Mellemøsten generelt - Reformer og demokrati

KØBENHAVN (19.08.2011): Det er naturligvis ydmygende at måtte indrømme det, men Det arabiske Forår kom bag på mig. Det var egentlig ikke, at jeg ikke talrige gange på TV havde spået uro og ballade, når jeg rapporterede fra forskellige arabiske lande, for urimelighederne og uretfærdighederne var så himmelråbende, at det var svært at se, hvordan det kunne fortsætte uden problemer. Og de økonomiske og sociale kontraster så skærende, at en eller anden form for uro næsten syntes uundgåelig. Når man så holdt det sammen med regimernes utrolige korruption og inkompetence, var der blandet en kras cocktail, som enhver med øjne, ører og en portion sund fornuft næsten kunne sige sig selv, måtte være ret så eksplosiv.
     Det jeg ikke havde forudset, var hvorfra dette arabiske oprør kom.

JERUSALEM (08.04.2011): I flyet på vej fra Danmark tilbage til Israel i går læser jeg Jyllands-Posten, hvor integrations- og udviklingsminister Søren Pind citeres for at det demokratiske forår, som i øjeblikket skyller hen over den arabiske verden, i virkeligheden har sine rødder i Irak-krigen.
     ”Jeg er helt sikker på at demokratiet i Irak har inspireret …det arabiske forår”, siger Søren Pind til avisen. Han siger dog også, at han med den udtalelse ikke vil tage noget fra de unge, for ”…de har selv tilkæmpet sig samfundsomvæltningerne”, som i øjeblikket finder sted.
     Ifølge Jyllands-Posten støtter Dansk Folkeparti og De Konservative Pinds analyse. (Næppe overraskende!)
     At sige at noget som helst positivt om den forkætrede tidligere amerikanske præsident George W. Bush, er naturligvis som at vifte med en rød klud foran andre dele af det danske politiske spektrum. (Heller ikke særligt overraskende!)

JERUSALEM (18.02.2011): Det handler om oplysning, information, viden, vinkler på og versioner af sandheden. Og det handler om muligheder for at kunne dele disse opfattelser med andre, diskutere dem, vende og dreje dem med meningsfæller og modstandere, udforske dem, blive intellektuelt udfordret, stille kritiske spørgsmål, få frække svar, provokere og blive provokeret. Om at udfordre etablerede sandheder – ikke mindst de religiøse. Stikke hul på tabuerne. Have frihed til at formulere og sætte ord på det usigelige. Sætte spørgsmålstegn ved alt. Kort sagt: Det handler om oplysningstiden. En arabisk oplysningstid.
KAIRO (02.02.2011): Hvad sker der? Er det et ”arabisk forår” vi oplever? Vil der nu blæse en forandringernes vind henover den arabiske verden? Lige nu kunne det faktisk se sådan ud, men af frygt for at blive så bitterligt skuffet, tør man næsten ikke håbe.
     Udover det kroniske demokratiske underskud, som den arabiske verden altid har lidt under, og den akkumulerede vrede fra befolkningernes side, så har det været begivenhederne i Tunesien, der har sat det i gang, som nu tilsyneladende sender sine chokbølger udover resten af Mellemøsten. Nu er det Egyptens præsident igennem 30 år Hosni Mubarak der tilsyneladende bliver denne demokratibølges næste offer.

KAIRO (28.01.2011): Tahrir-pladsen i det centrale Kairo er den egyptiske hovedstads bankende hjerte. Det er også her, alle de store demonstrationer afvikles. Men det måtte for alt i verden ikke ske i dag, havde de egyptiske myndigheder besluttet.
     Denne massive magtdemonstration fra myndighedernes side betød dog langtfra, at demonstranterne vendte om og gik hjem igen. Fra alle hjørner af byen strømmede de forskellige demonstrationstog ind mod centrum.
     Hvis myndighedernes plan var, at de dermed ville have situationen mere under kontrol, tog de fejl. I stedet for én stor demonstration på Tahrir-pladsen, hvor størrelsen ville have været målestokken for den regeringskritiske bevægelses styrke, fik myndighederne i snesevis af sammenstød over hele byen. Sammenstød som er fortsat til langt ud på aftenen.

KAIRO (27.01.2011): ”Tunesien! Tunesien! Tunesien!”
     Som et kampråb har det gjaldet mellem husmurene i gaderne omkring Tahrir-pladsen i Kairos centrum, og der er næppe nogen tvivl om, at råbet får det til at løbe koldt ned af ryggen på landets præsident igennem 30 år, den nu 82-årige Hosni Mubarak, som, tyder det på, vil genopstille til endnu en seksårig periode ved præsidentvalget senere på året.
     ”Ned med Mubarak! Vi vil have frihed”, råber de. Politiet skyder store mængder tåregasgranater indover demonstranterne. Skyen er så stor, at den lammer en hel bydel og driver tilbage i hovedet på politiet selv.
     Er den den tunesiske revolution, der nu er kommet til Egypten?

TRANEKÆR (26.01.2011): Jeg har lige fået bud på straks at tage til Egypten, hvor der nu også er uroligheder og sammenstød i gaderne i flere byer. Jeg har kun lige nået at få repareret den defekte redigeringscomputer, som var grunden til at jeg kom til Danmark. Jeg har end ikke fået pakket min kuffert ud endsige vasket mit tøj, så det rejser jeg nu af sted med igen. Håber at jeg kan få det hele vasket og presset, når jeg ankommer på hotellet.
     Urolighederne ser ud til at brede sig. Flere steder i de arabiske lande meldes der om demonstrationer og uro. Rapporterne fra Egypten lyder som om sammenstødene der er værst. Men der er ingen tvivl om, at den indestængte utilfredshed ulmer. Det er mange steder som en trykkoger, der har brug for at få lukket lidt overtryk ud, hvis den ikke skal eksplodere.

TRANEKÆR (25.01.2011): Først væltede diktaturet og præsident Zine el-Abidine Ben Ali tog flugten. Men demonstranterne var ikke tilfredse. Målet var endnu ikke nået.
     ”Vi har væltet diktatoren. Nu skal vi af med diktaturet”, lød parolen som dag efter dag genløs i Tunis’ gader. Derfor var det ikke acceptabelt, at gamle kendinge fra Ben Alis regime også dukkede op i den overgangsregering, som ifølge forfatningen skulle føre landet frem til nye valg indenfor 60 dage. Demonstranterne ville af alle fra det tidligere regerende RCD-parti.
     Premierminister Mohamed Ghannouchi, som var en af præsident Ben Ali’s nære allierede og fra samme hjemby som præsidenten, meddelte ellers først, at han overtog posten som midlertidig præsident.
     Så blev parlamentsformanden præsident, og Ghannouchi midlertidig premierminister. Derefter meldte de sig begge ud af RCD, og sagde, at intet medlem af det gamle regeringsparti kunne sidde i overgangsregeringen.
     Men mange demonstranter så blot det hele som et rænkespil med det formål, at fastholde nogle af de gamle magthavere i indflydelsesrige positioner. Derfor vil vi sikkert en af de allernærmeste dage høre, at endnu en tunesisk regering vil være bukket under for folkets krav om frihed og demokrati.

TUNIS (22.01.2011): Måske er det fordi alle taler fransk hernede? Eller fordi mange af demonstranterne er unge studerende? Det er de godt nok ikke alle sammen. Der er også midaldrende og ældre med i protesterne. Men jeg bliver grebet af atmosfæren, og føler mig hensat til studenteroprørets dage.
     ”Frihed! Demokrati! Ned med diktaturet”, råber de og løber op og ned ad gaderne med politiet efter sig.
TUNIS (21.01.2011): Hver dag er der demonstrationer i byen. Da jeg ankom her til Tunesien, var demonstrationerne dramatiske og voldelige. Demonstranterne smed med sten og politiet svarede igen med tåregas… masser af tåregas og knippelsuppe. Men dag for dag har begge parter fundet sig selv i deres nye roller.
     Præsident Ben Ali tog flugten, og revolutionen var en realitet. Tunesien ville aldrig blive det samme land mere. Det var klart. Men der var stadigvæk mange ting, der kunne gå frygtelig galt. Og selvom demonstranterne er nået ubegribelig langt, så er det stadigvæk masser af farer, der lurer.
Sider : 1 ... 2 3 4 5 6
 forrige     næste