Lande i Mellemøsten - Syrien

JERUSALEM (20.10.2014): USA har gennemført de første nedkastninger af våben fra luften til de kurdiske militsgrupper, der forsvarer den belejrede by Kobani imod Islamisk Stat. Den største af de kurdiske grupper, der forsvarer byen imod de langt bedre udrustede militante jihadister fra Islamisk Stat, bekræfter, at de har modtaget ”en større mængde våben og ammunition”, men går ikke i detaljer om, hvad nedkastningerne mere specifikt har indeholdt.
     Amerikanerne siger, at der er tale om lette våben, ammunition og medicin, og derfor ikke om de tunge våben, som de kurdiske militssoldater i Kobani i længere tid har anmodet om. Ifølge flere anonyme kilder er der først og fremmest tale om Kalachnikov AK-47 angrebsrifler, granater og RPG’er (panserbrydende granater med tilhørende raketstyr), som kommer fra det kurdiske område i Nord-irak.
JERUSALEM (08.10.2014): Krig synes altid absurd. Især når man er tæt på vanviddet. Men de seneste dages scener på grænsen mellem Tyrkiet og Syrien ved den kurdiske by Kobani tager dog absurditeten til et helt nyt niveau. 
     På den tyrkiske side af grænsen sidder en stor del af Kobanis befolkning og stirrer i chok over på at deres hjemby lige på den anden side af grænsehegnet bliver jævnet med jorden. På en bakkeskråning står i hundredvis af kurdiske mænd og følger vantro med i, at deres hjem bliver lagt i ruiner.
     Ikke langt derfra holder talrige tyrkiske kampvogne opmarcheret, klar til at gå i aktion, men deres kanoner er tavse og motorer slukket. Ovre på den syriske side af grænsehegnet kæmper dårligt udrustede kurdiske militssoldater indædt og desperat en kamp, som de synes dømte til at tabe.
JERUSALEM (07.10.2014): Bomber og missiler fra vestlige og arabiske kampfly er ikke nok. Islamisk Stat rykker fortsat frem. Den store kurdiske by Kobani på grænsen til Tyrkiet falder en af de nærmeste dage. Så dystert kan situationen beskrives.
     Selvom der er dannet en international koalition med det udtrykkelige formål at stoppe den brutale terrororganisation Islamisk Stat (også kaldet ISIS og ISIL), en gang for alle, så er det ikke lykkedes. Terrororganisationen rykker stadigvæk frem, trods koalitionens daglige angreb med kampfly fra luften.
     ”Luftangreb alene er slet ikke nok til at vinde over ISIS i Kobani”, siger Idris Nassan, en af lederne af de kurdiske militsfolk, der desperat forsøger at forsvare denne strategisk vigtige kurdiske by. 


JERUSALEM (23.09.2014): Ingen kan være i tvivl om, at Islamisk Stat er udtryk for noget nært den mest blodige og sadistiske ondskab, vi i mange år har været vidne til. Det er også grunden til at en vestlig verden, som i bund og grund ikke har lyst til at blive trukket ind i et nyt militært engagement i Mellemøsten, nu alligevel gør det.
     Det har dog fra starten været klart, at den militære offensiv, når den kommer, og det ser det ud til at den gør nu, ikke må kunne opfattes som et ”Vesten imod araberne”, eller et ”Vesten og shi’iterne imod sunni-islam”. Det er altafgørende, at krigen imod Islamisk Stat bliver set som ”den anstændige del af verdens opgør med barbariet og vanviddet”. Derfor skal der en række arabiske stater med i alliancen. Helst også en række fremtrædende sunni-muslimske arabiske stater. 
     Det er der nu. Men det er dog på ingen måde en uproblematisk alliance. For mens man gerne vil have koalitionen til at være anstændighedens opgør med barbariet, så er de arabiske lande, der nu er med i alliancen, alt andet end frie og demokratiske, og deres bevæggrunde til at melde sig under fanerne er mange og ret så forskellige.
DAMASKUS (10.05.2013): Efter Israels bombardement i søndags her i Damaskus af, hvad der formodes at have været en ladning iransk-producerede langtrækkende missiler på vej til Hizbollah i Libanon, har der været spekulationer, om Israel er på vej til at involvere sig i den syriske borgerkrig på oprørernes side. Det er dog næppe tilfældet, som jeg skrev i min sidste artikel om det. Der er tværtimod tale om ”Én krig pakket ind i en anden krig”. Et opgør mellem Iran og Israel, som blot foregår i Syrien, fordi det land er ruten for iranske våben på vej til Libanon.
     Israel er ganske vist ikke nogen stor fan af præsident Bashar al-Assad, og var det heller ikke af hans far Hafez. Men når valget står mellem den skurk, man kender, overfor den, man endnu kun kan frygte, hvordan bliver, så vælger man ofte den kendte størrelse. Og – set fra et israelsk synspunkt, så har våbenhvilelinjen mellem Syrien of Israel oppe i Golanhøjderne, været rolig siden Yom Kippurkrigen  i 1973.
DAMASKUS (05.05.2013): ”Er Israel ved at blive suget ind i den syriske borgerkrig?”
     Dette fornuftige og ganske forståelige spørgsmål fik jeg i dag stillet af en af TV2/NEWS’ studieværter.
     Grunden er naturligvis, at Israel tidligt i morges angreb det, der angiveligt var en ladning iranske Fateh 110-missiler – på vej til den militante shi’a-muslimske milits Hizbollah i Libanon – på en syrisk militærbase i udkanten af Damaskus.
     Det er anden gang på tre dage, at Israel gennemfører sådan et angreb og tredje gang i år. Der var et lignende israelsk luftangreb på en konvoj med avancerede våben til Hizbollah i slutningen af januar.
DAMASKUS (27.02.2013): Der er blodpletter på asfalten, og et par rullebårer står ved indgangen til skadestuen og venter, mens en sygeplejerske trækker lidt frisk luft. Alle udnytter den korte pause i det ellers endeløse mareridt, som vi også kalder den syriske borgerkrig.
     Besøget på det lokale hospital ikke langt fra vores hotel i Damaskus er en usentimental forestilling, selvom mit og min kameramands hjerte krøller sig sammen. Vi er bare ”turister” på gennemrejse, så vi har den luksus, stadigvæk at kunne udstille vores medfølelse. De lokale har efter to blodige år anlagt sig en mere kynisk overflade. Vanviddet er for længst blevet hverdag.
DAMASKUS (26.02.2013): Det er umuligt at lave TV, når der hele tiden er masser af mennesker, der gerne vil filmes eller blot kigge ind i kameraets linse, fordi de tror, at der sker et eller andet derinde bag glasset, som de kan få øje på udefra. ”Linselus” kalder vi dem respektløst, fordi de ødelægger vore optagelser, og ikke er til at slippe af med. Af en eller anden grund er der særdeles mange af dem her i Mellemøsten.
     Specielt er børn glade for at hoppe rundt foran vores TV-kameraer, og det kan gøre livet ret surt for min TV-fotograf, for han ved godt, at så godt som alle de sekvenser, hvor børn hopper rundt i billedrammen og laver skøre ting, vil blive kasseret, når vi om aftenen sidder og redigerer indslaget. Og fra visse lokaliteter betyder det størsteparten af materialet og dermed af dagens arbejde.
     Her kommer jeg ind i billedet med mit fotografiapparat.
DAMASKUS (21.02.2013): Det første, jeg ser, er et stivnet, forbrændt lig, som underligt er frosset fast i en tryglende stilling hvor begge arme rækker ligesom uforstående op imod himlen.
     Bare i de første ti minutter ser jeg over et dusin lig og dele af lemlæstede kroppe, der ligger spredt ud over pladsen. Her er afrevne lemmer, sortsodede, forvredne bilvrag… og det værste af alt: Lig der bare er alt for små. Børn som har været på vej til eller fra skole.
     Et forfærdeligt skue. Umuligt at beskrive.
     Det er den syriske borgerkrig i al dens ubegribelige rædsel.
DAMASKUS (20.02.2013): Kufferten er lige pakket ud og udstyret er ved at blive stillet op. Vi er lige ankommet til Syriens hovedstad Damaskus.
     Man kan ikke flyve ind længere. Lufthavnen er lukket det meste af tiden, fordi der kæmpes for heftigt i området umiddelbart omkring den. Derfor er vi ankommet i bil fra Beirut i nabolandet Libanon. Vejen fra grænseovergangen til Damaskus tager normalt omkring tre kvarter at tilbagelægge. Sådan er det heller ikke længere. Man skal igennem ikke mindre end otte svært bevæbnede militære check points på vejen, og det har gjort turen mange gange længere.
Sider : 1 2 3 4
 forrige     næste