Palæstinenserne - Palæstinensisk politik

JERUSALEM (30.07.2013): ”Parterne er enedes om at alle ”final status issues”, de komplicerede nøgleproblemer og andre emner er på bordet og til forhandling”, sagde den amerikanske udenrigsminister John Kerry flankeret at den israelske justitsminister Tzippi Livni og den palæstinensiske chefforhandler Saeb Erekat.
     Forhandlingerne om fred mellem Israel og palæstinenserne er i gang igen. Igen, igen… fristes man næsten til at sige, og det kan ikke skjules, at nyheden hernede i Mellemøsten hilses velkommen med en god portion skepsis og kynisme.
JERUSALEM (04.12.2012): ”Udenrigsminister Villy Søvndal har udtrykt Danmarks mishag til den israelske ambassadør i København fordi Israel igen vil bygge i sine bosættelser. Har det gjort indtryk på israelerne?” Nogenlunde sådan spurgte TV2’s studievært mig i en direkte sending for et par aftener siden.
     Et kort øjeblik måtte jeg undertrykke en pludselig indskydelse til at smile og sige noget morsomt – men sikkert tåbeligt – om, hvor stort et indtryk Villy Søvndal gør i Mellemøsten.
     Per Stig Møller og hans partis markering i sagen er jeg overbevist om, har gjort langt mere indtryk hernede. Ikke på grund af De Konservatives formidable styrke i dansk politik, men tværtimod på grund af Per Stig Møllers store arbejde for fredsprocessen, da han var udenrigsminister og Danmark havde formandskabet i EU, hvilket har givet ham stor respekt på begge sider af konflikten hernede. Hans kritik blev bemærket.
JERUSALEM (03.12.2012): Det Palæstinensiske Selvstyres præsident Mahmoud Abbas har fået, noget nogen vil kalde, en sejr i FN-bureaukratiet – et stykke papir – som Israel svarer igen på ved at bygge flere huse til jødiske bosættere i de besatte områder.
     Hvis man opholdt sig på Martyr Yassir Arafat-pladsen i Ramallah den 29. november sent om aftenen, da FN stemte om resolutionen, skulle man ellers tro, at der var tale om selve deklarationen af Palæstinas oprettelse. Så meget blev der festet, da det blev klart, at FN’s Generalforsamling med et overvældende flertal havde besluttet at opgradere palæstinensernes status i verdensorganisationen til det noget snørklede ”ikke-medlems observatørstat”.
     Udenfor FN-hovedkvarteret – ude i den virkelige virkelighed her i Mellemøsten har palæstinenserne dog fortsat ikke nogen stat. Det eneste, der har ændret sig, er, at de udover frimærker, pas, flag, nationalsang, præsident og så videre, nu også har et lidt finere medlemskort til FN. Men staten, det det hele handler om, den findes stadigvæk ikke.
KIBBUTZ NIR AM (22.11.2012): Det er naturligvis for tidligt at komme med en gennembearbejdet statusopgørelse over resultatet af den seneste væbnede konfrontation mellem Hamas-gruppen i Gaza-striben og Israel. Men en hurtig, foreløbig opgørelse synes at vise, at Hamas-gruppen er den store vinder.
     Israel kommer måske lige netop ud af opgøret med skindet på næsen og et næsten uafgjort resultat alt efter hvordan man opgør det, men nogen stor sejr er det ikke for Israel. Hverken for Benyamin Netanyahu, for hans regering eller for Israel.
     Det bedste der kan siges for regnskabet set fra den israelske side er, at det var relativt tydeligt for omverdenen, at Israel svarede igen på angreb fra den palæstinensiske side, hvilket også stort set afspejlede sig i de internationale politiske kommentarer.
KIBBUTZ NIR AM: (17-18.11.2012): Hvem kan finde på at leje sig ind på værelse 13? Det burde næsten være åbenbart, at det er præcist det værelse, man går udenom. Men det er alligevel godt, at nummer 13 er der.
     Sådan var det heldigvis også på Kibbutz Nir Am, hvorfra jeg dækkede Israels netop overståede minikrig mod Hamas i Gaza-striben. Jeg boede på værelse 16. Min kameramand, Klaus, på værelse 15, hvilket var de to sider af én lille hytte.
     Tony fra Australien boede på 14, mens hyttens andet værelse, nummer 13, var tomt. Heldigvis. For helt i begyndelsen af konflikten fik det en fuldtræffer. Raketten, der kom susende inde fra Gaza-striben, gik lige ned igennem taget og eksploderede, så alt inde i værelset blev slået til pindebrænde. Tony, som var nabo til missilet, var naturligvis lidt rystet, og flyttede straks over i værelse 19, hvor han følte sig mere sikker.
BØJDEN-FYNSHAV (06.11.2012): Her ikke så mange timer efter de første amerikanske valgsteder er åbnet ser det ud til, at Barack Omaba har en svag føring, så lige nu kunne det godt se ud til, at han får endnu en periode i Det hvide Hus. På mange måder er det vel godt, fordi traditionelt ser vi altid amerikanske præsidenter blive mere dristige og målrettede i deres udenrigspolitik i deres anden valgperiode.
     En amerikansk præsident kan kun sidde i to perioder, så vinder Obama nu, så behøver han ikke tænke på genvalg, og derfor kan han føre den Mellemøstpolitik, han måske ikke følte, han havde albuerum til at forfølge i sin første periode.
TRANEKÆR (15.11.2011): Som jeg har skrevet tidligere, så ligger jeg rent hjemmesidemæssigt lidt underdrejet i øjeblikket, fordi jeg både er midt i den ene af mine to årlige foredragsturneer, og samtidig også forsøger at blive færdig med et manuskript til en ny bog. Men hjemmesiden skal naturligvis ikke ligge helt stille. Jeg har nu uploaded en artikel om Det arabiske Forår, som jeg har skrevet til det seneste nummer af Det Udenrigspolitiske Selskabs tidsskrift Udenrigs. Tidsskriftet har det ”Arabiske opbrud” som sit tema, og det er anbefalet læsning for alle, der vil vide mere om, hvad det er, der i øjeblikket foregår i Mellemøsten.
TRIPOLI (28.10.2011): Jeg sidder lige nu i Tripoli i Libyen, og har i det hele taget haft et travlt år, hvilket betyder, at jeg ikke har fået skrevet så meget på min hjemmeside, som jeg gerne ville. Dertil kommer, at jeg er bagud med et bogmanuskript, som skal være færdigt. Alt i alt betyder det, at der er begivenheder og emner hernede i mit ”pastorat”, jeg gerne ville have skrevet om, men som jeg ikke har haft tid eller energi til at få gjort noget ved. Derfor er jeg nødt til at bruge og genbruge de muligheder, der viser sig.
TRANEKÆR (18.10.2011): Overskriften er problematisk. Ikke bare antyder den en problematisk forskel i værdi og betydning, som næsten er racistisk, men den afspejler faktisk dagens virkelighed: Én israelsk soldat – Gilad Shalit – er blevet udvekslet med 1.027 palæstinensiske fanger. Og samtidig med at ét problem dermed er løst, er der lagt i ovnen til et nyt.
JERUSALEM (25.09.2011): Palæstinenserne jublede. Det var som om deres uafhængige stat endnu en gang var blevet proklameret. Første gang var da PLO-formand Yassir Arafat proklamerede den på et møde i Det Palæstinensiske Nationalråd i Algeriet i 1988. Men på landjorden i Mellemøsten eksisterer staten fortsat ikke. Alligevel gjorde præsident Abbas det klart, at han ville anmode FN om at optage Palæstina som et fuldgyldigt medlem af verdensorganisationen.
     Bag den palæstinensiske præsidents beslutning om at gå til FN og bede om at få Palæstina anerkendt indenfor våbenhvilelinjerne fra før ’67-krigen lå en voksende erkendelse af, at forhandlinger med Israels premierminister Benyamin Netanyahu ikke ville føre til det resultat, palæstinenserne krævede. Derfor forsøgte Abbas i stedet at opnå sin stat uden at skulle forhandle om det med israelerne.
Sider : 1 2 3 4 5 ... 6
 forrige     næste