Mine fortsatte kampe og forsøg med portrætfotografi

Jeg troede egentlig ikke, at jeg lavede portrætter, men det gjorde jeg så alligevel, viste det sig. Masser af mennesker, jeg kom i kontakt med igennem mit arbejde i Mellemøsten. I Danmark har jeg der imod altid haft svært ved at lave portrætter. Jeg er alt for blufærdig. Jeg slider med det. Lider under det, men det bliver langsomt bedre. Jeg savner dog stadigvæk at skabe portrætter, der kommer udover det ordinære. Det kommer forhåbentlig en dag. Det her er den første af... jeg ved ikke hvor mange artikler om min opdagelsesrejse udi portrætfotografiet. 

Portrætfotografiet er formentlig – tror jeg – en af de allerførste genrer indenfor fotografiet. Intet er jo mere oplagt end at lave portrætter af dem, man holder af eller omgås i sin hverdag. Alligevel har det været en af de fotografiske genrer, det har taget mig allerlængst tid for alvor at komme i gang med.

Mærkeligt nok.

Eller måske er det blot en skrøne, jeg hele tiden fortæller mig selv og fremturer med overfor andre?

I hvert fald har jeg indeni mig selv en forestilling om, at jeg er langt bagefter med at udforske portrætfotografiet. Da jeg så skulle til at skrive et afsnit om portrætfotografering til det, jeg kalder ”min egen private fotoskole” ovre på min hjemmeside, og til den begyndte at indsamle fotos fra mit arkiv til det, gik det lige pludseligt op for mig, at jeg faktisk har lavet ganske mange portrætter.

Uden at have tænkt særlig meget over det, har jeg faktisk bedrevet portrætfotografi i langt længere tid, ende jeg selv går rundt og tror. Blot uden at have været særlig bevidste om det.

Mit arbejde for TV2 rundt om i Mellemøstens krise- og konfliktområder har ofte bragt mig tæt på mennesker, som jeg så også har fotograferet helt ”up close and personal”. Altså portrætter. Jeg har blot gjort det i en reportagesammenhæng, hvor jeg ikke har tænkt det som portrætter. Mange af de billeder kom til at danne udgangspunkt for min fotobog ”Untold Stories” fra 2012.

Da jeg den gang sad i mit hus på Langeland og redigerede den bog sammen med forlagsredaktøren, opdagede han, at mens jeg havde massevis af portrætter af mennesker i alle mulige situationer fra Mellemøsten, så var mennesker næsten totalt fraværende i mit fotografi fra Danmark. Herhjemme fra havde jeg næsten kun landskaber, sol op- og –nedgange, strande, smukke skove, dyr, fugle og så videre. Så godt som ingen mennesker.

På en eller anden måde havde jeg en psykologisk blokering. En blufærdighed.  Jeg turde ganske enkelt ikke spørge folk, om jeg måtte fotografere dem. Den blokering ville jeg til livs.

Sådan begyndte mit Langelands fotoprojekt. Og sådan begyndte min bevidste opdagelsesrejse udi i portrætfotografiet.

Jeg var – og er – stadigvæk meget blufærdig, når jeg skal agere fotograf og lave portrætter her i Danmark. Her ved alle, hvem jeg er, og de ved også udmærket, at jeg ikke er fotograf. Hvorfor går jeg så rundt og foregøgler det? Det er meget ubehageligt, synes jeg. Der er hele tiden et pres for at skulle bevise, at jeg er seriøs og godt kan finde ud af det, hvilket jeg så ofte ikke kan alligevel. Men kort og godt: Jeg slås stadigvæk med det hver eneste dag, når jeg fotograferer.

Blandt andet derfor var det nemmere for mig at begynde min selvoplæring indenfor portrætfotografiet med at fotografere folk, som jeg allerede kendte herovre på Langeland, så faldet, når det kom, ikke blev så dybt og smertefuldt. Det gik meget bedre end forventet. Alle var venlige og åbne. Accepterede mine begyndervanskeligheder, og gad generelt ikke høre mit navnepillende foredrag om mine psykologiske blokeringer i forhold til portrætfotografering i Danmark. Det var også en lettelse.

Poul Erik Eliasen er en af øens bedste keramikere – og dem er der ellers mange af på Langeland. Selvom han er ramt af gigt, så formår hans fingre på ubegribelig kort tid at skabe en skål, en krukke eller et kar med en forbavsende tynd og delikat væg, som senere brændes til porcelæn. Midt ude i skoven skabes det ene lille kunstværk lige så stille efter det andet.

Det ville jeg gerne vise, så jeg har lavet en hel lille serie af billeder af Poul Erik Eliasen. En anden langelandsk kunstner er Lars Calmer. Han er keramiker og laver skulpturer af sære forvoksede buddha-babyer, nonner med tatoveringer og andre sære ting, som får en til at frygte for at møde Lars i en mørk gyde en sen aften.

Jeg antydede, at der måske var noget ret alvorligt galt med ham, og at jeg gerne ville lave et portræt, der antydede noget i den retning. Det var han helt med på. Endnu mere skræmmende! Derfor lavede vi en firedobbelt eksponering, hvor Lars flyttede sig en smule imellem hvert klik som for at antyde en personlighedsspaltning.

Spøg til side. Lars er ganske normal og en fabelagtig dygtig kunstner, som det er skønt at arbejde sammen med, for han hopper straks med på selv den skøreste ide og hjælper med til at udvikle den. Derfor har jeg fotograferet ham en del gange senere og planlægger endnu flere portrætter af ham.

Poul Erik og Lars var nogle af de første, jeg kastede mig over, da jeg for nogle år siden begyndte min opdagelsesrejse udi portrætfotografiet. Den unge operasanger Marie Dreisig er på den anden side en af de seneste. Jeg er lige blevet hyret til at skulle fotografere til ”Steensgaard Open Air”, som er en operaaften med unge sangere på Steensgaard Gods på Langeland. Det betyder blandt andet, at jeg skal lave en række portrætter af de fire unge operasangere. Marie er bare den første.

Personligt kan jeg specielt godt lide det man på engelsk kalder ”environmental portrait”. I min egen undersættelse bliver det til ”det fortællende portræt”. Et portræt der fortæller en historie om den portrætterede udover blot at vise os personens ansigtstræk. Det kan være en fortælling, der sætter den portrætterede ind i et større panorama ved at vise omgivelserne, men det kan også blot være ansigtstrækkene, rynkerne, øjnene, alderen, der i sig selv fortæller en historie om et levet liv, om surt opsparede erfaringer, som har sat sig sine spor.

Jeg er langtfra altid selv i stand til at leve op til mine egne idealer, men jeg slås hele tiden en sej kamp for at blive bedre. Og selvom det naturligvis altid er afgørende at mestre teknikken, så handler det, tror jeg, mere om ens menneskelige egenskaber. Om man er i stand til at lære den portrætterede at kende så godt, at man kan finde vinklen og situationen, som fortæller historien om personen i et enkelt foto. Det behøver ikke være hele historien. Men blot én vinkel, én opfattelse, én version, noget mere end blot den portrætteredes udseende. Noget mere så personen selv, udtrykket, situationen og omgivelserne til sammen fortæller mere end de enkelte elementer hver for sig.

* * *

Der behøver ikke nødvendigvis at være massevis af omgivelser med i et portræt. Et fortællende portræt kan for den sags skyld godt være optaget i et studie, eller, hvis det optages udendørs, kan omgivelserne også sagtens være helt ude af fokus.

Portrættet af kunstmaleren Keld Nielsen er optaget i hans atelier, men jeg har hængt en fotobaggrund op, for at begrænse antallet af elementer i billedet. Gøre det lidt roligere. Alligevel er et staffeli med nogle malerier kørt i baggrunden i den ene side og et rullebord med maling og en kaffekop i den anden.

Intet genialt i det. Det er lige ud ad landevejen. Meget simpelt. Men det er alligevel et fortællende portræt, vil jeg mene.

På samme måde forholder det sig med portrættet af en af de venlige landsbyboer i den ghanesiske landsby Nnudu.

Yaw Seth, som han hedder, var iført sit allerpæneste puds, fordi han egentlig var på vej til en begravelse, som allerede havde været i gang i landsbyen i fire dage, men da han så mig med kameraet, ville han dog hellere fotograferes. Det vil alle i Ghana. De er helt vilde med at blive fotograferet. Et paradis for en fotograf. Efter at jeg havde fået taget mine billeder, og han nu var endnu mere forsinket til begravelsen og dagens lokale fodboldopgør allerede var i gang, besluttede han sig for at droppe begravelsen og i stedet gå til fodboldkampen. Det var imellem ærkerivalerne RC og Presbies – de romersk-katolske og presbyterianerne. Jeg tror, at portrættet af Yaw Seth må være taget lige efter han har truffet beslutningen, for han ser så lettet ud. Lykkelig som om en sten er faldet fra hans hjerte.

* * *

Portrættet af Yaw Seth har ikke mange omgivelser, men jeg ser det stadigvæk som et fortællende portræt. Det samme med den lille dreng – også fra landsbyen Nnudu, som jeg besøgte fordi den langelandske kunstner og kirketjener Hans Kjær har et langelandsk mikro-bistandsprojekt i Nnudu, som ganske mange andre helt almindelige langelændere er involveret i og bruger masser af tid, penge og energi på.

Jeg var med Hans og en lille gruppe andre langelændere i Nnudu, hvor vi blandt andet skulle bygge et bageri i landsbyen. Hans havde dog også fået et antal udrangerede el-symaskiner med fra en lokal efterskole. De gjorde enormt gavn i den ghanesiske landsby. En ung kvinde, som er alene med denne lille dreng og hans bror, fik med symaskinen sin egen lille skræddervirksomhed. Det gjorde at hun blev i stand til at sende drengene i en bedre skole.

Det langelandske bistandsprojekt er lillebitte, men det gør en verden til forskel for nogle helt konkrete mennesker. Den unge, fattige kvinde havde imod alle odds formået at opdrage sine to små drenge, så de var venlige, lydige og hjælpsomme. Det kunne være gået i mange andre – meget værre retninger. Hendes liv var en evig kamp, og symaskinerne var blot et lille, venligt skub i den rigtige retning, som gav hende og hendes lille familie det forspring, som for dem var forskellen mellem succes og katastrofe.

Hans Kjær går selv stille med dørene. Han er kirketjener i Rudkøbing og samtidig en af Langelands mange udøvende kunstnere. På sin egen diskrete facon gør han en masse godt for andre mennesker. Socialt, kunstnerisk og menneskeligt. Aldrig med de store armbevægelser.

Hans er blot en af de mange fantastiske ildsjæle, som jeg hele tiden møder, synes jeg, når jeg bevæger mig rundt i det danske land med mit kamera. Der er de ”støjende” med de store armbevægelser som gør meget lidt, og så er der dem, der uden at slå på stortromme, bare lige så stille gør en masse godt.

Jeg har prøvet at fange denne stille, rolige, harmoniske stemning hos Hans, ved at placere ham på en af bænkene i Rudkøbing Kirke, mens en af mine fotografvenner, John Rasmussen, står udenfor med en flash med et orangefilter foran på en lang stang, så den kan skinne ind igennem kirkevinduet og illudere den nedgående sol, for det var i virkeligheden en ret kedelig gråvejrs dag.

* * *

Nogle gange tager jeg mit flashudstyr med ud i felten. I dag er fotoudstyr efterhånden så let, at man kan flytte sit fotostudie ud i felten, hvis man vil. På en halv times tid kan man sætte et fotostudie op de fleste steder, hvis der bare er en lille smule plads og gerne lidt højt til loftet. Man kan for den sags skyld stille sit fotostudie op udendørs, hvis det blot ikke regner.

Det er jeg begyndt på, men det er indtil videre helt i sin spæde begyndelse, så det vil jeg sikkert med tiden skrive mere om. Det portræt af den langelandske kunstner Keld Nielsen, der indleder denne artikel, er et sådant portrætfoto, optaget i hans eget atelier, som jeg er rykket ind i med mit udstyr.

Det er langtfra altid, man behøver at opbygge et helt fotostudie med baggrund og det hele. Billedet til venstre her af multi-personen Hanne Hamann fra Lohals på Langeland, som blandt mange andre ting – social og sundhedsassistent, akuthjælper, frivillig på asylcentret, naturguide – også er deltidsbrandmand, er et eksempel på det. Her er jeg kun rykket ud med et par fotolamper og et gammelt Hasselblad med et lånt Phase One-digitalt bagstykke påmonteret. For med en stor, flot, rød brandbil og nogle af Hannes kolleger til rådighed, ville det være synd og skam ikke at bruge det som baggrund. Så her smelter det traditionelle portræt igen lidt sammen med det fortællende portræt, som jeg godt kan lide det.

* * *

Denne artikel er allerede blevet for lang, og – tro det eller lad være – den er endnu længere. Derfor deler jeg den op. Her får I første del. Fortsættelsen følger. På samme måde som min egen opdagelsesrejse ind i portrætfotografiet også lige er begyndt, så er langt mere i vente.

Jeg håber, at I kan bruge mine oplevelser og indhentede erfaringer til noget.


* * *

Artiklen her er oprindelig skrevet til TV2-fotogruppen FO2RUM's hjemmeside.

Læs næste artikel i serien ved at klikke her.

Gå tilbage til siden om portrætfotografi i "Min egen private fotoskole".


* * *

FLERE FOTOS FRA MIN OPDAGELSESREJSE UDI PORTRÆTFOTOGRAFIET

---