Palæstinenserne - Palæstinensisk politik

Der er noget næsten gøgeungeagtigt over Israel-Palæstinakonflikten. Som gøgeungen, der skubber den lillebitte rørsangers egne æg og unger ud over redekanten, så den til sidst har reden for sig selv, og ene og alene bliver madet af to forpustede småfugle. Sådan er det også lidt med israelerne og palæstinenserne. De har i hvert fald indtil Det arabiske Forår formået at få verden til at tro, at de er det eneste i Mellemøsten, der har krav på omverdenens opmærksomhed.
”Verden kan ikke ville fred mere end Jer – parterne selv”, sagde den daværende amerikanske udenrigsminister James Baker træt, udbrændt og en smule vantro efter at han i flere år energisk havde forsøgt at få israelere og palæstinensere til at forhandle fred med hinanden. 
     ”Når I er klar, så ring til os.”
     Man kan ikke fortænke hverken udenrigsminister Baker eller nogen anden, der siden har været involveret i de mange forsøg på at skabe fred mellem Israel og palæstinenserne, at de ind imellem taber tålmodigheden og giver op.
JERUSALEM (14.12.2014): Tålmodigheden er brugt op. 
     Lige pludselig er det slut. Vestlige lande har fået nok. Selv Israels venner har tabt tålmodigheden med den israelske regering. Det synes tydeligt nok for alle og enhver.
     Det ene initiativ næsten falder over det næste. Som en storm eller, som en af mine kilder hernede, en tidligere israelsk diplomat, udtrykker det: ”Det er næsten som et diplomatisk vulkanudbrud.”
     Pludselig anerkender nogle lande Palæstina som stat, selvom staten slet ikke eksisterer. Andre har ”blot” gennemført symbolske afstemninger i deres parlamenter, for at ”sende et signal med en vognstang” til parterne i Mellemøsten. Mest af alt til Israels premierminister Benyamin Netanyahu.
JERUSALEM (11.12.2014): Israel-Palæstinakonflikten har et eller andet magisk over sig, der gør, at den langt mere end mange andre konflikter i verden kan sætte sindene i bevægelse selv på den modsatte side af jordkloden. Præcist derfor kan der også spinnes politisk kapital på at bruge konflikten til alle mulige andre politiske formål – også hjemlige – end nødvendigvis for at gøre en praktisk indsats for at løse problemerne i Mellemøsten.
     I disse tider hvor vestlige regeringer og parlamenter en efter en diskuterer, som de skal anerkende Palæstina, selvom staten faktisk ikke eksisterer i virkeligheden, men for at sende et signal til parterne i Mellemøsten, rejser det også spørgsmålet, hvorfor sådan en anerkendelse kan synes vigtig eller katastrofal.
JERUSALEM (05.10.2014): Sveriges ambassadør her i Israel har fået besked på at begive sig til udenrigsministeriet i Jerusalem for at stå skoleret. Den israelske regering er rasende over den nye svenske statsminister Stefan Lofvens erklæring i sin tiltrædelsestale om at Sverige vil anerkende Palæstina.
     ”Måske er det fordi den svenske statsminister er ny og uprøvet”, siger en af mine kilder i det israelske udenrigsministerium, som ikke vil citeres med navn, fordi han ikke har ministeriets godkendelse til at udtale sig. ”Men Sverige har igen placeret sig som den politiske korrektheds forsvarer. Og det er ikke noget, der hjælper på situationen”, siger han.
     Der er naturligvis et helt oplagt problem: Palæstina eksisterer ikke som en stat. Derfor anerkender Sverige noget, som ikke findes.
JERUSALEM (07.04.2014): Det er ikke sket endnu, men der er almindelig enighed om, at amerikanerne formentlig er på nippet til at offentliggøre deres eget forslag til, hvad en fredsaftale mellem Israel og palæstinenserne skal bestå af. Men – det er som sagt ikke sket endnu.
     Mange frygter, at det ender med at gå, som det gjorde under præsident Bill Clinton. 
     Efter at have brugt enorm energi og prestige på fredsprocessen igennem hele sin præsidentperiode, så kom Clinton først med sin fredsplan få dage inden han forlod Det hvide Hus den 20. januar 2001, og dermed fik den aldrig en chance for at blive taget alvorlig.

JERUSALEM (17.08.2013): Om de har fået vredet armen om på ryggen, eller sat kniven for struben, ved jeg ikke, men forhandlingerne er endelig kommet i gang her i Mellemøsten.  Efter at være indledt i Washington for et par uger siden, holdt Israel og palæstinenserne deres første møde her i Jerusalem for et par dage siden. Nu går der en lille uges tid inden de igen mødes i den palæstinensiske by Jeriko nede i Jordan-dalen. Ikke nogen særlig travl mødekalender i betragtning af at den amerikanske udenrigsminister John Kerry sagde, at parterne skulle nå en aftale i løbet af ni måneder.
     Selv synes jeg, at det er diskvalificerende, at parterne ikke selv har kunnet finde vej tilbage til forhandlingsbordet. Det lader sig tilsyneladende kun gøre med amerikansk hjælp, og det giver desværre ikke grund til stor optimisme. Man burde kunne forvente, at parterne selv var interesseret i at finde en løsning, men de er tilsyneladende begge mere komfortable i denne sære ikke-krig-ikke-fred-tilstand, de i årevis har befundet sig i. Guderne må vide hvorfor?

JERUSALEM (30.07.2013): ”Parterne er enedes om at alle ”final status issues”, de komplicerede nøgleproblemer og andre emner er på bordet og til forhandling”, sagde den amerikanske udenrigsminister John Kerry flankeret at den israelske justitsminister Tzippi Livni og den palæstinensiske chefforhandler Saeb Erekat.
     Forhandlingerne om fred mellem Israel og palæstinenserne er i gang igen. Igen, igen… fristes man næsten til at sige, og det kan ikke skjules, at nyheden hernede i Mellemøsten hilses velkommen med en god portion skepsis og kynisme.
JERUSALEM (04.12.2012): ”Udenrigsminister Villy Søvndal har udtrykt Danmarks mishag til den israelske ambassadør i København fordi Israel igen vil bygge i sine bosættelser. Har det gjort indtryk på israelerne?” Nogenlunde sådan spurgte TV2’s studievært mig i en direkte sending for et par aftener siden.
     Et kort øjeblik måtte jeg undertrykke en pludselig indskydelse til at smile og sige noget morsomt – men sikkert tåbeligt – om, hvor stort et indtryk Villy Søvndal gør i Mellemøsten.
     Per Stig Møller og hans partis markering i sagen er jeg overbevist om, har gjort langt mere indtryk hernede. Ikke på grund af De Konservatives formidable styrke i dansk politik, men tværtimod på grund af Per Stig Møllers store arbejde for fredsprocessen, da han var udenrigsminister og Danmark havde formandskabet i EU, hvilket har givet ham stor respekt på begge sider af konflikten hernede. Hans kritik blev bemærket.
JERUSALEM (03.12.2012): Det Palæstinensiske Selvstyres præsident Mahmoud Abbas har fået, noget nogen vil kalde, en sejr i FN-bureaukratiet – et stykke papir – som Israel svarer igen på ved at bygge flere huse til jødiske bosættere i de besatte områder.
     Hvis man opholdt sig på Martyr Yassir Arafat-pladsen i Ramallah den 29. november sent om aftenen, da FN stemte om resolutionen, skulle man ellers tro, at der var tale om selve deklarationen af Palæstinas oprettelse. Så meget blev der festet, da det blev klart, at FN’s Generalforsamling med et overvældende flertal havde besluttet at opgradere palæstinensernes status i verdensorganisationen til det noget snørklede ”ikke-medlems observatørstat”.
     Udenfor FN-hovedkvarteret – ude i den virkelige virkelighed her i Mellemøsten har palæstinenserne dog fortsat ikke nogen stat. Det eneste, der har ændret sig, er, at de udover frimærker, pas, flag, nationalsang, præsident og så videre, nu også har et lidt finere medlemskort til FN. Men staten, det det hele handler om, den findes stadigvæk ikke.
Sider : 1 2 3 4 5 ... 6
 forrige     næste