Palæstinenserne - Vestbredden
ODENSE (14.01.2019): Jeg har sikkert ”skudt mig selv i foden”. Når jeg holder nogle af mine foredrag om mit fotografi, bliver jeg altid spurgt, om folk kan købe min fotobog. Mit svar har i flere år været, at bogen ”Untold Stories – Billeder og beretninger fra Mellemøsten” desværre er udsolgt fra forlaget.
Det viser sig, at det ikke er sandt!!!
Jeg har lige modtaget en venlig mail fra Pernille Madsen, forlagssekretær på Ajour, som fortæller mig, at der sørme stadigvæk er nogle enkelte kasser tilbage med bogen. Hvor mange ved jeg ikke. Men den kan altså købes lidt endnu.
Den oplysning er nu bragt videre.
Om det virker efter hensigten eller ej er et åbent spørgsmål. Men kønt er det ikke. Det virker i hvert fald på besøgende, udenlandske politikere og meningsdannere. De bliver altid chokerede, når de første gang møder muren, som i virkeligheden for størstedelens vedkommende er et hegn.
Palæstinenserne kalder den for ”Apartheid-muren”, fordi de påstår, at den er racistisk. Israelerne betegner den ”beskyttelsesbarrieren” og mener, at den forhindrer terrorisme.
Rytmen tager fat i mellemgulvet. Reggae på arabisk. Taget er ved at løfte sig. Fadøllet flyder i stride strømme. Stemningen syder. De unge fyre tager kæresterne på numsen. Pigerne hyler, klapper og hopper i takt til musikken.
Vi er til noget så unormalt som Oktoberfest i de palæstinensiske selvstyreområder, i landsbyen Taybeh ikke langt fra Ramallah. Taybeh er en kristen palæstinensisk landsby. Den allersidste helt igennem kristne landsby, der er tilbage i et område, der ellers en gang var rent kristent.
”Det her, det er vores land”, siger Daniella Weiss med en overbevisning, så man tror på hende. Der er ikke det mindste mikroskopiske gran af tvivl i hendes stemme. Men det er ikke nok. Kendsgerningen skal understreges endnu mere, så hun flytter sin fod, og peger på jorden lige under den.
”Den her jord. Her! Jorden under mine fødder”, pletten bliver meget energisk udpeget, ”det er vores. Gud har givet dette land til os, og vi flytter aldrig fra det igen”, siger hun og ånder ligesom lettet op. Det er sagt. Dermed er det slået fast.
Som regel ser det ikke ud af meget i starten. Det begynder ofte bare med et skur, en hytte eller et par mobile barakker på en forblæst bakketop. Men år senere ligger der en mindre landsby med moderne beboelsesejendomme i beton, butikscentre, børnehaver og skoler.
Mange steder i verden ville sådan en byggeaktivitet blive set som udtryk for en driftig politisk ledelse, der sørger for at bekæmpe boligmanglen og som opfører små, velindrettede nye satellitbyer udenfor de overbefolkede, forurenede bycentre.
Her i Mellemøsten er intet dog så enkelt.
I Første Mosebog står beskrevet, hvordan Abraham, det jødiske folks forfader, købte og betalte for hulen i Hebron, hvori han begraver Sarah, og hvori han også selv bliver stedt til hvile.
Senere blev Isak, Jakob, Rebekka og Leah begravet i samme klippehule. På den måde ligger de patriarker og matriarker, som det jødiske folk nedstammer fra, begravet i Hebron på Vestbredden. Derfor er byen hellig for de national-religiøse jødiske bosættere.
Men her i Hebron har rullerne en helt særlig betydning. De hellige skrifter er nemlig ikke bare det fysiske bevis på Guds pagt med det jødiske folk – bosætterne betragter også rullerne som skødet på den ejendom, Abraham købte, og som de som efterkommere i dag kan gøre krav på.
JERUSALEM (11.12.2014): Israel-Palæstinakonflikten har et eller andet magisk over sig, der gør, at den langt mere end mange andre konflikter i verden kan sætte sindene i bevægelse selv på den modsatte side af jordkloden. Præcist derfor kan der også spinnes politisk kapital på at bruge konflikten til alle mulige andre politiske formål – også hjemlige – end nødvendigvis for at gøre en praktisk indsats for at løse problemerne i Mellemøsten.
I disse tider hvor vestlige regeringer og parlamenter en efter en diskuterer, som de skal anerkende Palæstina, selvom staten faktisk ikke eksisterer i virkeligheden, men for at sende et signal til parterne i Mellemøsten, rejser det også spørgsmålet, hvorfor sådan en anerkendelse kan synes vigtig eller katastrofal.
JERUSALEM (07.04.2014): Det er ikke sket endnu, men der er almindelig enighed om, at amerikanerne formentlig er på nippet til at offentliggøre deres eget forslag til, hvad en fredsaftale mellem Israel og palæstinenserne skal bestå af. Men – det er som sagt ikke sket endnu.
Mange frygter, at det ender med at gå, som det gjorde under præsident Bill Clinton.
Efter at have brugt enorm energi og prestige på fredsprocessen igennem hele sin præsidentperiode, så kom Clinton først med sin fredsplan få dage inden han forlod Det hvide Hus den 20. januar 2001, og dermed fik den aldrig en chance for at blive taget alvorlig.
JERUSALEM (30.07.2013): ”Parterne er enedes om at alle ”final status issues”, de komplicerede nøgleproblemer og andre emner er på bordet og til forhandling”, sagde den amerikanske udenrigsminister John Kerry flankeret at den israelske justitsminister Tzippi Livni og den palæstinensiske chefforhandler Saeb Erekat.
Forhandlingerne om fred mellem Israel og palæstinenserne er i gang igen. Igen, igen… fristes man næsten til at sige, og det kan ikke skjules, at nyheden hernede i Mellemøsten hilses velkommen med en god portion skepsis og kynisme.
JERUSALEM (03.12.2012): Det Palæstinensiske Selvstyres præsident Mahmoud Abbas har fået, noget nogen vil kalde, en sejr i FN-bureaukratiet – et stykke papir – som Israel svarer igen på ved at bygge flere huse til jødiske bosættere i de besatte områder.
Hvis man opholdt sig på Martyr Yassir Arafat-pladsen i Ramallah den 29. november sent om aftenen, da FN stemte om resolutionen, skulle man ellers tro, at der var tale om selve deklarationen af Palæstinas oprettelse. Så meget blev der festet, da det blev klart, at FN’s Generalforsamling med et overvældende flertal havde besluttet at opgradere palæstinensernes status i verdensorganisationen til det noget snørklede ”ikke-medlems observatørstat”.
Udenfor FN-hovedkvarteret – ude i den virkelige virkelighed her i Mellemøsten har palæstinenserne dog fortsat ikke nogen stat. Det eneste, der har ændret sig, er, at de udover frimærker, pas, flag, nationalsang, præsident og så videre, nu også har et lidt finere medlemskort til FN. Men staten, det det hele handler om, den findes stadigvæk ikke.