt sammen. Hendes man overtager:
    ”Man går ud med sit barn for at få frisk luft. Og… se her…”, vredt holder han et israelsk formiddagsblad op. Hele forsiden er Sinais sønderbombede, blodbestængte klapvogn, som ligger væltet på fortovet. ”Bør det være den måde, det ender på? Jeg spørger bare!!!”
    ”Eller sådan her? Hvor vores barn sidder i sin klapvogn”, siger han og viser et lille fotografi fra familiealbumet, hvor den lille et år gamle Sinai sidder i den samme klapvogn og kigger op imod kameraet med et stort smil og et glimt i øjet.
    ”Palæstinenserne siger, at deres mål er at blive som os, tror jeg… håber jeg. Men de bliver manipuleret. Som marrionetdukker. De bliver dirigeret af en lille gruppe, som beslutter at de skal sende deres børn af sted for at dræbe os. Terroristen gik ikke efter mænd eller soldater. Han så os. Han gik efter os. Vi var hans mål. Det var det samme, som havde han sat pistolen for min datters hoved.”
    Lior og Chen stemte begge på Arbejderpartiet og Ehud Barak, fordi de troede på fred med palæstinenserne. Det håb er nu også sprængt i stumper og stykker.
    ”For at et folk skal være i stand til at løbe risikoen og lave fred, er det nødvendigt, at man ikke er truet. Men vi føler os ikke sikre. Hvem skal komme og redde os? Hvem? Vil Danmark komme og redde os?” Chen kigger anklagende over på os. Budskabet er klart nok: I kan have alle Jeres frelste meninger om ret og uret. Men I ved i virkeligheden intet om, hvordan livet er i den virkelige verden!

Da vi besøger caféen sammen med Chen og Lior Keinan  markerer et lille interimistisk mindesmærke med et par fotografier og nogle sterinlys det sted, hvor den halvandet år gamle Sinai Keinan og hendes bedstemor Ruth Peled blev dræbt.
    I det store billede er de begge allerede blevet reduceret til statik i denne dæmoniske, altopslugende konflikt. Men for endnu en familie i Mellemøsten er håbet om fred slukket, og muligheden for en løsning er for alle i området rykket endnu længere bort.

ALLE ER OFRE
Beretningen ovenfor kunne lige så godt have været om en palæstinensisk familie. Tragedierne kender ingen nationale eller etniske grænser.

Da vi besøgte Judeh-familien, som bor i en palæstinensisk flygtningelejr i den nordlige udkant af Jerusalem, kom choket lige så snart vi trådte ind i familiens lille, fattige hus. Vi ankom ved 12-tiden, og børnene spiste frokost. Men familiens 12-årige søn Muhammed fik sin frokost, en rødlig flydende substans, serveret igennem en slange fra en stor injektionssprøjte.
    Man fristes til at sige, at Muhammed Judeh blev 12 år, men han er ikke død. Ikke rigtigt. Derfor optræder han heller ikke i de tabstal, vi altid hører om i medierne. Men det kunne han i virkeligheden lige så godt.
    Muhammed blev såret af skud i begyndelsen af Intifadaen – den palæstinensiske opstand imod den israelske besættelse. En trediedel af hans hjerne er sprængt bort, fortæller hans far, Amjad Judeh, som er arbejdsløs lastbilchauffør, og holder et røntgenfoto fra hospitalet op imod lyset fra soveværelsevinduet.
    ”Her på billedet kan du se, hvad det er, der mangler. En trediedel af hjernen. Det her er hjernen”, siger han og peger. ”Og det der hvide område, er der, hvor Muhammeds hjerne er skudt bort. Det mangler. Min søn er så godt som død, men han trækker stadigvæk vejret.”
    Familien Judeh – forældrer og otte børn inklusive Muhammed – er flygtninge, de er fattige, og Amjad har ikke haft arbejde siden intifadaen begyndte. De har ikke penge til at betale for sønnens behandling. Derfor var det en række islamiske fonde og private, der hjalp familien til at få deres sårede søn til et hospital i Saudiarabien, hvor han blev opereret og fik en titanium-plade indopereret, der hvor kraniet mangler.
    Muhammed var et af Intifadaens første ofre. Han blev ramt af en israelsk kugle under nogle af de første uroligheder i efteråret 2000 udenfor de islamiske moskéer på Tempelbjerget – det muslimerne kalder Haram al-Sharif – i Jerusalem.
    ”Det skete lige efter fredagsbønnen. En israelsk snigskytte skød min søn”,  fortæller Amjad Judeh, som ikke selv var til stede, men bygger sin beretning på andre palæstinenseres beretninger.
    ”Israelerne har en regulær hær med våben, uniformer og det hele. Deres job er sikkerhed og forsvaret af landets grænser. Ikke at dræbe børn”, siger han. ”Min søn er kun 12 år gammel. Han havde hverken en pistol eller et maskingevær. Vores børn er ikke bevæbnede. Han stod nær en affaldscontainer. Han var langt væk fra kampene, fik jeg at vide. Men selv om han så havde kastet en sten, var det så tilstrækkelig grund til at skyde ham?”
    12-årige Muhammed, som ligger i sengen under det blege lys, der skinner ind igennem det lille vindue med det mellerede glas, vil aldrig rejse sig igen. Nogle få dage blev han betragtet som en helt iblandt palæstinenserne. En martyr. Der var plakater med hans billede alle vegne i flygtningelejren. Nu er han glemt. De færreste kan huske hans navn. Dertil er der allerede for mange andre martyrer.
    Kampen her i familien Judeh foregår ikke længere med sten eller nationalistiske slagord. Her er det en sejr, hvis Muhammed blot bøjer fingrene en smule eller kommer med et svagt smil, når man bliver madet.
    ”Jeg spørger mig selv hvad den (israelske) soldat tænkte, da han skød min søn. Var det hævn for et eller andet, eller var det bare had til araberne og deres børn eller noget helt tredje? Hvorfor tænkte han ikke et eneste sekund på det barns fremtid og skæbne, som han sigtede på? Jeg fatter ikke, hvad han kunne have tænkt. Ønskede han at dræbe et barn? Forkrøble ham og gøre resten af hans liv og hans families til et liv i smerte?”
    Amjad Judeh stiller spørgsmålet ud i det tomme rums stilhed, og han ved godt, at han ikke vil få noget svar.
    Selvom Intifadaen for længst er overstået her i Judeh-familien, så vil deres smerte og lidelse fortsætte resten af livet. Som de fleste andre – palæstinensere og israelere – håber Judeh-familien også på fred. Men glæden vender ikke tilbage, siger de. Kampen er for dyr. Den har kostet i hundredvis af palæstinensiske og israelske børn livet.
    Og Muhammed figurerer end ikke i den statistik.

BEKYMRINGER SMITTER
Hver gang jeg har besøgt en familie, som på den måde smerteligt er blevet indfanget af den blodige mellemøstlige tragedie, har jeg oplevet, at de nærmest er taknemmelige for at få lov til at fortælle andre om deres smerte, og taknemmelige for at jeg er rede til at lytte til dem. På den anden side bærer jeg også hver eneste gang, når jeg forlader dem, en del af deres smerte og sorg med mig. Og det er ikke bare svært at klare i længden rent menneskeligt– man kan næsten blive knust under al den sorg og ulykke – men det er så meget desto mere belastende, fordi disse ulykkelige menneskers tragedie er det ultimative marreridt alle forældrer inderst inde frygter: At man er magtesløs og ude af stand til at beskytte sine egne børn. Det påvirker også en selv.
    Selvom jeg som udenrigskorrepondent skal være den neutrale udefrakommende observatør, så bliver jeg alligevel revet med. Både fordi man kommer til at holde af de mennesker man hele tiden omgås, og man kommer til at dele ikke bare deres drømme og håb men også deres frygt og sorg. Også fordi ens egne børn lever og vokser op i den samme virkelighed og dagligt lever i skyggen af de samme trusler.

Uanset bekymringerne indretter man sit liv efter det øgede trusselsniveau. Da min datter for nogen tid siden var inviteret til en klassekammerats fødselsdagsfest, som skulle holdes i et forlystelsescernter med en bowlingbane, undersøgte jeg først selv stedet. Først checkede jeg, at der var mindst en sikkerhedsvagt ved døren, og at han faktisk gjorde sit arbejde og undersøgte folk. Jeg var lettet over at se, at der både var sikkerhedsfolk ved indgangen til centret og dernæst også til bowlingbanen. Dernæst undersøgte jeg nødudgangene. At de var der. At de var tilgængelige. Og at affaldscontainere ikke blokerede udgangen. Under selve fødselsdagsfesten sad jeg diskret i baggrunden – lidt skjult for ikke at gøre min datter forlegen – og læste. Hvorfor? Fordi der ikke skal meget til for at folk går i panik. Hvis lyset pludselig går ud, kan folk i panik flygte imod udgangene, og ingen vil tænke på børnene.
    Det er langtfra alle i Israel, der tænker som jeg. Langtfra. Hernede har flertallet for længst justeret deres liv til de nye farer. Her er en slags fatalisme. Men det kan jeg ikke leve med, og min familie og venner anser mig også klart nok for at være hysterisk og overbeskyttende. Og det er klart nok også en balancegang. For i ens iver for at sikre, at ens børn overlever fysisk, kan man risikere at gøre dem så følelsesmæssigt ude af balance, at man alligevel ødelægger dem. Derfor må ens egen frygt naturligvis ikke forplante sig til børnene.
    En umulig balancegang i virkeligheden.
    Hvorfor bliver vi så boende i Mellemøsten, hvis det er så farligt, og vort dagligliv er så fuld af bekymringer? Det er et godt spørgsmål, og det er svært at komme med et godt svar.

DET MAN HAR – OG DET MAN KAN MISTE
En jødisk historie fortæller om en rabbiner, der får besøg af en mand fra sin menighed. Manden klager over, at hans hus er for lille. Han har ikke plads til noget som helst. Hvad skal han gøre?
    Rabbineren siger til ham: ”Gå til markedet, og køb dig en ged, og lad den bo hos dig i huset.” ”Hvad for noget”, siger manden forbavset: ”Det giver jo ingen mening. Der er knap nok plads til mig i huset!” ”Gør nu blot, som jeg siger”, lyder rabbinerens svar. Manden gør som rabbineren har sagt, men der går kun nogle dage, så kommer han tilbage igen. Nu er problemet endnu værre. ”Køb dig en gås”, siger rabbineren, ”og lad den leve sammen med dig og geden i huset.” Manden rystede på hovedet, men gjorde som rabbineren havde sagt.
    Men problemet blev ikke løst, og nu ville rabbineren have ham til at købe fem høns. Han gjorde det, men lige inden shabbat – den ugentlige jødiske hviledag – kom han tilbage til rabbineren igen. Nu måtte der gøres noget drastisk ved hans problem. ”OK”, sagde rabbineren. ”Nu tager du alle dyrene udenfor igen og gør rent, og så vil du slet ikke drømme om, hvor megen plads du nu pludselig har i dit hus."

Hvorfor bliver vi boende? Nogle gange skal man næsten miste, det man har, for at lære at sætte pris på det. Jeg ved godt, at det vil være svært – formentlig umuligt – at komme med en forklaring, som vil synes acceptabel for mange i Danmark.
    Men det handler mindre om at miste livet – som mange i Danmark sikkert vil tro – og mere om at leve det, mens vi lever. Ikke kun om at eksistere, men om at leve med mening. Ikke så meget om at leve intenst i betydningen af at få et adreanalinrus, som når man springer ”bungie jump” ud i en afgrund med en elastik om fødderne, men om at leve intenst og fuldt ud i betydningen af at sætte pris på de ting – de ganske få ting – der virkelig betyder noget. Om et liv med mening og indhold. Hvor tingene betyder noget. Hvor det meste ikke bare er ligegyldigheder.
    Vi reagerer ikke alle sammen ens. Menneskers reaktioner på farlige, traumatiske og livstruende situationer er sikkert meget forskellige. Men mange, der kommer tæt på døden og overlever, beretter om, hvordan det ændrer deres liv. Jeg kan ikke påstå, at mine erfaringer er de samme, som alle andre, der har oplevet det samme som jeg. Men for mig selv har mit møde med livstruende situationer, krig, død, lemlæstelse og ødelæggelse, betydet, at jeg er begyndt at se mit eget liv og alt andet i et helt nyt lys.
    På en brøkdel af et sekund omprioriterede jeg mit liv. Pludselig blev det krystal klart for mig, hvad der betyder noget i mit liv. Bagefter kunne jeg ikke forstå, hvor utrolig megen tid og energi jeg tidligere havde brugt på ting, som dybest set var totalt ligegyldige og uden betydning. Mens jeg for tit tog alt for overfladisk på de eneste, de helt afgørende og de allermest vigtige ting i mit liv: mine børn, min familie og mine venner. Måske fordi jeg troede, at de altid ville være der, og at jeg selv altid ville være der, at der var tid nok.
    Men det er der ikke.
    Pludselig genopdager man en masse ting, som om det er første gang man ser dem. Små ting, almindelige ting, ting der før syntes ordinære og uvæsentlige, har pludselig fået en ny betydning og en ny mening. Pludselig bliver en almindelig solnedgang helt guddommelig. Middagen med familien på terassen handler ikke om at få noget at spise. En sommerfugl der besøger blomsterbusken i baghaven eller blot børnene der leger og morer sig. Lyden af deres latter. Det betyder alt.

Om sommeren underviser jeg nogle gange på højskole i Danmark og mine børn får på den måde mulighed for at pudse deres dansk lidt af og få en koncentreret indsprøjtning danskhed. Men en af mine lykkeligste oplevelser på Rødding Højskole for et par år siden var da jeg på vej tilbage til vort hus i frokostpausen mødte min søn, der på sin cykel i fuld fart var på vej i den modsatte retning tilbage til højskolen.
    I farten vinkede han til mig, og jeg bemærkede med forundring og glæde, at jeg ikke behøvede at være bange og bekymret. Vi var i Danmark. Jeg kunne være helt rolig. Intet ondt kunne ske. (Det er ikke sikkert at andre danskere vil være helt enig med mig i det – men sådan føles det, når man kommer fra Mellemøsten.)
    Noget så ordinært. Noget andre tager for så givet, at de end ikke tænker over det.
    Og sådan er det med så mange andre gode ting i Danmark. De bliver taget for givet. For selvfølgeligheder som man hverken bemærker, sætter pris på eller er taknemmelige for.
    Når alt er godt, sikkert og behageligt, breder der sig tilsyneladende en ligegyldighed. Ikke bare en ligegyldighed overfor den sikkerhed, man nyder, og den fred og ro – det at man er forskånet for krig og terrorisme, som ellers er hverdag for så mange andre i vores verden. Men det er, frygter jeg, en ligegyldighed, som breder sig ud over så mange andre at livets vigtige og værdifulde sider. Og vi begynder at bruge tid, opmærksomhed og energi på så mange tåbelige og ligegyldige ting.

For mange år siden vendte jeg dybt rystet tilbage til Danmark fra en reportagerejse til det borgerkrigshærgede Libanon. Jeg havde, følte jeg, lige været i ”helvedets forgård” og var dybt rystet over det, jeg havde set og oplevet. Mine venner var bekymrede for min sindsligevægt, og mente, at jeg skulle adspredes og tænke på noget andet (og de havde sikkert ret). Derfor var der ingen ende på al den fest og ballade, jeg blev inviteret til. Specielt husker jeg en havefest i et overklassekvarter i Hellerup. Her drejede talen sig om et nyt flødefarvet læderindtræk i mandens BMW og om konens svage baghåndslag i tennis. Ingen var interesserede i 11-årige drenge, der fik penge for med et Kalachnikov-gevær at skyde på deres jævnaldrende på den anden side af Beiruts ”grønne linie”. Eller at der var så mange lig på et af Beiruts hospitaler, at der ikke længere var plads i lighuset, og at ligene derfor i gennemsigtige plastikposer blev smidt ovenpå hinanden som fisk i kølecontainere med is skovlet ind imellem lagene. Da en af lægerne åbnede containerdøren, for at vise mig det, kom ligene som en lavine skridende ud imod os.
    Jeg var nød til at forlade festen.
    Kontrasten var for stor. Ingen gad høre om den ”virkelige verden”, jeg lige var kommet tilbage fra, for ”nu skal vi jo more os og have det sjovt”.
    Jeg vil ikke påstå, at jeg havde ret og de uret. Slet ikke. For man skal heller ikke svøbet sit liv ind i en tung, deprimerende kåbe af verdens elendighed. Det vil heller ikke give nogen mening. Men min følelse er, at der i Danmark er for megen ”nu skal vi more os og have det sjovt”. For meget en stemning af, at nu må det for Guds skyld ikke blive for alvorligt og tyngende. TV er underholdning, teater er underholdning, litteratur er underholdning… alt bliver ligegyldig sjov og ballade og tidsfordriv. Og for lidt giver mening og betydning.

SKØNHED OG LIDELSE
En gammel jødisk legende fortæller, at da Gud skabte verden og skulle fordele dens ti dele skønhed, så fik Jerusalem ni dele skønhed og resten af verden en del til deling. Men da Gud så derefter skulle fordele lidelsen, så fik Jerusalem også ni dele, mens resten af verden kunne deles om den resterende ene del.
    Og Jerusalem og Det hellige Land har i sandhed fået i overflod af både skønhed og lidelse. Og det er ikke bare byen og stederne, der er tale om. Det er mest af alt menneskene.
    Vittige tunger vil vide, at hvis man vil ringe til Gud, så er det billigst her fra Jerusalem, for hverfra er der kun tale om en lokalsamtale.
    Og det kan godt være, at det er rigtigt.
    Men hvis Jerusalem er tættere på himmelen, så er byen også tættere på helvede.
    Krig og kriser bringer nok det værste frem i mange mennesker, men det bringer også det bedste frem i mange andre. Samtidig med at vi oplever nogle af de mest ubehagelige sider af menneskeheden, så ser vi også nogle af de mest noble og ædle sider hernede. Og det er nok det, der gør, at vi kan holde det ud.
    Mange af vore bedste venner – både israelere og palæstinensere – gør en smuk, prisværdig og ærefrygtindgydende indsats for at kæmpe for menneskerettighederne og redde freden.
    I øjeblikket er det mest af alt en sisyfus-opgave, der synes næsten umulig. Men de giver ikke op. De fortsætter – imod alle odds. Og det indgyder respekt. Uden dem og mange andre gode mennesker, ville dette sted ikke bare være umuligt at leve i for et anstændigt menneske, der ville heller ikke være noget håb for fremtiden for nogen af parterne.
    Men denne lille skare af ordentlige, modige, retskafne og stædige frontkæmpere for fred, retfærdighed og anstændighed er det næsten et privilegium at få lov til at leve sammen med.

MEN FRYGTEN MÅ MAN LÆRE AT LEVE MED
Mens jeg skriver de sidste linier af denne beretning, har Israel lige gennemført fem luftangreb med missiler mod mål i Gaza-striben. 11 palæstinensere er blevet dræbt og 30-40 såret. Målet var at ramme Hamas og Islamisk Jihad, men flertallet af ofrene er uskyldige, civile palæstinensere.
    Samtidig, mens vi nu med tilbagefoldt åndedræt venter på de militante islamiske fundamentalisters svar, sender jeg med frygt og bæven min datter af sted på en tre-dages udflugt med skolen.
    Jeg ved, at jeg ikke kan holde hende hjemme og omdanne vort hjem til et beskyttende fort eller et fængsel. De må være i stand til at leve et så normalt liv som muligt på trods af de totalt abnorme omstændigheder vi lever i.
    Men jeg har ikke et roligt øjeblik indtil min datter er tilbage fra udflugten igen.


Steffen Jensen, Jerusalem, november 2003.


(1) Det omtalte palæstinensiske terrorangreb fandt sted den 18.juni 2002 i Patt-junction i Jerusalem.
(2) Palæstinenserne opfatter Gilo som en bosættelse, fordi den er bygget på jord, som Israel besatte i 1967, mens mange israelere i dag ser området som en del af Israel og det udvidede Jerusalem.

 

 


 

RAPPORT FRA EN ØRKENSPEJLING
Snapshots fra et reporterliv i Mellemøsten
Læs fire af bogens kapitler her:
Kapitel 2: Virtual Reality – Medierne og Mellemøsten
Kapitel 3: Camouflagefarvet fascination
Kapitel 4: Vend ryggen til fronten
Kapitel 16: Bibliotekaren i Bagdad

I SKUDLINIEN
Ni personlige beretninger om at arbejde i verdens brændpunkter. Læs hele kapitlet om mit arbejde: ”Forposten ved Morag” om et besøg i en israelsk militær forpost i Gaza-striben.

BEKYMRINGEN RUNDT
Om at leve med bekymringen. En række skribenter bidrager med hver sin vinkel på begrebet "bekymring". Læs hele mit kapitel: ”I skyggen af terroren” om, hvordan det er at leve med sin familie i en konfliktzone.

UNTOLD STORIES
Billeder og beretninger fra Mellemøsten
Du kan læse tre uddrag af bogen her og se de tilhørende billeder:
Egyptiske pyramider
Livet i De dødes By
Et kors til hver